Bali_Lombok 1999

Indonesien 1999.
Bali, Lombok og GILI-øerne.
Vil du med på en tur til Indonesien - nærmere betegnet til Bali, Lombok og Giliøerne?
Her bringes en beretning om en bryllupsrejse, som vi fik lov til at være med på.
Billederne er scannet og ikke fra et digitalkamera, og derfor i en dårlig kvalitet.
Flyt pilen over kortet for at zoome ind på Bali, Lombok og Gili.
Klik på kortet for at læse Indonesiens historie.

På bryllupsrejse med Jane og Søren til Bali og Lombok, Indonesien, i 1999.
2 unge og 2 gamle havde i år valgt at slå sig sammen og rejse ud og opleve verden. Valget faldt på Indonesien, og hjemmefra havde vi kun planlagt at skulle besøge Bali og Lombok. Den største grund til valget var, at vi ville bestige den 3700 m høje, og stadig aktive vulkan RINJANI på Lombok.
Og måske lære at dykke på Gili-Øerne og opleve kulturen på Bali.
Det var alt, der var planlagt hjemmefra. Selvfølgelig havde vi også købt Lonely Planet som rejse-guidebog, og så ved vi, at vi trygt kan rejse af sted. For i den bog, finder man svar på næsten alt om landet, som bogen omhandler.
Flybilletter blev bestilt. De kostede 6120 kr. pr. styk inkl. de nødvendige lufthavnsskatter. Billetten gik fra Kastrup til Denpassar på Bali og retur. Derudover var intet bestilt på forhånd.
Sørens mor var så flink at køre os til København, så vi kunne komme med flyet fra Kastrup kl. 10.50.

Her på billedet sidder så 3 forventningsfulde rygsækrejsende og venter i Kastrup (den sidste fotograferer).

Vi fløj med Austrian Airlines til Wien, hvor vi skiftede til Lauda Air. Med dem fortsatte vi kl. 14.55 med kurs mod Bangkok i Thailand. Det var en dejlig stor flyvemaskine, temmelig ny og med servicen og kvaliteten over middel. Efter 10 timer 20 min. s flyvning, landede vi i Bangkok, hvor vi måtte vente i 1 time.
Vi så kun en sædvanlig lufthavn, men fik dog lige den første følelse af den varme luft.
Vi fortsatte videre med samme maskine til Denpassar lufthavn på Bali. Det tog 3 timer.
Det var blevet mandag den 04-10-99 ved middagstid, da vi landede. Bali er jo 7 timer forud for Danmark.
Efter 15 timer med småt med benplads, var det dejligt at komme ud af flyet og gennem de sædvanlige procedurer med bagageudlevering, pas- og toldkontrol. Det gik nu temmelig smertefrit.
Udenfor var det 35° varme og høj himmel. Taxaen til byen blev bestilt i en luge udenfor terminalen, og der var fast pris på 15 kr. til byen pr. taxa.
I denne taxa fik Søren sit første chok. Poul sad på forsædet ved siden af chaufføren, og han vendte sig om for at snakke med de andre på bagsædet.

Der er venstrekørsel i Indonesien, så bilen bliver styret i højre side, men det glemte Søren vist. Han så en faresituation ude foran og råbte "pas dog på" til Poul. Søren havde i skyndingen glemt, at det ikke var Poul på venstre forsæde, der styrede bilen, men chaufføren på højre.
Sørens hjerte sad helt oppe i halsen, så bange blev han lige en overgang, indtil han opfattede situationen. Så kunne også han grine af det.

Vi tog op til Kuta Beach, som er det sted, hvor der sker noget på Bali. Vi valgte et rimeligt godt hotel, KUTA PURI BUNGALOW, som ligger i en stor have med et dejligt swimmingpool. Vi skulle godt nok give 200 kr. for et dobbeltværelse m. varmt vand og 140 kr. for eet uden varmt vand. Men så er det også incl. morgenmad for alle beboere. Koldt vand i bruseren betyder ikke så meget hernede i 35° varme, og vi havde jo også det dejlige vand i poolen.

Herunder er der nogle billeder fra den skønne hotelhave med bungalow og swimmingpool.

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur i Kuta by for at opleve det pulveriserende liv, der er overalt her i denne travle by. Der er ikke så mange turister, som der plejer, for krigen i Timor har gjort Australierne lidt upopulære i Indonesien, og dette sted er normalt australiernes "Mallorca". Mange holder sig derfor væk, hvilket dog kun betyder, at de handlende bliver endnu mere aggressive i deres salgsmetoder overfor de turister, der tros alt kommer. Selvstændighedstankerne i andre provinser - og det forestående præsidentvalg med eventuelle uroligheder, har også holdt mange turister væk.

