På besøg hos bjergstammerne på Luzon, Nordphilippinerne, 1996

Mandag den 30-12-96.
Efter at have tilbragt nogle nervepirrende og varme dage i Manila mellem jul og nytår, gik den videre rejse op i den køligere luft i bjergene på Nord-Luzon, Filippinerne. Hovedjægerne, som efter sigende nu er blevet venligtsindede, skulle besøges.
Desuden skulle verdens 8. vidunder beses:
Risterrasserne i Banawe.

Efter hvad vi hørte om Manila.s afholdelse af nytårsaften, turde vi ikke være der den aften. Der er ingen forbud mod fyrværkeri, så når al knaldeffekten er brugt op, tager man bare sine forskellige våben i brug - og skyder dem af op i luften. Ikke ret sikkert for beboere over stueetagen.
Det siges, at hvis man er meget uvenner med nogen den aften og nat, bør man skjule sig godt, for ellers kan man nemt blive ramt af et "vådeskud".

Bussen skulle afgå mellem kl. 7 og kl. 9, og erfaringen havde lært os, at så er det bedst at være ved bussen kl. 7, for den kører, når den er fuld.

Vejene lidt længere nordpå er elendige, så det satte en begrænsning på hastigheden.Turen varede 7-8 timer, selv om der kun er små 300 km. Undervejs kunne vi så sidde stille og nyde den smukke natur og det skiftende landskab.
Først det typiske "Østen"-landskab med grønne rismarker og marker under vand, og senere forskellig bevoksning efterhånden som vi kom op i bjergene, hvor der er for stejlt til at dyrke ris. Og overalt ligger der små huse, både i smålandsbyerne, og langt ude på landet.

Vi ankom til BAGUIO lige før det blev mørkt.
BAGUIO ligger i bjergene i 2000 m.s højde, og det er derfor dejligt køligt om sommeren. Ved vores ankomst var der kun godt 20°.
Ved nytårstid er der vinter.
Sommerens kølighed har gjort, at byen kaldes Filippinernes sommerhovedstad, idet de betydningsfulde folk i Manila alle har sommerhuse i byen, og tilbringer deres ferier heroppe.
Byen har normalt 800.000 indbyggere, men i ferien menes der at være 200.000 flere. Også jul og nytår holder de rige i Baguio, og det var derfor, svært at få hotel.
Byen havde et større jordskælv i 1990, som ødelagde store dele af byen, men alt er bygget op igen. Måske derfor så vi ikke ret meget slum i byen.
Byen er også en stor skoleby. Der er mange højere læreanstalter, hvor eleverne bor på skolen. De riges børn fra hele landet bliver sendt hertil, så der var masser af unge mennesker overalt.
Natten blev noget kold. Vistnok helt ned til 18°, så vi måtte ud i opholdsstuen midt om natten for at finde et tæppe mere.
Hundeglam udenfor og tænderklapren fra hinanden gjorde sit til, at vi ikke sov ret meget den nat.
En stor forandring fra det altid mindst 30° varme Manila.

Tirsdag den 31-12-96.
Dagen efter blev brugt til at finde ud af, hvordan vi kom videre op i bjergene

Vi fandt frem til Dangwa Tranco, som er det selskab, der kører bus til vores næste bestemmelsessted. Stedet fandt vi hurtigt, men ved forespørgsel til billetdamen, kunne vi ikke fået vide, om vi kunne komme videre næste morgen. Det kom helt an på, om der var nogen ædru chauffør efter nytårsaften. Hvis der går en bus, går den nok allerede kl. 5 - så det indstillede vi os på.
Tiden blev brugt til at se os lidt omkring.

John Ham Park er et meget stort grønt område lige udenfor bymidten. Tidligere en amerikansk base og senere et rekreationssted. Der var 2 golfbaner i parken, og da vi stod ved et hul og kikke på en kinesisk families spil, rettede den ældste mand henvendelse til os og spurgte om, hvorfra vi kom, og hvad vi lavede der. Han spurgte også om, hvor vi skulle fejre nytårsaften, og da vi svarede, at det vidste vi ikke endnu, inviterede han os til at holde fest sammen med ham og hans familie. Det må være kinesisk gæstfrihed, men vi takkede pænt nej, for de var så fine i tøjet, at vi ville falde helt igennem i vores rejsetøj. De 8-10 kg. der var i vores rygsæk, indbefattede ikke gå-i-byen tøj.
Og hvad mon kineseren forventede til gengæld??

