|
Vores tur til Østen gik i år
2000 til Indien. |
Klik på kortet eller billedet
for at se det stort.
|
Læs først lidt om Goa her.
Torsdag den 30-11-00.
Apollo Rejser har charterfly til staten Goa på Indiens sydvestkyst,
og en billet med 1. nat på hotel, kostede 4.068,- kr. Vi fløj
direkte fra Billund med deres flyselskab Novair. En kun 1 måned
gammel Airbus med plads til 380 passagerer.
Lotte kørte os til Billund Lufthavn, og da Lotte skulle op på arbejde
næste dag, valgte vi at tage tidligt derud.
Derude i afgangshallen sad Jane og Søren sørme og ventede
på os. Det var Jane og Søren, som vi var på Bali og Lombok sammen
med sidste år. De ville lige drikke aftenskaffe med os, inden vi drog af
sted. Det var hyggeligt.
Vi
fik 1½ time
sammen og fik endda julegaver af dem til at pakke ud i Indien.
Indcheckning i sidste øjeblik og kun kort ventetid i afgangshallen.
|
|
Fredag den 01-12-00 kl. 0045 afgik flyet.
8 timer 3 kvarters flyvning forløb uden problemer. Vi fik sovet en del
undervejs, når ikke lige de råbte højt i højttalerne
fordi de ville sælge noget.
Vi ankom til Goa.s lufthavn kl. 1500 lokal tid.
Det tog et par timer at få hele rejseselskabet igennem billet-, pas- og
toldkontrol.
Endelig kunne vi med bus køre de ca. 1½ time til ”NordGoa”,
hvor vores 1. overnatning skulle finde sted på Hotel Tio Carmino i Calangute.
Et udmærket hotel med swimmingpool, men desværre alt for mange ansatte,
som forventede at få drikkepenge hele tiden.
Vi spiste til aften på et nærliggende charterhotel, og de serverede
rigtig god indisk mad.
Vi gik trætte i seng allerede ved 21-tiden. |
|
Lørdag den 02-23-00
Næste morgen spiste vi morgenmad i baren ved hotellets swimmingpool.
Derefter pakkede vi rygsækken igen og gik ud for at finde vores næste
overnatningssted. Det blev Dona Florina Beach Hotel, som lå helt nede ved
stranden.
Vi kom dertil ved at gå langs vejen et par km. Det var svært at finde
vejen ned til hotellet, men det var så godt beskrevet i Loney Planet, at
vi fandt det.
Det var et hyggeligt home-stay, ledet af en flink indisk dame, som tidl. havde
arbejde i Emiraterne.
|
|
Her på stranden er der ikke fyldt af turister, men
stranden er lige så god af den grund. |
|
I kanten af stranden og kokospalmerne ligger der langs stranden
en del små-restauranter eller cafeer.
De er simpelt bygget, men man kan få mad og drikke i skyggen af palmetag,
i solen på for-terrassen eller i solsenge på stranden.
Og det er ikke spor dyrt.
Max 50 kr. for en god frokost for 2 med god mad og øl. |
|
Selv her på stranden får køerne lov til
at gå frit omkring.
Der er lidt rigeligt kolort rundt omkring, men det vænner man sig til. |
|
Hotellet har varmt vand og rigtigt toilet. Pris: 800 rp
pr. nat, eller 148 kr.
(1 Rp. = 18,5 øre).
Rupierne gangede vi med 2 og smed sidste ciffer væk. Så fik vi ca.-prisen
i kroner.
Vi skulle selvfølgelig på stranden, og vi gik derned og gik langs
vandet ca. 1 km. mod syd.
Vi skulle finde Caspers ven, som udlejer solsenge på standen i syd-Candolim.
Vi fandt ham nemt og fik afleveret vores gave fra Casper til ham. Han var meget
taknemmelig, og de næste par dage, lå vi på hans solsenge.
Han var flink, og vi fik en del at vide af ham. Bl.a. fortalte han, hvem af de
mange strandsælgere vi kunne gøre gode køb ved, og hvem vi
skulle afvise.
Det er Surendra, der her nyder solen samme med Ella på hans egen solseng. |
|
Det næste billede viser vejen ned til vores hotel.
Der kunne ikke køre biler, og der var ingen skilte. Men det er
en back-packers lod selv at finde vej. Og hertil kan almindelige charterturister
ikke finde.
Aftensmaden spiste vi på en restaurant oppe i byen ved vejen.
Man spiser først ved 21-tiden, og da har det været mørkt
i 2-3 timer, men stadig omkring 30° varme. Maden er god og som regel
meget krydret. |
En spændende bustur |
Søndag den 03-12-00.
I dag slappede vi bare af. Skyfrit vejr og dejligt varmt.
Vi ville have købt togbillet i dag, men søndag holdes lukket.
Lå på stranden i solsenge med parasol (20 kr. pr. dag).
