Bangkoks mylderBangkok er metropolen, hvor sorte højpolerede Mercedes 500 SEL's hen under aften bakkes ind midt i dagligstuen i Talad Nois ydmyge kineserkvarter. Byen, hvor splinternye glasbeklædte bygninger vokser sammen med smukt ornamenterede templer, og hvor stinkende beskidte stræder pludselig munder ud i hermetisk rene områder. Det er byen, hvor landets fattige suger til i håbet om at gøre lykken, og hvor de i deres saronger, vejrbidte ansigter og bare tæer står side om side med forretningsfolk i velpressede grå habitter. Modsætningerne modes her, og nyt og gammelt vrides ind i hinanden.
En sødlig, krydret lugt hænger over hele byen, og lugten af mad ansporer thaierne til i ny og næ at sætte sig ind og nyde lidt suppe, en Song Thip og lidt karaoke sang. Over byen hænger også vejnettet på mægtige betonfundamenter og prøver at absorbere den trafik, som bare synes at tage til for hver dag, der går. Bangkok chokerer mange rejsende ved første møde, men holder du ud i et par dage og vænner dig til larmen, osen og menneskemylderet, vil du opleve, at det er en både venlig og utrolig spændende by, og så afgjort den mest orientalske af Sydøstasiens hovedstæder.
Hjertet i Bangkok er Chinatown, trykket ind mellem Chao Phraya floden og Charoen Krung - også kaldet New Road. En fantastisk labyrint af snævre gyder, med hundreder af små gadekøkkener, gemte templer, overdækkede grønsags- og frugtmarkeder, alskens værksteder og skjulte bordeller og spillebuler. Gaderne er et virvar og kan være svære at finde rundt i. Chinatown er et pragtfuldt sted at bo og nyde lugten af stegte ænder og røgelse. I udkanten af Chinatown ligger Wat Traimit med den berømte guldbudda, som blev fundet ved et tilfælde i 1950'erne. Også Hualompong -Bangkoks hovedbanegård - ligger i nærheden.
På den anden side af Chao Phraya floden ligger Chonburi, som før var Thailands hovedstad, men som i dag ligger mere døsigt hen. Her kommer ikke mange rejsende, men to minutter med flodbåden fra Chinatown, og man er i et gemt og glemt område med små templer, snørklede stræder og faldefærdige koloniale rønner. Lige syd for Chinatown, ti minutters gang fra de kinesiske templer, i hvad der i sin tid var et sprudlende indisk kvarter, ligger River City, hovedpostkonteret og Jysk Service Center. Lidt bagved Jysk Service Center ligger det legendariske Oriental hotel og knejser ud mod floden side om side med ØK's prægtige gamle Østenhovedkvarter og shoppingcentre. Herfra strækker Silom Road sig østpå mod Ploenchit Road. Silom Road og Surowongsri Road forbindes af Patpong og de små stræder omkring kendt for gogobarer og som prostitutioners mekka. Det er her, unge thai-piger danser med spredte ben og kan skyde pile i balloner med de nedre dele, det er her, thaibokseshows, billige kopivarer og ladymen tilsammen skaber et vildt vesten af forplumret kødmarked og stinkende dekadence.
En særdeles usikker hovedregel er, at ingen bliver snydt i gadeniveau. Her findes først og fremmest go-go barer og enkelte "harmløse" strip-shows. Kvinder kan roligt gå med. Første og anden etage er mere "slemme". Det er her, de mere lyssky forretninger foregår. Nye tal viser, at de fleste prostituerede er HlV-positive.
Nord for Chinatown ligger Konge-øen og Banglampu. Du kan sagtens få en dag til at gå på "Kongeøen" - det område, hvor Wat Mahathat, Wat Po-templerne og Grand Palace ligger.