Markedspladsen i byen er noget helt specielt. Sammen med mange tusinde mennesker masede vi os frem mellem de hundredvis af boder med alverdens udvalg.
Mange hundrede m2 under tag, og mindst lige så meget udenfor.

Her er det sjovt at se, hvor høje vi nordboere er i forhold til filippinerne. Vi ragede gerne et hoved højere op end dem. Måske ikke så underligt, at børnene kikker sådan efter os. Det er nok ikke kun fordi vi er hvide, går i noget andet tøj og har store næser og hår på armene.


I kødafdelingen er al slags kød til salg, både pølser og grisehoveder. Selv indvolde og mavesæk kan man købe. Høns bliver slagtet lige bag ved, og lugten er stram. Men faktisk var her ikke fluer.

Nytårsaften blev fejret i byen.

Ved 23-tiden begyndte det kraftige nytårsskyderi, og det tog hastigt til. I tiden fra lige før midnat og en times tid frem, var det nøjagtigt som at være på en skydebane, hvor 100 maskingeværskytter affyrer deres våben samtidigt og uafbrudt. Skrækkelig larm. Næsten umuligt at snakke sammen.
Den aften holdt hundene deres kæft.

Nytårsmorgen kl. 5 stod vi på rutebilstationen med vores rygsæk og var spændte på, om der kom en bus.
Efter næsten en time kom der en bus. Vi havde besluttet os til at tage til Banaue, men denne bus kørte kun til Bontoc, og vi fik oplyst, at det var den eneste bus, der kørte derfra denne nytårsdag. - Så vi måtte rejse til Bontoc.

Her sad vi så og ventede på afgang en nytårsmorgen et vildtfremmed sted på en møjbeskidt rutebilstation, langt fra alfarvej. Og hvad kom så gående?? 2 unge danske piger med rygsække, som skulle samme vej som os. Så havde vi dansk selskab for første gang i lang tid.

Endelig kom vi af sted.
Busturen gik længere og længere op i bjergene, og vejene blev dårligere og dårligere. Kun få steder kunne bussen køre mere end 30 km/t, for den måtte sno sig udenom huller i vejen. Men det var en meget flot tur ud i bjergene.
Turen tog 6 timer, og vi kørte ikke mere end 100 km. i luftlinie.

Vi ankom til torvet i Bontoc ved middagstid. Bontoc ligger midt i Central Cordillerne og er en slags hovedstad i bjergprovinsen (Mountain Province).
Byen er fortrinsvis beboet af Bontoc-folket, der er en bjergstamme, som altid har levet isoleret heroppe. Lidt nord for byen bor Kalinga-folket og lidt mod sydøst bor Ifugao­folket.

Fælles for disse bjergstammer er, at de er tidligere hovedjægere og kannibaler. De har spist mennesker i dette århundrede, og det er kun 8 år siden det sidste hoved blev taget. De lever upåagtet af Filippinernes officielle politik og love, og har deres egne ritualer og love. De levede efter princippet øje for øje og tand for tand - og helst godt og vel. Hvis stammen blev enige om, at en fra en anden stamme havde gjort noget slemt, måtte man tage hans hoved, og den der gjorde det blev fejret og feteret. Han blev tatoveret om begivenheden og der blev festet.

Nu dyrker folket ris op ad bjergskråningerne og de er dygtige træskærere med en stor tradition af træskærerarbejde. Desuden væver de meget flotte klæder og tæpper.

Under vores ophold i byen købte vi nogle udskårne træskrin og -skåle og en lille udskåret Ifugao-gud ved navn Bulni, som er risens gud, og som skal beskytte risen.
Desuden fik vi fat på en stor udskåret træmaske (30x60 cm), som man har hængende i sit hus for at beskytte mod onde ånder. Bulni kostede et par kroner og masken 55 kr.
Den kunne ikke være i rygsækken, så den måtte pakkes godt ind og bindes udenpå.
Men det var da godt, at vi købte den her hos folket, for i turistbutikkerne nede sydpå, kostede den det tidobbelt.

Efter ankomsten til Bontoc begyndte jagten på et egnet overnatningssted. De første par steder vi fandt efter Lonely Planet, var lukkede, men efter flere forslag fra byens befolkning, blev vi sendt ned til Linda, som skulle have et lille hotel i en sidegade.
Linda var dog ikke hjemme, og da vi kunne se nogle folk sidde nede bagved huset, gik vi derned for at spørge. Det viste sig, at familien, der bor i baghuset holdt nytårsfest for deres klan, så der var fyldt med folk i baggården, lige op og ned ad grisestien og hønsegården. De sagde, at Linda nok snart kom igen, og vi skulle bare værsgo at deltage i deres nytårsfest.

