side7

Torsdag den 04-04-02.

Sov et par timer og gik til skrædderen for at prøve tøj.

Vi gik til et nærliggende hotel, Tower In, hvor der var swimmingpool på taget.
Der lå vi så resten af dagen.

Heroppefra var der en god udsigt ud over Bangkok.

Vi ville nu sydpå til stranden.
Vi havde valgt en lille ø ved navn Koh Tao, som ligger ude i Siam-bugten. Det er den nordligste af 3 øer, hvor den mest kendte og turistede er den sydligste, Kho Samui.Den midterste hedder Kho Panang

VIP-bussen sydpå var udsolgt, så det blev en 2.klasses bus, hvis chauffør kørte som død og djævel.
Bussen var ikke nær fuld, så vi kunne godt ligge ned på hver sit dobbeltsæde.
Og natten gik, inden vi ved halv 5-tiden ankom til Chumpon.

Fredag den 05-04-02.
I Chumpon – en møjbeskidt by i et rejseknudepunkt – måtte vi vente til kl. 7. Bussen, der skulle køre os de sidste 10 km. ud til havet, kom nemlig ikke før.

Så der var tid til at få skrevet ca. 25 postkort hjem til Danmark.

Dette er bussen til færgen.

Sejlturen ud til Koh Tao tog 2-3 timer. Det var meget varmt på dækket, men inde i kabinen havde de skruet aircontitionen så højt op, at der var for koldt.

På Koh Tao fik vi fat i en varevogn, som kørte os til sydenden af øen, hvor vi indkvarterede os på dykkercentret BIG FISH.
Her er der danske instruktører, hvilket passede Poul godt, idet de næste dage stod på en udvidelse af dykkercertifikatet.

Fredag den 05-04-02 til 13-04-02.

De næste dage løb sammen uden at vi fik skrevet dagbog.
Vi slappede bare af.
Poul skulle have hans dykkercertifikat udvidet til ”Advance Diving”, og det krævede 3 dages undervisning og mindst 5 dyk.

Her st billede, hvor vi er parat til at gå til bunds. Er det ikke en dejlig blå farve vandet har?

Desværre har vi ingen undervandskamera, så vi kan ikke vise, hvor vidunderligt der er under havoverfladen blandt millionvis af farvestrålende fisk og lige så farvestrålende koraller.

Når vi var ude at dykke – som altid foregik fra dykkerbåden, var Ella som regel med. Hun nød vejret enten på dækket, eller med snorkling på kanten af koralrevet.
Selv i overfladen er der massevis af flotte fisk og levende koraller.

Nogle dejlige afslappende dage.

Når vi ikke lige dykkede og snorklede, fandt vi en strand – enten ”vores egen”, eller én meget tæt på.

Tiden blev tilbragt med snorkling fra stranden, eller afslapning som her - i en hængekøje i skyggen, eller på en saron i palmeskyggen på den dejlige strand Saan Jao Beach.

Selv under snorklingen fra strandkanten så vi både whitetipped sharks (haj på op imod 2 m.) og havskildpadder.

Øl og fruitshake inden for rækkevidde og var vores foretrukne forfriskninger til små penge.

Med strandbaren i nærheden er der ingen is på koen.

Her er et foldeud-billede af vores strand og dykkercenteret Big Fish. Billedet er taget ude fra vandet, hvor man kunne vade meget langt ud.

Det var dejligt at være sammen med andre dykkerinteresserede, og da personalet på centeret også var danskere, følte man rigtigt, at man fik det hele med.

Her har vi Big Fish i nærbillede.

Her sidder vi i Big Fish.s restaurant lige i strandkanten. Som det måske ses, er der ingen stole. Man sidder på nogle puder på gulvet, men vi nød meget at være der.
Som det ses, var Uli og Poul Bang også kommet til Kho Tao.
Vi hyggede os sammen i 4-5 dage. Poul og Poul fik dykket en del gange, indtil Poul fik mellemørebetændelse. Så kan man ikke dykke p.g.a. trykket.

