I Pare Pare svinger bussen ind i landet, og opstigningen til bjerglandet inde midt i landet begynder.
Vejen bugter sig gennem terrænet og man kører igennem den ene lille landsby efter den anden. Alle landsbyer ligger langs med vejen med simple huse gemt under kokospalmerne. Rantepao nås ved 5-tiden om eftermiddagen. Ved det sidste stop før Rantepao, var der stået et par unge drenge på bussen.
Snart efter kom de op til os i bussen - en efter en - og begyndte først høfligt at spørge til vores velbefindende og om hvor vi kom fra o.s.v.
Snart viste det sig, at de forsøgte at sælge sig selv som selvbestaltede guider i Rantepao. Der var ikke den ting, de ville vise os, og de ville gøre det meget billigere, end de officielle guider.
Da vi nåede busholdepladsen, kendte de også lige et hotel, som garanteret var eet af de bedste og billigste i byen.
Deres forhåndsoplysninger om priser og kvaliteter holder nu ikke altid stik, så vi besluttede at gå de 2-3 km. til sydkanten af byen, hvor vi var blevet anbefalet hotellet "Pia Poppies".
Pias Poppies viste sig at være et stille og roligt hotel, med pæne og særprægede værelser og et specielt godt køkken, hvorfra der serveres lokale retter.
Et sådant måltid koster 15-20 kr., og værelserne 28 kr. pr. nat.
Et sted, der absolut kan anbefales andre rejsende. Blot skal man huske at bestille aftensmaden i god tid, for der kan nemt gå 2 timer, før den kommer. På hotellet holder Piranus til. Han er indfødt, ca. 1½ m. høj og virker lidt genert. Og så forsøger han at ernære sig som guide.
Men han er sød og rar, rimelig til engelsk og ikke spor påtrængende. Han fortalte, når vi ville vide noget, og tav stille, når vi trængte til det.
P.g.a. vejenes kvalitet, skal vejtransport helst foregå i en 4­hjulstrækker, og sådan en kunne Piranus leje - med chauffør - for 130 kr. om dagen.