Så vi kom til filippinsk familienytårsfest og fik smagt på de mange slags retter, som var lavet over åben ild i et hjørne af gårdspladsen. Glade og søde mennesker, som hellere end gerne ville fortælle om deres liv og også meget gerne ville have noget at vide om os og vores land og levemåde.
Linda kom ikke tilbage.

Nogle fra familiefesten var endda helt nede ved floden for at se efter hende, for nogen havde sagt, at hun var gået ned for at bade.:p>

Så vi måtte finde et andet hotel, og vi endte på det simple hotel Pines Kitchenette Inn.

Her holdt de fleste rygsækrejsende også til, så her mødte vi en halv snes andre hvide mennesker. Værelse koster kun godt 50 kr. pr. nat, og maden i restauranten er god og nærende og meget billig.

Næste dag stod i risterrassernes tegn.
Een af de ansatte på hotellet ved navn Rita, er i familie med stammefolket i bjerglandsbyen MALIGKONG lidt længere oppe i bjergene, og hende kunne vi leje som guide derop. 2 svenske drenge, de 2 danske piger, og os 2 gamle gav hver 25 kr. for en hel dags guiden. Inden vi tog en jeepny op ad den hullede vej, måtte vi lige forbi en forretning for at købe gaver til folket deroppe. Uden gaver ville vi blive smidt ud af deres område, og da de jo for ikke så længe siden har været kannibaler og hovedjægere, fandt vi det anbefaleseværdigt at følge det råd. Efter Rita.s anbefaling købte vi tændstikker og bolcher, og oppe hos folket uddelte vi en æske tændstikker og 3 bolcher, hver gang vi mødte en indbygger.
Men så var de også meget venlige og villige til at lade sig fotografere.

Turen op ad den dårlige vej var en prøvelse, men resultatet af køreturen var fabelagtigt. Heroppe har folket bygget rismarker overalt på bjergsiderne. Da markerne jo skal stå under vand, har de været nødt til at lave den ene terrasse ovenpå den anden hele vejen opad og rundt om bjergene.

Først besøgte vi den yderste hytte, som er beboet af brændesamleren og hans kone. De går rundt i deres traditionelle tøj, hvor manden næsten har bar røv. Kun en g-streng, som holder lændeklædet foran på plads. Det ser nu lidt fjollet ud, når han så også har sin moderne basketball-kasket på. De boede i en meget simpel hytte lavet af materialer, der kan findes i skoven.

Udsigten ud over disse risterrasser er fantastisk.
 

Et stykke primitivt ingeniørarbejde udført over en ca. 2000 årig lang periode, og stadig holdt ved lige med samme midler, som de altid har brugt - nemlig deres hænder.
Her i området er skrænterne mellem risterrasserne bygget op af sten. Sten på sten og sten ved siden af sten,i kilometerlange rækker snoende sig rundt som bjergenes konjekturer.

Et fantastisk syn. Her forstår man pludselig de geodætiske korts afmærkninger af højdekurver.

Her i bjergene er det vinter, og rismarkerne ligger i øjeblikket næsten brak.

Jorden skal hvile, inden den nye ris skal sås. Maligkong-folket bor i deres hytter samlet i klynger rundt omkring i bjergene omkring risterrasserne.

Hytterne var indtil for nyligt af strå eller ris­halm, men nu har de galvaniserede blikplader vundet indpas.

Det ser nu ikke så hyggeligt ud som stråhytterne, men vi skal jo heller ikke bo i dem. Nogle enkelte heroppe har strøm, og der findes endda en telefon et sted i landsbyen.
Vi gik rundt på risterrasserne og så, hvordan risen bliver dyrket.
Enkelte marker var tilsåede. Det vil sige, man havde lagt risaks ned i vandet i lange rækker, for at det kunne komme til at spire.

Når spirene er ca. 10 cm. høje, bliver alle planter taget op med håndkraft og plantet ud på andre marker - også pr. håndkraft. Når risen er nyspiret eller nyplantet, har markerne en flot lysegrøn farve.

