Sydøst-Asien m. Vietnam

For et par dollars bliver både person og bagage velvilligt kørt i de specielle vietnamesiske 3-hjulede cyleltaxaer rundt i mylderet af mennesker, cykler, små-motorcykler og de meget få biler, der færdes rundt i trafikken, som om der aldrig har eksisteret nogen færdselslov.

Forfatteren sammen med Lotte og Christina i hjertet af Hanoi.

Typisk gadeliv i storbyen Hanoi.

Her ses et typisk gadekøkken. Maden laves på et lille kar fyldt med glødende trækul. Folk møder her og spiser morgenmad, på vej til arbejde. Det koster kun 1 kr. at spise sig mæt.

2 min. efter at man har sat sig, dukker det første barn op, som vil sælge noget. Postkort, cola, souvenirs m.m., og de kommer mange gange hver dag.

Nu starter vores tur.

Vi 2 gamle forældre på 50 år havde besluttet at besøge vores datter Lotte under hendes ungdomsrejse rundt i verden sammen med Christina.
Valget faldt på Vietnam, hvor vi i 3 uger rejste rundt sammen med dem – på deres præmisser.
Vi havde købt rutebillet til Hanoi og hjemtur via Saigon. 


Vi startede i Hanoi.
“Hotellet” vi boede på den første nat i Hanoi, kostede 10 US$ pr., hvilket senere viste sig at være noget dyrt i forhold til kvalitet - og i forhold til, hvad hoteller koster længere sydpå. Hotellet hed Binh Minh Hotel og lå på adressen 5o, Hang Be i Hanois centrum. Der var en del værelser på hotellet, og vi fik 2 ved siden af hinanden. Værelserne havde kun et vindue ud til en gang, men var ellers rimeligt rene. Der var 2 senge i hver værelse , et bord , et skab og 2 stole. Der var toilet og bad til hvert værelse, og sengetøjet var rent og pænt. Alligevel kravlede vi i vores egne lagenposer. Værelset havde “fan” - en vifte i loftet, som viste sig at være næsten uundværlig i dette varme land. Et par og tredive grader om dagen, og kun et par grader lavere om natten. Så det er rart med lidt luft ned over sig, når man sover.
Bilturen fra lufthavnen tog 1 time, og hvis ikke vi havde haft så meget at snakke med pigerne om, havde det nok været den længste time vi nogensinde har oplevet. Normalt er der højrekørsel i Vietnam, men chaufføren kørte lige så tit i venstre side. Det vrimler med cykler og knallerter overalt, og folk går rundt over det hele, og så alle de løsgående dyr, både køer, kalve, grise og vandbøfler. Vi fandt ud af, at det vigtigste ved bilerne i Vietnam er tudehornet, og dernæst fjedrene. Vejene er meget dårlige. Kun hovedvejene er asfalteret, men fulde af huller. Bilerne - de meget få der er - er gamle og møj-ulovlige. Blankslidte dæk, lygterne knust, buler overalt og måske er dørene bundet fast med snor. - Men de kører dog.
 
Hanoi er nu hovedstaden i Vietnam. Hanoi ligger ved bredden af Den røde Flod og stammer tilbage til år 1010. Den bærer nu meget præg af franskmændenes 100-årige koloni-herredømme i landet. Byen har brede boulevarder og flotte gamle franske palæer. Alt ser dog noget forfaldent ud, og det har måske ikke fået maling siden franskmændene forlod byen i 1956.
Der bor omkring 3 mill. mennesker i byen - registrerede - men måske er der en ekstra million ikke registrerede. 
Handelslivet foregår alle steder. Blot der er et par kvadratmeter ledigt fortov, er der een eller anden der slår sig ned med sin lille forretning. Det kan være et gadekøkken, salg af knallertbenzin, tyggegummi, vand og lignende, eller reparation af cykler og knallerter. Eller også sælges der høns, grøntsager, råt kød, eller hvad man nu kan finde på. Opfindsomheden for at tjene penge er stor. Der er ikke et øjebliks ro i storbyen før efter kl. 22 om aftenen. Så er folk gået til ro, for de er allerede på gaden igen kl. 6.
Efter at have snakket længe på værelset med pigerne - og efter at vi havde fået delt alt det ud, som vi havde med ned til dem, gik vi en tur rundt i byen. 
Her fik vi rigtigt indtryk af byen. Cykloen - den 3-hjulede cykeltaxa med plads til 2 passagerer under kaleche - er meget velkendt i gadebilledet. Der er i tusindvis af dem, og de flokkes hele tiden om os for at få os til at køre med netop dem. De er billige, og det er faktisk en dejlig måde at blive transporteret rundt i byen på.
Der er faktisk kun biler på gennemkørselsvejene, og de er meget få. Alle snor sig mellem hinanden, og selv om vi i starten syntes det var svært at komme over gaden, fandt vi hurtigt ud af, at man bare skulle gå stille og roligt ud på gaden og så over vejen. Så snoede trafikken sig på hver side af een, og alt gik planmæssigt. Man måtte bare ikke pludselig standse op midt i det hele, eller begynde at løbe, for så kunne trafikken ikke beregne vores “overgang”.

Her spises med pinde for første gang.

Alt kan transporteres på en cykel.

Den 1-benede pagode ved Ho Che Minh Museet ude midt i en meget flot lotus-dam.

Ho Che Minh Museet i Hanoi.

Vi fik vekslet dollars på et hotel. Man får 1.1oo.ooo Dong (som deres penge hedder) for 1oo US$, og når de bliver udbetalt i 5ooo dong-sedler, fylder de altså meget. De har kun sedler hernede. Ingen mønter. Den mindste seddel er på 2oo dong = lo øre. Det siges, at halvdelen af befolkningen aldrig har set en seddel større end 5ooo. 
Omregnet til danske penge får man ca. 2ooo dong for 1 kr. 
Vi gik i løbet af aftenen til Darlings Cafe, som er det sted, hvor man i Hanoi mødes som bagpackere, og hvor man kan købe billige udflugter. Det viste sig også, at det var her, at man mødte alle de andre hvide mennesker, som var på bagpackerrejse. Dog ikke ret mange i vores alder. De fleste er unge mennesker på samme tur som Lotte og Christina.
Vi købte en 2-dages tur til Halong Bay, som iflg. “Lonely Planet” skulle være fantastisk. 
Lonely Planet er en engelsk rejsebog, som enhver bag-packer har i sin rygsæk. Herude i Østen kan man købe pirat-kopier af den, så den kun koster 25 kr. imod 15o kr. derhjemme.
Turen til Halong Bay består af 340 km's buskørsel, engelsktalende guide, hotelovernatning, 2 sejlture og fuld forplejning under hele turen. Det hele kostede den formidable sum af 24 $ pr. person, altså ca. 140 kr.
Bagefter gik vi hjem på hotellet og snakkede hele aftenen, indtil vi ved midnatstid kravlede i vores lagenposer.
Det var varmt om natten, men viften i loftet sendte en svag brise ned over os, så vi fik sovet godt alligevel. På intet tidspunkt kom temperaturen under 28 gr.

Tirsdag den 19 09 95.
Vi stod først op kl. 9.30, og pigerne hentede morgenbrød. Een god ting har franskmændene efterladt hernede, og det er deres fantastisk gode baguette (flutes). Dem kunne kan købe overalt for 50 øre. stykket, og de var altid friskbagte. Så sådan nogle fik vi som regel til morgenmad, evt. med lidt smøreost eller smør. - eller bare uden noget.
I dag skulle vi se på byens seværdigheder. Udenfor hotellet lejede vi 2 cykloer, og igen måtte vi prutte om prisen. De startede med 3 $, men vi fik dem for 1 $. De kørte os rundt i byen. Det var spændende at sno sig rundt i trafikken og se alt det liv, der var overalt. Vi skulle i Ho Che Minh Mausoleet, så derfor skulle vi have lange bukser på. Dér må man ikke komme ind i uanstændig beklædning. 
Da vi nåede frem til Ho Che Minh Mausoleet og Ho Che Minh museet, var de begge middagslukkede fra 11-14. Vi gik i stedet for en tur i parken på stedet, og beså bl.a. den 1-benede pagode midt i en lille Lotusdam. Den er 700 år gammel, men står der endnu. Ved siden af mausoleet lå præsidentpaladset bag en høj gitterport. Den er bygget i fransk stil og blev selvfølgelig brugt til den franske guvernør, da franskmændene rådede over landet.
Vi kom også forbi en skole, hvor vi så, hvordan forældre bragt deres børn i skole efter middagspausen. Der kan sagtens være 3 børn bag på en knallert. Eller 6 børn på en cy-klo.
Af og til måtte vi ind og have noget at drikke. Det blev for det meste til Cola, eller bare vand, som kunne købes på flasker.
Vi gik gennem parken og ned til den store sø, Vestsøen. Også her nød folk det i skyggen. Alle virker fantastisk afslappede, når de sådan slapper af, men ellers er de altid i bevægelse i een eller anden form for arbejde. 
Ved søen var vi inde at se Quan Thanh Pagoden, som stammer tilbage fra 1100-tallet. Den var noget overbroderet med pynt, men desværre var den ikke ret velholdt. Det er det samme næsten overalt. Der er mange flotte bygninger, mindesmærker, statuer m.m., men alt ser ud til at forfalde. Det bliver ikke vedligeholdt ordentligt. 
Vi gik tilbage til Ho Chi Minh Museet, og nu var der åbent. Der vistes kunst, ny og moderne, udstillinger fra Vietnamkrigen og en mængde plancher og billeder om Vietnams gamle tid og specielt om tiden efter krigen og den vækst landet har været i siden.

Ho Che Minh:

Inde i midten stod der en kæmpestatue af Ho Chi Minh. 

Her er beretningen om denne folkehelt:
Ho Che Min er Vietnam-befolkningens folkehelt.
Han var en ung revolutionær der opponerede mod franskmændenes herredømme over landet først i dette århundrede. Han rejste til Frankrig i 1911 for at uddanne sig. Han blev kommunist med Marx og Lenin som forbillede. I 1923 og 1924 deltog han i Komiteens kongresser i Moskva, og i 1925 sendte Moskva ham til Kina, hvor han skulle kontakte de mange vietnamesiske revolutionære, der levede i Kina. I 1925 dannede han Det vietnamesiske Ungdomsforbund, som dog blev opløst allerede efter 5 år. Det blev indlemmet i Indokina Kommunistiske Parti, stiftet af samme Ho Che Minh. I tiden frem til 2.verdenskrig var der en del stridende grupper i Vietnam, og der var flere oprør mod det franske styre og mod Kejseren. Japanerne besatte Vietnam under krigen. I begyndelsen af krigen dannede Ho Che Minh Den revolutionære Liga for Vietnams Uafhængighed, kaldet Viet Minh. De blev støttet af kineserne, men Ho blev dog fængslet i Kina under en rejse dertil. Han blev dog løsladt igen i 1943 efter 14 måneders fængsling. Han kom tilbage til Vietnam, og den 15.august 1945 startede Viet Minh den såkaldte Augustrevolution. Viet Minhs oprørsstyrker besatte efterhånden hele Nordvietnam, og den 29.august abdicerede kejseren. 2. oktober 1945 proklamerede Ho Che Minh derefter uafhængighedserklæringen. Han gjorde det i Hanoi på det sted, hvor hans mausoleum nu ligger. Ho forhandlede med franskmændene, men de ville ikke give sig. Derfor blev der 19-12-46 indledt en væbnet kamp mod franskmændene, men først den 8. maj 1953 indså Frankrig, at de havde tabt. Der blev en fredsaftale i Geneve, og landet blev nu selvstændigt den 2o. juni 1954. Geneveraftalen indebar, at der skulle holdes fællesvalg i løbet af 1956, og alt tydede på, at Ho Che Minh ville vinde. Han kontrollerede 80% af landet, men i syd sad Sydvietnams præsident, Ngo Dinh DIEM, støttet af USA. Han boykottede valget, og derfor blev landet delt i 2 lige store dele, Nord- og Sydvietnam, - delt på det smalleste sted ved 17. breddegrad. Både i Nord og i Syd blev de følgende år meget blodige. Modstandere blev vilkårligt henrettet og tortureret. Præsident Diem i Sydvietnam var katolik. Han var således i modsætning til flertallet, som var budister, og det førte til , at en del munke brændte sig selv i fuld offentlighed. Også i Vesten blev disse selvbrændinger vist i alverdens aviser. Præsident DIEM var efterhånden ikke ret vellidt, og han blev væltet og dræbt under et statskup i november 1963, som USA i øvrigt støttede.
Modstandsgrupperne i Sydvietnam samledes i 1960 i Den nationale front til Sydvietnams Befrielse, NLF, og den bestod både af kommunister og ikke-kommunister. Bevægelsen kendes bedst under navnet Vietcong.
USA havde siden landets deling sendt militærrådgivere til landet. Antallet voksede i Kennedys tid fra 700 mand til 16.3oo. I 1965 landsatte USA så for første gang regulære tropper i landet ved Danang, og ved slutningen af året var der 184.3oo mand dernede. Antallet toppede i 1969 med 543.000 mand. Amerikanerne tæppebombede Nordvietnam, og de svarede igen ved at sende tropper sydpå. Så var krigen for alvor i gang. Viet Cong var også imod USA, og de virkede nærmest som en slags modstandsbevægelse.
Ho Che Minh døde midt under krigen i 1969, af naturlige årsager. USA tabte krigen, både fordi Nordvietnameserne og Viet Cong aldrig ville overgive sig, uanset hvor mange tusinder af dem der blev slået ihjel, men også fordi verdenspressen efterhånden var meget imod amerikanernes indblanden i Vietnam. Nordvietnam trængte længere og længere sydpå, og den 27.januar 1973 indgik man en fredsaftale. Den holdt dog ikke, for i foråret 1975 indledte Nordvietnameserne og Viet Cong en offensiv mod syd, og den 30.april 1975 trængte de ind i Saigon, hvor amerikanerne måtte evakueres med helikoptere fra taget af deres ambassade. 
Hermed skulle der være fred i landet, men nej. I 1978 invaderede Vietnam Cambodja og fordrev de Røde Khmerer og indsatte en provisorisk regering i Cambodja. Kina holdt med Cambodja, og da der bor masser af kinesere i Vietnam, var disse ikke velsete. De så sig nødsaget til at flygte fra landet, og det skete som regel i skibe. Begrebet bådflygtninge havde set dagens lys. Først i 1989 trak Vietnam sig ud af Cambodja, og siden har der været fred. Bådflygtningene har fået lov til at vende hjem igen, og de omtales i dag som “mo-toren i den vietnamesiske økonomi”. De har nok også tjent gode penge i udlandet - penge som kan gøre god gavn i Vietnam. 

