Siden oldtiden har Indien været en geografisk betegnelse for alt land Ø for IndusHelt op til nyere tid har navnet været anvendt om Fjerne Østen. På Columbus' tid øgedes forvirringen; men man fik dog snart det såkaldte Vestindien skilt ud fra det egentlige Indien, som indtil slutningen af 2. verdenskrig var geografisk fællesbetegnelse for halvøerne For- og Bagindien, øen Ceylon (Sri Lanka) og øerne mellem SØ-Asien og NV-Australien, det såkaldte Ostindien. Som statsnavn brugtes Indien i 19. 20. årh. om Britisk Indien, dvs. de dele af Indien, der fra 17. årh. var eller kom under britisk styre, indtil de efter 2. verdenskrig deltes mellem de selvstændige republikker Pakistan (siden spaltet i Pakistan og Bangladesh) og Indien; omfattede 1923-37 også Burma. - Tillige stat i Asien, officielt navn Bharat;
Grænser mod N til Kinesiske Folkerepublik, Nepal og Bhutan, mod Ø til Burma, Bangladesh (delvis omsluttet af Indien) og Bengalske Hav, mod S til Palkstrædet og Indiske Ocean og mod V til Arabiske Hav og Pakistan.Indien er delt i 25 stater: Andhra Pradesh, Arunachal Pradesh, Assam, Bihar, Goa, Gujarat, Haryana, Himachal Pradesh, Jammu og Kashmir, Karnataka, Kerala, Madhya Pradesh, Maharashtra, Manipur, Meghalaya, Mizoram, Nagaland, Orissa, Panjab, Rajasthan, Sikkim, Tamil Nadu, Tripura, Uttar Pradesh og V-Bengalen; hertil kommer de syv unionsterritorier (Andamanerne og Nikobarerne, Chandigarh, Dadra og Nagar Haveli, Delhi, Daman og Diu, Lakshadweep og Pondicherry), som administreres direkte af forbundsregeringen.
Indiens historie er enestående derved, at landet i årtusinder ikke har foretaget et væbnet overfald på et fremmed land. Derimod er landet atter og atter blevet oversvømmet af erobrerfolk udefra, der i oldtiden og middelalderen altid kom ind fra NV, skønt en del af dem var centralasiatiske.I nyere tid kom erobrerne over havet, og i nyeste tid har der været et par mindre anfald fra NØ. De store invasioner har næsten altid medført, at erobrerne satte sig fast som herrefolk eller overklasse. Nogle af dem var rå og primitive og brød meget ned, før de selv lod sig hæve til den indiske kulturs daværende stade; andre medbragte en egen kultur, som tilførte den indiske værdifulde impulser. Enkelte af erobrerfolkene trak sig frivilligt eller ufrivilligt tilbage; de øvrige blev med tiden en del af det indiske folkehav, dog ofte sådan, at man endnu kan erkende deres racemæssige, sproglige eller religiøse særpræg. Når der i det følgende er tale om et samlet indisk rige, vil det altid sige et imperium, altså en kejsers eller storkonges overherredømme over en mængde mere eller mindre selvstændige lydfyrster som maharajaher, rajaher, nabober, khaner, peshwaer osv. Da Indien blev selvstændigt 1947, var der således endnu 554 regerende fyrster under britisk overhøjhed. Tillige må det erindres, at mens sydspidsen af halvøen ofte forblev uberørt af landinvasionerne, var Pakistan gennemgangsland for næsten dem alle; også grænselandene Nepal, Bhutan, Sikkim, Bangladesh og Burma har historie fælles med Indien. Den ældst kendte indiske højkultur, Induskulturen, blomstrede i 4.-2.årtusind f.Kr. Fra ca. 1400 f.Kr. erobredes Indien langsomt af ariere, fra hvem landets ældste religiøse litteratur, Veda'erne, stammer. Ca. 560-480 f.Kr. levede Buddha, som grundede en ny lære, buddhismen; på denne tid fandtes flere storriger. 327 f.Kr. drog Alexander den Store gennem NV-Indien og efterlod en række græsk-indiske riger. Kong Chandragupta, død ca. 297 f.Kr., grundlagde Maurya-dynastiet, der under den buddhist-venlige kong Asoka, død 232 f.Kr., herskede klogt over næsten hele Forindien. Ca. 20 e.Kr. erobrede skytere NV-Indien; bedst kendt af deres konger er Kanishka (78-103 e.Kr.), som stærkt støttede buddhismen. I 320-495 e.Kr. regerede Gupta-dynastiet, der styrtedes af indtrængende heftalitter, hvorefter Indien deltes i småriger, og en islamisk stat, den første i landet, oprettedes i områderne Sindh og Multan 712 e.Kr. Efter plyndringstogter omkring år 1000, foretaget af den muslimske fyrsteslægt Ghasnaviderne fra Ghasna i Afghanistan, herskede denne slægt i store dele af Indien. 