Uden mad og drikke - duer helten ikke. Heller ikke os.

Her er vi på Kuta Beach Wiew Restaurant den første aften. Det var et dyrt sted. Middagen for 4 var rigtig god, men kostede også 200 kr. alt incl. Jane og Søren synes det var meget billigt, men senere fandt de ud af, at det faktisk var det dyreste måltid, vi fik i Indonesien under hele ferien.
Vi lavede kaffe/the hjemme på hotelværelset og nød det sidste af aftenen på terrassen sammen. Forholdsvis tidligt gik vi dog i seng, for en lang rejse sætter alligevel sine spor.

Tirsdag den 05-10-99.
Her spiser vi morgenmad på vores hotels restaurant.
"Spisesalene" ligger næsten altid udendørs i dette dejlige klima, kun overdækket med tag som skygge for solen og som værn for eventuel regn. Morgenmaden består som regel af kaffe/the, toastbrød m. smør og evt. marmelade samt en skål frisk frugt.

Kuta Beach er berømt. Og ikke uden grund. Den er bred og lang og fyldt med dejligt hvidt sand. Det er surfernes paradis, for der er næsten altid store dønninger ind fra havet. Det er ikke windsurfing, som vi kender hjemmefra, men bølgesurfing.

Her er et par billeder af stranden taget mod henholdsvis syd og mod nord.

Og også lige eet af et par vandhunde (Ella og Poul), der lige har været ude i de store bølger. Vandet er for øvrigt 29° varmt.

På stranden er der liv af andet end mennesker.

Her ser man et krebsebo hvor den lille krebs nede i hullet har travlt med at få sand væk fra sine værelser. Det sker hver gang der har været højvande, og vandet derefter trækker sig tilbage. Hvorfor og hvordan de får lagt sandkornene så flot i mønster, ved vi ikke, men flot ser det ud.

Her er en lokal fisker ved at sprede sit net. Utroligt at det kan betale sig at fange de småfisk, der kan være helt herinde ved bredden.

Det er jo tirsdag i dag -Sørens fodboldtrænings-dag, så hvorfor ikke benytte lejligheden, når de indfødte indbyder til lidt leg.

Kl. 13 var det som regel så varmt i solen, at vi måtte hjem til poolen og ligge i skyggen under palmerne.
Sidst på eftermiddagen gik vi igen tur langs stranden.
Vi ville nyde solnedgangen.
Billederne herunder taler for sig selv.

Vi fortsatte mod nord langs stranden helt op til Legion.
Forlod stranden og gik igennem byen hjemad. På vejen hjem mødte vi nogle unge indfødte, der vistnok var ved at lave én eller anden opinionsundersøgelse af en slags. Vi skulle skrive nogle svar af turistmæssig karakter. Det gjorde vi uden at tænke mere over det. Vi kunne vinde en uges ophold på et luksushotel, hvis vi var heldige.
Det troede vi nu ikke på at vi kunne, men næste morgen ringede et firma til os og sagde, at vi havde vundet 1. præmien. Vi kunne næste dag ved middagstid komme op til et hotel i den nordlige del af byen og høre nærmere om gevinsten. På den måde spildte vi nogle timer den næste dag, for det viste sig selvfølgelig, at det var et time-snare arrangement. Vi blev fuppet.
Og det var ikke den eneste gang.

Her ser solen dagens lys for sidste gang den dag.

På vejen hjem skulle vi have vekslet penge.
Ella og Poul fik vekslet 300 $ hos én af de talrige vekselforretninger.
Alle pengene blev udbetalt i små sedler (10.000 rp), og næsten 3 mil. i små sedler fylder meget. 300 sedler i alt. Vi var klar over faren for snyd, så vi så godt efter, da pengene blev talt op. Jane og Søren vekslede 300 $ et andet sted. Også her så vi alle 4 godt efter, og var sikker på, at der var udbetalt det rigtige beløb. Men senere konstaterede vi, at de nok havde fået rupies for ca. 500 kr. for lidt udbetalt. Ufatteligt, hvordan det kunne være sket. Vi havde øjnene på pengene hele tiden, da de blev talt op.
Senere fandt vi dog ud af det. Et par uger senere vekslede Ella og Poul 100 $ på et sted, der så noget lyssky ud.
Her opdagede vi, hvordan de gjorde, så pengeveksleren fik en finger i stedet for vores dollarseddel. Går den - så går den.