En dag lejede vi en scooter og kørte ad en meget ufarbar vej tværs over øen til en strand på østkysten ved navn Tanote Bay.

Ser dette ikke dejligt ud??

En dag besluttede vi at gå ind til ”ø-hovedstaden” Mae Haad Village. Men ikke ad vejen.
Vi gik de 8-10 km. langs stranden, men mange steder måtte vi ind i landet og igennem kokosplantager.

Da det var allervarmest, var vi heldige at komme til en lille restaurant oppe på en øde bakketop.

Vi glædede os til noget koldt at drikke, men der var ingen i restauranten. Der var heller ikke låst, så vi lavede selvbetjening og ventede på, at der skulle komme betjening. Det gjorde der nu ikke, så vi lagde rigeligt med penge på baren for det, vi havde taget.

Undervejs kom vi til flere små bugter, hvor lokalbefolkningen har slået sig ned i deres bambushytter.

Fantastisk dejlige steder – og ingen turister.
Men i vandet vrimlede det med mangefarvede fisk, for koralrevet gik næsten ind til stranden.

Denne bugt og dejlige strand hedder Jansom Bay.
Her bor der enkelte turister i simple bambushytter.
Her kan man stresse af. Der er ikke andet at lave, end at bade, sole sig og spise.

Her får vi et tiltrængt hvil og lidt at drikke.

Vi boede på Kho Tao i en uges tid, og den ene dag flød ud i den anden.
Det var ren afslapning.

Poul fik sit dykkercertifikat udvidet til Advance, med lov til natdykning, dybtedykning ned til 40 m og undervandsnavigation.

De første dage boede vi i et stenhus oppe ved vejen på et rimeligt (og meget billigt) værelse med eget bad og wc.

P.g.a. det Thailandske nytår, var værelset forhåndsudlejet de sidste par dage, men vi fik tilbudt én af de simple hytter nede på stranden for den sidste nat.

Poul driver her i hængekøjen på terrassen.

2 dage før vi skulle rejse hjem tog vi op til Bangkok igen. Vi ville være sikre på at nå flyet.

Samme vej og rejsemåde som på vej derned. Indlogerede os igen på Neurotel.
De sidste dage blev brugt til at sejle med flodtaxa til centrum, hvor der i anledning af nytåret skulle være et stort optog.

Disse billeder viser nogle af de flotte køretøjer, der var blevet pyntet til optoget, og nogle sandslotte, der kan sige spar 2 til dem tyskerne laver ved Vesterhavet.

Vi fik tid til at hente tøj hos skrædderen, til at besøge Chinatown med al dens mylder og markedsboder.
Thaierne fejrer nytår ved at smide vand på alt og alle.
Så at gå igennem byen denne dag skulle ikke foregå i alt for fint tøj. Ikke så snart vi var blevet tørre, kom der endnu en bilfuld unge mennesker forbi – og var vi uheldige blev vi ramt af den spand vand, de smed ind over fortovet.
Det var noget vildt, men mest fordi de unge mennesker kørte som død og djævel og de fleste af dem var temmelig berusede.

Vi fik også tid til et aftenbesøg i Patpong, - et par parallelgader kendt for sin handel med kopi-varer og for sin sexindustri.
Om Patpong er der skrevet:
Den berygtede Patpong har en elektrisk, syndig elegance, som enhver turist bør opleve mindst én gang. Det er vanskeligt at forestille sig en mere grel kontrast til de rolige templer og paladser og de yndige smil og hotelpersonalets Wai, end den vilde råben og de ekstreme sex-shows i Patpong.

Denne 80 cm. høje guldbudda købte vi til en 4-del af den forlangte pris i backpacker-gaden Koh San Road, som absolut også er et besøg værd.
Den står nu i vores trappegang herhjemme og børnebørnene hilser pænt på den, hver gang de kommer forbi.

Nu var det slut med 3 ugers ferie i Thailand.
Hjemturen foregik uden problemer, og vi havde mange gode minder at tænke på undervejs

Og minderne vælter frem, hver gang vi læser denne beretning.