1206 grundlagdes Delhi-sultanatet, som styrtedes i 1398 af mongolen Timur Lenk. I 16. årh. skabte Timurs ætling Baber og dennes søn stormogulernes rige, der omfattede hele Indien. Dette var en storhedstid for landet; stormogul-titlen eksisterede helt til 1857; men efter den store Aurangzebs død 1707 tabte den sin betydning. Fra 1498, da Vasco da Gama kom til Indien, fik portugiserne efterhånden kontrol med dets udenrigshandel, og de indsatte en vicekonge i Goa. Derpå kom nederlændere, franskmænd, briter og danskere; Danmarks små handelsstationer 1620-1845 spillede dog en meget beskeden rolle, og nederlænderne opgav fastlandet til fordel for Indonesien. Briterne herskede gennem deres ostindiske kompagni, grundlagt 1600, og da Robert Clive fordrev de franske og 1757 ved Plassey sejrede over Bengalens nabob, blev det britiske kompagni den betydeligste magtfaktor i riget. I 1802-03 og 1817-18 blev det indiske krigerfolk maratherne undertvunget; 1843 erobredes Sindh og 1845-46 og 1848-49 sikhernes land, 1826 og 1852 det meste af Burma. 1857-58 knægtedes et oprør af sepoy-soldater, der fik støtte af forskellige fyrster, af hvilke nogle med, andre uden grund følte sig forurettet af briterne; nogen national rejsning kom det ikke til, for Indien var ikke én nation, men tusind; de eneste sammensvejsede grupper var netop briternes sepoy-regimenter. Kompagniet opløstes 1858, og Indien underlagdes den britiske krone. 1885 grundlagdes Indiske Nationalkongres som repræsentation for den indiske selvstændighedsbevægelse, der fra 1907 krævede swaraj (selvstyre). 1905 dannedes Muhamedanske Liga, der 1916 gik i forbund med Nationalkongressen. Som resultat af 1. verdenskrig, hvor Indien ydede en stor indsats, indrømmede briterne Indien en ny forfatning 1919, desværre først efter alvorlige optøjer, der udløste grove britiske modforholdsregler, bl.a. massakren i Amritsar. Under filosoffen og politikeren Mahatma Gandhis ledelse søgte inderne gennem ikke-voldelig modstand, ahimsa, at opnå selvstændighed; Gandhi tilbragte skiftevis sin tid i fængsel og ved forhandlingsbordet i London. 1935 indrømmedes der Indien en ny forfatning med valgret for større dele af befolkningen. Landet deltog i 2. verdenskrig på De Allieredes side, men Gandhi arresteredes på ny 1942, hvad der fremkaldte store uroligheder. Herunder krævede Muhamedanske Liga dannelsen af en særlig muhamedansk stat, hvilket medførte, at ved uafhængigheden 15. august 1947 udskiltes Pakistan, hvortil Bangladesh dengang hørte, af Indien, der tog navnet Bharat, og begge lande blev medlemmer af Commonwealth of Nations. Delingen afstedkom frygtelige massakrer i begge lande og udveksling af 14 mill. flygtninge, skønt 40 mill. muslimer forblev i Indien. Desuden opstod der strid mellem de to nye lande om det overvejende islamiske grænseområde Kashmir, som Indien 1954 indlemmede som staten Jammu og Kashmir mod protest fra Pakistan, der ikke opgav sit krav på området og stadig kontrollerer dets nordlige del. 26. januar 1950 udråbtes Bharat (India) til republik; i november 1956 omorganiseredes forbundsstaten og kom til at bestå af ligeberettigede stater. De 554 fyrster blev afsat, og regeringen gjorde sig umage for at udrydde andre utidssvarende institutioner som kastevæsenet, kvindens underordnede stilling og bøndernes afhængighed af godsejere og ågerkarle. Men de tusindårige traditioner er ikke besejret endnu. Under Nehru var Indien førende repræsentant i FN for neutralisme og søgte flere gange at mægle mellem vestmagterne og de kommunistiske stater. 1961 besatte og indlemmede Indien de små portugisiske områder Goa, Damão og Diu på vestkysten. 1959, 1962 og 1963 kom det til væbnet konflikt med Kinesiske Folkerepublik i og om nogle omstridte nordlige grænseområder. 