Klik på kortet eller billedet
for at se det stort.

Lørdag den 02-23-00
Næste morgen spiste vi morgenmad i baren ved hotellets swimmingpool.
Derefter pakkede vi rygsækken igen og gik ud for at finde vores næste overnatningssted. Det blev Dona Florina Beach Hotel, som lå helt nede ved stranden.
Vi kom dertil ved at gå langs vejen et par km. Det var svært at finde vejen ned til hotellet, men det var så godt beskrevet i Loney Planet, at vi fandt det.
Det var et hyggeligt home-stay, ledet af en flink indisk dame, som tidl. havde arbejde i Emiraterne.

Det næste billede viser vejen ned til vores hotel. Der kunne ikke køre biler, og der var ingen skilte. Men det er en back-packers lod selv at finde vej. Og hertil kan almindelige charterturister ikke finde.

Aftensmaden spiste vi på en restaurant oppe i byen ved vejen. Man spiser først ved 21-tiden, og da har det været mørkt i 2-3 timer, men stadig omkring 30° varme. Maden er god og som regel meget krydret.

Vi havde ellers regnet med at ville tage toget sydpå til Kerala, men det er jo tæt på jul, så mange rejser.
Vi måtte så indstille os på at blive i Goa.
Vi gik ud i byen, som er overvejende katolsk.
Den store kirke lå på en bakketop for enden af hovedgaden, og den var vi lige oppe at kikke på.
Kirke er de eneste bygninger i Indien, der må være hvide.

Her ses billeder af kirken udvendigt og indvendigt.

Netop i dag er Goa.s helligste dag.É n eller anden kristen helgen bliver fejret, og det er fest. Det holdes i den gamle hovedstad Old Goa, og vi måtte køre en stor omvej for at komme til stationen. Der var fyldt med mennesker alle steder, og overalt var der stillet boder op. Derfra blev der solgt alt imellem himmel og jord. Her for oven ses bare et lille hjørne af denne kæmpe markedsplads, og man rigtigt se, at det mest populære køretøj i Goa er scooteren eller småmotorcyklerne.

Onsdag den 06-12-01.
Vi kunne købe mad i toget, og vi købte både middagsmad og morgenmad. Det var som sædvanligt ris og noget kødsovs. Det smagte såmænd meget godt. Det blev serveret i papkasser, næsten som i fly.
Og når man var færdig, smed man blot affaldet ud af toget.
Vi nåede til Ernakulam ved 15-tiden efter 16-17 timers togtur.
Selv om de små motorcykeltaxaer flokkedes om os, trængte vi til at få strækket benene lidt. Så vi gik de 2-3 km. til midtbyen, hvor vi indlogerede os på Bijus Tourist Home. Et pænt værelse med rigtigt toilet og varmt vand i badet. Pris: 350 Rp pr. nat (70 kr).
Ernakulam er ikke så kendt, som byen Ford Kochi, men det er egentlig én og samme by. I sydenden er de bygget sammen, men en bred flodmunding afskærer byerne fra hinanden.
Det er en beskidt og travl by. Rodet og ikke særlig turistvenlig. Dem så vi nu heller ikke ret mange af.
Der bor 600.000 indere her, og vi følte, de alle sammen var lige der omkring, hvor vi var og gik. Det hele virker meget uorganiseret, men alt går jo alligevel. Det vrimler med småbiler, motorcykler og specielt de trehjulede småtaxaer. Alle kører vildt, men man ser ingen færdselsuheld, og bilerne har ikke buler af betydning.
Efter udpakning bestilte vi på hotellet en halvdagsudflugt i morgen. Vi skal ud at sejle ”Backwaters”.
Derefter gik vi ned til vandet, hvor der var en lille park.
Det var en dejlig park i den beskidte by. Her flokkedes forældre med deres legende børn. Alle fint påklædte.
Da vi gik hjem, var det blevet mørkt, og nu var næsten alle 600.000 beboere pludselig væk.
Der var kun gadelys på hovedstrøgene og kun få biler. Butikker og stader var lukket.
Og det var ikke til at finde et sted, hvor man kunne nyde en kølig øl. For hernede sælger man ikke øl. Det er en kommunistisk muslimsk stat, og beboerne lever som sådan.
Vi spiste en pandekage og fik Cola på et ellers fint sted, hvor vi var de eneste gæster i et rum så stort som en skoleaula.
Ved 21-tiden fandt vi frem til det der ellers skulle være en fin restaurant. Det var det såmænd også, men der var ingen hygge. Store kolde lokaler. Og aircondition så kraftig, at Ella frøs under hele middagen.
Men den var til gengæld smaddergod. Der var mange fint klædte tjenere.
Poul fik serveret 3 kyllingelår, serveret med salat og 3 slags indisk dip, alt lagt på de specielle indiske brød, som hedder Naan.
Ella fik en fin vegetabilsk ret med panerede champignon og massevis af ris.
Turister får bestik, men de indfødte spiser med fingrene – selv her på denne fine restaurant.
Prisen for dette gode måltid var 300 rp. incl. de 3 Coca Cola vi også fik. Det er ca. 60 kr.
Derefter tidligt hjem på hotellet og på hovedet i seng. Vi sov godt efter togturen, lige indtil kl,. 5, hvor minareten lige ved siden af begyndte at kalde til muslimsk bøn.
Her sidder Poul og ser solnedgang over flodmundingen med Ford Kochin i baggrunden.

