Ris er så højt agtet, at risladen (alang) kan være
endnu mere udsmykket end ejerens eget hus. Den animistiske tro har
stadig en
vigtig rolle hos torajaerne, trods det, at de fleste nu er kristne.
Animister tror på at alt har en ånd, hvad enten det er ris,
en bøffel eller en mands hoved (Torajaerne var hovedjægere,
da hollænderne ankom).
Denne tro dominerer de store dødsfester. De langvarige og meget
energiske ceremonier varierer i omfang og varighed, alt efter om den afdøde
tilhørte den øverste "guldstav-kaste", den anden "jernstavskaste" eller
de jævne folks "palmetræshjerte.
Dette folk måtte vi besøge.
Så midt i oktober, lige inden regntiden sætter ind i dette
område ved ækvator, pakkede vi rygsækken og tog et
rutefly til Ujung Pandang, som er hovedstaden på Sulawesi.
Ankomsten var noget af et chok.
35° i skyggen og i en møgbeskidt og menneskemyldrende
travl by.
På Sydsulawesi bor forholdsvis
flere velhavende folk end i resten af Indonesien.
De lever af et godt fiskeri og af fiskefarme.
I dambrug, avles både fisk, rejer, hummere, frøer og
snegle.
Der er så god en afsætning af
disse produkter til hele verden, at befolkningen er nogle af de rigeste
i Indonesien.
Et dobbeltværelse på et hostel, kostede 13,50 kr, og personalet
var samtidigt en slags agent for de offentlige transportmidler, og såmænd
også for de private. De får formentlig lidt kommission for
hver tur de sælger.
Det er nemt, og det er billigt.
En bustur på 9 timer til Toraja-land, nærmere betegnet til
byen Rantepao, som ligger oppe i bjergene midt i Tana Toraja, koster
kun 8 kr. Der kører en bus om dagen, og en om natten.