Torsdag den 04-04-02. Sov et par timer og gik til skrædderen for at prøve tøj. Vi gik til et nærliggende hotel, Tower In, hvor der var swimmingpool på taget. Der lå vi så resten af dagen. Heroppefra var der en god udsigt ud over Bangkok. Vi ville nu sydpå til stranden. Vi havde valgt en lille ø ved navn Koh Tao, som ligger ude i Siam-bugten. Det er den nordligste af 3 øer, hvor den mest kendte og turistede er den sydligste, Kho Samui.Den midterste hedder Kho Panang VIP-bussen sydpå var udsolgt, så det blev en 2.klasses bus, hvis chauffør kørte som død og djævel. Bussen var ikke nær fuld, så vi kunne godt ligge ned på hver sit dobbeltsæde. Og natten gik, inden vi ved halv 5-tiden ankom til Chumpon. Fredag den 05-04-02. I Chumpon – en møjbeskidt by i et rejseknudepunkt – måtte vi vente til kl. 7. Bussen, der skulle køre os de sidste 10 km. ud til havet, kom nemlig ikke før. Så der var tid til at få skrevet ca. 25 postkort hjem til Danmark. Dette er bussen til færgen. Sejlturen ud til Koh Tao tog 2-3 timer. Det var meget varmt på dækket, men inde i kabinen havde de skruet aircontitionen så højt op, at der var for koldt. På Koh Tao fik vi fat i en varevogn, som kørte os til sydenden af øen, hvor vi indkvarterede os på dykkercentret BIG FISH. Her er der danske instruktører, hvilket passede Poul godt, idet de næste dage stod på en udvidelse af dykkercertifikatet. Fredag den 05-04-02 til 13-04-02. De næste dage løb sammen uden at vi fik skrevet dagbog. Vi slappede bare af. Poul skulle have hans dykkercertifikat udvidet til ”Advance Diving”, og det krævede 3 dages undervisning og mindst 5 dyk. Her st billede, hvor vi er parat til at gå til bunds. Er det ikke en dejlig blå farve vandet har? Desværre har vi ingen undervandskamera, så vi kan ikke vise, hvor vidunderligt der er under havoverfladen blandt millionvis af farvestrålende fisk og lige så farvestrålende koraller. Når vi var ude at dykke – som altid foregik fra dykkerbåden, var Ella som regel med. Hun nød vejret enten på dækket, eller med snorkling på kanten af koralrevet. Selv i overfladen er der massevis af flotte fisk og levende koraller. Nogle dejlige afslappende dage. Når vi ikke lige dykkede og snorklede, fandt vi en strand – enten ”vores egen”, eller én meget tæt på. Tiden blev tilbragt med snorkling fra stranden, eller afslapning som her - i en hængekøje i skyggen, eller på en saron i palmeskyggen på den dejlige strand Saan Jao Beach. Selv under snorklingen fra strandkanten så vi både whitetipped sharks (haj på op imod 2 m.) og havskildpadder. Øl og fruitshake inden for rækkevidde og var vores foretrukne forfriskninger til små penge. Med strandbaren i nærheden er der ingen is på koen. Her er et foldeud-billede af vores strand og dykkercenteret Big Fish. Billedet er taget ude fra vandet, hvor man kunne vade meget langt ud. Det var dejligt at være sammen med andre dykkerinteresserede, og da personalet på centeret også var danskere, følte man rigtigt, at man fik det hele med. Her har vi Big Fish i nærbillede. Her sidder vi i Big Fish.s restaurant lige i strandkanten. Som det måske ses, er der ingen stole. Man sidder på nogle puder på gulvet, men vi nød meget at være der. Som det ses, var Uli og Poul Bang også kommet til Kho Tao. Vi hyggede os sammen i 4-5 dage. Poul og Poul fik dykket en del gange, indtil Poul fik mellemørebetændelse. Så kan man ikke dykke p.g.a. trykket. En dag lejede vi en scooter og kørte ad en meget ufarbar vej tværs over øen til en strand på østkysten ved navn