Udenfor bliver fibrene spundet til kokos-snor, som så senere kan flettes, knyttes eller væves til kokosmåtter m.m.m.

Når kokosskallerne er frigjort for deres fibre, lægges de til tørre i solen, så de senere kan bruges som brændsel.

Tilbage i Ernakulam checkede vi ud fra hotellet. Vi skulle videre.
Tog en tuk-tuk (som vi kaldte de små trehjulede knallerter med plads til 2 passagerer i kabinen).

Her sidder vi inde i sådan én, og udenfor kan man se en anden.

Vi kørte ned til rutebilstationen, hvorfra vi skulle til Alleppey.
Det er en oplevelse at være på en rutebilstation.
De gamle rutebiler oser og tuder og kører ikke efter nogen bestemt køreplan. Selve rutebilstationen er en meget misligholdt offentlig bygning, hvori der er mange kontorer og småforretninger. Alle fornødenheder til busturen kan købes.
Busturen er på 65 km. og det gik over stok og sten. Der skal gode nerver til at kikke ud af forruden. Lige på og hårdt – men der sker jo sjældent uheld. Forstå det, hvem der kan.
Det tog 1½ time og kostede små 5 kr. pr. billet.
Vi havde siddeplads hele vejen og kunne sidde og nyde landskabet udenfor glide forbi. Der er mennesker overalt
Selv langt ude på landet myldrer det med folk.
Vi ankom til Alleppey og fandt frem til et hotel, som godt nok så lidt snusket ud, som det lå der afsides bag én af kanalerne i byen.
Værelset kostede 300 pr. = 60 kr. Og hotellet har en spisestue, hvor de laver god mad, og hvor man til en forandring hernede, kan købe øl.
Alleppey er kaldt Indiens Venedig p.g.a. de mange krydsende kanaler i byen.

Og så lige et billede af nogle enkelte af de mange børn, der er overalt.
De er som regel pænt påklædte og ser glade ud.
Disse børn sad og ventede i en bil og var meget glade for at blive fotograferet.
Vi købte store mandariner i en frugtbod. 6 store velsmagende for 2 kr.
Efter aftensmad i hotellets spisested, gik vi i seng.

Undervejs holdt vi pause ved et lille bosted.
Dem der boede på stedet havde lavet mad til os, og vi fik det serveret under et halvtag.
Det var ris med 4 forskellige slags saucer til og både kød og fisk.
Alt serveret på et friskt bananblad og spist med fingrene.

Og Ella skulle selvfølgelig lige have et billede af det eneste barn, der var på stedet.
Drengen var vist ”ikke helt rigtig”.

Det var en fin sejltur. Båden var eller så stor, at den nok kunne tage 50-60 passagerer, men vi var kun 10, så vi havde god plads.

Vi ankom til KOLLAM efter mørkets frembrud.
Vi indlogerede os på et pænt hotel, Hotel Sudarsan, som kostede 10 $ incl. et flot morgenbord i en A/C-restaurant.

Vi undgår helst aircondition, så da der også var en tagrestaurant, spiste vi til aften deroppe.

Lørdag den 09-12-00.

Kollam er en lige så travl og beskidt by, som de andre lidt større by, vi har været i i Indien.
Her en typisk gade i midtbyen. Det flyder med affald, og ingenting ser særligt velholdt ud.
Trafikken er en blanding af fodgængere, tuk-tuk.ere, biler og oksekærrer.

Folk satte sig ugenerte og forrettede deres nødtørft i små huller, de gravede med fingrene. Når de var færdige, tørrede de sig med venstre hånd – uden papir – og vaskede den til slut i bølgerne. Så gik de.
Alle kan nok tænke sig, hvordan der lugtede.
Vi gik langs stranden mod syd. Der er fin bred sandstrand så langt øjet rækker, så vi mente vi kunne komme væk fra stanken og svineriet. Det kunne vi også efter 2-3 km. Her er overhovedet ingen strandturister, så da vi fandt et sted, hvor der ikke længere lugtede, lagde vi os i sandet.
Befolkningen er heller ikke vant til turister, for snart efter begyndte folk at flokkes nede omkring, hvor vi lå i vores badetøj. Folk stiller sig op 2 m. fra én og glor. De siger ikke noget – de glor bare. Og de kan glo i både 5 og 10 min. inden de går igen.
Aldrig er Ella blevet beundret så meget som badenymfe i bikini, som her denne varme eftermiddag.
Vi fandt tilbage til hotellet i byen og spiste aftensmad på tagrestauran-ten. I aften var der et 4-mands orkester, som spillede en del musik af Michael learn to Rock – Det danske orkester er meget populære herude i østen.