Mace="Times New Roman, Times">en selv om markerne tilsyneladende ligger brak, sker der alligevel en masse. Her dyrkes nemlig økologisk, som man altid har gjort. Stenene mellem terrasserne skal renses for ukrudt, og ukrudtet smides ned i vandet, så det kan forrådne og give gødning til risen.
På samme måde dyrkes nogle kraftige planter på skrænterne, som kaldes Sunflower. Dem høster de også og smider i vandet. Så der er altid arbejde at gøre i markerne.

Vi hilste på arbejderne, som for det meste var ældre koner.

Tændstikker og cher fik dem til at smile og sige en hel masse til os, som vi overhovedet ikke forstod.
De lod sig gerne fotografere, og det er tydeligt at se, at disse mennesker har slidt og slæbt hele deres liv. 

Vandbøfler bliver taget i brug til udjævning af jorden under vandoverfladen, og den trækker blot en simpel harve, bestående af et bræt med 6-7 pinde ned i jorden.

Her har også konerne tatoveringer over alt på armene og deres formuer bærer de i form at guldklumper i ørerne.
Deres velstand kan ses i deres ører. Deres sammensparede midler bliver omsat til guld, og jo større guldklump de har hængende i ørerne, jo rigere er familien. Og nogle af dem har meget lange ører.

I bjergene er der store guldforekomster, som regeringen godt vil have fat i.
Men bjergfolket er ikke interesseret i at få deres område kommercialiseret, så de vil ikke give adgang til guldforekomsterne.

Efter at have gået rundt i risterrasserne, var vi efterhånden nået tilbage til udgangspunktet, nemlig jeepny-holdepladsen.
Ved siden af var nogle folk i gang med at bygge et nyt moderne hus. Kun en lille del var blevet færdig, mens resten stod i rå beton med armerings­jern strittende ud alle vegne. Her i dette byggerod havde de startet en lille købmandsforretning, hvor varerne blot lå i et skab, eller rundt på gulvet. Ud­valget var meget lille, men det var billigt. 1 Øl + 1 cola + 20 cigaretter kostede 11,50 kr.

Vi måtte vente en times tid på jeepnyen. Turen til byen varede en times tid og kostede 5 P (1,25 kr).

Nede i byen gik vi på byens berømte bjergstamme-museum, hvor der var udstillet redskaber, værktøj, våben m.m., som bjergfolket har brugt førhen. Noget af det bruger de endnu. Endvidere er der en masse fotos fra 20-erne, hvor en berømt fotograf levede sammen med hovedjægerne. Her så man et foto fra 1919, hvor stammen kom hjem med dagens bytte. Forrest gik en mand med hovedet og bagved gik 2 mænd med en stang over skulderen, og på stangen hang det hovedløse legeme af den nedlagte fjende. Han blev formentlig til aftenens festmåltid.

I landsbyerne bor mænd og kvinder i hver deres hytte sammen med byens andre mænd og kvinder. Der er ligeledes et hus til byens unge ugifte mænd og eet til de ugifte piger. I sidstnævnte hus er der forbud mod besøg af gifte mænd, hvorimod en giftefærdig mand godt må komme derind og tilbringe en nat sammen med sin udkårne.

Folket tror på ånder og på et liv efter døden. De gør døden til noget festligt, og når man dør, er den afdøde selv med til højtideligheden.
Den døde sættes simpelthen i sin stol og får hovedet bundet fast til en stolpe, så vedkommende sidder midt imellem de besøgende. Der festes og fortælles legender og historier om den døde. Hele vedkommendes liv passerer således revy for alle deltager.

Aftensmaden spiste vi på hotellet og bagefter fulgtes vi med Rita byens samlingssted, hvor de forskellige bjergstammer omkring byen, samles i de første dage af det nye år.

Her holder de deres årsmøde og bestemmer, hvad der skal ske det næste års tid. Desuden skal man forsamles med de andre stammer for atter at forsegle den fredsaftale, man har indgået. Denne aften var det KALINKA­FOLKET, der var forsamlet.
Efter mødet synger og danser man de gamle stammesange og danse.

Vi skulle videre.
Her ses et par ældre backpackere på vej til Jeepny-holdestedet.
Det næste sted der skulle besøges, var bjerglandsbyen SAGADA.
I jeepny og kørte vi længere og længere op i bjergene - af dårligere og dårligere veje, indtil vi nåede Sagada.