Var lidt plaget af strand-sælgere, der ville sælge alverdens ting.
Ella købte en sølvkæde for 100 kr. og Poul købte 2
marmorelefanter for 50 kr.
Mandag 04-12-00
Vi tog bussen (sikken en køretur) ind til Goa.s hovedstad Panaji.
Her på billedet er bussen ikke ret fuld, men det blev den
hurtigt. Og mere end det. Den var stopfuld, og alligevel kunne konduktøren ”møve” sig
rundt i gangen. Det kostede kun et par kr. for ½ times kørsel. |
Gadeliv i Panaji. Masser af folk overalt. |
Her er vi lige ankommet til den travle busstation, hvor
vi havde regnet med at kunne købe togbillet.
Vi stod i kø i en times tid, blot for at få at vide, at alt var
udsolgt.
Panaji er en by, der tydeligvis har været beboet af portugisere.
Husene er i portugisisk stil med udhæng ud over fortovet.
Men intet er særligt velholdt, og det trænger til vedligeholdelse |
|
Vi havde ellers regnet med at ville tage toget sydpå til
Kerala, men det er jo tæt på jul, så mange rejser.
Vi måtte så indstille os på at blive i Goa.
Vi gik ud i byen, som er overvejende katolsk.
Den store kirke lå på en bakketop for enden af hovedgaden, og den
var vi lige oppe at kikke på.
Kirke er de eneste bygninger i Indien, der må være hvide.
Her ses billeder af kirken udvendigt og indvendigt. |
|
Lige overfor kirken lå der et turistinformationskontor.
Dér henvendte vi os for at få lidt at vide om, hvad Goa ellers kan
byde på.
Desværre ikke dykning nogen steder, så Poul kom ikke ud på dybt
vand på denne tur.
Vi kom til at fortælle om vores forgæves forsøg på at
købe togbillet, og glædeligvis fik vi at vide, at det nok kun var
det bestemte togselskab, der havde udsolgt.
Der fandtes andre, som kørte på de samme skinner, og den meget flinke
mand ringede endda ud til stationen og fik at vide, at vi godt kunne få plads.
Så vi hyrede straks en taxa, for vi skulle ud til Old Goa for at købe
billet. Derude ligger jernbanen nemlig.
Her ses Ella ved taxaen, som man tror er ældgammel.
Men det er den ikke. Sådan ser næsten alle indiske biler ud. |
|
Netop i dag er Goa.s helligste dag.É n eller anden kristen helgen
bliver fejret, og det er fest. Det holdes i den gamle hovedstad Old Goa,
og vi måtte køre en
stor omvej for at komme til stationen.
Der var fyldt med mennesker alle steder, og overalt var der stillet boder op.
Derfra blev der solgt alt imellem himmel og jord. Her for oven ses bare et
lille hjørne af denne kæmpe markedsplads,
og man rigtigt se, at det mest populære køretøj i
Goa er scooteren eller småmotorcyklerne.
|
|
Folk var rigtigt i festtøjet, og de kom familievis. Rundt omkring
i vejsiden eller i parkerne så man familierne holde frokostpause
med medbragt mad.
Det bliver – som overalt i Indien – spist med fingrene.
Højre hånd til at spise med, og venstre til det urenlige. (man bruger
ikke toiletpapir)
Her ses en mor og sine 3 døtre i deres fineste tøj.
|
|
|
|
Det eneste der er nymalet i Indien, er de grimme store reklameskilte,
som er alle vegne. Både i byerne og ude på landet. Her ser
man folk holde sådant et grimt skilt i orden.
Vi kom ned til togstationen, som ligger lidt udenfor byen
Ingen problemer med at købe togbillet, og dette tog kører endda
om natten, så det er med køje.
Priserne for den ca. 1000 km. lange tur er forskellig: II kl ordinær 162rp
= 32 kr. II kl sove 252 rp = 50 kr 4 personers kupe m. køje og aircon
1167 rp = 225 kr. 6 personers kupe m. køje og aircon 729 rp = 145 kr.
Vi valgte den dyreste billet, og det er endda med rent sengetøj i køjen.
Returbillet kunne ikke købes, så vi må håbe, vi kan
få den i Kerala – ellers er vi på den. |
|
Retur til Panji, hvor der vrimler med de små trehjulede
minitaxaer.
Vi gik ned til havnen og tog den gratis færge over den brede flod. Man
har bygget en ny bro, og derfor er færgen nu gratis.
Fra den nordlige side fandt vi bussen til Candolim igen, og vi nåede endda
et par timer på stranden inden aften. |
|
Om aftenen spiste vi en lidt bedre restaurant uden for byen. Coconut
Inn.
Her ses Poul ved den udendørs ”Tandori-ovn” som man bager
de specielle indiske brød ”NAN” i.
Nærmest en slags gruekedel, hvor der dog bliver fyret op nede i hullet
midt på dagen.