Søndag den 10-12-00.

Efter morgenmad checkede vi ud og tog en tuk-tuk ned til floden. Vi havde bestemt, at vi ville sejle tilbage igen til Alleppey ad samme vej, som vi var kommet herned.
Poul var blevet lidt småsløj efter togturens aircondition, så han var lidt mat i dag. Det var derfor udmærket, at vi blot skulle tilbringe dagen på et skibs soldæk, uden at skulle tænke på meget andet, end at nyde det.
Der er 2 selskaber der besejler denne rute.
Her er vi kort efter starten, hvor vi nærmest sejler i konvoj.
Forrest en husbåd, dernæst den båd, vi rejste sydpå med, og så vores ”egen”.

Selv om man er lidt halvsløj, kan man jo godt nyde solen og varmen.
Men solen kan være så skrap ved hovedbunden, at lommetørklædet måtte tages i brug.

Landskabet er fantastisk.
Og ombord i skumringen så vi den flotteste solnedgang vi længe har set.
Det var mørkt, da vi kom til Alleppey. Vi skyndte os til busstationen, hvor vi fandt aftenbussen til Ernakulam, som var dagens endemål.
” Super de luxe Express Bus” stod der på den, og det sidste var i hvert fald rigtigt. Det med de luxe var dog vildt overdrevet. De 65 km. blev kørt på under 1 time, og det var med hornet i bund næsten hele vejen.
Bussen var fuld, og det var en inder også, som sad i bagenden, hvor vi også sad. Han var noget bøvet og påtrængende, men vi holdt det ud.
Der var også en engelsk far og hans søn med, og i Alleppey fulgte de med os til ”vores” hotel, Bijus Tourist Home.
Spiste aftensmad på City Park Restaurant lige ved siden af, og så i seng.

Vi spiste morgenmad på samme restaurant og gik en tur langs vandet og langs tøjmarkedet. Det var en oplevelse at se.
Vi checkede ud ved 12-tiden og tog en tuk-tuk til banegården, hvor vi ventede på vores nordgående tog. Vi havde købt billetter i forvejen, og denne gang uden aircondition.
Da toget kom, var vi sikre på, i hvilken vogn vi skulle sidde, for man klistrede passager-listerne udenpå toget ved indgangen til hver enkelt vogn, og her kan man se vores navn på sedlen.

Tirsdag den 12-12-00.
Toget var 2 timer forsinket, da vi endelig ud på eftermiddagen nåede til Badgaon, som var vores mål. Vi havde valgt at resten af ferien skulle holdes i badebyen Colva, i det man kalder SydGoa, for vi ville prøve noget andet. Vi tog en tuk-tuk de 8-10 km. til Colva, hvor vi indlogerede os på et strandhotel.
Hotellet, Colva Beach Cottages så noget snusket ud, men der var såmænd meget rart. Det er statens turistministerium, der ejer det, og det er vist ikke blevet malet siden det blev bygget for 15-20 år siden. 540 rp. pr. nat = godt 100 kr. Vi havde altan lige ud til en smuk palmehave foran hotellet, og lige bag haven, lå den kilometerlange hvide badestrand, med sand så fint, at det føles som at gå i kartoffelmel. Det knirker – lige som i sne, når man går i det.
Her er lige et par billeder af den elefantastiske dejlige strand.

I dag lejede vi cykler og cyklede på stranden 10-15 km. sydpå.

Sidste dag blev brugt på stranden.

Her er også lige et billede af en forladt fiskerhytte. Normalt har fiskerne net og lign. i sådanne hytter langs vandet, men denne har var blevet invaderet af en inder-familie med en masse børn.
Her bor de under meget primitive forhold.

Igen nød vi solen ved stranden i en liggestol.

Vi havde set, at der var en lille skrædderbutik bag hotellet, og i dag ved 1530 tiden fik Poul den ide, at han ville have syet skjor-ter.
Skrædderen tog mål og vi udvalgte stof, og dagen efter inden vi rejste der-fra, hentede vi 3 flotte skjorter i dejligt silkestof. 80 kr. pr. stk., og de passer perfekt.

I dag skal vi desværre hjem. Vi skulle være i lufthavnen kl. 15, og vi fik lov til at beholde hotelværelset til kl. 14.
Så der blev tid til lidt strandliv og de sidste indkøb den dag.

Her er lige et billede af hotelhaven, set fra vores altan.

Og eet af hotellet taget fra haven.

Ella skulle også lige have et billede af et barn, der var gæst på hotellet.

Taxa til lufthavnen – lang ventetid – ombordstigning og efterfølgende en 9 timer lang flyvetur til Danmark.

En god ferie i Indien var slut.