Først i 1994 ophævede USA deres handelsembargo mod Vietnam, og lige siden er det gået meget stærkt - og fortsætter med at gøre det.

Blomsterbinder med flotte dekorationer til templer og gravpladser

Maden laves på stedet - og sælges ufatteligt billigt.

Nu skulle vi på Ho Chi Minh.s mausoleum, som er en kæmpekolos af en bygning, som ligger lige ved siden af. Den er bygget i de fineste materialer, såsom marmor, granit og ædle træsorter. Herinde ligger Ho Che Minh på “Lite de Parade”, selv om hans eget ønske var at blive brændt. Stedet er stærkt bevogtet, og det passes som en anden helligdom. Desværre kunne vi ikke komme ind og hilse på Ho Che Minh, for indgangen var lukket. Det siges, at Ho Chi Minh var på sin årlige udflugt til Rusland, hvor han får lagt ny make-up (balsamering)
På hjørnet hjemme ved hotellet var der en mindre markedsgade. For enden sad en kvinde og bandt den ene flotte blomsterdekoration efter den anden. Lige bagved slagtede de høns i rendestenen og overfor solgte de ris i løs vægt. Sådan foregår det hele bare. Alt kan købes på gaden eet eller andet sted. Lige ved siden af holdt et par store drenge hanekamp med deres tamme kamphaner. Hanerne toppedes noget, men ingen af dem kom til skade, for drengene skulle jo nødigt have dem ødelagt. De var jo trods alt deres kæledyr.

Gadekøkkener er der også nok af. De simpleste består blot i, at en konen kommer gående med sit “åg”, som består af en lang flækket bambusstang med en hængende kurv i hver sin ende. I den ene har hun en lerpotte fyldt med glødende trækul, og på den laver hun “dagens ret”. I den anden har hun så skåle, pinde og råvarer, og på den måde kan hun flytte sin forretning, hvis der er mere salg et andet sted. Vi prøvede ikke at spise ved et sådant gadekøkken, for det var ikke altid, at hygiejnen tiltalte os. Selv om vi spiste piller mod “turistmave”, turde vi ikke udfordre skæbnen.
Frugtboder er der også nok af. Man kan altid købe friske grøntsager og frugter. Her er appelsinerne røde som dem vi får hjemme, men normalt er de grønne hernede. Den frugt vi købte flest af var en “BUI”, som vist kaldes Pamelo, de få steder man kan købe dem i Danmark. Det er en frugt på størrelse med en honningmelon, og det er en mellemting mellem appelsin og grapefrugt. Den er lidt svær at pille, men den smager godt, og der er meget væske i den, og det trængte vi tit til i varmen. 
Så snart en vietnameser skal vente blot et øjeblik, sætter han sig på hug. De må have gjort det fra helt små, og på den måde vænnet sig til det. Vi har også prøvet, men senerne i vores ben er slet ikke lange nok. Enten skal vi sidde lænet lidt forover, og så hviler man ikke, eller også falder vi bagover.
Vi fandt også ud af, at der også er et andet sted i Hanoi, hvor man kan købe udflugter, nemlig i Quens Cafe, som lå meget tæt på vores hotel.

Vi kom også lige forbi en tandlæge, der næsten stod ude på gaden. Hans klinik var bare inde i en slags garage, og døren ud til gaden stod åben. Han havde dog hvid kittel på og ansigtsmaske, men boremaskinen var af den gammeldags type med snoretræk. Godt jeg ikke havde problemer med tænderne.

 
Vi slappede lidt af på værelset inden vi gik ud for at spise. Vi spiste på Rest. Smiling, hvor vi sad på altanen på 1.sal ud over fortovet. Det var smadder hyggeligt at sidde der og snakke, spise og se på folkelivet på gaden. Vi flottede os lidt i dag og bestilte lidt af det dyrere mad. Vi fik ris, grøntsager og oksesmåkød, som alt sammen smagte himmelsk. Pigerne ville godt ha` øl i dag - endda 2 hver, så regningen kom til at lyde på 4 x middag og 8 Carlsberg øl. Det blev i alt 85.ooo dong, eller ca. 43 kr.
Overfor restauranten kunne vi se ind i Vietnamesernes egne huse og se, hvordan de fandt sammen over risskålene og tilbehøret. Vi sad i næsten 3 timer og sludrede og hyggede os, inden vi slentrede hjemad.

Udenfor folkeskolen. Forældrene kører børne til skole. Mange på hver cykel eller knallert. Se bare her. Og moderen, som styrer, har lange hvide handsker på, for ikke at blive solbrændt på armene. Blegt er "fint".

Eet af de mange templer, der ligger rundt om i byen. Vietnameserne går meget op i deres religion, og de behandler deres guder med største omhu. De giver dem gaver og pynter op for dem, og røgelsen oser alle steder.

Ude på landet ser man vandbøfler overalt. "Vietnams Massey Ferguson". De bliver behandlet med respekt, og det er som regel ca. 10 årige drenge, der passer dem. Her bliver et par stykker vasket og afkølet iblandt millionvis af lille vandhyasinter ude midt i rismarken.

Passagerkøen ud til flodfærgen, som blot bestod af en lastepram, trukket af en gammel kinesisk diesel-flodbåd.

Overalt, hvor der er mennesker, er der mange boder, og næsten alt er til salg. Her kunne vi købe både øl, Cola og is.

Sandstensklipper i Halong Bay.

Det specielle lys gjorde alting lyst og blåt. - bortset fra dragehovedet i stævnen på vores båd.

På vej ind i grotten og indsøen, som lå inde på den anden side.

Dejligt med en afsvalende svømmetur. Bemærk iøvrigt båden. Det er en båd flettet af siv eller rør og så belagt med noget stof og til sidst overhældt med beg. De var nu heller ikke allesammen helt tætte.

Dem, der sejlede de små både, havde også alle mulige slags turistting med, som de kunne sælge af.

Her er vi inde i en grotte og kikker ud

Solnedgang i Halong Bay.

Onsdag den 20-09-95.
Vi stod op allerede kl. 5.15, for vi skulle køre tidligt. Betalte 10 $ pr værelse pr. nat og fik lov til at lade vores bagage opmagasinere på hotellet, imens vi var i Halong Bay. Hotelejeren var vistnok lidt sur over, at vi ikke havde købt udflugten hos ham, for han solgte også udflugter. Det fandt vi dog først ud af, da vi havde købt hos Darling Cafe. Vi spiste et brød undervejs til Darlings Cafe, hvorfra turen startede kl. 6.
Gadesælgerne sværmede omkring os rundt om cafeen, for de er vist vant til, at turisterne godt vil ha´ lidt brød med på turen. Sælgerne kan tit være meget irriterende, for selv om man står med et brød i hånden og i munden, bliver de ved med at forsøge at sælge et mere til een. De tager ikke et nej for et nej, og af og til giver deres påtrængenhed da også resultat. Jævnligt sender de deres små børn hen til os for lettere at bløde os op, og dem af børnene, der kan lidt engelsk forsørger at fortælle os, at de får klø af deres mor, hvis de ikke får solgt noget. Selv om det alt sammen er meget billigt, køber man nu ikke mere mad, end man kan spise. Når man i øvrigt skulle handle med dem, skulle man altid prutte om prisen. Aldrig byde mere end 1/3 af, hvad de forlanger, og har man en kuglepen eller et par cigaretter i lommen og giver dem oveni handlen, får man som regel også varen til den pris - men først efter lange forhandlinger. Selv om det kun er ører det drejer sig om, får man hurtigt nogle principper i handelen, og det er egentligt helt sjovt at gå og forhandle om priserne. Selv om vi får forhandlet prisen meget langt ned, ved vi godt, at vi turister betaler langt mere for varerne end vietnameserne gør, men hvad pokker, vi har jo også flere penge. En vietnameser i byerne med en 10-12 timers arbejdsdag og 6 dage om ugen, tjener det der svarer til 230 kr. om måneden. På landet har folk længere arbejdstid, men tjener kun i gennemsnit 175 kr. om måneden. Så der er jo en grund til, at alting er så billigt herude. Arbejdslønnen kan ikke være en ret stor del af produktet., og der går heller ikke mange penge til selve produktionen, for alting foregår med håndkraft. Sjældent ser man maskiner i gang med hjælp til arbejdet. 
Bussen kom og hentede og, og vi kørte nu rundt til 3-4 hoteller og samlede deltagere op. Vi blev 2o i alt + chaufføren og en dårligt engelsktalende guide. Det blev en lang og sej køretur de ca. 14o km. op til Halong Bay. 
I Hanoi og det første lange stykke vej lige udenfor, måtte vi køre i slalom mellem tusindvis af cykler, fodgængere og små motorcykler. Næsten hele tiden med hornet i bund, og så med så meget pres på fremad, at vi jævnligt måtte kikke den anden vej, for ikke at få nervesammenbrud, når der jævnligt kom en stor gammel lastbil imod os i den forkerte side af vejen - eller også var det os, der kørte i den forkerte side.
Efterhånden som trafikken ebbede lidt ud, blev vejen også dårligere. Enten var der grusvej, eller også var der store huller i asfalten. Vi hoppede rundt i bussen, og alting raslede. Horn og fjedre er det vigtigste i bilerne her.
Af og til skulle vi også udenom løsgående grise og kalve, eller en cykel, der var så overbelæsset, at man tror det er løgn. 
Efterhånden var vi kommet ud på landet, og herude var der helt anderledes. Rismarker overalt og vand og grøfter ligeså. Overalt i markerne så man vietnamesere med deres karakteristiske kuli-hatte. De arbejde i marken, og alt blev gjort med håndkraft. Risen blev plantet med hånden og høstet med sejl. Tærskningen og rensningen blev foretaget i store flade kurve, hvor risen blev smidt op i luften og vinden derved førte avnerne bort. Risen blev bredt ud i vejkanten og soltørret, og folk gik rundt i det for at vende det. 
Drengene havde hver deres vandbøffel at passe på. Der sås ingen indhegninger nogen steder, men i stedet var der en dreng ved hver bøffel. Han måtte så passe på, at den ikke gik ind i rismarkerne. Tit så man drengene på ryggen af de store dyr, og en gang så vi en dreng ligge lige på maven ovenpå sådan een. Han fik lige sin middagssøvn. Bøflerne bliver passet godt. De bliver udelukkende brugt som trækdyr ude i rismarkerne, idet de ikke kan få de andre okser til at gå i vand til knæene. Vandbøfler elsker det.

Et sted på turen skulle vi over en bred flod med en gammel pram. Den kunne tage mange biler, men havde ingen motor, så der var en slæbebåd der trak den - eller nærmere skubbede den. Der er normalt 2 færger på stedet, men den ene var gået på grund ovre på den anden side, og de baksede med at få den fri. Der var derfor lang ventetid , men guiden foreslog, at vi alle betalte 5ooo dong hver (2,5 kr.), og så kunne han “bestikke” personalet til at komme først i ventekøen. Det lykkedes også. Vi skulle gå ombord, og der var propfyldt. Man skulle passe på ikke at falde i vandet, for der var ingen rækværk eller afskærmning på prammen.

Her sidder vi på den anden side og venter på, at bussen skal komme af færgen. 
Også her ved færgelejet er der boder overalt. Blot der er en chance for at få noget solgt, vrimler det med sælgere.

Da vi kom op til Halong Bay City, blev vi indkvarteret på Olddarling Hotel. D.v.s. pigerne kom ind på nabohotellet, som var lidt bedre. De havde TV på værelset.
Gaden var fyldt med småhoteller som det vi skulle bo på. Husene er ikke mere end 5 m brede og så i 4 eller 5 etager med et værelse til gården og et til gaden på hver etage. Vores hotelværelse havde aircondition, men det virkede ikke. Det var heller ikke nødvendigt, for her var kun 28gr, så viften i loftet var tilstrækkelig. Det er mærkeligt så hurtigt man vænner sig til varmen. 
Vi spiste lunch på en restaurant nær vandet og det var traditionelt vietnamesisk mad med ris, grøntsager, soyaproteiner og lidt blæksprutte. Efter lunchen blev vi kørt i bus til havnen, hvor vi gik ombord i vores turbåd, og så sejlede vil ud i Halong Bay i Tonkinbugten.
Bugten strækker sig helt op til Kinas grænse, og den er iflg. vietnameserne selv, eet af verdens vidundere. Det er et fantastisk land- (eller vand-) skab, der strækker sig over 38oo km og er fyldt med op imod 3ooo større og mindre øer af kalksten, hvoraf mange har et navn.

Mærkværdige stenskulpturer springer dramatisk op af havet, og utallige grotter har skabt en fortryllende tidløs verden, der forstærkes af de mange junker og sampaner, der glider stille gennem vandet overalt.

Solen skinnede dejligt denne dag, så vi nød solen, hvor vi nu kunne komme til det.