Så er siderne så varme, at kokken blot klasker brødet op på siden
inde i ovnen, og i løbet af ganske få min. er det bagt som det skønneste
brød.
Det lækreste mad blev serveret og med øl til, kostede det lidt under
100 kr. Det blev så også det dyreste måltid vi fik i Indien.
|
|
Tirsdag den 05-12-00.
Nød hele dagen på stranden.
Strandsælgerne fik solgt os et par ekstra marmorelefanter for 32 kr. og
4 papmache-julekugler for 60 kr.
Vi gik til byen og købte kiks og toiletpapir til turen og vekslede penge.
Kursen er 4610 rp. for 100 $.
I danske penge er det nemt at regne ud. Vi ganger rp med 2 og deler med 10. Så er
det kr.
Ved aftenstid pakkede vi og afregnede med Jessie.
3 overnatninger, morgenmad og et par drinks kostede 3000 rp., eller ca. 600 kr.
Det blev også det dyreste hotel på turen.
Tog en taxa til Old Goa, hvor vi ventede et par timer på toget.
Her er vi på stationen, hvor man kan se sælgerne ved vinduerne, så snart
et tog standser. |
|
Og her ser man jernbanearbejderne holde madpause.
|
|
Og så de fantastiske solnedgange man kunne se på stranden
hver aften.
Toget var kun 20 min forsinket, og da de kom, så vi, at det var en
kæmpe dieselmaskine, der trak op imod 20 personvogne. Dieselmaskinen
spyede sort røg op ad skorstenen, så man skulle tro, at det
var et damplokomotiv.
Og her går vi hjemme i Danmark og er påpasselige med at få indstillet
vores karburatorer, så de ikke forurener så meget.
Forurening tænker man i øvrigt ikke så meget på i Indien.
Det eneste sted man ikke ser affald, er i de få affaldsspande, der står
rundt omkring. Inderen slipper sit affald, hvor han end står eller går.
Og landet bærer præg af det.
I toget smed man blot al affald ud af vinduet, så togbanen ligner nærmest én
lang losseplads.
Her går så de fattige rundt og ser efter, om noget spiseligt er blevet
smidt ud. Og togtoiletterne (eller det der lignede) var blot et hul i gulvet.
Banelegemet er endestation for al affald.
” Vores” togvogn var den fineste i togstammen. En sovevogn med aircondition.
Vognen er indrettet med en slags kupeer, som i stedet for døre mod gangen
blot havde et forhæng. I vores ”kupe” var der masser af plads.
Sæderne er 2 m. lange og kupeen er beregnet til 4 personer, men vi var
kun os 2. Over sæderne var der slået en køje ud, så der
var 4 sovepladser i kupeen.
Rygning foregik ude i forgangen, hvor dørene stod åbne. Det var
dejligt at stå i den åbne dør og mærke varmen og se
på livet og landskabet udenfor. Jo længere vi kom sydpå, jo
flere kokospalmer var der. Befolkningen sydpå er mørkere i huden
en nordpå, og der er flere muslimer, hvis kvinder gå indhyllet og
med hovedet dækket.
Hen ad aftenstid kom en mand med tæpper, puder og lagner, og vi kunne gå i
seng.
Her fik vi en god nats søvn. Desværre lå Poul i den øverste
køje, lige der hvor airconditionen blev blæst ind i hovedet på ham.
Det gav senere en slem gang forkølelse.
|
|
Onsdag den 06-12-01.
Vi kunne købe mad i toget, og vi købte både middagsmad og
morgenmad. Det var som sædvanligt ris og noget kødsovs. Det smagte
såmænd meget godt. Det blev serveret i papkasser, næsten som
i fly.
Og når man var færdig, smed man blot affaldet ud af toget.
Vi nåede til Ernakulam ved 15-tiden efter 16-17 timers togtur.
Selv om de små motorcykeltaxaer flokkedes om os, trængte vi til at
få strækket benene lidt. Så vi gik de 2-3 km. til midtbyen,
hvor vi indlogerede os på Bijus Tourist Home. Et pænt værelse
med rigtigt toilet og varmt vand i badet. Pris: 350 Rp pr. nat (70 kr).
Ernakulam er ikke så kendt, som byen Ford Kochi, men det er egentlig én
og samme by. I sydenden er de bygget sammen, men en bred flodmunding afskærer
byerne fra hinanden.
Det er en beskidt og travl by. Rodet og ikke særlig turistvenlig. Dem så vi
nu heller ikke ret mange af.
Der bor 600.000 indere her, og vi følte, de alle sammen var lige der omkring,
hvor vi var og gik. Det hele virker meget uorganiseret, men alt går jo
alligevel.
Det vrimler med småbiler, motorcykler og specielt de trehjulede småtaxaer.
Alle kører vildt, men man ser ingen færdselsuheld, og bilerne har
ikke buler af betydning.