Aftensmaden denne tirsdag fik vi på en lille restaurant. Vi fik mixet grill og øl og vand som drikkevarer. Alt i alt for 100 kr. for 4 personer.

Onsdag den 06-10-99.
Vi stod som regel først op ved 9-tiden. Efter morgensvømmeturen spiste vi så morgenmad sammen.
Ved hotellet var der et skur, hvor der var et selvbestaltet rejsebureau.
Vi skulle jo videre til Lombok, og Ella og Poul prøvede den almindelige offentlige trafik dertil sidste år. Det tog en hel dag og var ikke særlig behagelig.
Så derfor valgte vi at tage en nystartet hurtigrute, som endda havde udgangspunkt ikke så langt fra Kuta.
Turen tager kun ca. 2 timer, og så er man helt oppe i Sengigi. Prisen er da også en anden. Den offentlige transport med bus og færge og bus igen, koster ca. 30 kr., mens denne tur koster 25 $ pr. person. Men 175 kr. for at undgå at spilde en dag på en beskidt færge, som måske ikke kommer helt over til Lombok, det er vel heller ikke for meget. Så vi bestilte pladser. Vi ville være sikre på at få plads.
Belægningsprocenten på færgen var dog langt under 5%, så det havde ikke været nødvendigt.
Indoneserne selv har ikke råd til at rejse på denne luksus-måde.

Dagen blev ellers brugt til afslapning på stranden og ved poolen – og så lige et par timer med time-share pladder.

Vores hotel ligger i ”Poppis Lane”, som er en meget lille smøge, der forbinder stranden og hoved-gaden langs stranden. Der er altid fuld af liv og en masse forretninger. Det sidste ord er nok en overdrivelse, for de fleste steder var der blot tale om nogle stativer, eller en garage, hvor folk havde alt muligt turist-gejl til salg. Selvfølgelig kunne man købe alle mulige former for T-shirts, hatte, ”kunsthåndværk” og lignende. Og man måtte prutte kraftigt om prisen. Man kan som regel prutte sig ned til ca. 25 % af den først nævnte pris.

Aftensmaden spiste vi på en lille fortovsrestaurant i denne smøge.

Vi fik 3 retter god mad med drikkevarer for 100 kr.
På hotellet faldt vi i snak med nattevagten. Han havde en bil, og han tilbød at køre os til færgen i morgen tidlig.
Vi kunne ikke prutte ham længere ned i pris end til 40 kr., som nok var lidt for dyrt.
Men så var vi fri for at finde en bil tidligt næste morgen.
Så det blev aftalt.

Torsdag den 07-10-99.
I dag må vi videre.
Vi kan ikke dase hele ferien væk.
Nattevagten kørte os til Benoa Harbour, som ligger lige øst for Ngurah Rai Airport (Denpassar)

Her ventede dette flotte skib os.

Det er her i havnen, at alle verdenshavs-farere anløber, når de skal besøge Bali. Så her lå lystsejlere fra hele verden. Vi talte endda med nogle danskere, der var på verdensomsejling i et sejlskib, som vi nu ikke synes så ret stor ud. Men de er da nået helt herud.
Her ses noget af Benoa Harbour.

Overfarten var behagelig. Det gik i et hæsblæsende tempo, og det var flot at se kysten af Bal i fra vandsiden.
Vi sejlede op langs østkysten af Bali, før båden stak over mod Lombok.
Der blev serveret gratis kaffe og kage i starten af turen.
Men resten måtte vi selv købe. Og det var til priser, vi ikke lige var vant til herude.
På båden foregik det hele som i et fly. Velkomst fra kaptajnen, demonstration af redningsveste og udpegning af nødudgange.

Bugten, vi blev sejlet til, hedder Malimbu. 5-10 km. nord for Sengigi. Det var en flot køretur i bus langs vandet og på bjergskråningerne ud mod havet.
Sengigi er den mest kendte badeby på Lombok. Hertil kan man også tage på charterferie fra Danmark. Eller har kunnet. For nu er der næsten ingen turister, og de mange store flotte og dyre hoteller står næsten tomme.

Vi skulle kun overnatte én nat i Sengigi, så vi fandt os et rigtigt back-packer-hotel, som blev det billigste vi oplevede på vores tur. 15 kr. pr. nat pr. værelse incl. morgenmad for 2. Det hed Pondok Sinta Cottages, og så egentligt pænt ud udefra.
Og beboerne i værelset var der. Gekkoerne. Dem kan vi nu godt li', for de spiser myg. Og de kommer aldrig ned i sengen til os.