Vi gjorde ophold ved en ø, og straks kom der små både ud til os, både for at sælge småfornødenheder og for evt. mod betaling at sejle os ind i en grotte i øen.
Og vi benyttede selvfølgelig opholdet til en dukkert i det klare dejlige varme vand. Skønt sådan bare at hoppe ud over bådsiden og blive svalet af. 
Bådene, der kom ud til os, tilbød for 10000 dong (5 kr.) at sejle os ind i hulen, og vi tog da også imod tilbuddet. 

Hulen på denne ø viste sig at være en indgang til en åben kæmpehule midt i øen. Den var udformet sådan, at øen faktisk havde en sø lige midt på øen, og denne sø var på højde med havoverfladen, og der var kun adgang ind til den ad denne hule. Det var specielt at sejle der inde under klipperne, og komme ind i dette kæmpe swimmingpool. Vi hoppede selvfølgelig i og svalede os i dette lidt koldere vand.

De små både, der sejlede os derind, var blot var flettede aflange store kurve, hvor ydersiden under vandlinien blot havde fået en gang lak eller beg eller noget andet, der kunne holde vandet ude. Det var ikke for godt “vores” båd kunne, for vandet piblede ind, og bådmanden måtte øse vand for hver ca. 5 min.
Vi kom op i bådene igen og blev sejlet ud, men Ella valgte at svømme hele vejen. 

Vi sejlede videre til en anden ø, og her skulle vi bese en meget stor grotte. Vi lagde til ved kanten og gik ind i grotten. 
Derindefra var det fantastisk flot at kikke ud på det klare blå vand med grotteloftet og de mange drypsten i loftet som silhuet. Hulen gik et stykke ind i bjerget, og vi var inde for at udforske den.

Efter at have badet et par gange mere, var det tid til at sejle hjemad. Hjemturen blev fantastisk flot. Det begyndte at blive mørkere, og solen sank mere og mere.

Solnedgangen var fantastisk flot.

 
Da vi nåede havnen ved 19-tiden, var det blevet mørkt. Vi gik op på hotellet for lige at nette os lidt inden middagen, men vi lagde os lige i 5 min. - som pludselig blev til næsten en hel time. Så vi kom for sent til middagen, som vi fik på den samme restaurant, hvor vi spiste morgenmad i morges. Allerede ved 21-tiden gik vi hjemad og slappede derefter af på hotellet inden vi gik i seng.

Torsdag den 21-09-95.
Vi stod op i dag ved 7-tiden og spiste morgenmad på hotellet. Den bestod af flutes og æggekage med kaffe/the
. 
Vi blev kørt ned til havnen igen og gik nu ombord i en båd. Det var ikke den samme som i går. Denne her var lidt bedre. Vi sejlede igen ud mod øerne, og under turen derud nød vi solen på taget af både.

Vi lagde til ved en ø med en grotte og var inde for at bese dens indre. Lidt primitivt land-gangsforhold, men ingen faldt da i vandet. Vi gik langt ind i grotten, og der var ingen afmærkede stier og intet rækværk.

Heller ikke noget lys, og det var kun mig, der havde en lommelygte med. Guiden havde dog en stor gaslygte, men da vi var kommet allerlængst ind, sprang lysnettet i den, og vi havde nu kun min lille lommelygte. Så vi måtte nærmest famle os ud til skæret af en lille lommelygte. Grotten skulle efter sigende være fuld af flagermus, men vi så kun nogle enkelte.

Inderst i hulen var der et lille hul, der gik ind til en større grotte, og der er vist derinde, dyrene bor. Vi kunne ikke komme derind, og vi kunne ikke få dem vækket, så de kom ud af hullet. 

Efter at have set grotten, sejlede vi over til en anden ø, hvor vi ankrede op og badede i nogen tid. Det var igen meget dejligt. Vandet er temmelig salt, så det bærer godt oppe. Efter badet, var der dækket op med lunch på båden, og den spiste vi med stor velbehag. 

Da vi kom i land, startede hjemturen med samme bus og ad samme hullede vej, hvilket da også resulterede i, at vi punkterede på et bagdæk efter ca. 1 times kørsel. Vi holdt langt ude på landet, hvor der kun var få huse langs siden.
Straks gik chaufføren og guiden i gang med at skifte hjul, men det viste sig, at det kom til at tage 5 timer i alt, for de kunne ikke få reservehjulet af. Vi fik derfor rig lejlighed til at se på livet på landet.

Vietnameserne er meget venlige og imødekommende og også meget nysgerrige. Det varede derfor ikke længe, før alle børn i den nærmeste omegn stod omkring os i vejsiden, og ligefrem stirrede på os. Lidt efter lidt kom også de voksne, men de holdt sig i begyndelsen lidt i baggrunden - men kom senere hen til os også.

Så snart fotografiapparatet kom frem, stillede de sig straks an til fotografering. De ville gerne se nærmere på os og også gerne røre ved vores behårede arme og se de smykker, som pigerne havde på.

Satte man sig ned, var der straks en flok omkring een, og kommunikationen foregik kun ved hjælp af fagter.

Alt er meget primitivt herude på landet. Her kører en del mærkelige små lastbiler. Det er kinesiske dieselbiler, der larmer og oser noget så frygteligt. Og så går de med så få omdrejninger, at man næsten kan tælle stempelslagene.

Her er lige 3 billeder med markarbejde. 
Kvinderne på marken høstede ris. Det er kvinders arbejde, og de gør det med håndkraft og en lille krum kniv. Først skæres risen af, så stakkes den og derefter bliver den bundet i neg. Derefter bliver den båret op på diget og derfra kørt væk på cykel, eller båret ud til landevejen.

Oppe ved vejsiden på landevejen stod mænd og knuste granit. Småstykkerne blev læsset i kurvene, og på hovedet båret op på toppen af en stor ovn, hvor det blev hældt ned i midten. Der var ild udenom granitten, og der var så varmt, at granitten smeltede. De sagde, at de brugte det fremkomne materiale til cement. Et meget hårdt og meget varmt arbejde. Vi var oppe på toppen af ovnen, men kunne næsten ikke holde varmen ud deroppe - og vi havde endda ikke et læs sten på hovedet.

Her var der også mange oksekærrer. De har en stor pukkel på ryggen lige bag halsen, og det er så smart, at man blot kan lægge “åget” ned på halsen af oksen, og så kan den trække kærren ved hjælp af puklen, uden at den behøver at blive bundet til kærren. Disse køretøjer var der i hundredvis af. 

Endelig - efter 4 timers ventetid var chaufføren færdig med at skifte dæk, og vi kunne komme af sted igen. Børnene vinkede farvel. 
Der var bare den hage ved det hele, at reservehjulet ikke var pumpet op, så vi måtte køre et par hundrede meter tilbage, idet der dér var en mand, der havde en kompressor. Den blev kørt frem af garagen og forsøgt startet. Den blev drevet af en dieselmaskine, som nok var lidt for gammel. Han fik den aldrig startet, og chaufføren måtte køre til nærmeste by. Det tog endnu 1 time, hvor vi ventede i vejsiden igen.

Lige overfor var der dog een af vejkantens utallige småkiosker, d.v.s. et par småstole og et glasskab med de ting man kunne købe. Her kunne man købe hjemmebrygget øl til næsten ingen penge, men det smagte også derefter. Det var de eneste drikkevarer der var kolde, idet der var isklumper omkring dunken. Disse blev dog også brugt i colaerne til afkøling, så de fleste fik lidt væske.

Endelig kom vi af sted mod Hanoi, og efter en lang og ligeså livsfarlig køretur kom vi endelig til byen. “Vores” hotelvært var vist sur over, at vi ikke havde købt turen hos ham, for han havde ingen værelser ledige, sagde han - ud over nogle til 4o $
Efter lidt snak frem og tilbage “fandt” han dog et værelse frem med 2 dobbeltsenge, som vi kunne få for 2o $, og her kunne vi være alle 4. Der var så også både TV og aircondition, men det brugte vi ikke nogen af delene. Vi var først i Hanoi kl. 2o.3o og aftensmaden købte vi på cafe Real Darling. Den smagte vidunderligt, og den kostede kun 35 kr. for os alle 4, inkl. 1 liter vand, 4 colaer og 2 store kinesiske øl , som for øvrigt smager udmærket.

Gadeliv i Hanoi.

i

Fredag den 22-09-95.
Til morgen var vi på stationen for at købe togbilletter sydpå. Vi havde besluttet at rejse til HUE, den gamle kejserby, halvvejs nede i Vietnam. Der er en speciel billetluge til udlændinge, og det er helt officielt, at udlændinge betaler dobbelt så meget for billetten, som de indfødte gør. Vi købte billet og plads til nattoget i nat, og den ca. 700 km. lange køretur vil tage 15 timer. Vi var magelige, så vi købte ikke den billigste billet - til hard-seat - men valgte “soft-seat”, og så var det endda med fortæring serveret undervejs. Vi valgte heller ikke det billigste bumletog, men tog det næsthurtigste eksprestog, hvilket alt sammen gjorde billetten noget dyrere. Billetten kostede 253.ooo dong = 137 kr. pr. stk. På vej hjem fra stationen kom vi forbi byens “Dahls Varehus”. Udvalget er ikke ret stort, men der er heller ikke ret mange kunder. Folk køber deres ting ude på gaden, hvor de som regel kan prutte prisen godt ned. I varehuset var der faste priser. Vi spiste frokost på Darling Cafe, hvor vi fik bananpandekage til 1½ kr. En dejlig sprød pandekage m. bananer indeni, og med smeltet chokolade ovenpå. Uhm. Derefter var det tid til lidt shopping. Ella købte en flot håndbroderet 12-personers dug m. servietter for 8o kr., og jeg købte tropehjelm for 1 $ og en opiumspibe af vandbøffelhorn.

Typisk gademarked i Hano

Resten af eftermiddagen blev brugt nede ved Hoan Kiem søen, hvor vi sad under de skyggefulde træer ved søbredden fik skrevet vores brevkort til Danmark. For vores vedkommende blev det til omkring 2o stk. i alt. Vi gik så på posthuset og købte frimærker, klistrede dem på kortene, og forlangte hos postekspedienten at se på, at hun stemplede kortene. Det blev hun vist sur over. I hvert fald gav hun os blot stemplet, og så kunne vi selv stemple.
Vi havde fået at vide, at sådan skulle vi gøre, for ellers piller ekspedienterne frimærkerne af og sælger dem een gang til - selvfølgelig denne gang til egen fordel. - Og så kommer vores kort aldrig frem. Fra posthuset fik vi også lige ringet hjem. Det var dyrt at ringe. Små 2 min. kostede næsten 5o kr. Samtalen gik dog fint igennem.
 
Vi hentede vores bagage på hotellet og lejede cykloer til banegården. Pigerne fik prisen presset ned til 2.5o kr. pr. cyklo, og når vi skulle have vores bagage med, blev vi nødt til at leje 4. Det er sjovt at opleve byen fra en cyklo. Det er dejligt behageligt at blive transporteret rundt i den myldrende trafik sådan på 1.parket.
Toget skulle køre kl. 19.30, og vi skulle være der 1 time før. Toget fyldtes efterhånden, men der var ikke propfuldt - i hvert fald ikke i vores togvogn. Vi kørte præcis. Sjovt at se Hanoi fra togsiden. Det er som regel de dårligste kvarterer toget kører igennem, og det sås også tydeligt. Overalt vrimlede det med folk. Blot der var en lille skur el.lign., havde folk slået sig ned. Og børn i massevis gik langs skinnerne og passede sig selv. Moderen var dog sjældent ret langt væk, eller også blev de passet af deres større søskende. Vinduerne i hele toget stod helt åbne, og ventilatorerne i loftet kørte på fuld drøn - og alligevel var der varmt i toget. Vi bumlede sydpå med skiftende fart, og herude på landet kunne vi intet se, for her var bælgravende mørkt. 
Der kom kioskvogn igennem toget, men vi skulle ikke købe noget hos dem. Hygiejnen var ikke noget at råbe hurra for. Drikkevarerne skulle køles ned, og dåserne blev bare lagt i nogle isklumper. De samme isklumper tog betjeningen med beskidte fingre og fyldte i folks bestilte sodavand og så fremdeles.
Ved 22-tiden lagde folk deres ryglæn bagover og blundede ind. Det gjorde vi også og faldt da også snart i søvn og sov nogenlunde helt til HUE.

Her fra Rock Pipe havde amerikanerne deres udkikspost, som vietcong ikke kunne skyde op til.

Søndag den 24-09-95.
Vi mødte ved turistkontoret kl. 6.15. En Toyota Hiace ventede og vi var 10 gæster, som skulle med. Vi kørte nordpå ad hovedvej 1 til byen DONG HA, hvor vi købte morgenmad på en lille gaderestaurant. Her stod guiden også på. Hun var en sød og dygtig ung dame, der fortalte en masse om stedet og om krigen. Herefter kørte vi på tværs af landet ad hovedvej 9 og op i bjergene mod Laos. Vejen blev dårligere og dårligere. Her på stedet er landet smallest, kun 85 km. Den demilitariserede Zone lå 5 km. på hver side af floden, der løber næsten på den 17. breddegrad. Hovedvej 9 går umiddelbart syd for DMZ, og det første sted vi standsede var ved et bjerg, som ragede lidt op over de andre. Det hedder Rock Pipe, og det var et sted, hvor USA havde en udkikspost. Man kunne kun komme derop med helikopter, og det var så højt oppe, at Vietcongerne ikke kunne skyde derop. Der er blevet slagtet mange mennesker i dette område - mærkeligt at stå midt i det.
Mimoserne blomstrede, og man kan ikke lade være med at tænke på krig, når man rører ved bladene af en mimose. Planten reagerer på berøring på den måde, at den folder sig fuldstændig sammen med det samme og ser ud som om, at den er død. Måske er det ingen tilfældighed, at den gror overalt her i dette krigshelvede.