Vi indlogerede os på "hotellet" Sct. Joseph Rest House. Det er et hotel der drives af kirken overfor.
Her var pænt rent og et dobbeltværelse kostede kun 130 P (32 kr.) En spand varmt vand til et bad kunne købes for 15 P.

SAGADA er en hyggelig lille bjergby, som mest er kendt for sine grotter og sine "Hanging coffins" (hængende kister).

Vi fik fat i et kort over området, så vi fandt let det første udflugtsmål, SUGONG CAVE.

Her hang de gamle kister oppe på klippesiden i de særprægede klippeformationer.

Flere af kisterne er dog faldet ned og indholdet ligger spredt på jorden.

Man gør ikke så meget ud af afspærringen, for der kommer sjældent turister.

Derefter besøgte vi klippehulen LUMIANG. Der er ikke lavet nogen egentlig sti ned til hulen, så vi måtte nærmest kravle derned.
Umiddelbart indenfor indgangen stod en masse gamle kister stablet op ad væggen.

De ældste var udhulede træstammer, og nogle af dem var kun i halv længde. Det var ikke fordi det var til børn eller små mennesker, men fordi man dengang lagde folk i kisterne med benene bøj et op mod brystet. Det kunne vi selv konstatere ved at lette på låget. Et specielt og særpræget syn.
Længere inde i hulen kunne vi se flere kister, som hang oppe på klippesiden, helt oppe under huleloftet. Hvordan de har fået dem derop, kunne vi ikke tænke os til.

Turen tilbage til byen, blev til en lille omvej ad et stisystem ind over - og igennem den lille landsby DEMANG.
Det blev en flot tur med gode udsigter ud over markerne og over selve landsbyen.

Også i denne by er stråhytterne nu beklædt med blikplader - selv kirken. Rundt mellem alle husene er der kun en sti, som man har gjort så moderne, at den er be­lagt med beton. Det må siges at være en bilfri by, for "vejene" er kun ½ m. brede.
Ingen har alligevel råd til en bil.

Her var der fyldt med små søde filippinerbørn. De smilede og hilste pænt og var glade for et par bolcher.
Vi satte os udenfor en lille cafe og fik en forfriskning og nød ellers det dejlige solskin. Selv heroppe i bjergene er det i dag 30°.
I pausen fik vi skrevet 12 postkort til Danmark. Der var ingen postkasse i byen, så det varede godt nok et par dage, inden vi fik dem sendt.

Ude i den anden ende af byen er der også risterrasser.

 

Vandtilførslen til rismarkerne kom fra en lille flod, og da vi fulgte den ind i dalen, kom vi til et lille vandfald, hvor drengene hoppede ud fra klippetoppen og ned i bassinet nedenunder for et bolcher.

Vi skulle videre til Banaue.

Igen måtte vi på plads på busholdepladsen meget tidligt om morgenen, og efterhånden som køretøjerne blev fyldt op, kørte de.
På busholdepladserne holder der jeepneys til områdets nabobyer i alle retninger. På den måde kan man rejse hele Filippinerne rundt, og det er en meget billig rejsemåde. Men lang og ubekvem.
Vi kom med en af jeepnyerne som rystende og larmende startede her i halvmørket.
Vi sad sammenklemt på langsæderne bagi, medens rygsækkene lå på taget. Passagererne deroppe sørgede for, at de ikke faldt af på den meget dårlige bjergvej.

Lige før Banaue standsede vi ved denne flotte udsigt ud over risterrasserne.

Ankommet til Banaue indlogerede vi os på byens næstbedste hotel, Green View Lodge. Et familierum med altan ud over den travle hovedgade, og endda med varmt vand i bruseren (meget lidt).

BANAUE er en lille by beliggende i 1200 m.s højde. Den er en af de mest kendte turistattraktioner i Filippinerne p.g.a. risterrasserne omkring byen.
Ifugao-folket har bygget disse særprægede risterrasser i løbet af de sidste 2000 år.
Selv om man kun kan dyrke et hold ris om året, bliver man ved med at holde terrasserne ved lige.

Torvet er som en myretue, hvor der hersker totalt trafikkaos. Her holder busserne og jeepneyerne, for Banaue er noget af et trafikknudepunkt.
På torvet er der også marked, så hvor der ikke holder biler eller busser, har en eller anden handlende sat en presenning op og åbnet en bod.
Her sælges alt: brugt tøj, grøntsager, Rolexure, høns, ko-maver og m.m. Busholdepladsen i sig selv er et spændende sted. Gamle udslidte busser uden vinduer og stopfyldte med passagerer og gods holder rundt på hele pladsen. Alt ser ud til at være kaos, men det lykkes næsten altid at få fat i den rigtige bus.
Dette er centrum i dette hul af en by. Travl og møgbeskidt og en del turistpræget p.g.a. risterrasserne. Men folkelivet fik vi set i overflod.