Inden længe lå vi på den skønne tropestrand.

Men indenfor i hotellet så der sådan ud.
En nat mente vi nok vi kunne klare, og det kunne vi da også. Toilet og bad på værelset virkede ikke, men der var lige bygget en sidebygning, hvor det fandtes, og hvor det virkede.
Så det klarede vi os med. Morgenmaden var der dog ikke noget i vejen med.

I nærheden lå der en dejlig restaurant, hvor vi spiste frokost under stråparasollen næsten helt nede på stranden.

Her er lige et billed af den dejlige strand.

Og brudeparret ser ud til at nyde det.

Når vi altså ikke blev overfaldet af strandsælgerne.
De higede efter kunder.

Happy Hour sidst på eftermiddagen med drinks på en strandrestaurant. Og herinde på restaurantens område, var det sælgerfrit område - så vi nød det.

Her sad vi så og nød den smukke solnedgang.
Og hvilke hyggelige omgivelser.

Om aftenen gik vi op i byen og ind på en fin stor restaurant, hvor vi kunne sidde ude på en stor balkon på 1. sal og spise. Vi fik rigtig god mad og drikkevarer for kun 170 kr. i alt.
Levende musik til maden.
For 10-20 kr. kunne man få dem til at spille næsten alt - og de var dygtige og sjove.
For os spillede de "Michael learn to Rock", som alle asiater jo kender.

Fredag den 08-10-99.
I byen havde vi lejet en vogn m. chauffør til at køre os til næste bestemmelsessted, for foden af vulkanen Rinjani. Vi måtte af med 90 kr. for de 2 timers kørsel. Det blev en dejlig køretur igennem det fattige landskab på Lombok.s nordlige side.
Vi fulgte kysten næsten helt mod øst, og først herovre stak vi ind i landet til landsbyen Baru Koq.

Vi indlogerede os på Segara Anak Homestay. Det var vist et godt valg. Familien, der drev stedet, er hinduer, og ikke som næsten alle andre på Lombok, muslimer. Disse hinduer virker altid noget mere flinke end muslimer, og man stoler noget mere på dem. Fruen her var speciel sød og rar og hjælpsom. Manden arbejder som landbrugskonsulent for staten, så det var fruen og datteren (den ældste), der passede stedet.

Fra værelserne og restauranten er der denne fantastiske udsigt ud over risterrasserne. Og med vulkanen Rinjani i baggrunden.

Og her også et billede af fruens 2 døtre i hver ende af aldersgrænsen.

Vi skulle herefter til at finde ud af, hvor og hvordan man fandt frem til nogen, der kunne guide os op på vulkanen og nogen, der gad bære vores udstyr og rygsæk.
Fruen på stedet tilbød at hjælpe os, og så skulle vi forhandle pris.
Vi blev enige om, at vi skulle på en 3 dages hike og medbringe mad, telte, soveposer og køkkenudstyr. Til hjælp skulle vi have en guide og 2 bærere, hvoraf den ene kunne lave mad til os.
På en hjemmeside på Internettet havde vi hjemmefra læst, at andre tidligere har gjort en sådan 3-dages tur for 50 $ pr. person i alt.
Fruen spurgte, hvad vi ville give, og da vi jo var 4, og vi jo var blevet ret gode til at prutte om priser, tilbød vi 150 $ i alt, eller 1.200.000 Rp. (1200-1300 kr.).
Efter en meget kort betænkningstid, sagde hun OK, og så var den forhandling slut. Vi havde nok budt for meget - men håbede så i stedet for at få en bedre behandling.
Folkene her i landsbyen er pressede. De plejer at leve af turisterne, men der kommer næsten ingen nu. Både på grund af krisen, og også fordi der går rygter om overfald af banditter oppe på Rinjani. De værste historier hørte vi heldigvis først på toppen, eller senere.