Derefter fortsatte vi ad hovedvej 9 og kom forbi en landsby, hvor vi standsede op. Her bor et etnisk mindretals-folk, som er blevet tvangsforflyttet hertil fra bjergene ved Laos, fordi ingen andre ville bo i området under og efter krigen. Disse mennesker taler end ikke vietnamesisk, end ikke landsbyens høvding, som vi først måtte aflægge et besøg. Under stråhytterne render der høns og grise. Og grisene er rigtige vietnamesiske hængebugsvin. Disse mennesker lever utroligt fattigt, men de ser glade ud. De lever af det, de kan finde i skoven, og det de dyrker i de få lyspletter, der er i skoven, bl.a. majs og jordnødder, som lå til tørre overalt. De lever også som folk gjorde for 100 år siden. Høvdingen bød på the i hans stadsstue, og det var den grønne vietnamesisk te, som ikke smager ret godt. Vi blev endda budt til at sidde på hans pæneste sovemåtte. Kvinderne her i landsbyen maler stadig riskorn til mel i en krukke ved hjælp af en pæl, som de stamper ned i risen.

Børnene i byen fulgte os lige fra vi kom, til vi kørte igen. De er glade og nysgerrige børn, som flokkedes omkring os, både inde i høvdingens hus, og da vi bagefter gik rundt i landsbyen.

Vi fortsatte videre mod øst og kom til et sted, hvor der var bygget en fin hængebro over en flod. Vejen over broen gik mod syd, parallelt med statshovedvej 1. Denne bro blev bygget af Cubanerne efter krigen som en solidaritetserklæring til de nordvietnamesiske tropper, som jo havde vundet krigen. Under krigen var denne vej nemlig en meget vigtig vej, idet det var en del af Ho Che Minh Stien, som var en hemmelig vej på langs af landet, benyttet at Nordvietnam til transport af våben og fødevarer til deres allierede Vietconger i Sydvietnam. Efter krigen var der ikke længere brug for en hemmelig vej, så siden har man brugt hovedvejen, og broen har aldrig haft nogen som helst betydning. Det er lidt typisk kommunistisk. Prestigeprojekter til ingen verdens nytte. 
Disse Ho Chi Minh Stier strakte sig hele vejen fra nord til syd. Det var som nævnt hemmelige stier, som for det meste lå oppe i bjergene eller inde i regnskovene, hvor de ikke kunne opdages fra amerikanernes helikoptere. Af og til blev de alligevel opdaget og efterfølgende ødelagt, men så lavede man bare en ny Ho Che Ming Sti. Det siges, at der således har været 15-16.000 km. Ho Che Minh Sti i alt. Herinde på bredden ved broen sad en folk kvinder fra bjergstammerne længere oppe. De bar anderledes tøj, og alle kvinderne røg pibe.

Vi fortsatte ad vejen østpå til små 10 km. før grænsen til Cambodja. Her besøgte vi området, hvor der under krigen lå en amerikansk base, Khe Sanh Combat Base. Her i dette område fandt nogle af de mest skrækkelige slag sted under Vietnamkrigen.
Amerikanerne spredte gift fra luften som fik træerne til at gå ud, så de bedre kunne få øje på Vietcongerne, og endnu er der ikke ret meget der vil gro på stedet. Det gav mange varige skader, bl.a. gik det ud over befolkningens gener, og mangen vanskabt barn er født siden. Her blev dræbt 10.000 Nordvietnamesere og 10.000 Sydvietnamesere under krigen, men ikke ret mange amerikanere. Her på dette sted, hvor der nu kun var bare sletter og ikke ret meget bevoksning, solgte souvenirsælgerne gamle patroner, amerikanske “kadaver-skilte”, gamle Zipo-ligthere og lign. Der er intet tilbage af basen. Samtlige mursten er hentet af lokalbefolkningen og benyttet til deres huse. Utallige sprængte mandskabsvogne er stadig i tjeneste i området som kyllingehuse eller er indbygget i den bagerste del af et køkken. Der er stadig mange aktive sprængstoffer i området, og vi var blevet advaret mod at gå uden for stierne. Siden krigen er der her i DMZ gravet mere end 17 mill. stykker virksom ammunition op - til en pris af ca. 2ooo lemlæstede og døde.
Området er nu plantet til som gummiplantager, men træerne er endnu ikke så store, at de kan tappes for gummi.
Vi kørte ad den samme meget dårlige vej tilbage til Dong Ha. Vi mødte igen de utallige store gamle lastbiler og busser, som næsten alle har haft sprængte kølere. Så lægger man bare en 2oo liters olietromle op på taget, fylder den med vand, og forbinder den med motoren, og så har man kølervand igen. Vandet forsvinder igen ud af en slange på siden af motoren og overalt er der lange striber af vand på vejene som spor efter disse køretøjer. 
I Dong Ha spiste vi frokost på vores morgenmadsrestaurant, før vi kørte nordpå over Den demilitariserede Zone.
Grænsen var Ben Hai floden, som lå naturligt midt i et ca. 10 km. bredt lavlandsbælte på tværs af landet.

Vi kørte op til området ved Vinh Moc, som under krigen var en landsby, der gravede sig ned. 
I nærheden ligger også My Lai, som var en landsby, hvor amerikanerne udførte den største og mest omtalte massakre under krigen. Den fandt sted den 16.marts 1968, men blev først kendt flere år senere. Da den blev kendt, vendte verdens øjne sig mere eller mindre mod USA, og krigen gik derefter mod enden. Vi besøgte ikke stedet, men det kan oplyses, at amerikanerne i My Lai slagtede 100-150 uskyldige landsbyboere den dag, både mænd, kvinder og børn.
I Vinh Moc, er der lavet en slags museum over den kendte nedgravede landsby. Herefter blev vi ført ned i tunlerne. I starten var den bred og høj, men længere nede var den kun 1½ m. høj og 6o cm. bred, så det var ikke rigtigt noget for os store nordboere. 
Hernede levede landsbyens befolkning i 9 år. De havde gravet i alt 2,5 km. tunler, som de benyttede dels som beskyttelse mod bomber, men også som beboelse. Langs gangene var der små sidegange, hvor hver familie havde deres “lejlighed” på 1½x2-3 m. Det tog 18 måneder at bygge tunlerne, og jorden de gravede ud, sejlede de ud på havet med om natten i små både. Alt blev gravet med håndkraft. Hernede boede der 1200 mennesker, og der blev i den tid født 170 børn hernede. 
Vores guide rundt i tunlerne var een af dem, der har boet her. Han fortalte, at han var 7 år, til han blev sendt ud af byen for at komme i skole. Han husker endnu, hvordan jorden rystede, når der blev bombet ovenover. Han virkede også meget nervøs. Han turde næsten ikke gå rundt om et hjørne i tunlerne, uden at han først havde luret rundt om hjørnet og lyst med sin lygte. Måske var der også for at se efter slanger, som jo elsker at være i disse tunler.

 
Da vi endelig kom ud af tunlerne igen, kom vi ud af en udgang i en skrænt lige ud til havet. Her var vidunderligt. En lang, bred hvid badestrand, hvor der kun var nogle fiskere, der arbejdede ved deres småbåde på land. Dejligt med et svalende bad efter at have kravlet gennem de trange tunler. Også her var der børn, der forsøgte at sælge kolde øl og cola, og det lykkedes dem også nemt. Vi trængte.

 
Vi kørte herefter tilbage til Ben Hai River (grænsen) og broen over den, Hien Luong Bridge. Den blev bygget af Cubanerne efter krigen, efter at den der var der under krigen, var blevet ødelagt. Den gamle bro var eneste vej mellem Nord- og Sydvietnam, og der var en hvid streg på tværs på midten. Broen var stærkt bevogtet på begge sider. Nordvietnameserne havde malet deres halvdel af broen rød, og Sydvietnameserne havde malet deres del gul. Den må have set sjov ud. Man er nu ved at bygge en ny ved siden af, for denne er efterhånden blevet for lille. Ved siden af broen stod der også et rædsomt monument, bygget af regeringen. Sådan nogle står der mange af rundt om i Vietnam. Det er nogle store grimme betonmonumenter, alle med stjernen og soldaten som en vigtig del af udsmykningen. Her er ligeledes spor af krigen, idet der på dette strategisk vigtige punkt selvfølgelig var bygget flere af krigens beskyttelsesbunkere. 
Derefter kørte vi 90 km's kedelig bilkørsel tilbage til Hue, næsten med hornet i bund hele tiden og fjedrene strakt ud i yderste positioner. Vi slappede lidt af på hotelværelset og vi valgte at spise i hotellets bar.

Mandag den 25-09-95.
I dag skal vi se på kejsergrave. Vi havde bestilt en båd på turistkontoret aftenen før. Vi mødte på “turistkontoret”, hvor en bådejer stod og ventede på os. Vi blev vist vej ned til floden, hvor vi gik ombord i hans store dragebåd.
Vi havde betalt i alt 16 $ for at leje båd og fører hele dagen. Bådføreren havde kone og et lille barn med, og vi tror nok, at de bor i båden. Manden spurgte os, om vi ville spise lunch ombord, og han ville have 15000 dong pr. mand. Vi sagde ja tak, selv om det jo kostede 7,50 kr. Han ville gerne have pengene forud, og det fik han. Han sendte straks konen af sted til markedet for at handle ind til lunchen. De kunne garanteret ikke selv lægge penge ud. Imedens sejlede vi til det første stop på vores tur, Thien Mu Pagoden, som ligger lige i udkanten af HUE. Herfra var der en fantastisk udsigt over floden, “Duftenes Flod”. Det var gratis at besøge pagoden, og den var holdt nogenlunde i stand. Den dækkede et stort areal, og der var flere større og mindre tårne. En pagode er et navn for det, vi kalder kirker. Pagoder er for budister. Her ved denne pagode gik også munkedrenge, som var mærkeligt klippet. De gik rundt og holdt området pænt. Thien Mu Pagoden skulle være den flotteste i hele Vietnam.. Den blev grundlagt helt tilbage i 1601 og har bestået siden . I 844 blev der bygget et 7-etages 8-kantet tårn, hvor hver etage symboliserer Buddas 7 reinkarnationer. I pagoden er der ved alteret en meget stor forgyldt statue af den leende (og tykke) Budda og 3 mindre buddaer i glasmontrer.
Der var en flot have og park ved pagoden, og i en åben garage holdt den gamle blå bil, der sås i baggrunden af det foto af en selvmordsbrændende munk, som gik hele verden rundt i 1963. Dengang var der en del munke der brændte sig selv offentligt i protest mod den sydvietnamesiske præsident Diem.s politik, specielt mod buddhismen. Han var selv katolik.
Inden vi sejlede fra templet, kom bådførerens kone tilbage fra markedet med friske råvarer til lunchen. Hun gik straks i gang med at tilberede maden - ude bagved. Så fortsatte vi sejlturen op ad floden. Der er livligt på floden. Overalt sejler turbåde og arbejdsbåde rundt. Mange af dem henter sand fra flodbunden. Folkene kravler udenbords, dykker ned til bunden og fylder en kurv med sand, som de så hælder op i båden over siden. Sandet bliver brugt til byggeri inde på land, men sikke et arbejde for så lidt.
Familiens lille dreng på omkring 1 ½ år, var meget nysgerrig, men han var også genert, så han kom ikke hen til os. Drengen har også en storesøster, men hun var i skole. Derudover havde de haft et barn mere, men det var faldet udenbords og druknet. Det samme er sket for mange af disse mennesker, som faktisk lever på floden - fortalte familien. 

Nu skulle vi ud at se på kejsergrave. Kejsergravene ligger spredt på begge sider af Duftenes Flod i bakkedragene vest for Hue. Dynastiet havde i alt 13 kejsere, men kun 7 af dem regerede til deres død, så der er kun 7 grave hér. Deres grave følger mere eller mindre et fælles mønster med en stor murstensbelagt gård, hvor der står figurer i sten af elefanter, opsadlede heste, civile og militære mandariner m.m . Foran står mindepavillonen og en stor mindesten af marmor eller sten, hvor den afdøde kejsers biografi er indhugget med gamle vietnamesiske skrifttegn. Normalt er de forfattet af efterfølgeren, men kejser Tu Duc skrev sin egen. Bagved ligger templet, hvor de kejserlige ejendele er udstillet. Her sørgede enkedronningen for, at der altid brændte røgelse og aloetræ foran alteret. Bagved og på den anden side af templet ligger husene til kejserens konkubiner, tjenere, eunukker og soldater, der vogtede graven. I nogle af mausoleerne blev der bygget en særlig pavillon i midten, hvorfra kejseren selv kunne dirigere byggeriet af graven og slappe af på varme dage. Mausoleerne blev nemlig altid bygget før kejseren døde. 
Vi kom først til Tu Duc.s mausoleum, som blev opført i 1864. Tu Duc regerede i 36 år. Mausoleet er et kongeligt palads i miniatureformat, og det ligger fantastisk smukt ude midt i regnskoven. Vi måtte gå 1½ km. fra floden, før vi kom derop. Man ville have 5 $ i entre, (vietnameserne gav dog kun 5ooo dong = 2,5o kr.), så ingen af pigerne gad bruge penge på det. 
Kun jeg, videoen og kameraet gik derfor ind, først til minde-pavillonen, hvorfra der var en god udsigt ud over slotsgården. Bagved lå den pavillon, hvor kejseren tilbragte sin sidste tid med hvile, badning og fiskeri . Den ligger midt i en stor dam, som er en del af en slags voldgrav omkring mausoleet. Den er fyldt af lotusblomster, men de blomstrede desværre ikke, da vi besøgte stedet. 
Desværre viste det sig, at alle mausoleerne er i en forfærdelig dårlig stand. De kunne være så flotte, men er slet ikke blevet vedligeholdt. Lidt murrensning, maling, oprydning og havearbejde ville gøre stederne til nogle meget flotte turistattraktioner.
Da jeg havde set mausoleet fandt jeg pigerne siddende hos en lille familie, der havde en bod ved deres stråhytte. De solgt drikkevarer, og datteren var god til at snakke engelsk, så de havde rigtigt fået snakket noget, og pigerne havde hørt noget om vietnamesernes hverdag.