Efter udpakning bestilte vi på hotellet en halvdagsudflugt i morgen. Vi
skal ud at sejle ”Backwaters”.
Derefter gik vi ned til vandet, hvor der var en lille park.
Det var en dejlig park i den beskidte by. Her flokkedes forældre med
deres legende børn. Alle fint påklædte.
Da vi gik hjem, var det blevet mørkt, og nu var næsten alle 600.000
beboere pludselig væk.
Der var kun gadelys på hovedstrøgene og kun få biler. Butikker
og stader var lukket.
Og det var ikke til at finde et sted, hvor man kunne nyde en kølig øl.
For hernede sælger man ikke øl. Det er en kommunistisk muslimsk
stat, og beboerne lever som sådan.
Vi spiste en pandekage og fik Cola på et ellers fint sted, hvor vi var
de eneste gæster i et rum så stort som en skoleaula.
Ved 21-tiden fandt vi frem til det der ellers skulle være en fin restaurant.
Det var det såmænd også, men der var ingen hygge. Store kolde
lokaler. Og aircondition så kraftig, at Ella frøs under hele middagen.
Men den var til gengæld smaddergod.
Der var mange fint klædte tjenere.
Poul fik serveret 3 kyllingelår, serveret med salat og 3 slags indisk
dip, alt lagt på de specielle indiske brød, som hedder Naan.
Ella fik en fin vegetabilsk ret med panerede champignon og massevis af ris.
Turister får bestik, men de indfødte spiser med fingrene – selv
her på denne fine restaurant.
Prisen for dette gode måltid var 300 rp. incl. de 3 Coca Cola vi også fik.
Det er ca. 60 kr.
Derefter tidligt hjem på hotellet og på hovedet i seng. Vi sov
godt efter togturen, lige indtil kl,. 5, hvor minareten lige ved siden af begyndte
at kalde til muslimsk bøn.
Her sidder Poul og ser solnedgang over flodmundingen
med Ford Kochin i baggrunden.
|
|
Torsdag den 07-12-00.
I dag skal vi på BackWaters:
Vi blev hentet på hotellet af én af de gammeldags udseende hvide
taxaer. 2 canadiske tamiler, som også var turister, var allerede samlet
op.
Vi kørte nu ud af byen og ud på landet til en lille landsby, hvor
vi så, hvordan man forarbejder kokosnødder.
Nøddeskallerne bliver smidt i floden, hvor de skal ligge i 1 år.
Så løsnes ”hårene” på skallerne, og det
er dem, kvinderne her sidder og piller af. |
|
Hårene samles sammen og smides i en rensemaskine inde
i et skur.
Her renses trevlerne og de frigøres fra hinanden.
Så bliver de slynget ud af maskinen, og folk samler de lange løse
fibre op.
|
|
Udenfor bliver fibrene spundet til kokos-snor, som
så senere
kan flettes, knyttes eller væves til kokosmåtter m.m.m.
Når kokosskallerne er frigjort for deres fibre, lægges de
til tørre i solen, så de senere kan bruges som brændsel. |
|
Så steg vi ombord i en langbåd og blev bragt
rundt i området ad kanaler og floder.
Vi blev staget frem af 2 indere, som arbejdede hårdt med at stage os frem.
Træbådene vi sejlede i – nærmest
store kanoer – er lavet af træ, og der er ikke brugt metal
overhovedet. Plankerne er syet sammen med dette kokossnor, og til sidst
er samlingerne gjort tætte med noget beg eller lignende.
|
|
Vi sejlede forbi landsbyer, rismarker og kokosplantager.
Overalt er her kokospalmer, og under dem gror alverdens forskellige planter.
Her er meget frodigt.
Fuglelivet er vist en lækkerbisken for ornitologer.
Her er mange isfugle, som hernede er lige så stor som en spætte.
På engelsk hedder den Kingfisher, lige som det lokale øl hedder.
Isfuglen er meget flot med sine isblå farver.
På et tidspunkt importerede man vandhyacinten.
Det har man bitterligt fortrudt.
For den breder sig i vandet helt uhæmmet, som man kan se af disse billeder. |
|
Undervejs holdt vi pause på bredden.
Her fik vi kokosnød. Én af dem, der stagede os frem, huggede toppen
af den grønne kokosnød og stak et sugerør i.
Vi bryder os nu ikke om hverken mælken, eller den unge kokosmasse indeni. |
|
Her smager forfatteren på mosten. |
|
Andre vandplanter i det våde område gav også flotte
panoramaer. Flere steder havde vandhyacinterne bredt sig så meget,
at vi måtte helt ind til bredden og så trækkes frem.
É n af folkene holder spidsen ude fra brinken, medens den anden trækker
os af sted. |
|
Og så lige et enkelt billede til slut af det frodige område.
|
|
Tilbage i Ernakulam checkede vi ud fra hotellet. Vi skulle
videre.
Tog en tuk-tuk (som vi kaldte de små trehjulede knallerter med plads
til 2 passagerer i kabinen).