I løbet af eftermiddagen blev der lige pludselig holdt bryllupsfest lige midt på hovedgaden.
Brudeparret ankom i en almindelig bil, og derefter dansede man de gamle stammedanse lige midt på gaden. Biler og busser måtte så pænt vente indtil pausen mellem dansene. Det så ud som om hele byen deltog.
Efter dansene var der mad til hele byen.
Man delte mad ud fra et par borde ude på gaden, og folk fik maden serveret i barkstykker fra bananplanten.
Folk stod i kø for at få mad. Der er nogen der har haft travlt med at lave mad, for der blev bespist flere hundrede mennesker.
Vi måtte lige hen for at se, hvad de fik at spise til brylluppet, og vi fik ikke lov til at gå derfra, uden at vi også skulle have mad.

Der blev øset en ordentlig portion op på en "banantallerken" og vi blev inviteret ind i festlokalet for at spise. Det smagte ikke ret godt. Faktisk var det kun risen, der var værd at spise. Det andet var fed flæsk, indmad og andet - for os - ulækkert kød og sovs.
Udenfor gik livet sin travle gang..

Busserne kører meget langsom ad hovedgaden, dels fordi den er så smal og hullet, og dels for at passagererne på taget kan nå at løfte de lavthængende elledninger, som hænger overalt, så bus og tagpassagerer kan komme under.

Næst efter jeepnyen, er tricykel den næstmest udbredte transportform. En tricykel er en 125 ccm lille Hondamotorcykel med sidevogn, hvor både sidevogn og førerplads er overdækket med tag og sider.
Sådant et transportmiddel kan man leje for 20 kr. og blive kørt op til Viewpoint, ca. 5 km. uden for byen.

På Viewpoint stod folk fra bjergstammerne parat til at lade sig fotografere i deres gamle traditionelle beklædning - selvfølgelig for lidt håndører.

Fra dette sted er der et fantastisk panorama ud over de 2000 år gamle risterrasser i Banaue.

I modsætning til terrasserne i Bontoc og Maligkong, er siderne på terrasserne her på stedet kun klinet op af jord og ler, og ikke med stensætninger.
Det giver endnu mere vedligeholdelsesarbejde, men det bliver gjort alligevel endnu.

Aftensmaden spiste vi i hotellets restaurant, hvor tjeneren kun var 11 år. Her fik man ikke engang glas til sin øl, men måtte drikke af flasken. Men så kostede det også kun 33 kr. for 2 x aftensmad + 3 ØI + kaffe og te.
Vi havde regnet med, at vi skulle tage den "fine" bus tilbage til Manila, men da vi kom ned på busstationen kl. 6 morgen, var den totalt overbooket.
Hvad så?? - En philippinsk pige fra Manila stod i samme situation. Hun var jo indfødt, så hun vidste nok bedre besked end os.
Derfor holdt vi os til hende, og det endte med, at vi tog med en overfyldt jeepny til BAGABAG, som er et lille sted, hvor vejen fra bjergene støder til den store vej fra nord.

Det blev en hæsblæsende køretur på 2 timer En bus holdt pause i vejkrydset, og buschaufføren tilbød os at køre med, hvis vi ville stå op. Forude ventede en køretur på 7 timer, men vi tog alligevel med, for vi skulle jo til Manila. De næste 3 timer stod vi så op som sild i en tønde. Af og til endda kun på et ben, for der var ikke gulvplads til den anden fod.

Efter 3 timer ankom vi til Sct. Jose, og her forlod 8-10 passagerer bussen, og resten af vejen fik vi et rigtigt sæde.
Det blev en lang tur til Manila, men det var dejligt at komme ned på de asfalterede veje, og ned i varmen.
Ved ankomsten til Manila ved 5-tiden, styrtregnede det, men det varede heldigvis kun kort.
Den filippinske pige fra bussen havde fortalt os om en lille Ø, Cabilao Island, nede sydpå, hvor der skulle være en rigtig bounty-strand og nogle meget flotte koralrev.

Der tog vi til, men det er en helt anden historie.