 
Vi sejlede videre til et knæk i floden og lagde til på spidsen, hvor kejser Hon Chen.s mausoleum lå. Det var ikke ret stort og lå bygget op ad klippeskrænten. Vi var ikke inde at se, men nød blot den flotte udsigt over floden fra klipperne.

Vi sejlede ud i floden igen og fandt et sted, hvor der ikke var for meget strøm. Ankeret blev smidt, og så blev der dækket op til lunch - på gulvet. Maden havde konen lavet ude bagved, hvor der ikke var meget plads. Hun havde kun et simpelt petroleumsapparat, men sikken en mad hun kunne fremtrylle herpå. Sovemåtterne var blevet bredt ud midt på gulvet i den overdækkede kabine, og en masse krukker og skåle blev stillet frem. De indeholdt alverdens gode mad. Der var næsten alle slags grøntsager, både varme og kolde, stegt fisk, kæmperejer, okse- og grisekød, forårsruller og æggeretter. Derudover fik vi hver en skål ris og 2 pinde, og så kunne vi bare lange til. Man spiser sin egen ris af sin egen skål, men resten deles man om. Man langer bare til skålene i midten med sine pinde, og man spiser så længe man kan. Vi kunne købe drikkevarer til, både øl, vand og cola. Alt smagte bare himmelsk. Da vi var mætte havde vi ikke engang fået spist halvdelen, men så fik familien da også noget at spise i dag - og måske også til i morgen. 
Under vejs til næste mausoleum slappede vi af i skyggen. Vi sejlede nu længere op ad floden og stod af ved en lille landsby, hvorfra vi skulle gå et par km op til kejser Khai Dinh.s mausoleum. Det kunne ses langt væk fra, og det så meget flot ud beliggende derude i regnskoven på bakken. Det ligner et europæisk slot, hvis arkitektur er en blanding af øst og vest. Det er lavet af jernbeton og blev først færdig i 1931, efter 11 års byggeri. Indgangen til mausoleet sker via den store trappe, der er pyntet med lange drager på gelænderet, som skulle holde onde ånder væk. 
Vi var ikke inde i mausoleet, for det gad pigerne ikke se mere af. I bogen står der ellers, at der skulle være meget smukt derinde, og at kontrasten fra det ydre indtryk, er slående.

Vi var gennemblødte af sved, da vi endelig kom tilbage til båden igen efter den lange gåtur i den stærke sol. Der var 33 gr.
Den sidste grav vi besøgte var kejser Minh Mangs. Her var vi heller ikke inden for portene, for her så også misligholdt ud. 
Vi havde herefter ca. 1 times fredfyldt sejlads hjem til Hue, og det var dejligt at sidde og kikke på livet på floden i det flotte vejr. 
Vi blev sat af på venstre bred og gik op mod “Den forbudte By”. Her kom vi forbi det kæmpemæssige flagtårn, 37 m højt og ovenpå en meget høj flagstang, hvor det vietnamesiske flag vejrede i kæmpeformat. Flagtårnet er bygget af een af kejserne i 1809 men er blevet ødelagt utallige gange siden. Sidst er det blevet genopført i 1947. Det ser også noget kommunistisk ud i sin grimme prangende storhed. Flagtårnet ligger lige inden for den ydre voldgrav og den ydre mur, som er 8 m høj og 20 m. bred. Muren er i alt 10 km. lang, og indenfor ligger den gamle kejserby - Citadellet.

Det lige her indenfor kaldes det “Den ydre Gård” (Kinh Thanh), og her står der også i alt 9 gamle hellige bronze-kanoner, hver med en vægt af 12 tons. De er aldrig blevet affyret. De 4 af dem symboliserer de 4 årstider og de 5 sidste de 5 elementer, metal, træ, vand, ild og jord. Indenfor den ydre mur bor der mange mennesker, og der er en livlig trafik ud og ind af de få porte, der fører derind. Biler er forbudte derinde. Fra pladsen ved flag-tårnet er der en port ind i den kejserlige bydel. Herinde havde ingen almindelige folk adgang i gamle dage, og derfor blev det altid kaldt “Den forbudte lilla By”. Nu kunne vi komme derind mod betaling, og man kommer ind bag murene i “Den gule Gård”, (Hoang Thanh). Herinde boede mandarinerne og soldaterne, som beskyttede kejseren.
Inderste gård, selve kejsergården, er der adgang til af en bro over en indre voldgrav, og lige indenfor ligger paladset Thai Hoa. Det var det vigtigste sted i kejserbyen, for det var her, kejseren modtog audiens. Det er i en glimrende stand og er netop færdigrestaureret med penge fra Unesco og japanske pengemænd. Indenfor i selve kejserbyen var der ikke ret meget at se. Næsten alle de sikkert meget flotte palæer m.m. er blevet ødelagt af bombninger under Vietnamkrigen. Enkelte palæer er dog tilbage, bl.a. en flot bygning, “Thai Binh Lau”, som var det kejserlige bibliotek. 
Kejserens mange bygninger er nu enten i en meget sørgelig forfatning, eller helt væk. Parken ser forfærdelig ud, men man kan tænke sig til, hvor dejligt og fredfyldt der har været her inde bag 3 hold beskyttende mure. På vej ud af Den forbudte By var vi lige inde at se den yderste færdigrestaurerede bygning. Der var meget flot indenfor og her hang der et gammelt maleri af stedet i gamle dage før bombningerne. Her kunne man se, hvordan det hele forgik ved hoffet dengang. 
På hjemvejen gik vi forbi markedspladsen, hvor der var en virvar af mennesker, både kunder, “osere” og handlende. Overalt blev der handlet, og der blev handlet med alt, lige fra friske griseører og hønseindvolde til alle former for tøj og isenkram. Det var sjovt at gå rundt i dette mylder, og det var efterhånden ved at blive mørkt. 
Aftensmaden spiste vi på en lille restaurant lige ved siden af vores hotel. Værterne var meget flinke, og efter middagen, gav de vietnamesisk the. Vi var trætte i dag, så allerede kl. 19.30 gik vi hjem på hotellet og slappede af resten af aftenen. 
På turistkontoret bestilte vi forinden “minibus” til den videre færd i morgen. Turen sydpå er både transport og udflugt. Der er holdt pauser undervejs på besøgsværdige steder, og derfor ville det tage lidt længere tid, end normalt. Turen til Hoi An kostede 8 $ pr. passager.

Tirsdag den 26-09-95.
Bussen hentede os kl. 8, og det viste sig, at vi var 7 i alt, der skulle med til Hoi An. Chaufføren var en rolig mand, og han kørte pænt. Det var ikke så nervepirrende som sidst, selv om trafikken var magen til. Vi havde god plads i bilen - og sydpå gik det - gennem rismarker og landsbyer. 1. stop var ved den skønne strand, LANG HO. Den lå ved kanten af bjergene, og det var et meget dejligt sted, med en 1.klasses strand. Der var også faciliteter til strandgæsterne, men der var ingen strandgæster - andet end os. Vi havde 3/4 times pause, og Ella benyttede sig af lejligheden til at tage et bad i Det sydkinesiske Hav.
Derefter var det tid til bjergkørsel. En mindre bjergkæde strakte sig her syd for Lang Ho helt inde fra grænsen til Laos og helt ud til havet, så vi måtte ovenover. Det blev en klatretur ad snoede serpentineveje, hvor vi kørte forbi den ene bus og lastbil efter den anden, som var brændt varme eller helt sammen. Ellers var der noget i vejen med mekanikken. Vi kom bl.a. forbi en bus, som stod med bagenden på donkrafte, medens hele bagtøjet lå skilt ad i tusinde stykker. Imedens måtte passagererne pænt vente i skyggen. Vores minibus kunne sagtens klare det, og fra højderne så vi den ene flotte udsigt efter den anden. 
Vi holdt pause på toppen ved bjergpasset, og herfra kunne vi se til begge sider. Fantastisk flot udsigt. Nu fortsatte nedturen mod DANANG, som vi blot kørte igennem. Det er en by med 4oo.ooo indbyggere, men der er intet særligt at se.

Fortsatte ud mod havet igen til Marble Mountain, som er et mærkeligt naturfænomen. 5 store klippetoppe rager op af det ellers helt flade landskab. De er af marmor, deraf navnet. I flere af klippetoppene er der store huler og grotter, og de har været benyttet til mange ting. Først og fremmest var der templer i næsten alle sammen, men den største af dem, har også været brugt til felthospital af Vietcongerne under krigen. I starten vidste amerikanerne nemlig ikke, at hulerne var der, og Vietcongerne kunne kravle op på toppen og derfra se ned på stranden, som af amerikanerne blev kaldt China Beach. Hertil blev soldaterne fløjet, når de skulle slappe lidt af fra krigens rædsler, men de blev afluret. Der var en fantastisk god udsigt der er fra toppen til stranden. Da amerikanerne endelig opdagede Vietcongerne, bombede de stedet, men de fleste huler holdt. Den store hule havde ældgamle religiøse indskrifter og figurer. Bombningen førte til, at der gik hul i loftet, og det gav nu et speciel lyseffekt, når solen skinnede ned gennem hullet. Drypstenene i loftet viste forskellige figurer, og en hulning i klippen virkede som en bongotromme, men var uden skind.
Den næste hule vi kom til var også en slags tempel, og den blev kaldt “Himlens Grotte”. Vi gik således igennem himlens port og kom ind i en hule, hvorfra vi skulle kravle i en meget snæver tunnel opad - indtil vi nåede toppen af klippen . Dette sted var himlen. Her var også en himmelsk udsigt. Samme vej tilbage og i stegende hede. Vi var hurtigt gennemblødte af sved, for der var såmænd ikke køligere inde i grotterne, end udenfor. Den næste hule vi kom til hed “Helvede”, så den sprang vi over. På vej nedad kom vi forbi en pagode, som blev bygget udenfor hulerne for et par år siden. Her var både en mandlig..... og en kvindelig Budda, og der var meget flot. 
Vi var blevet fulgt rundt i grotterne og på bjerget af et par store piger, og vi havde bestemt for os selv, at de egentligt havde været så dygtige guider, både med deres vejvisning og deres forklaringer om, hvad det var vi stå - på rimeligt godt engelsk, - at de skulle have drikkepenge for deres hjælp. Det er ikke normalt at give drikkepenge her i landet, for det er regeringens holdning, at drikkepenge-systemet er med til at undergrave servicearbejdernes løn, idet arbejdsgiverne så bare vil trykke lønnen. Vi var alligevel overraskede over, at de ikke ville tage imod de 5ooo dong (2,5o kr.) vi tilbød dem. De sagde, at deres lærer havde forbudt dem at tage imod drikkepenge blot for at vise rundt. Det var almindelig høflighed, som ikke koster noget. Men vi måtte meget gerne købe nogle af deres varer, som de også gik rundt og solgte til turister. Det var souvenirs af forskellig art, og vi købte en lille elefant i marmor for 1$ og et grønt marmorarmbånd for 2 $, og så var pigen lykkelig. Det var dejligt med et par kolde colaer for foden af klipperne, efter at have gået de 180 trin nedad. Hernede ventede det øvrige rejseselskab på os. De havde ikke “gidet” gå de lange vej, men de gik nu glip af noget. 
Vi fortsatte nu i minibussen de sidste kilometer ned til HOI AN, hvor vi ville tilbringe et par dage. 

Hoi AN er en charmerende by, der ligger ved Thu Bon flodens bredder ca. 5 km,. før udløbet i Det sydkinesiske Hav, ca. 25 syd for DANANG. Hoi An er een af de eneste lidt større byer, som mærkværdigvis ikke blev bombet under krigen, så her var en mulighed for at se, hvordan en by har set ud førhen. I begyndelsen af 1980-erne har Unesco og den polske regering taget initiativ til at kortlægge og restaurere bevaringsværdige bygninger i byen. Den ældste gade i byen, “Le Loi”, er over 4oo år gammel. I den gamle by ligger der mere end 20 gamle slægtsgårde, som stadig er beboet af slægternes efterkommere. Flere er restaureret og bliver vist frem for turister. Ved ankomsten til byen var der også her en masse cykloførere, der ville “sælge” netop deres hotel. 
Vi valgte at indlogere os på HUY HOANG Hotel, som lå lige ned til floden, med terrasse ud over flodbredden. Her var der dejligt, og værelserne var rimelige. Pigerne synes det var lidt dyrt, for det kostede 8,5 $ for et dobbeltværelse pr. nat. Her var “fan” (vifte) og toilet 
og bad m. varmt vand, og myggenet over sengene. Man havde endda gjort så meget ud af det for gæsterne, at der på badeværelset stod 2 tandbørster parat til gæsternes brug. De var ikke helt nye.
Efter at have pakket ud, gik vi ud for at bese byen. Pigerne rundt på de hoteller, vi kom forbi, og de bestemte, at vi skulle flytte i morgen til et billigere hotel på den gamle hovedgade Le Roi. Vi kunne kun acceptere, for vi rejste jo på deres præmisser, selv om vi synes, at det hotel vi havde indkvarteret os på, lå meget dejligt. På vores vandring i byen kom vi forbi en børnehave, Børnene sad på det tidspunkt i lange rækker og ventede på at få vasket hænder, formentlig efter at have spist. De sad sødt og småsludrede, og ventede blot på, at det blev deres tur. Ingen slåskampe eller skænderier blandt dem. Der var kun et par voksne til at se til alle børnene, vel omkring 75 stykker. Børnene så ud til at have det dejligt og hyggeligt. 
Også i denne by er der småforretninger overalt. Alle slags handlende, håndværkere og servicefag har deres “butik” liggende hulter til bulter rundt i byen, men tit med samme slags forretninger i hver gade - således en slagtergade, en skræddergade, en skogade o.s.v.
Hoi An er skræddernes by i Vietnam, så de dominerede nok byen en smule. Christinas sandaler var ved at tabe sålen, så vi fandt hurtigt en lille skomager, som venligt og hurtigt reparerede den. Han ville ikke engang have noget for den klat lim han brugt. 
Og sandalen holdt til resten af turen.