Tanote Bay. Ser dette ikke dejligt ud?? En dag besluttede vi at gå ind til ”ø-hovedstaden” Mae Haad Village. Men ikke ad vejen. Vi gik de 8-10 km. langs stranden, men mange steder måtte vi ind i landet og igennem kokosplantager. Da det var allervarmest, var vi heldige at komme til en lille restaurant oppe på en øde bakketop. Vi glædede os til noget koldt at drikke, men der var ingen i restauranten. Der var heller ikke låst, så vi lavede selvbetjening og ventede på, at der skulle komme betjening. Det gjorde der nu ikke, så vi lagde rigeligt med penge på baren for det, vi havde taget. Undervejs kom vi til flere små bugter, hvor lokalbefolkningen har slået sig ned i deres bambushytter. Fantastisk dejlige steder – og ingen turister. Men i vandet vrimlede det med mangefarvede fisk, for koralrevet gik næsten ind til stranden. Denne bugt og dejlige strand hedder Jansom Bay. Her bor der enkelte turister i simple bambushytter. Her kan man stresse af. Der er ikke andet at lave, end at bade, sole sig og spise. Her får vi et tiltrængt hvil og lidt at drikke. Vi boede på Kho Tao i en uges tid, og den ene dag flød ud i den anden. Det var ren afslapning. Poul fik sit dykkercertifikat udvidet til Advance, med lov til natdykning, dybtedykning ned til 40 m og undervandsnavigation. De første dage boede vi i et stenhus oppe ved vejen på et rimeligt (og meget billigt) værelse med eget bad og wc. P.g.a. det Thailandske nytår, var værelset forhåndsudlejet de sidste par dage, men vi fik tilbudt én af de simple hytter nede på stranden for den sidste nat. Poul driver her i hængekøjen på terrassen. 2 dage før vi skulle rejse hjem tog vi op til Bangkok igen. Vi ville være sikre på at nå flyet. Samme vej og rejsemåde som på vej derned. Indlogerede os igen på Neurotel. De sidste dage blev brugt til at sejle med flodtaxa til centrum, hvor der i anledning af nytåret skulle være et stort optog. Disse billeder viser nogle af de flotte køretøjer, der var blevet pyntet til optoget, og nogle sandslotte, der kan sige spar 2 til dem tyskerne laver ved Vesterhavet. Vi fik tid til at hente tøj hos skrædderen, til at besøge Chinatown med al dens mylder og markedsboder. Thaierne fejrer nytår ved at smide vand på alt og alle. Så at gå igennem byen denne dag skulle ikke foregå i alt for fint tøj. Ikke så snart vi var blevet tørre, kom der endnu en bilfuld unge mennesker forbi – og var vi uheldige blev vi ramt af den spand vand, de smed ind over fortovet. Det var noget vildt, men mest fordi de unge mennesker kørte som død og djævel og de fleste af dem var temmelig berusede. Vi fik også tid til et aftenbesøg i Patpong, - et par parallelgader kendt for sin handel med kopi-varer og for sin sexindustri. Om Patpong er der skrevet: Den berygtede Patpong har en elektrisk, syndig elegance, som enhver turist bør opleve mindst én gang. Det er vanskeligt at forestille sig en mere grel kontrast til de rolige templer og paladser og de yndige smil og hotelpersonalets Wai, end den vilde råben og de ekstreme sex-shows i Patpong. Denne 80 cm. høje guldbudda købte vi til en 4-del af den forlangte pris i backpacker-gaden Koh San Road, som absolut også er et besøg værd. Den står nu i vores trappegang herhjemme og børnebørnene hilser pænt på den, hver gang de kommer forbi. Nu var det slut med 3 ugers ferie i Thailand. Hjemturen foregik uden problemer, og vi havde mange gode minder at tænke på undervejs Og minderne vælter frem, hver gang vi læser denne beretning.
Retur til forsiden	Til forrige side