Her sidder vi inde i sådan én, og udenfor kan man se en
anden. |
|
Her på billedet kan man se, hvor travlt og ukontrolleret det hele
ser ud her i storbyen.
Bemærk én af de få skraldespande, hvor der er noget i. Men
se også, at der ligger mere ved siden af, end i spanden.
|
|
Vi kørte ned til rutebilstationen, hvorfra
vi skulle til Alleppey.
Det er en oplevelse at være på en rutebilstation.
De gamle rutebiler oser og tuder og kører ikke efter nogen bestemt køreplan.
Selve rutebilstationen er en meget misligholdt offentlig bygning, hvori der
er mange kontorer og småforretninger. Alle fornødenheder til
busturen kan købes.
Busturen er på 65 km. og det gik over stok og sten. Der skal gode
nerver til at kikke ud af forruden. Lige på og hårdt – men
der sker jo sjældent uheld. Forstå det, hvem der kan.
Det tog 1½ time og kostede små 5 kr. pr. billet.
Vi havde siddeplads hele vejen og kunne sidde og nyde landskabet udenfor glide
forbi.
Der er mennesker overalt
Selv langt ude på landet myldrer det med folk.
Vi ankom til Alleppey og fandt frem til et hotel, som godt nok så lidt
snusket ud, som det lå der afsides bag én af kanalerne i byen.
Værelset kostede 300 pr. = 60 kr. Og hotellet har en spisestue, hvor
de laver god mad, og hvor man til en forandring hernede, kan købe øl.
Alleppey er kaldt Indiens Venedig p.g.a. de mange krydsende kanaler i byen.
|
|
Vi gik en tur rundt i byen og så på menneskemylderet
og forretningslivet.
Poul havde længe gået rundt og ledt efter en kobberkedel, magen til
dem, de bruger til at koge ris i over bål ude i landsbyerne. Men sådan
nogle sælges ikke mere. Nu er de af rustfri stål, og forretningsindehaverne
kunne ikke forstå, at jeg ikke meget hellere ville købe sådan én.
Her i byen så vi en kobbergryde i en slags isenkramforretning. Den var
brugt – og formentlig indleveret til reparation. Efter gentagne forsøg
forstod personalet endelig, at det var sådan én vi ønskede
at købe, og de var ved at dø af grin.
Et øjeblik! sagde én af dem, og han pilede ud af forretningen.
Lidt efter kom han tilbage med 2, som han formentlig har fundet kasseret ude
bagved.
Han sagde jeg kunne få den største for 200 rp., og jeg glemte helt
at prutte om prisen. For 40 kr. for sådan et eksemplar, synes jeg var meget
billigt.
Personalet var paffe over handlen, og de grinede meget, da vi tilfredse gik derfra. |
|
Her er byens hindu-tempel.
Flot dekoreret parti over indgangen. |
|
|
|
Og så lige et billede af nogle enkelte af de
mange børn, der er overalt.
De er som regel pænt påklædte og ser glade ud.
Disse børn sad og ventede i en bil og var meget glade for at blive fotograferet.
Vi
købte store mandariner i en frugtbod. 6 store velsmagende
for 2 kr.
Efter aftensmad i hotellets spisested, gik vi i seng.
|
|
Fredag den 08-12-00.
I dag skal vi sejle sydpå til Kollam.
Turen foregår i en båd, som ses her på billedet.
Turen koster 30 kr. pr. billet, og man kan købe fornødenheder ombord
til billige penge.
Der er tale om en turistsejlads, som går gennem vådområdet
umiddelbart indenfor kysten. Også her er der meget frodigt, og turen går
forbi store kokos- og risplantager.
Folk bor i småhuse langs kanalerne, og al deres personlige hygiejne foregår
i floden. Det samme gør vask og opvask. Lokum ud over vandet – lige
ved siden af badestedet. |
|
Vi kunne også have lejet en husbåd, som den
man ser på det midterste billede.
I sådan én er man kun de 2, der lejer den, og så 3-5 folk
til opvartning og til at sejle. Der er bad, stue og soveværelse i sådan
nogle. Det er vist også ret dyrt – efter indiske forhold.
Vi sad på taget af ”vores” båd og nød landskabet,
som stille gled forbi. |
|
Det er familiens lokum, der er skærmet af med plastic.
Nogen steder bor man så tæt, at der kun er 50 m. mellem lokummerne. |
|
Her ligger både til reparation under palmerne |
|
Floden giver rig mulighed for risdyrkning i baglandet. |
|
Her fisker man fra småkanoer ved at smide cirkelnet
ud i vandet og så håbe, at der er fisk i, når man trækker
dem ind igen. |
|
På dette billede har en bådfører fået
vinden lidt til hjælp. Normalt stager man sig frem, men ham her har
sprættet
rissække op og syet dem sammen til et primitivt sejl. |
|
Her ses én af de mange ”småfærger”,
der sejler folk og ting tværs over floden/kanalen.