Vi skulle selvfølgelig også se byens markedsplads. I de fleste lidt større vietnamesiske byer har man lavet overdækkede markedspladser, d.v.s., at man har bygget nogle store haller, hvor folk kan stille deres boder op. Alle de steder vi så, så de ud til at være bygget for små, for også udenfor var der mange boder i den nærmeste omegn. Det er altid spændende at gå rundt på sådan et marked. Alt kan købes, hvis ikke det ene sted, så det andet. Og man skal prutte om prisen. 
Ved floden var der selvfølgelig fiskemarked. Folk flokkedes om de både, der kom ind med frisk fist. Der var fisk i alle størrelser, og dem der blev solgt flest af, var små fisk på kun 4-5 cm. længde. Gu` ved hvad de bruger dem til - eller til hvilken ret - for de bliver selvfølgelig spist. Hygiejnen er ikke som den danske. Stadsdyrlægen ville falde besvimet om, hvis han så det. Lige midt i det hele, sad bl.a. en gammel kone og “møgede” sig lige midt i rendestenen.
Vi gik tilbage til vores hotel, fik et bad og nød det sidste solskin på terrassen ved floden. Det var sjovt at sidde her og se det travle liv på floden. Børnene legede ved bredden og i vandet. De sprang på hovedet og svømmede hundesvømning. De skulle rigtigt vise sig for os udlændinge. På hotellet kunne man også købe mad, så vi blev på terrassen i mørkningen og spiste middag her. Vi fik en dejlig pizza og dertil øl og cola, og det kostede den nette sum af 30 kr. for os alle 4.

Så skal vi på sejltur.

Opvask i floden

Torsdag den 28-09-95.
I dag er der ikke rigtigt solskin, så det er ikke strandvejr. Vi spiste morgenmad på BOBO og gik så en tur rundt i den gamle by. Vi var dog først på posthuset for at sende post. 
Vi gik til Nguyen Thai Hoc-gaden, hvor vi fandt frem til huset i nr. 101, som hedder Tan Ky. Det er et af de ældste huse i byen. Det er næsten 2oo år gammelt og ser i dag ud, som det gjorde først i det 19.-århundrede. Vi var inde at se det og blev vist rundt af familien, som boede i det. Det er samme slægt, som har boet der altid, og de værner meget om deres forfædre. 
Indvendigt var det noget af det flotteste bygningsværk vi så. Huskonstruktionen var fantastisk. Bjælker, stolper og hanebånd var alle i eksotiske træsorter, der overalt var udsmykket med indlagt elfenben eller perlemor i alle mulige eksotiske mønstre. Møblerne var flotte håndudskårne træmøbler, også med indlagt perlemor. Huset var ikke ret bredt mod gaden, men til gengæld var det dybt. Så dybt, at det inderste af huset havde facade ud til nabogaden bagved. Bagsiden lå ned til floden. Huset er bygget i 2 etager, hvilket var meget praktisk, for floden kan godt gå op til 5 m. over normal vandstand, når sneen smelter oppe i Laos og Cambodia, og vandet løber ud i floden og forbi Hoi An. 
Derefter et smut forbi den gamle japanske overdækkede bro fra 1593. Midt på broen lå en tilbygning, som var et tempel. Næsten lige ved siden af den overdækkede bro lå et kinesisk tempel. Det så meget flot ud udefra, så vi var lige inde og kikke på. Og der var meget flot og hyggeligt. Det hedder på engelsk: Assembly Hall of the Cantonese Chinese Congregation. Det er fra 1786. Templet er som nævnt cantonesisk /kinesisk, og er et sted, hvor kinesere og cantonesere fra hele landet kommer een gang om året for at fejre eet eller andet i deres religion. Så er der fest og glade dage i templet med musik, sang, glade mennesker og fyrværkeri i massevis. Det var meget velholdt og virkeligt smukt. Der var gjort meget ud af bygningen og dens dekorationer, og alteret var selvfølgelig noget helt for sig selv. Efter tempelbesøget var vi et smut forbi havnen, hvor vi fik lidt at spise på en lille restaurant ved floden. Vi gik hjemad og var lige et smut inde hos skrædderen ved siden af hotellet. Tøjet var næsten færdigt - og alt passede næsten perfekt. Lotte skulle have lagt sin bluse lidt ud, men ellers var alt i orden - så godt, at Ella bestilte endnu et sæt sommertøj, og Christina blev så misundelig, at hun også bestilte et sæt til hendes mor. Det blev så 3o$ ekstra, men hva`. 15$ for et sæt sommertøj bestående af silkeshorts og silkebluse, er da ikke så galt.

I Nordvietnam var vi på besøg lige i slutningen af regntiden, og nu vi skal sydpå, kommer vi til begyndelsen af regntiden - så der er vel ikke noget at sige til, at vi her midt i landet fik lidt regn. Når det regner - så regner det - og derefter holder det op igen, og det gode varme vejr fortsætter. 
Her i eftermiddag kom der en del byger, men da vi senere sad på havnen på en restaurant og så ud over floden og bådene, fik vi lyst til en sejltur, uanset vejret. Vi henvendte os på havnen ved nogle både, og vi fik lejet en hel båd - med over-dækning, så vi kunne sidde i læ, hvis regnen blev for slem. Vi pruttede om prisen og enedes om 5 $ for os alle, og det blev en tur på ca. 1½ time. Bådføreren var en meget flink mand. Han forsøgte hele tiden på sit meget dårlige engelsk, at fortælle os, hvor vi skulle hen, og hvad han ville vise os, og han gjorde virkelig en god og stor indsats. Vi sejlede ud i floddeltaet og lagde til ved en ø, hvor vi var inde at se et bådebyggeri. Her bygges både og skibe af træ på den gammeldags maner. Alt bliver lavet i hånden. Ingen søm, men trænagler. Ella fik een af dem med hjem. Den er lavet af træ, som er 800 år gammelt og fældet oppe i bjergene. Det ligner teaktræ, men er det ikke. 
Eneste maskineri var en gammel vandret-savende båndsav, drevet af en 1-cylindret gammel kinesisk dieselmotor. Til kalfatringen (tætning mellem skibssidens planker) brugte man trevlerne fra kokosnødder. De blev banket ned i revnen, og siden overhældt med smeltet beg eller andet tjæreværk. Vi sejlede videre ud på floden og stille forbi landsbyerne langs bredden. Her fik vi rigtigt set, hvordan livet leves langs floden. Næsten alt foregår ved floden. Tilberedning af mad, vask og personlig hygiejne, opdræt af ænder og krabber og ellers alt andet, hvor der skal bruges vand. Strømmen fører urenheder væk i en fart, og vandet er sikkert rent nok. Det ser grumset og brunt ud, men det er partikler fra jordbunden oppe i bjergene, som ustandselig hvirvles op. Vi sejlede forbi småøer, hvor der ikke groede andet end siv, men dem kunne de også bruge. De blev høstet og tørret og så brugt til sivmåtter eller kurve af forskellig slags. Det var sjovt at se, at der her ved floden var næsten et lige så et myldrende liv, som inde i byen på fastlandet. Alle er flinke ved os udlændinge. Børn vinker altid til os og råber “Hallo”, og når vi fortæller, at vi kommer fra Danmark (for sådan udtales det også på vietnamesisk), siger de næsten automatisk: “Good beer - Carlsberg”, eller “Number one in football”. Der går børn rundt overalt, både ude langs floden og inde i byerne. Man passer ikke sådan på dem ved vandet, som man gør herhjemme, men de er også mere vant til forholdene. I byerne går børnene rundt og forsøger at tjene lidt penge til familien ved at sælge postkort, cigaretter, hængekøjer, tigerbalsam m.m. , og i løbet af en aften på en fortovsrestaurant, kan de komme forbi både 2 og 3 gange. Vi kender snart dem alle sammen her i Hoi An, og vi har da også købt lidt af dem. Også hos dem, skal man prutte om prisen Vi købte bl.a. 25 flotte post-kort i håndlavet silketryk m. vietnamesiske motiver for 4 $ = 23 kr. Efter bådturen gik vi lige forbi markedet, hvor vi købte souvenir til at tage med hjem. Hvad er mere naturligt at købe, end en vietnamesisk “kulihat”. Vi nøjedes ikke med een, men købte 7 i alt. Vi fik dem for 5000 dong (2,5o kr.) pr. stk., og det var inkl.. flotte silkebånd. De skal deles ud til interesserede, når vi kommer hjem. Jeg købte mine egne specielle souvenirs: håndværktøj, som er typisk for landet . Jeg købte en håndsmedet høstkniv (sejl) og en større økse/kniv, som benyttes til høstning af bambus og sukkerrør. Jeg pruttede selvfølgelig om prisen, men sælgeren på markedet var vist ikke vant til turister, så han startede ikke ret højt. Jeg nænnede ikke at betale under 8000 dong = 4 kr. for begge dele, men så fik jeg også pakket dem ind, så man ikke kom til skade med dem under transporten. Sælgeren kunne ikke andet end vietnamesisk, så det må have set sjovt ud at se os 2 stå og prutte om prisen. Men vi blev enige - og begge tilfredse med handelen. Lotte og Christina var ved at være trætte, men os 2 “gamle” turister kunne aldrig få nok. Pigerne ville derfor hjem på hotellet for at slappe af. 
På vej hjem mødte vi et par turister, der kom ud fra et hus. De sagde, at de havde været inde og se huset, de kom ud fra. Det var et gammelt hus, ligesom huset Tan Ky, som vi så i formiddags. Huset ligger på hjørnet af Pham Chu Trinh og Le Loi, og det er egentligt et familiekapel. Man skulle ikke betale entre, men ved udgangen kunne man lægge en donation efter eget ønske. En ung pige bød os velkommen og bød på grøn vietnamesisk the og sukkerdyppede kokossnitter, medens hun begyndte at fortælle om husets historie. Vi sad i forstuen i elegante håndudskårne ibenholtstole, medens hun fortalte om sin families historie. Hun var den sidste af slægten i dette hus, som stammer helt tilbage til kejser Ming Mangs tid. Hendes forfader udvandrede fra Kina og giftede sig med en vietnamesisk pige. Han var så klog på de gamle kinesiske helbredelsesmetoder, at han blev byens førende læge. Selv kejseren i Hue hørte om ham og sendt bud efter ham, når han var syg. Desværre var kejseren gammel, og han døde af alderdom. Folket troede imidlertid, at det var lægens skyld, så han blev pludselig ilde set. Først langt senere blev den nye kejser (Ming Mang) klar over, at den gamle kejser døde af alderdom, og han tilgav manden og gjorde ham til mandarin - på den kulturelle side. Der var dengang 2 slags mandariner, den kulturelle, der sørgede for at skrive landets historie, skrive og læse poesi, virke som lærer og andre kulturelle gøremål, medens den anden slags mandarin, var den militante mandarin, som var ekspert i Kung Fu, og havde til opgave at beskytte kejseren og landet. Kejseren havde i taknemmelighed givet familien en ægte Ming-vase, som endnu opbevares i huset. Den var ½ m høj og meget flot. Alle Ming-vaser har et motiv med bl.a. en drage, og af denne drage kan man se, hvor værdifuld vasen er. Dragen har nemlig 5 kløer på hver fod, hvis vasen er en gave fra kejseren selv, 4 tæer, hvis den er givet af en mandarin og ellers kun 3 tæer, hvis det er almindelige folkegaver. Huset er også et bygninghistorisk værk. Alt står som for 3-4oo år siden, og huset er kun et minde om forfædrene. Alle forfædrene ligger begravet rundt omkring i landet på mere eller mindre kendte steder, men en mindestav om dem er sat i små trææsker, som alle står på mindealteret. Når det er den enkeltes dødsdag, tages æsken frem og åbnes, og personen mindes. Der sættes blomster og mad på alteret, og sågar god fransk cognac. Det er til de afdøde. Den unge kvinde, som viste rundt, var den sidste i lige linie i denne mandarinfamilie. Arven kan nemlig kun gå fra far til søn. Hun har godt nok haft 2 brødre, men de er døde i Vietnamkrigen. Så nu må hun snart afgive huset til den nærmeste mandlige slægtning, der skal overtage ledelsen af denne gamle mandarinfamilie. Hun fremviste også familiens gamle bøger, håndskrevne helt tilbage fra den første mandarin. Her er skrevet om familien på meget tyndt rispapir, og i starten skrevet med kinesiske skrifttegn, men siden med almindelige bogstaver. Alt var en korrekt familiesaga med alt om hver enkelts personlige liv og levned. Pigen måtte ikke skrive i bogen om sin generation, fordi hun ikke er en mand, men hun har læst alle bøgerne og kender familien udenad. Det på kinesisk kunne hun ikke læse, men da hun var barn, fortalte hendes far og farfar tit fra bogen. Det var et meget interessant besøg med en meget venlig modtagelse. Det var tydeligt, at pigen ærede og værnede om sin families historie og ære. 
I morgen skal vi videre sydpå. Vi har bestilt minibus, og vi har lo timers køretur foran os. Vi vil til Nha Trang og slappe af. Turen koster os 7oooo dong hver = 35 kr. 

