Her er ingen hjemmehjælp.
Brødrene nede fra Rantepao skiftes til at komme herop en uges tid af gangen, for at hjælpe med markerne.
Her er meget fattigt. De ejer ikke andet end den jord, de dyrker ris i. Husene er bygget at materialer fra naturen, og de lever nærmest på spejdermaner.
Næsten alt, hvad de skal bruge for at opretholde livet, kan de finde i naturen, så der bliver kun købt salt, sukker, brugt tøj og petroleum nede i byen.
Å bent ild til madlavning, hul i jorden til toilet og flere hundrede meter til nærmeste vandhul.
Familiens beboelseshus er egentligt ret stort. Det er bygget af træ og både tag og sider er tækket med rishalm. - En ren brandfælde. Alle sover i samme rum - også gæsterne.
Den invalide søster var eminent dygtig til at flette hatte.
De er flettet af naturmateriale, som brødrene henter ude i naturen.
Det tager en uge at flette sådan en flot "kuli-hat, og den forlangte hun 20 kr. for.
Landsbyen ligger omgivet af palmer.
En speciel palme bruges til at tappe for saft. Saften opsamles i ophængte bambusrør, som skal tømmes 2 gange om dagen.
Saften går i gæring, og snart har man dejlig palmevin.
Stigen, der bruges for at komme op i palmen til aftapningsstedet, er blot en lang tyk bambuskæp, hvor der for hver 1/2 m. er lavet et hul. Storetåen stikkes så ind i hullet, og man stiger til vejrs. Opholdet i denne landsby blev en dejlig oplevelse. Det var meget primitivt, men beboerne virkede glade og var meget venlige.
De har kun lige til dagen og vejen og klarer sig så at sige, med det naturen kan skaffe dem.