Man må tænke på, at herude er der ingen veje. Man kan kun komme
rundt ad vandvejen. |
|
Her en anden primitiv færge af de lidt større.
Det er blot en pram med et dæk på tværs. Så har man en
større motorbåd bundet til siden af som drivkraft.
Lige her er floden noget bredere, og der ligger rigtige småbyer på begge
sider af floden. |
|
Alt bliver transporteret i de specielle træbåde,
man har hernede.
Her er det såmænd blot sten, og som man kan se, bliver båden
lastet til kanten.
Når vi kom forbi, sagtnede vores bådfører farten, for ikke
at hæk-bølgen skal oversvømme båden. |
|
Her er endnu én af denne slags. Det er i et skarpt
hjørne, hvor der for mange år siden skete en kollision med
mange tabte menneskeliv. Én af de druknede var datidens mest kendte
lokale digtere, så nu har man bygget en speciel skole på stedet
til hans ære. |
|
Undervejs holdt vi pause ved et lille bosted.
Dem der boede på stedet havde lavet mad til os, og vi fik det serveret
under et halvtag.
Det var ris med 4 forskellige slags saucer til og både kød og
fisk.
Alt serveret på et friskt bananblad og spist med fingrene.
Og Ella skulle selvfølgelig lige have et billede af det eneste
barn, der var på stedet.
Drengen var vist ”ikke helt rigtig”. |
|
|
Her forsøger nogle store drenge at fange fisk.
De skyder dem med bue og pil.
Om de fangede noget, så vi ikke. Vi glider jo lige så stille forbi
og ser kun nuet. |
|
Endnu en ”færge”.
Godt fyldt med glade mennesker.
De ved, at det er en turistbåd vi sejler i, og de vinker altid. |
|
På bredden kan man overalt se koner stå med
benene i vand og vaske eller vaske op.
Det er måske lidt svært at se på dette billede, men de fleste
steder, så man husmoderen i gang med sit arbejde.
Og børnene løb uforstyrret rundt omkring hende uden at falde i
vandet. De er jo også vant til det, men det kan vel ikke undgås,
at det af og til går galt.
Men sådan er livet her. |
|
Denne noget større – men typiske – båd
er ved at gøre klar til at sejle ud og fiske på én
af de større søer. En masse folk er ved at pakke fiskenet
ombord. |
|
Man fisker også med andre net her.
Kinesiske fiskenet hedder de.
Det er et snedigt system med nogle lange stænger hængt op i et system,
så nettet kan spændes på enderne, hvorefter hele nettet kan
sænkes ned i vandet ved hjælp af lodder og trisser.
Der fiskes kun, når der er mørkt, og man tænder en lampe over
nettet for at tiltrække fiskene. Når man mener der er fisk i, trækker
man nette op igen og tømmer det.
Disse net var der rigtig mange af hernede.
Det kan man se af de næste billeder. |
|
Sidst på dagen behøvede vi ikke længere
at sidde inde under solsejlet.
Så satte vi os ud i stævnen og kikkede på landskabet, som ganske
langsomt gled forbi. |
|
Her står de kinesiske fiskenet i en lang række
lige langs sejlruten, hvor der nok er lidt dybere end ellers. |
|
Lige her på dette sted er der kun 5 m. land mellem
Backwater og Det arabiske Hav. |
|
Det var en fin sejltur. Båden var eller så stor,
at den nok kunne tage 50-60 passagerer, men vi var kun 10, så vi
havde god plads.
Vi ankom til KOLLAM efter mørkets frembrud.
Vi indlogerede os på et pænt hotel, Hotel Sudarsan, som kostede
10 $ incl. et flot morgenbord i en A/C-restaurant.
Vi undgår helst aircondition, så da der også var en
tagrestaurant, spiste vi til aften deroppe. |
|
Lørdag den 09-12-00.
Kollam er en lige så travl og beskidt by, som de andre lidt større
by, vi har været i i Indien.
Her en typisk gade i midtbyen. Det flyder med affald, og ingenting ser særligt
velholdt ud.
Trafikken er en blanding af fodgængere, tuk-tuk.ere, biler og oksekærrer. |
|
|
Og her én af de typiske indiske lastbiler.
De er flot pyntede i, over og omkring førerhuset. Denne her bil er kun
standardudgaven. Nogle er udsmykket med blinkende lygter og religiøse
malerier. |
|
I byen fandt vi en butik, der solgte sarier.
Ella købte en flot rød sari, som er et stykke 1,6 m bredt stof
i 6 m. s længde. Det er det, kvinderne vikler sig ind i på en helt
speciel måde.
Sarien var vist dyr, for vi blev behandlet som nogle meget værdsatte gæster.
Vi kunne betale med Visakort, og herhjemme kan vi nu se, at den kostede sølle
76 kr. |
|
I dag blev vi snydt.