Transport til toget i etaper under et skybrud.

Frokostpause ved Xuan Thinh.

Fredag den 29-09-95.
Vi stod op allerede kl. 053o. Det har regnet hele natten, og det regner endnu. Vi spiste morgenmad hos BOBO, og derefter skulle vi op til bussens opsamlingssted. Hotelværten kørte os på skift på sin motorcykel. Det var et syn for guder. Store hvide mennesker med en kæmpe rygsæk på ryggen - på bagsædet af en lille Honda og med en pladdervåd lille vietnameser som fører. Men vi kom til bussen alle sammen, og turen sydpå startede. 500 km. forude og med en chauffør der kørte som en brækket arm. Det var dejligt en gang imellem at få styr på nerverne på eet af de få hvilepauser, vi holdt under-vejs. 
Når Vietnameserne ikke tager toget, tager de lokalbusserne, som er nogle små høje rumlepotter uden glas i vinduerne.
De kører fuldstændigt vanvittigt. De er propfuldt med mennesker, og taget plejer at være læsset helt i top med passagerernes medbragte ting. Det kan være cykler, kurve, levende dyr og meget andet. Når man ser sådan en bus nærme sig, skal man tage sig i agt, for den tager ingen hensyn til nogen. Det er det største køretøj, der har forkørselsret, og alle andre må vige. Og de gør det søreme, uden at se gale eller sure ud.
Vi gjorde holdt i byen Thang Binh, hvor vi fik morgenmad. Byen er et møgbeskidt sted, hvor hovedvejen løber lige igennem. Det gjorde det heller ikke bedre, at det efterhånden havde regnet i flere timer, så der overalt var større eller mindre vandpytter og smadder overalt. Regnen fortsatte, indtil vi kørte over bjergpasset Sa Huynh, hvor vejret blev bedre, og det klarede op. Der var endda sol igen en gang imellem. Der var mange flotte landskaber, efterhånden som vi kom igennem lavlandet, bakkerne og bjergkæderne. Vi holdt frokostpause omkring Xuan Thinh, som ligger ude ved kysten. Her er der en mængde store udgravede bassiner, som bruges til opdræt af rejer, krabber, snegle, muslinger og søreme også frøer. Resten af turen til Nha Trang fortsatte i samme hæsblæsende tempo, med slalomkørsel mellem den langsomme trafik og med hornet og fjedrene i bund næsten hele vejen. 
NHA TRANG er en malerisk kystby og badested anlagt i 1924 og har 2oo.ooo indbyggere. Det er Vietnams mest berømte bade- og ferieby, hvilket også kunne ses af, at det ene store hotel efter det andet skyder op langs stranden. Om 10 år ligner det garanteret Gran Canaria. Stranden er blændende hvid og kilometerlang, og uden andre gæster end os og nogle få andre. Ude i bugten ligger flere øer, hvortil der arrangeres udflugter. Særligt med henblik på dykning mellem koralrevene. På øerne indsamles også fuglereder, som tilberedes på en speciel måde og sælges som en meget fin og dyr spise. I byen er der også seværdige templer og andre helligdomme, men vi ville kun slappe af nogle dage, så dem så vi ikke. Vi nåede frem til byen ved 17.3o tiden, og det var allerede mørkt. Vi indlogerede os på dette dejlige VIEN DONG HOTEL, som ligger kun 1oo m. fra stranden, og hvor der er både swimmingpool, udendørs, overdækket restaurant og alle moderne faciliteter. Det var luksus i forhold til det vi var vant til. Vi måtte også af med 11½ $ pr. værelse pr. nat, men så var det heller ikke et af de normale eksklusive værelser. Der var 3 små spartanske værelser langs kanten af poolen, og dem tog vi 2 af. Bad/toilet var ved siden af, men det gjorde ikke noget. Vi spiste aftensmad i den dejlige restaurant på kanten af poolen og blev vartet op i hoved og r-- af fine tjenere og vietnamesiske piger. Vi flottede os og fik 2 retter i dag. Suppe og ris med kød og kæmperejer, og bagefter kaffe/the og chokolade. Der var levende musik til maden fra en scene i restauranten, så vi måtte have det pæneste tøj på, vi havde med. Efter maden fik pigerne sig et spil pool i den store pool-salon ved siden af. Jo - her på hotellet manglede der ikke noget. Vi gik tidligt til ro efter en lang og spændende rejsedag.

Tøserne blev væltet af de store dønninger.

Uden mad og drikke ....

Lørdag den 30-09-95.
En rigtig slap-af dag. Var oppe allerede ved 7-tiden og fik en morgendukkert i poolen. Bagefter morgenmad i restauranten og så til stranden. En lang, hvid og bred strand med masser af sand og kokospalmer, men næsten ingen mennesker. Ikke ret mange andre, end de sædvanlige sælgere, der ville sælge frugt, mad, postkort m.m., eller som ville give massage. Her ved kysten skinnede solen uafbrudt, men inde i landet kunne vi se, at skyerne lå tæt omkring bjergene. Men dér blev de heldigvis. Vandet er rent og dejligt varmt, og i dag var brændingen ikke noget særligt.
Ella og Lotte fik massage på stranden af en omvandrende massøse. Det kostede 4 $. Samme massøse kunne også tage hår af benene ved hjælp af en sytråd. Ella sagde det gjorde ondt, og det tog næsten en time. I middagsheden var der for varmt i solen, så vi trak op under de stråtag, som var opstillet til det samme på stranden. Ved 2-tiden blev det alligevel for varmt, så vi gik op til hotellet og spiste frokost i restauranten. Resten af eftermiddagen tilbragte vi ved og i swimmingpoolen. Dejligt at ligge på en solseng og nyde solen og så bare vælte sig ud over siden og ned i vandet, når man sveder for meget.
Heller ikke her i hotellets have, var der ret mange andre end os. Solen går ned ved 16-3o tiden, så vi kunne nå at gå en lille tur i byen, inden vi spiste aftensmad på hotellet. Her til aften ville vi prøve noget nyt. Vi havde set andre gæster selv tilberede maden ved bordet, og det ville vi så også prøve. Det skulle bestilles og betales 3 timer forinden, og det gjorde vi. Vi bestilte Beef Fondeau, for det har Lotte aldrig prøvet før. Det var også noget dyrt. 10 kr. pr. person. Vi blev dog noget skuffede, da det vi fik serveret viste sig at være en almindelig oksekødssuppe med kartofler, gulerødder og 3 store klumper kogt oksekød i. Det er ikke sådan, når man ikke helt forstår menukortet. Vi måtte have frugt til dessert, for bare at blive nogenlunde mætte. Under middagen var der optræden og musik af et ensemble, der spillede gammelt vietnamesisk musik på ældgamle instrumenter, og en flok unge piger dansede folkedanse. Det lød nu ikke alt for godt, men de var dygtige og det var flot at se på.

Hele dagen i poolen. Herligt.

Så har vi sat os til rette i toget til en lang tur sydpå.

Mandag den 02-10-95.
Efter morgenmaden gik vi til stranden, men brændingen var så stor i dag, at man hele tiden blev væltet af bølgerne og strømmen, så i stedet for, gik vi op til swimmingpoolen, hvor vi lå til ved 13-tiden. Nu skulle vi til at pakke og have checket ud inden kl.14. Bagagen fik vi opbevaret i receptionen, så vi kunne slappe af ved frokosten og bagefter lidt ved poolen, inden vi måtte forlade dette skønne sted. Vi havde nu boet på Vien Dong Hotel i 3 døgn, og på nær eet måltid, havde vi spist i restauranten 3 gange i døgnet. Vi betalte ikke for maden når vi fik den, men fik den bare skrevet på regningen. Regningen for hotelværelser, morgenmad, frokost og aftensmad i 3 døgn og dertil alle drikkevarer og forfriskninger - for 4 voksne personer - beløb sig til i alt 1.407.000 dong, eller ca. 700 kr. Delt i 4, bliver det 58,3o kr. pr. døgn - det er da billigt, og så var det endda det dyreste, vi oplevede på rejsen. 
Vi tog 4 cykloer til banegården ved 4-tiden, for man skal være ved toget mindst 1 time før afgangen, kl. 1745
Togbilletten kostede 148.000 dong pr. voksen = ca. 70 kr. inkl. aftensmad og morgenmad.
Vi havde igen valgt “softseat”, som er en slags “flyvestole”, hvor ryglænet kan lægges ret langt ned. Der er også god benplads, så det er egentligt meget behageligt.
Vi kunne have taget en minibus for ca. 5o kr., men så havde vi spildt en hel dag på transport. Nu rejser vi om natten - og sparer derved en hotelovernatning.
I toget sad vi ved siden af et par søde unge vietnamesere, der skulle flytte til Saigon for at studere. De medbragte alle deres ting, men der var ikke mere, end at de kunne være i en trækasse, der kun var dobbelt så stor som en sodavandskasse. De var meget søde og venlige, men sagde næsten ikke noget. De var vist generte ved at tale med os udlændinge. Det var 1 søskende, en pige og hendes lillebror. Pigen kunne lidt engelsk, for hun havde studeret i Saigon. Hun havde bare været hjemme for at hente lillebroderen, der nu skulle begynde at studere i Saigon . Efter aftensmaden i toget - som ikke var noget særligt, men dog med en dåsecola til, - slappede vi af, indtil vi allerede ved 22-tiden faldt i søvn.

Gadeliv i Saigon

"Hotel" Anh Dao i Saigon.

På gadehjørnerne holder cyklo-taxaerne klar til kunder.
Ham her i forgrunden havde travlt med at pille hår ud af næsen.

Fra krigsmuseet.

Vietnams importerede og officielle Guillotine, som har været flittigt brugt.

 Derefter gik vi på byens krigsmuseum, Museet for amerikanske Krigsforbrydelser, som det engang hed, er nu på grund af et stigende antal amerikanske turister døbt om til Krigsforbrydelses-museet. Museet er indrettet i det tidligere amerikanske informationskontor på Vo Van Tan-gaden. Blandt de gruopvækkende ting der er udstillet, findes amerikanske tanks, våben, fotografier af krigsforbrydelser udført af amerikanere og kinesere. Den originale franske guillotine, der blev indført i Vietnam i det 20. årh., og flittigt anvendt af det sydvietnamesiske styre i 1959-60, er også udstillet hér. Det er rystende at besøge museet med de mange chokerende billeder af grusomhederne begået under krigen. Der blev bl.a. udstillet glaskolber med børnemisfostre, som fik deres skavanker som følge af amerikanernes afløvningsprojekt. Amerikanerne sprøjtede simpelthen skovene med gift, så træerne gik ud, og så bedre kunne finde Vietcon-gerne. Giften fik desværre også indflydelse på de folk der boede i skovene, og det gik ud over deres gener. Der var også en model i fuld størrelse af de fængselsceller sydvietnameserne brugte under krigen. Frygtelige forhold for fangerne. 
Lotte og Christina var meget interesserede i museet. De er jo født lige før Vietnamkrigen sluttede og kender derfor ikke noget til den - men har hørt en masse. Nu ville de derfor have endnu mere at vide, så det var om at vride de små hjerneceller for at fortælle, hvad vi ældre kan huske. 
På vejen hjemad kom vi forbi hjørnet af Le Loi Blvd og Nguyen Hue Blvd. Her ligger byens store Tax department Store, som er et stort varehus, beregnet til udlændinge. Her kunne næsten alt købes. Dog noget dyrere, end hvis man kunne finde tingene hos en gadesælger. Pigerne gik amok ved en CD-bod. De købte vist 10 CD-ere og gav 13,5o kr. pr. stk. Det er nok piratkopier, men det er pigerne ligeglade med. Aftensmaden spiste vi på BANANA CAFE, lige skråt overfor hotellet. Det er en hyggelig thailandsk cafe, hvor maden var virkelig god. 33 kr. kostede det hele for os alle sammen. Lige til højre for cafeen ligger en lille købmand, hvor man kunne købe de første is i hele Vietnam. Så den forretning blev frekventeret ret så ofte. 
Lotte og Christina tilbragte resten af aftenen med at pjatte med videocameraet. De ville lave en fødselsdagsvideo, som vi skulle have med hjem til Pernille. De optog alt omkring sig, fortalte og pjattede om deres rejse, og hotelmutter og -fatter, fik de endda til at synge fødselsdagssang for Pernille. 
Vi ældre boede på værelset ved den midterste altan, og herfra stod vi tit og nød livet på gaden. Der var masser af liv helt til ved 23-tiden om aftenen, men så lukkede alle de små forretninger lidt efter lidt. Lige til det sidste kunne man købe mad ved eet af de utallige gadekøkkener i gaden. Køkkenerne bestod nogle gange kun af 2 kurve, som bæres over skulderen på en flækket bambusstang. I den tid vi var i Vietnam, blev dette sted det sted, vi kom til at holde allermest af. Vi kom efterhånden til at kende næsten alle de mennesker, der var i gaden hver dag, det være sig cafe-ejere, kokkene ved gade-køkkenerne, alle cykloførerne, taxamanden med den hvide Renault Dauphine og selvfølgelig også hotelfamilien. Alle i gaden var flinke og rare. De hilste og smilede, hver gang vi dukkede op i gadebilledet, og aldrig så man en sur mine. Vi mødte kun venlighed og hjælpsomhed, hvilket for øvrigt var typisk under hele turen i Vietnam - lige fra nord til syd. 
I øvrigt var det lidt af et kulturchok at komme til Saigon - fra Hanoi. De 2 kæmpebyer er vidt forskellige. Hanoi gammeldags og stillestående stade, og Saigon, med forsøg på at være moderne og med et myldrende liv, og mange flere biler. Men alligevel er det en by langt efter vestlig standard.

