Lars's jordomrejse.
Side 4 Midt-Australien.

Til forsiden.

Ankommet til Alice Springs efter 25 timers togtur igennem den australske ørken. Jeg havde en lille kupe, trangt men hyggeligt at sidde der og betragte landskabet. Opredningen til natten fungerede også udmærket. Måltiderne var eminente, og jeg blev placeret tilfældigt ved andre gæster. Lidt small talk selvfølgelig, ved aftensmaden sad jeg med Max fra Adelaide samt et ægtepar fra Chicago. Vi snakkede og grinede rigtig godt sammen. Max var meget interesseret i bluesmusik, så det var et emne, der lige passede mig.

The Ghan er tredelt: Platinum, Gold og Red. Platinum med større luksuskupeer, Gold lissom mig, og Red for fattigrøvene, der sad i fællesvogne og sov på sæderne. De havde adgang til sandwiches og ikke meget andet. Nåh ja, det er selvfølgelig et spørgsmål om, hvad man vil bruge sine penge til. Jeg kunne godt have klaret mig med Red, men nød selvfølgelig luksusforholdene. Alle på Gold og Platinum var ægtepar i pensionsalderen, som nu efter et langt arbejdsliv nød tilværelsen. Jeg var lidt en outsider, rejste alene og føler mig altså ikke gammel og pensioneret...

Det var interessant at sidde og kigge ud. Hundredvis af kilometer med ingenting, bare sand, sten og nogle steder småbuske og træer. Langs med sporene gik der hele vejen en grusvej, sikkert en redningvej. Lige pludselig kunne der så komme et hegn, og hist og her gik der kvæg. Jeg så ingen farme, men der må være nogen derinde.

Kamelstatuen modtog os, da vi ankom til Alice, som vi kalder byen. Jeg har ikke set kameler endnu, det kommer nok længere nordpå. Men jeg så en kænguru i går. Den var død.
Alice er lisså uinspirerende, som den ser ud til. Der bor 28000 mennesker i området, bymidten har butikker og spisesteder, men ikke meget hygge. Jeg skal afsted på tur i morgen tidlig klokken 06.00 og kommer tilbage til Alice fredag aften. Der er nok ikke meget net ude i outbacken, det var der heller ikke på turen med The Ghan. Det var fandme hårdt, Kathryn!

Man regulerer åbenbart også tiden, når man nærmer sig Ækvator, så nu er jeg kun 7 1/2 time foran jer.

Det var afghanske kamelkaravaner, der lissom bestemte, hvor jernbanen skulle gå. Det var nemlig den nemmeste rute at rejse på.

og lige så langt til den anden.

Med bord og fodskammel.

Rindende varmt og koldt vand i nedklappelig håndvask!

Men det er vist ikke herfra at sportsgrenen har fået sit navn.

Bare kaldt Alice.

Som Lars har skrevet ovenfor, tog han på tur ud i The Outback tidligt den 15. okt og kommer først tilbage sidst på dagen den 18.okt.
Derude er der vist ingen internetdækning, så vi må vente med at se mere af turen, når han når civiliserede egne igen.

Er tilbage i Alice Springs efter fire dage uden internet. Kata Tjuta, Uluru, Kings Canyon, Wallace Rock Hole. Fire store oplevelser på hver sin måde, det bliver svært at beskrive alt, men jeg vil have det hele i mit hoved - og noget af det i mit hjerte - resten af livet.
Billederne siger også meget, jeg vil prøve at kommentere hvert enkelt af dem.

Vore firedagestur Alice Springs - Kata Tjuta- Uluru - Kings Canyon - Wallace Rockhole.

 

Denne firehjulstrækker var ret larmende, og gearkassen var ikke helt i orden, men den fungerede fint under vanskelige forhold. Der var plads til 25 passagerer, vi var 17 på de første tre dage og fem den sidste dag.

Kata Tjuta

Ved Kata Tjuta var vi på en tretimers gåtur ind langs med klippeformationerne i Valley of the Winds.

Det krævede lidt af os at være med på vandreturene.