I den Lonely Planet vi havde lånt af Tove, havde hun understreget et stednavn
ude ved kysten. Så vidt vi huskede, var det en god strand, så vi
tog en tuk-tuk. Vi kunne næsten ikke få ham til at køre derud,
og det viste sig at være et slumkvarter, hvor folk boede i skure langs
stranden. Der var mange fiskerbåde på stranden, og det vrimlede
med folk.
Langt fra så stranden ellers godt ud, men dernede, så den langtfra
godt ud.
Det var byens ”Skide-strand”. |
|
Folk satte sig ugenerte og forrettede deres nødtørft
i små huller, de gravede med fingrene. Når de var færdige,
tørrede de sig med venstre hånd – uden papir – og
vaskede den til slut i bølgerne. Så gik de.
Alle kan nok tænke sig, hvordan der lugtede.
Vi gik langs stranden mod
syd. Der er fin bred sandstrand så langt øjet
rækker, så vi mente vi kunne komme væk fra stanken
og svineriet. Det kunne vi også efter 2-3 km. Her er overhovedet
ingen strandturister, så da vi fandt et sted, hvor der ikke længere
lugtede, lagde vi os i sandet.
Befolkningen er heller ikke vant til turister, for snart efter begyndte
folk at flokkes nede omkring, hvor vi lå i vores badetøj. Folk stiller
sig op 2 m. fra én og glor. De siger ikke noget – de glor bare.
Og de kan glo i både 5 og 10 min. inden de går igen.
Aldrig er Ella blevet beundret så meget som badenymfe i bikini, som her
denne varme eftermiddag.
Vi fandt tilbage til hotellet i byen og spiste aftensmad på tagrestauran-ten.
I aften var der et 4-mands orkester, som spillede en del musik af Michael learn
to Rock – Det danske orkester er meget populære herude i østen.
|
|
Søndag den 10-12-00.
Efter morgenmad checkede vi ud og tog en tuk-tuk ned til floden. Vi
havde bestemt, at vi ville sejle tilbage igen til Alleppey ad samme vej,
som vi var kommet herned.
Poul var blevet lidt småsløj efter togturens aircondition, så han
var lidt mat i dag. Det var derfor udmærket, at vi blot skulle tilbringe
dagen på et skibs soldæk, uden at skulle tænke på meget
andet, end at nyde det.
Der er 2 selskaber der besejler denne rute.
Her er vi kort efter starten, hvor vi nærmest sejler i konvoj.
Forrest en husbåd, dernæst den båd, vi rejste sydpå med,
og så vores ”egen”.
|
|
|
Selv om man er lidt halvsløj, kan man jo godt
nyde solen og varmen.
Men solen kan være så skrap ved hovedbunden, at lommetørklædet
måtte tages i brug.
|
|
Her er en last rishalm på vej ad floden. |
|
Også herude er der isfugle. De er lidt sky, så de
er svære at få så tæt på, at man kan få et
ordentligt billede. |
|
Landskabet er fantastisk.
Og ombord i skumringen
så vi den flotteste solnedgang
vi længe har set.
Det var mørkt, da vi kom til Alleppey. Vi skyndte os til busstationen,
hvor vi fandt aftenbussen til Ernakulam, som var dagens endemål.
” Super de luxe Express Bus” stod der på den, og det sidste
var i hvert fald rigtigt. Det med de luxe var dog vildt overdrevet. De 65 km.
blev kørt på under 1 time, og det var med hornet i bund næsten
hele vejen.
Bussen var fuld, og det var en inder også, som sad i bagenden, hvor vi
også sad. Han var noget bøvet og påtrængende, men vi
holdt det ud.
Der var også en engelsk far og hans søn med, og i Alleppey fulgte
de med os til ”vores” hotel, Bijus Tourist Home.
Spiste aftensmad på City Park Restaurant lige ved siden af, og så i
seng.
|
|
|
Mandag den 11-12-00.
Vi spiste morgenmad på samme restaurant og gik en tur langs vandet
og langs tøjmarkedet. Det var en oplevelse at se.
Vi checkede ud ved 12-tiden og tog en tuk-tuk til banegården, hvor vi
ventede på vores nordgående tog. Vi havde købt billetter
i forvejen, og denne gang uden aircondition.
Da toget kom, var vi sikre på, i hvilken vogn vi skulle sidde, for man
klistrede passager-listerne udenpå toget ved indgangen til hver enkelt
vogn, og her kan man se vores navn på sedlen. |
|
Og her et kik ind i vognen, hvor man kan se, at der i
denne vogn var 3 køjer i hver side af kupeen. Ryglænet blev
slået op til en køje, og vi fik ingen tæpper her. |
|
Og lige et billede af Ella i kupeen.