Caodaismens flotte tempel i byen Tay Ninh

Indvendigt i templet var munkene i gang med en slags gudstjeneste.

Der var meget flot udsmykket og der var en dejlig stille og fredelig stemning med korsang i baggrunden.

Sådan ser nogle af nedgangene til tunnelerne ud. Ikke ret store, og med låget dækket af visne blade, har de ikke været nemme at finde.

Og sådan ser der ud dernede under jorden.

Efter besøget i templet kørte vi mod Cu Chi tunnelerne, og undervejs holdt vi frokostpause på en landevejsrestaurant. P.g.a. trafikken på vejen, måtte vi holde omme bagved og gå bagind, og heromme i baggården, var der et typisk vietnamesisk teglværk.
Leret hentes op fra bunden af floden, hvortil det er kommet med strømmen. Derefter æltes det og formes til mursten. De bliver soltørret og derefter lagt ind i een af de store runde ovne. Når ovnen er fuld, tændes der ild ved åbningen, og der fyres udelukkende med avner fra ris. Når der har været fyret i mange dage, fjernes gløderne, og de fineste mursten kan hentes ud. Alt dette arbejde foregår med håndkraft., Der er ikke noget at sige til, at manden i ovnen var helt våd af sved. 
Og børnene kan selvfølgelig også bruge leret til deres leg.

CU CHI tunnelerne var vores næste stop. Dette område spillede en meget vigtig rolle i krigene mod franskmændene og amerikanerne. 
Her er et underjordisk net af tunneler, som blev brugt af modstandsbevægelsen, Vietcong. 
Med de simpleste redskaber har de gennem årene gravet mere end 2oo km. tunler under jorden. Tunnelerne udgjorde en underjordisk landsby og var samtidigt beskyttelsesrum. De var alle forbundet og var flere steder bygget i op til 3 etager. De lå som regel 3-4 m. under jorden, så de kunne modstå vægten fra en tank på 6o tons og klare bomber på op til 100 kg. Det opgravede klippeagtige jord blev spredt ud over et meget stort område, eller blev om natten fyldt i sidste dags B52 bombekratere.. Det var næsten umuligt at finde indgangene, for de var meget små og vældigt godt gemt.
Vietcongerne havde også lavet fælder for fjenden overalt, lige fra snubletråde forbundet med håndgranater, til faldgruber med sylespidse bambuspinde i bunden. Der var ligeledes løbegrave over det hele, og hver gang een tunnel styrtede sammen p.g.a. bombning, blev der straks gravet en ny. Tunnelsystemet strakte sig endda helt ind under en amerikansk base, og amerikanerne kunne ikke forstå, at der blev stjålet ting på basen om natten, selv om de bevogtede grænsen omkring den særdeles godt. 
Vi var selvfølgelig også en tur nede i tunlerne. Der var trangt, men det var alligevel lavet lidt turistvenligt, for der var sat nogle enkelte el-pærer op rundt omkring. Vi blev ført omkring i tunlerne af en voksne soldat. Vi var alle gennemblødte af sved, da vi endelig kom ud igen, og heldigvis var der en vandhane, så vi kunne bliver skyllet lidt, og vi kunne også købe drikkevarer. 
Området er eet af de steder i verden, der er blevet udsat for flest tons bomber, og også her brugte amerikanerne Dioxin. Derfor har hele området været totalt ryddet for bevoksning, men efter krigen har man plantet det hele til med gummitræer, som næsten er det eneste, der kan gro i den ødelagte jord. Så det var faktisk een stor gummiplantage vi gik rundt i. Træerne er dog ikke store nok endnu, til at man kan udvinde gummi af dem, men om nogle år bliver de kilden til megen gummiproduktion. 
Det var en meget interessant tur,
På vejen hjem til Saigon sad jeg og sludrede med guiden. Han fortalte om landet, systemet og om befolkningens tilfredshed eller det modsatte. Han fortalte, at en politimand i Vietnam er en meget magtfuld mand. Han tjener godt nok kun 45 $ om måneden, men han er altid een af de rigeste i det kvarter, hvor han bor. Korruptionen florerer kraftigt overalt. Alle er bange for politiet. Politiet kan finde på selv at finde på anklager mod folk, og de bestemmer så bagefter selv bødens størrelse, - og den går som regel i egne lommer. De kan meget let ruinere folk, og hvis folk ikke betaler deres bøder, bliver de smidt i fængsel. 
Guiden kommer fra en landsby i Mekongdeltaet, hvor han arbejdede i faderens landbrug fra han var 6 år, til han var 16. Han gik i skole i 10 år, men nåede ikke at få sin eksamen. Han blev nemlig taget af politiet med noget illegalt gods (i 1985) og han blev sendt 1 år i fængsel, selv om han kun var 16 år. Bagefter skulle han 2 år i en opdragelseslejr, og da det var overstået havde han fået nok af Vietnam. Han flygtede ud af landet i en lille båd sammen med mange andre. Han blev således bådflygtning. Han var heldig at komme til Malaysia, og her boede han i en FN-flygtningelejr i 4 år. Han lærte sig hurtigt engelsk, og han kunne så bruges som tolk, og det kunne han tjene så godt ved, at han levede godt nok i Kuala Lumpur. For 2 år siden sendte FN dog alle flygtningene i lejren tilbage til Vietnam, efter at FN og regeringen var enedes om repatrieringen. Han tog hjem til forældrene, men efter ½ år måtte han tilbage til en storby. Han rejste til Saigon, hvor han aldrig havde været før. Han var heldig at finde både logi og arbejde, og inden længe kom han på turistguide-skole. Han nåede dog ikke at blive færdig med uddannelsen, for myndighederne opdagede, at han havde snydt med sit eksamensbevis fra grundskolen - det var falsk - så han faldt i unåde og er for altid streget af listen over de folk, der kan blive til noget. Nu må han leve som guide i disse små private turistbureauer. 
Hans storebror havde også været bådflygtning - før han selv blev det. Storebroderen kom også i fængsel for eet eller andet i en tidlig alder, og han skulle 2 år på opdragelseslejr. Han flygtede imidlertid ud på havet, men båden blev opdaget, og alle fanget af myndighederne. For dette fik han 2 års fængsel, og da han kom ud, vejede han kun 29 kg. Han flygtede derefter sammen med 9 andre i en lille spinkel båd ud på havet. De fik motorstop og flød hjælpeløse rundt. Det blæste op, og alle troede til sidst, at de var prisgivet, men pludselig dukkede en stor blå og dejlig Maersk-tanker op og samlede dem op. Alle kom i første omgang til Hongkong, hvorfra nogle af dem kom til Danmark, og guidens broder kom med til Amerika. Han lever nu i Californien og kommer hjem for første gang som turist her til jul. 
Hjemturen til Saigon foregik ad små veje, så vi rigtigt kunne få de små landsbyer og livet dér at se. Her var såmænd ikke anderledes, end alle de andre småbyer vi har set længere nordpå. Efter et par timers kørsel, var vi tilbage i Saigon ved 19-tiden.
Spiste aftensmad i Kims Cafe og flottede os med flere retter og brugte 5o kr. - bare til mad og drikkevarer. Bagefter gik vi en tur rundt i kvarteret og var inde i de allersmalleste gyder og stræder, hvor man rigtigt kunne se ind i vietnamesernes hverdag. De sidder nemlig mest ude på gaden, eller lige indenfor foran fjernsynet for åbne døre og vinduer. De fleste sidder eller ligger blot på gulvet, eller på rummets eneste sovebriks. Andre møbler har de ikke.

Så er vi på cyklo-tur rundt i Saigon.

USA.s lukkede ambassade i Saigon

Til dyremarked i Saigon, hvor dyremishandlingen var mere normal end sjælden.

Under stor bevågenhed fik Lotte klippet sine lyse lokker. Næsten alle markedsgæster var snart tilskuere.

Øverst ses et fad med flåede frølår - som endda endnu bevægede sig.
De næste billeder er fra turen rundt i Mekongdeltaet.

Så er vi på vandring i regnskoven i Mekongdeltaet

Slangemarked.

Lørdag den 07-10-95.
Vi blev vækket kl. 7 og spiste morgenmad på en lille restaurant overfor hotellet. Derefter kørte vi uden for byen, hvor vi gik ombord i endnu en langbåd. I den fik vi 3-4 timers sejltur rundt i kanalerne. Vi sejlede forbi små, mellemstore og store skibe i mange forskellige konstruktioner. Et sted så vi en gammel trækfragtbåd, der var fyldt med småsten til vejarbejde. Båden var ved at blive tømt for sin last op i en lastbil, og alt dette foregik med håndkraft. Den ene arbejder efter den anden gik frem og tilbage mellem båden og bilen med en kurv på skulderen, som henholdsvis var fuld af sten, og tom tilbage.
Midt ude i sumpene lagde vi ind til bredden for at besøge en familie, som boede langt herude. De havde et dejligt hus i en dejlig frugthave. Familien opvartede med te og frugt, og vi slappede rigtigt af i den dejlige varme på en skøn terrasse langs floden. Til slut på denne dags sejltur, sejlede vi op ad Mekong-floden til byens flodmarked.
Flodmarked er noget meget specielt. Al handel foregår ude på floden fra den ene mærkelige både til den anden. Her er alle slags både repræsenteret, og nok også alle slags varer. Der var alt. Bananbåde, bambussælgere, flydende købmænd og sågar flydende værtshuse. Mænd, koner og børn sejlede rundt i et virvar mellem hinanden og falbød sine varer. Disse mennesker bor på deres både. Når de skal på toilet, stikker de bare deres bare bagdel ud over rælingen, og så er det overstået. Der må altså af og til gå et barn til, selv om de selvfølgelig hurtigt bliver vant til livet til søs.
Der hvor vi blev sat af igen efter sejlturen, lå der en børnehave. Det er kun den 2. børneinstitution vi har set i Vietnam.
Børnene plejer vist at blive passet hos deres forældre eller bedsteforældre, eller måske af deres større søskende. Overalt i Vietnam så vi ingen små børn, der var kede af det. De var aldrig alene. Enten sammen med een af forældrene, eller på hoften af en storesøster. Denne storesøster var nødvendigvis ikke mere end 6-8 år, før de havde ansvaret for deres mindre søskende.

Efter sejlturen kørte vi til byen PHUNG HIEP, der er berømt for sit slangemarked. Her så vi en ung knægt vise en
kobra-slange frem. Det er den vi kalder brilleslange, og han forsøgte at få den til at spile nakken ud. Vi holdt os på afstand, idet
kobraer er meget giftige. Guiden fortalte dog, at slangehandlerne, inden de kommer på markedet med deres slanger, har tappet giften af slangerne og syet munden sammen på dem, så de ikke kan komme til at bide folk. Her var slanger i alle størrelser og på mange forskellige måder. Her var også slanger i sprit: Slangebrændevin. Krukker med alkohol bliver tilsat een eller flere slanger - eller måske en enkelt gekko ind imellem - og så får det lov til at trække i en vis tid, før det drikkes med stor velbehag. Slanger er også en lækkerbisken.
Her blev også solgt slanger til fødevarer. De lå flåede rundt i kurve. Det var en sært syn, men det er vel ikke anderledes, end vi andre, der nyder at spise ål.
Vi fik aldrig smagt slange på turen, og i øvrigt heller ikke hund, som Ella ellers havde håbet på. Hun kan ikke fordrage hunde, og ville med velbehag have spist een af dem. Guiden fortalte, at der ikke længere er ret mange vietnamesere, der spiser hund. Dem der spiser hunde, gør det som regel som led i et religiøst ritual, hvor der som regel også er rigeligt af risvin med i billedet.
Nu var turen ved at være færdig, og vi begyndte hjemturen mod Saigon. Turen tilbage mod Saigon blev kun afbrudt af en spisepause i byen Vinh Long, som er berømt for sit gode, pæne og rene marked. Vi var lige inde at se lidt på det, men vi synes, at det ligner alle de andre markeder. Ella fik sig langt om længe en frisk kokosnød, men vi synes nu ikke, at det var noget særligt.
Ved floden var der en flydende restaurant, og vi inviterede guiden på frokost. Han modtog invitationen, men bestilte dog det allerbilligste på menukortet. Han ville ellers ikke have været inde på denne restaurant, for den var noget dyrere, end dem i de små sidegader. Vi var tilbage i Saigon lidt før kl. 19.
Anh Dao havde heldigvis vores værelser parat igen, så vi checkede ind igen. Aftenen gik med at få pakket og få sagt farvel til alle de efterhånden kendte mennesker i gaden.

Søndag den 08-10-95.
Efter morgenmad på Kims Cafe, sagde vi midlertidigt farvel til pigerne og tog en taxa til lufthavnen. D.v.s. en rigtig taxa var det ikke Det var bare en ung mand med en stor gammel amerikansk flyder, der ville køre os derud for 6 $.
Indcheckningen i lufthavnen gik fint, lige til vi skulle til at gå ombord i flyet. Så blev jeg kaldt tilbage. Jeg måtte ned for at pakke min rygsæk op hos tolderne, idet de ved gennemlysningen havde set min opiumspibe. De ville lige sikre sig, at det kun var til dekorationsbrug. Vi fløj med Malaysia Airlines mod Kuala Lumpur kl. 11.oo, og så var vores mest spændende og
oplevelsesrige udlandsrejse slut - desværre. Heldigvis kommer pigerne bagefter os i morgen, så vi kan få de sidste 4 dage af vores ferie sammen i Malaysia. Men Malaysia er jo en helt anden historie.
God by Vietnam.