Philippinernes historie

Før europæernes komme var Filippinernes brogede befolkning delt mellem utallige små høvdingedømmer.
Øerne var tilbagestående i forhold til nabolandene; de udviklede ingen større riger eller højkulturer. Kinesiske handelsmænd besøgte øerne fra 9. årh.; noget senere nåede skriften dertil fra SØ-Asien; i 14. årh. blev de sydlige øer omvendt til islam af indonesiske missionærer. Magalhaes nåede øerne 1521 og blev dræbt af de indfødte. De næste spanske besøg endte også ilde; men 1565 fik Miguel López de Legazpi fodfæste på Cebu.
Manila blev grundlagt 1571; øerne blev opkaldt efter Felipe 2. Spaniernes herredømme var længe begrænset til kysterne og de mere tilgængelige dale; de islamiske samfund på Mindanao og Sulu fik de aldrig magt over. I 17.-18. årh. gjorde nederlændere og briter dem rangen stridig, og Manila var på britiske hænder 1762-64.
Manila var et vigtigt handelscentrum, hvor kinesisk silke blev indkøbt for Den ny Verdenssølv. Handelen kom for en stor del i hænderne på indvandrede kinesere og er det til dels endnu.
Spanierne drev ivrig mission og fik tidligt alle filipinoer inden for rækkevidde gjort til katolikker. Kirken fik stor politisk og økonomisk magt og kontrollerede uddannelsesvæsenet. Fremkomsten af en veluddannet klasse filipinoer førte op i 19. årh. til, at de hyppige
lokale småopstande blev afløst af en national selvstændighedsbevægelse. Revolutionen brød ud 1896 under ledelse af Emilio Aguinaldo. Spanierne havde omtrent besværget den, da Den spansk-amerikanske Krig begyndte.
Admiral Dewey slog den spanske flåde i Manilabugten 1898 og erobrede hovedstaden med kraftig hjælp fra de filippinske frihedskæmpere.
Disse proklamerede uafhængigheden og oprettede januar 1899 en republik med Aguinaldo som præsident. Men USA, til hvem Spanien nu havde afstået øerne, agtede at beholde dem som koloni. Det tog to års kampe, før Aguinaldo blev fanget, og også derefter havde amerikanerne længe store styrker bundet i landet. I USA var der betydelig modstand mod at optræde som kolonimagt.
Allerede 1907 fik Filippinerne et vist indre selvstyre, som blev stærkt udvidet 1916, hvor det endda var på tale at give fuld uafhængighed. Samarbejdet mellem den amerikanske generalguvernør og det filippinske parlament var ikke gnidningsløst; men de opstande, der forekom, havde social baggrund i fæsternes dårlige kår. Tilknytningen til USA betød ellers et økonomisk opsving (sukkerdyrkning) og fremkomsten af et uddannelsessystem, ingen koloni havde magen til. Filippinernes førende politiske parti i hele koloniperioden var nationalisterne under Manuel Quezon, der krævede uafhængighed, mens oppositionen under skiftende partibetegnelser krævede sociale reformer først. 1933 vedtog USAs kongres en lov om filippinsk uafhængighed ad åre, som blev forkastet på Filippinerne. 1934 kom en ny lov om uafhængighed efter en tiårig overgangsperiode med løsere tilknytning til USA.
Filippinerne accepterede, vedtog en forfatning efter amerikansk forbillede og valgte Quezon til præsident 1935. Begyndervanskelighederne var langtfra overstået, da japanerne angreb december 1941; i maj 1942 overgav de
sidste amerikanere sig. En stor del af befolkningen samarbejdede med japanerne, der oprettede en "uafhængig" filippinsk republik.
Men i bjergene var der kraftig guerillavirksomhed. 1945 blev Filippinerne generobret af amerikanerne, og 1946 trådte den fulde uafhængighed i kraft. Præsident blev med general MacArthurs velsignelse Manuel Roxas, der havde en fortid som japanerven og forhindrede et udrensningsopgør. USA sikrede sig en række baser for 99 år og handelsfordele. En kommunistisk oprørsbevægelse opererede, især på Luzon, til midten af 1950erne, da præsident Magsaysay fik bugt med den, dels ved militære midler, dels ved sociale reformer; siden 1970erne har den en lille maoistisk efterfølger.
Mere alvorlig er Moros nationale befrielsesfront (MNLF), oprettet 1968 af muslimerne på de sydlige øer for gennem
guerilla at oprette en selvstændig islamisk stat. En modstandshelt fra 2. verdenskrig, Ferdinand Marcos (nationalist), sejrede ved præsidentvalgene 1965 og 69. 1972 indførte han militær undtagelsestilstand, arresterede sine politiske modstandere og indførte 1973 en ny forfatning, der gjorde ham nærmest enevældig og som folket skulle godkende ved håndsoprækning. Marcos samarbejdede nært med USA og sendte en lille filippinsk styrke til Vietnam, ligesom landet i sin tid havde deltaget i Korea-krigen.
1977 opgav Filippinerne et langvarigt krav på Sabah i håb om, at
Malaysia ville indstille sin støtte til Moro-guerillaen. 1978 tillod Marcos en begrænset opposition, og 1981 ophævede han undtagelsestilstanden og lod folket vedtage en ny forfatning, samtidig med at han genvalgtes til præsident. Hans fremfærd mod oppositionen forblev grov, og mordet på Benigno Aquino 1983 skadede hans internationale omdømme. Ved præsidentvalget 1986 blev han slået af enken Corazón Aquino og måtte forlade landet. Samlingen om fru Aquino holdt kun kort; flere af hendes vigtigste støtter gik i opposition, kommunistiske og muslimske
guerillaer fortsatte kampen, og hæren blandede sig ugenert i regeringens politik.
Efter seks år og lige så mange kupforsøg fratrådte hun op til præsidentvalget 1992; general Fidel Ramos, hendes støtte og foretrukne efterfølger, valgtes til ny præsident.
Denne fik gennemført reformer og havde betinget held med at skabe forsoning og national enhed, før han trådte tilbage 1998.
Præsidentvalget dette år foregik i skyggen af Asiens økonomiske krise; sejren gik overbevisende til den politisk uerfarne, men folkekære skuespiller Joseph Estrada, der gav løfter om forbedringer til masserne.