Det blev en lang togtur. Tit holdt toget i både
halve og hele timer for at afvente modkørende tog på den ensporede
bane. Det halve af tiden sov vi dog godt i køjerne, og vores medpassagerer
var flinke. Det var en oplevelse at se dem spise deres medbragte mad. Det
var varm mad, pakket ind i bananblade og aviser (som alt sammen bagefter
blev smidt ud af vinduet).
De kunne sætte kæmpeportioner af mad til livs. Disse folk var heller
ikke fattige folk. Mændene gik i både bukser og sko, og de var noget
bedre i stand, end de fattige, man ser på gaden. |
|
Tirsdag den 12-12-00.
Toget var 2 timer forsinket, da vi endelig ud på eftermiddagen nåede
til Badgaon, som var vores mål. Vi havde valgt at resten af ferien skulle
holdes i badebyen Colva, i det man kalder SydGoa, for vi ville prøve noget
andet. Vi tog en tuk-tuk de 8-10 km. til Colva, hvor vi indlogerede os på et
strandhotel.
Hotellet, Colva Beach Cottages så noget snusket ud, men der var såmænd
meget rart. Det er statens turistministerium, der ejer det, og det er vist ikke
blevet malet siden det blev bygget for 15-20 år siden. 540 rp. pr. nat
= godt 100 kr. Vi havde altan lige ud til en smuk palmehave foran hotellet, og
lige bag haven, lå den kilometerlange hvide badestrand, med sand så fint,
at det føles som at gå i kartoffelmel. Det knirker – lige
som i sne, når man går i det.
Her er lige et par billeder af den elefantastiske
dejlige strand.
Colva Beach er tilsyneladende det sted, hvor Inderne
selv tager til.
Der var en del turister, men det var indere fra andre delstater, der var på besøg.
Europæiske turister boede i finere hoteller længere væk fra
byen.
Det var sjovt at se, når busserne med indere komme til stranden. De fleste
så nok havet for 1. gang, og de stod i store flokke i vandkanten.
Enkelte vovede sig ud i bølgerne, og det foregik med tøj på,
for indere går ikke i badetøj.
Der blev taget rigtig mange billeder.I kanten mellem stranden og palmelunden bagved, lå der
flere småcafeer. De var primitivt bygget, men man kunne købe
alt, hvad man havde behov for. Og de lavede god mad, så her spiste
vi frokost hver dag.
Disse cafeer havde solsenge og parasoller på stranden, og de kostede
ikke
noget. Man forventede blot, at man købte lidt i cafeen.
Her på stranden er der ingen strandsælgere. Der er turistpoliti
på stranden, og det er nok dem, der jager dem væk.
Her er mere fredeligt end i NordGoa, hvor vi startede, selv om der er under
50 km. mellem stederne.
Der var en slags torv lige ved hotellet, og på dette
torv var der flere restauranter, hvor man kunne spise sin aftensmad.
Det gjorde vi hver aften på det samme sted. Dels fordi der var pænt
og rent, og dels fordi de lavede smaddergod mad.
Om aftenen var der en masse
småboder åbne langs vejen. Her blev
der solgt alt fra pandekager, kokosnødder, tøj og turist-skrammel
til sølvvarer og ægte silketæpper til flere tusinde kroner. |
|
|
|
|
Onsdag den 13-12-00.
I dag lejede vi cykler og cyklede på stranden 10-15 km. sydpå.
|
|
I den varmeste tid måtte vi finde skygge under
fi-skerbådene på stranden. |
|
Og et enkelt sted måtte Poul give et nap med at
få fiskerbåden ud i vandet. |
|
Torsdag den 14-12-00. Sidste dag blev brugt på stranden.
Her er også lige et billede af en forladt fiskerhytte. Normalt har fiskerne
net og lign. i sådanne hytter langs vandet, men denne har var blevet
invaderet af en inder-familie med en masse børn.
Her bor de under meget primitive forhold.
|
|
Igen nød vi solen ved stranden i en liggestol.
Vi havde set, at der var en lille skrædderbutik bag hotellet,
og i dag ved 1530 tiden fik Poul den ide, at han ville have syet skjor-ter.
Skrædderen tog mål og vi udvalgte stof, og dagen efter inden vi
rejste der-fra, hentede vi 3 flotte skjorter i dejligt silkestof. 80 kr. pr.
stk., og de passer perfekt. |
|
Fredag den 15-12-00.
I dag skal vi desværre hjem. Vi skulle være i lufthavnen
kl. 15, og vi fik lov til at beholde hotelværelset til kl. 14.
Så der blev tid til lidt strandliv og de sidste indkøb den dag.
Her
er lige et billede af hotelhaven, set fra vores altan. |
|
Og eet af hotellet taget fra haven. |
|
Ella skulle også lige have et billede af et
barn, der var gæst på hotellet.
Taxa til lufthavnen – lang ventetid – ombordstigning og efterfølgende
en 9 timer lang flyvetur til Danmark.
En god ferie i Indien var slut.
|