1965 kom det til kampe med Pakistan om Kashmir, og 1971 greb Indien ind med våbenmagt mod Pakistans forsøg på at hindre Bangladeshs løsrivelse. Kongrespartiet styrede Indien under Nehru til 1964, derefter Shastri 1964-66, og endelig Indira Gandhi 1966-77. Partiet er moderat socialistisk og har faktisk gennem sine femårsplaner gjort Indien til en stor industristat (atommagt) samtidig med, at det vældige land rummer vældige, tilbagestående områder. Landbruget er fulgt dårligt med i udviklingen, og der er et alvorligt ernæringsproblem p.gr. af befolkningstilvækst. Denne har man søgt at hæmme bl.a. ved steriliseringstilbud, som imidlertid stødte an mod befolkningens traditioner og førte til optøjer i midten af 1970erne, da myndighederne nogle steder gennemførte tvangssterilisationer. Indien plages tillige af stridigheder mellem sine mange forskellige folkegrupper; der er stadig religiøse sammenstød, i flere delstater er der ondt blod mellem den oprindelige befolkning og indvandrere (flygtninge), og endelig er der sprogproblemet: mange frygter, at de hindi-talende nordindere skal blive en ny "kolonimagt" for resten af landet, når statssproget hindi definitivt har fortrængt engelsk som regerings- og fællessprog. Vanskelighederne ved at holde styr på det store land har bl.a. medført, at unionsregeringen ved en del lejligheder har suspenderet en delstats selvstyre og for en tid styret den direkte fra New Delhi. 1974 forårsagede alle disse problemer samt en omsiggribende korruption milliondemonstrationer mod Kongrespartiet og Indira Gandhi. Da hun 1975 fik dom for at have forbrudt sit parlamentsmandat p.gr. af valgsvindel 1971, indførte hun undtagelsestilstand med massearrestationer, pressecensur og en regn af forbud. Med partiets 2/3 flertal fik hun let parlamentets samtykke til at tage nærmest diktatorisk magt. Ikke desto mindre udskrev hun valg allerede 1977, og da blev Kongrespartiet tilintetgørende slået og spaltedes i en I(ndira)-fløj og en anti-fløj. Oppositionen magtede dog ikke regeringsopgaven, og ved valget 1980 vendte fru Gandhi og Kongres-I tilbage med 2/3 majoritet. De følgende år skete en stadig forbedring af økonomien. Pakistan søgte forsoning p.gr. af sovjetinvasionen i Afghanistan, som Indien dog ikke fordømte. Der var delstatsuroligheder, kastesammenstød, hindu-mulim fejder og sikh-optøjer. 1984 lod fru Gandhi sikhernes Gyldne Tempel storme som terrorbase; samme år blev hun myrdet af sikh-livvagter. Sønnen Rajiv Gandhi overtog styret og vandt det følgende valg stort. For en tid fik han stabiliseret landet, men hans militærhjælp til Sri Lankas regering skaffede ham nye fjender. Desuden voksede en hindu-fundamentalisme frem og voldte blodige religionsfejder. Kongrespartiet blev også svækket af indre kævl og diverse skandaler (bl.a. Bofors-affæren). Ved valget 1989 sejrede oppositionen, men kunne ikke samle sig om en funktionsdygtig regering og måtte udskrive valg igen 1991. Under valgkampen myrdedes Rajiv Gandhi, formentlig af tamiler. Kongrespartiet kom atter til magten under Narasimha Rao. - Modsætningsforholdet mellem hinduer og muslimer udviklede sig i de følgende år til en af de alvorligste kriser i nyere tid, da fundamentalistiske hinduer december 1992 nedrev en moské i Ayodhya i delstaten Uttar Pradesh for at kunne opføre et tempel på stedet; det kom i flere store byer til voldsomme sammenstød mellem hinduer og muslimer og i de følgende måneder også mellem demonstrerende muslimer og sikkerhedsstyrker, hvorunder mange hundrede mistede livet. Raos forsøg på udglatning, herunder afskedigelse af lokalregeringen i Uttar Pradesh, havde øjensynlig ingen effekt; bombeeksplosioner i Bombay og Calcutta 1993 kostede flere hundrede dødsfald, og sikkerhedsstyrkernes forfølgelse af muslimer udartede samtidig til ren terror, hvor tortur blev bragt i anvendelse. Raketangreb i den pakistansk kontrollerede del af Kashmir førte i begyndelsen af 1996 til ny krise mellem Indien og Pakistan. Valget 1996 gav nederlag til Kongrespartiet, og Rao gik af; men det var svært at finde flertal for en ny regering. Efter at en hindu-nationalistisk regering ikke havde kunnet opnå flertal, dannedes en centrum-venstrekoalitionsregering under H. D. Deve Gowda; da Kongrespartiet april 1997 lod denne falde, dannede Inder Kumar Gujral en ny centrum-venstreregering. Denne holdt til marts 1998, hvorpå nyalg gav sejr, men ikke abolut flertal, til hindu-nationalisterne; A.B. Vajpayee dannede regering. Maj 1998 gennemførte den nye regering fem atomprøvesprængninger, som skabte frygt for øget destabilisering af området og vakte det internationale samfunds harme.