Historien om Gammel Havn på Fur, engang med navnet Koldkilde Havn.

Skrevet af en Fur-bo, som husker historien.

Koldkilde Havn


Da der årligt druknede Fur-fiskere, drøftedes tit de gode fordele ved at have motorbåde og en havn. Nytårsdag 1911 satte skub i snakken om en havn, da brødrene Hans, Thomas og Niels Kristensen druknede ved Engelstodde. Niels var gift og havde flere børn. Nu måtte havnen da blive aktuel.
En mergelgrav ved Koldkilde tæt ved stranden blev stillet til rådighed, og man optog et lån på 16.000 kr. i Furøs sparekasse. Fiskerne gravede selv havnen ud, og ved hjælp af en vindmølle tømte de graven for vand. Udgravningen blev en langsommelig affære, idet man brugte skovle, men da sommeren gik på hæld, kunne man sejle ind og ligge lunt i havnen. Den kunne rumme 30 små motorbåde. Men sejlbådenes tid var ikke forbi endnu. År 1912 sejlede Jens Bak, Karl Hansson og Kresten Sørensen gennem Nissum bredning. De påsejlede en pæl og druknede alle. Motorbådene kom endelig og sejrede over de små sejlbåde.
Der gik kun få år, så var der store ulemper med sejlrenden. Den ville tilsande på grund af den stærke strøm. Det kunne fiskerne ikke klare på egen hånd. Problemet blev taget op i folketinget af Bertel Dahlgaard, og staten bevilgede penge til oprensning af sejlrenden.
I 1915 sendtes yderligere et andragende om Økonomisk støtte til arbejdet ved havnen til folketinget og ministeriet. Man ønskede en bevilling på 18.500 kroner til uddybning af sejlrenden og til forlængelse af havnemolen. Ministeriet ville ikke gå med til forlængelse af molen, men derimod ville man lade statens uddybningsfartøj "Dragen" foretage uddybning af sejlrenden, mod at fiskerne selv betalte de dermed forbundne udgifter til olie, kul og overarbejde. Man ønskede at prøve, om den nuværende mole ikke var tilstrækkeligt værn mod tilsandingen, når sådan en uddybning havde fundet sted.
Uddybningen kostede 4.000 kroner, som fiskerne selv måtte betale.
I foråret 1921 ødelagde en stærk storm og vældigt højvande bolværket, der var af træ. Efter den ødelæggelse uddybede fiskerne for egen regning sejlrenden. Tilligemed støbte de bolværket omkring havnen i beton. Dette arbejde kom til at koste 20.000 kroner og blev en tung byrde for fisker-befolkningen.
Til trods for, at der kun var gået kort tid, siden uddybningsfartøjet "Dragen" sluttede sit arbejde, blev der ved at være vanskeligheder forbundet med sejlrenden, og man kunne regne med, at oprensning om ikke hvert år, så hvert andet ville blive nødvendigt, hvis ikke molen blev forlænget til værn mod tilsanding.
I 1923 tog Bertel Dahlgaard problemet op i folketinget. Han sluttede omtalen af sagen med at sige: "Jeg tvivler på, om der her i landet noget andet sted findes en fiskerbefolkning, der i forhold til sin økonomiske evne har ydet så meget for at forøge sine og dermed hele landets erhvervsmuligheder, som fiskerbefolkningen på Fur har ydet ved bygningen og udvidelsen af Koldkilde havn. Der er her tale om et udslag af selvhjulpethed, så langt egne evner rækker, som efter min opfattelse er i det danske erhvervssamfunds interesse at påskønne og styrke. Jeg håber derfor, at den højtærede minister for offentlige arbejder vil kunne tilsige mig, at han med forståelse og velvilje vil modtage det af mig her bebudede andragende fra fiskeribefolkningen pa Fur". Koldkilde havn fik sin mole. Både staten og kommunen ydede tilskud, hvorfor der kunne sættes ind med en større kraft for den dengang så betydelige sag for fiskerne.
Efter mange års bekostning pa Koldkilde havn blev man endelig klar over, at en ændring af forholdene måtte blive aktuel. Og furboernes plan om at slå fiskerihavnen sammen med en trafikhavn vandt genklang hos myndighederne, som fandt, at der kunne blive bedre forhold for erhvervsfiskerne samt for de stenfiskerbåde og fragtskibe, der hørte til på øen, og som for de flestes vedkommende havde måttet overvintre i andre havne.
I 1956 blev den nye havn ved Stenøre færdig, og nu blev der plads til både fragtskibe og fiskerbåde samt lystsejlere, hvoraf der kommer mange i feriesæsonen.
Den gamle Koldkilde havns inderste del ligger nu omkranset af sandrevler som et minde om fortidens fiskere, der selv byggede en havn.