En australier skulle endda være blevet slået ihjel af røverne, fordi han satte sig til modværge. Det skulle være sket for nogle måneder siden. Vi var de eneste gæster på dette sted, og derudover mødte vi faktisk under 10 andre turister i de 3 dage vi var i området.
Guiden, vi blev tildelt, hedder Nyoman. Det er en ung uerfaren dreng, som ellers kommer fra Bali. Han bor nu på dette sted og hjælper med rengøring og udlejning. Han skulle nu på sin første guide-tur. Fruen havde dog sørget for en god bærer, som har prøvet turen masser af gange, og det var faktisk også ham, der styrede hele turen. Han kunne dog ikke tale ret godt engelsk, så ordet blev altid ført af Nyoman. Efter frokost tilbød Nyoman at følge os ud i regnskoven til et sted, hvor der skulle være et par flotte vandfald. Eet, der er noget turist-præget, og eet, der ligger længere ude i vildnisset.
Vi gik derud på en times tid. Det var varmt, men alle anstrengelserne værd.
Først til det vandfald, der var længst væk, og som ligger helt ude skoven.

Vi kunne ikke lade være med at hoppe i det dejlige kølige vand.

Alt vandet fra vandfaldet skal selvfølgelig løbe væk Det blev til en lille flod, som vi måtte krydse flere gange, for at komme helt ud til faldet.
Så er det bare om at holde tungen lige i munden. For stenene i floden kunne godt være glatte.
Alt herude er belagt med mos eller beplantninger. Luftfugtigheden er meget høj, og helt ude ved vandfaldet, kunne man faktisk ikke fotografere, for linsen duggede hurtigt til.
Hjemturen bragte os vejen forbi dette andet vandfald.

Nyoman var lykkelig den dag.
Vi gav ham 20 kr. i drikkepenge for at følge os derud.
Han fortalte, at han kun tjener 50.000 rp. om måneden + kost og logi (ca. 50 kr.), og for de penge må han stå til rådighed hele døgnet rundt. Kun én gang om måneden kan han tage hjem til sin familie ude ved kysten.

Lørdag den 09-10-99.

I dag skal vi på Rinjani.
Vulkanen "Gunung Rinjani" er det højeste bjerg på Lombok. Med sine 3726 m hæver den sig over øen og dominerer landskabet. l^en op ad formiddagen bliver den som regel indhyllet i skyer.
Det enorme krater udgør nu en stor grøn halvmå-neformet sø med navn Segara Anak (hvilket betyder "havets barn"), som er 6 km. lang på det bredeste sted.
I nordøstenden af dette krater er der varme kilder, som siges at have helbredende kraft, specielt mod hudsygdomme.
Søen ligger 600 m lodret under kraterranden og i den ene ende er der vokset en ny "lille" vulkan ud, som kaldes Gunung Barujari.
Den er kun et par hundrede år gammel, og den er stadig aktiv. Så sent som 1994 var der et større udbrud, hvilket ændrede hullet i krateret og spredte aske ud over hele Lombok.
Iflg. hinduer, specielt Balineserne, er en vulkan bolig for guderne, så for dem, er Rinjani hellig. Ved hellige ceremonier kaster man smykker og juveler i krateret og søen beregnet som gaver til vulkanens ånd.
Fuldmånenatten er det bedste tidspunkt til at hellige sig vulkanen og bade i de varme kilder. Befolkningen på Lombok er muslimer, og har ikke sådan et forhold til stedet. Man kan komme på trekkingture til kraterranden og endda helt op på toppen. Der er ture fra både nord (som vi valgte) fra øst og fra syd.

Vi startede dagen kl. 6 med pandekager til morgenmad.
Al grejet var pakket og mens vi spiste, kom vores 2 bærere. De hed eet eller andet vi ikke kunne udtale, så vi kaldte dem hurtigt for Henning og Bent. Også fordi vi så kunne snakke om dem, uden at de vidste det. Godt nok kan de ikke forstå dansk, men deres eget navn vil de nok kunne genkende. Bærerne havde al grejet pakket i hver 2 store pakker, som var bundet i hver ende af en tyk bambusstand. Den bar de så over skulderen. Vi skønnede, at de bar 50 kg. hver.
Der er ingen veje til toppen. Man følger blot de stier, som regnvandsbækkene har lavet ned ad siderne i tidernes morgen. Stierne er ikke afmærkede, så en guide er en nødvendighed.

Her holder vi vores 1. rast ved et kæmpetræ, der består af 3 stammer, som er vokset sammen til én trækrone.

Og her et andet rastested.
Vi havde kun en dags-rygsæk hver med vores personlige ting, såsom lange bukser og trøjer.
For i de højder, er der ikke 30°.

Vi blev kørt i jeep af manden i huset til startstedet, kaldet position I, som lå i den øverste ende af landsbyen Senaru. 860 m o/havet. Først gik vi gennem byens marker, og snart kom vi op til urskoven. Det var dejligt at komme ind i skyggen, men nu begyndte det for alvor at gå opad.
Jo længere vi kom op, jo mindre nedtrådt blev stien vi skulle følge.