Kata Tjuta er imponerende, men Ulura 50 km derfra er noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet, bl.a. fordi der er knyttet så meget historie og kultur til stedet. Uluru er et helligt sted for urbefolkningen, som kaldes aboriginals eller på dansk aboriginere. De har levet i Australien i mindst 60.000 år, og kun i de sidste 2-300 år har de haft selskab af hvide mennesker. Aboriginerne har levet i pagt med naturen i alle disse år, og helt op til 1960'erne har de levet deres stammeliv bl.a. omkring Uluru. Så fandt en engelsk forretningsmand ud af, at der måtte være penge i at hente turister til denne underlige sten ude i ingenting, som søde Annie så rigtigt udtrykker det. Stenen er iøvrigt aflang, 348 meter høj og ti km i omkreds. Uluru blev hurtigt en kæmpestor turistattraktion, og i 1985 lavede regeringen området om til en nationalpark, simpelthen for at få styr på, hvad der skete, og for at beskytte dette symbol på en kultur, der stort set er forsvundet nu. Det er også på tide, der gøres noget. Den oprindelige befolkning er stort set væk nu, ikke bare fra Uluru, men også fra de store ørkenområder, mere eller mindre opslugt af den moderne civilisation. Historien gentager sig, og i Australien er det gået, som det er gået andre steder, hvor den hvide mand har opdaget andre kulturer og urbefolkninger. Tænk bare på inkaerne og mayaerne i Sydamerika, på indianerne i Nordamerika, på de sorte i Afrika, ja også på vores egne gerninger i Grønland. Den årtusindgamle kultur ødelægges, fordi den hvide mand tænker materielt og ikke har respekt for andres levemåde. Jeg er bestemt ikke stolt over at tilhøre den hvide mands race.
Det er en lang og trist historie det, der er foregået i Australien, og de forsøg, der nu gøres for at rette op på skaden, er halvhjertede og langt fra tilstrækkelige.

 

Det er en tradition, at solnedgang over Uluru ledsages af champagne og lækkerier. Det havde Craig også styr på. Pigen hed Chelsea og var med de første tre dage som lærling.

Svært at se på billeder, men det var imponerende med skyggevirkningerne.

Sammy her er ægte aboriginer og fortalte på sit eget sprog om, hvordan hverdagen fungerede i stammerne.

Til venstre ses Mount Conner, som ligner Uluru, men kun er 346 meter høj. Til gengæld er omkredsen 30 km. Mount Conner hører ikke til aboriginernes hellige steder. for her bor Atilla, som er gud for ondskaben, og det er ikke noget, man behøver dyrke. Pigen til højre i grønt nåede jeg ikke at lære nærmere at kende.

Tydelig lagdeling En geolog vil kunne fortælle nærmere detaljer, jeg synes bare, det så flot ud.

Her er vi i Kings Canyon.

Hans fra Düsseldorf led ikke af højdeskræk. Han står mindre end en meter fra afgrunden.

Døde eller brændte træer så man mange af overalt, ikke kun her i højderne, også i de øde områder.

Perspektivet kan slet ikke fornemmes her, men jeg måtte virkelig overvinde mig selv for at gå op og ned af nærmest lodrette trapper og gå over dybe kløfter på spinkle træbroer. Det lærer jeg aldrig. Derimod elsker jeg at flyve. Det kan en psykolog måske forklare, jeg kan ikke.

Fantastiske klippeformationer i Kings Canyon.

Bilvrag som dette er ikke et ualmindeligt syn langs den øde landevej.

Vi så mange vilde heste. Man har lige indfanget 300 af dem, fordi der ikke er noget vand.

Intrepids lejre så typisk sådan ud. Et spisekøkken, der bare fungerede, Craig sov udendørs hver nat. Jeg fik muligheden en enkelt gang, og det var skønt at vågne midt om natten i buldermørke og kigge op på stjernehimlen

Her ses lejren fra spisekøkkenet. Teltene har fast bund og rigtige senge, så det er ikke særlig primitivt. Der var også el, rindende vand og rigtige toiletter alle stederne.

Wayne her kommer egentlig fra østkysten, men er blevet gift med en aboriginer fra Wallace Rock Hole og bor nu her. Når man er gift med en aboriginsk pige, har man ikke problemer med svigermor. Det er nemlig forbudt for hende at tale til sin svigersøn. Tænk lige over det...

Til forsiden.