Området blev bygget i forbindelse med Bangkoks grundlæggelse i 1782 og fremstår i dag som Bangkoks "udstillingsvindue". Alt er velholdt, storslået og guldbelagt. Inde i kongepaladset: Grand Palace, ligger Wat Phra Keo, som er Thailands helligste tempel. Det er her, man finder den lille smaragd-buddha, Thailands talisman. Vær opmærksom på, at du ikke må fotografere i Wat Phra Keo, men gerne i Grand Palace. Begge steder skal du have lange - hest pæne - bukser og tildækkede arme. Entreen er 40 kr. Wat Po er Thailands største tempel. Det er her, hele den royale slægt ligger begravet. Inde i templet ligger et buddhistisk universitet, en massageskole, akupunktører, sandsigere osv. Og som toppen af kransekagen: Den liggende Buddha-statue, på 45 m længde.
Men der er naturligvis masser af andre seværdigheder i kæmpemæssige Bangkok. I flæng kan nævnes Bangkoks vartegn, morgenrødens tempel, Wat Arun, Wat Saket, bygget på et kunstigt bjerg, hvorfra der en fantastisk udsigt, og det meget informative National Museum.
Banglampu er hjemsted for de rygsæksrejsendes oase Khan San Road. Det er her, rygsækfolket fra hele verden bor og mødes. Over alt i dette kvarter ligger der små og store lokale markeder, og ens ører fanger konstant nye toner fra en obskøn blanding af piratkopierede kasettebånd og videofilm, som vises for fuldt tryk på gadens gæstehuse og restauranter. Khao San er et andet Bangkok end Chinatowns, men desværre ofte det eneste Bangkok, de rejsende møder.
Transport rundt i Bangkok:
TukTuk:
Prøv knallerttaxa'erne (tuk-tuk), når du skal rundt i Bangkok Med en utrolig dødsforagt, som kendetegner folk, der tror på reinkarnation, kaster disse små trehjulede sig rundt i svingene, ud og ind mellem bilerne og fra den ene vejbane til den anden. Skægt og praktisk, især til korte distancer, da man ellers bliver røgforgiftet. Man tinger om prisen og kommer langt for 15 kr.
Expresbåd: Flodlivet i Bangkok er et kapitel for sig. Chao Phraya-floden gennemskærer Bangkok, og man kan sejle til de fleste attraktioner og kvarterer med expresbåden. Expressbåden sejler faste ruter, og de er billige. For kun et par kroner kommer man til den anden side af metropolen. Turen ned ad floden er sval , og fra bagdækket kan man nyde synet af badende børn og fiskende forældre i det møgbeskidte vand, mens der inde på land er kæmpemæssige knejsende templer, og i forgrunden ses faldefærdige boligkvarterer bygget på pæle ud i floden. Fra floden ser man byens liv. Vær opmærksom på, at expresbåden kun sejler indtil ca. kl. 18.30. Og at man fra pontoner skal kaste sig ombord, inden de fløjter til afgang.
Longtailboat: Snyd ikke dig selv for at sejle med en longtailboat op ad kanalerne (klonger) på Thonburi-bredden. Du kan vælge mellem at købe en færdig tur, eller at hoppe i en deletaxa-longtailboat.
De færdige ture koster 75-100 kr., afhængig af længde og indhold. Taxa-bådene koster 14 kr. for 20 minutters sejlads.
Taxa
Skal man langt omkring eller tilbage til lufthavnen, vælger de fleste at tage en taxameter-taxa. Man betaler et startgebyr på cirka 10 kr., og prisen fra for eksempel Jysk Servicecenter til lufthavnen er cirka 250 bath.
Bus
Bangkok har et om ikke effektivt så omfattende busnet (når trafikken tillader det). Busnumrene står på det almindelige bykort, som blandt andet forhandles på Jysk Service Center, og prisen er ca. 10 kr. En busbillet koster ca. 50 øre. Specielt de flerfarvede Micro busser er glimrende transportmidler. Nr. 6 tager dig fra Sheraton (nær vores kontor) til blandt andet Echa Mai busstationen, hvorfra der går busser til Ko Chang, Pattaya og Koh Samet.

Retur til forsiden
Læs om Thailand
Til næste side.