I Ujung Pandang er der en lang strandpromenade, hvor der intet sker, før det begyndte at blive mørkt.
Så kommer den ene trækvogn efter den anden, og alle stiller deres egen lille rullende restauration op. I 2 rækker over vel omkring 1 km.s længde.
Hele havnefronten bliver således eet langt gadekøkken, vel nok verdens længste køkken. Ikke alle boderne lavede lige appetitligt mad, men der var nok noget for enhver smag og for enhvers mave.
Lige ankommet til landet, turde vi ikke binde an med udvalget, selv om paraghurt ellers nok skulle tage det værste. Maverne skal langsomt vænnes til den anderledes bakterieflora.
Tidligt om morgenen bliver man hentet i en minibus på hotellet og kørt ud til busstationen i udkanten af byen. Herfra startede busturen op i landet.

Turen op til Tana Toraja er en meget flot køretur.
Bussen var god og der var næsten udelukkende indfødte passagerer. De medbragte alverdens forskellig bagage i forskellige former for emballering.
En velpolstret dame, som vi troede var bedstemor, medbragte en lille pige på godt 1 år. Pigen fik bryst, hvilket nok viste, at det nok var moderen, der var med, og ikke bedstemoderen. Hun så bare sådan ud.
Køreturen gjorde passagererne døsige, og det var sjovt at se, hvordan moderen faldt i søvn lige midt under den lille piges måltid.
Der sad moderen så med begge "mejerier" frit fremme til fri afbenyttelse for barnet.

Vejen fører et langt stykke mod nord langs kysten i lavlandet.
Overalt er der frodige rismarker og plantager med bl.a. kokospalmer. Undervejs bliver der holdt pauser på steder, hvor der kan købes mad og drikkevarer.