Her kan man se, hvordan stien vi fulgt ser ud. Det gik opad og opad og opad og opad. Selv om der var skygge i skoven, svedte vi alligevel, for der var en temmelig høj luftfugtighed derinde.
1. rast efter 1 times vandring blev holdt ved det 3- stammede træ.
Efter endnu et par timers vandring nåede vi position II i 1570 m.s højde. Her var der bygget 2 shelters, som man kunne finde skygge under. Vi spiste kiks og bananer og drak masser af vores medbragte vand.
Vi fortsatte opad og nåede position III i 2300 m.s højde efter endnu et par timer.

Her var der også bygget shelters, som man kan se på billedet her.

Det var dejligt at sidde lidt ned i skyggen, mens kokken/bæreren Henning begyndte at lave mad på bål. Han ser da glad ud, ikke?

Ved denne rasteplads mødte vi 3 indonesere, der sagde, de havde været på tur i vulkankrateret. De var gået hjem 2 dage for tidligt, for de havde mødt de banditter, som der blev talt om på egnen. Så de turde ikke at være der længere. Senere er vi mere eller mindre blevet overbevist om, at disse 3 var de egentlige banditter.
Vi oplyste dem om, at banditterne ikke kunne stjæle noget fra os, for vi havde efterladt alt af værdi på hotellet i byen. Vi undrede os senere over, at de havde så godt og dyrt udstyr, og at de ikke forstod rigtigt at betjene "deres" fotoapparat. Det har nok været stjålet eller røvet alt sammen. De tilrådede os at blive her på stedet, i stedet for at campere i krateret. Heldigvis så vi ikke mere til dem. Nu vidste de jo, at vi intet medbragte.

De 3 indonesere er afbilledet her på fotoet af rastepladsen.

Og lige et billede af en af pladsens oprindelige beboere.

De 3 indonesere havde overbevist vores guide og bærere om, at vi ikke burde gå ned i krateret og overnatte.
Så vi besluttede at blive på dette sted, indtil morgenen efter.
Så vi havde hele eftermiddagen til at se på aberne, snakke med guiden og ellers bare slappe af.
Efterhånden som solen forsvandt, forsvandt varmen også. I mørkningen faldt temperaturen til 16°, så jakke og lange bukser blev fundet frem.

Også guiden og Henning fik mere tøj på, og de måtte tæt til bålet, for at holde varmen.

Her ses Hennings indonesiske Rinjani-gryde, kreeret over åben ild og med beskidte hænder. Men vi var sultne, og det smagte godt.

Her indtager vi aftensmaden udenfor nattens logi: hver par sit 2-mands telt i meget dårlig kvalitet. Trætte efter dagens bjergvandring, gik vi i seng allerede kl. 20. Der var bælgragende mørkt og ikke andet at give sig til.

Søndag den 10-10-99.
Op lidt i 5 - før daggry, og hurtigt på farten mod toppen, for kun tidligt om formiddagen er Rinjani fri for skyer.
Opturen til kraterranden var også streng. Det viste sig, at lejren lå lige ovenfor trægrænsen, så snart var vi ude i åbent terræn.
Efter ca. 1 times hård vandring, nåede vi kraterranden i 2634 m.s højde.

Her hilste vi lige på de lokale beboere. Med kratersøen i baggrunden.

Her er vi fotograferet sammen med Henning med Rinjani- toppen i baggrunden.

Rinjanitoppen er endnu 1700 m. højere oppe over havet.

Her er et billede af Henning og Nyoman ved kraterkanten.
Ude i kanten af kratersøen er der opstået en ny vulkan.
Den ses tydeligt her på det lille billede.
Vi skulle ned i krateret til søbredden. Det var en temmelig besværlig tur, for stien er meget stejl, og flere steder måtte vi nærmest klatre.
Men den ene flotte udsigt efter den anden, efterhånden som vi kom nedad og rundt om klippehjørnerne, gjorde, at vi næsten glemte hvor farlig og anstrengende nedstigningen egentlig var.

Ved søbredden så udsigten ud som på det sammensatte billede.
Vi står "lige under" den lille nye vulkan i søen.

Nedturen var utrolig smuk.
Herunder ses 2 billeder på vejen ned - og på vandring langs søbredden på vej mod de varme kilder.

Her ses den flotte kratersø

Her er vi på vej nede på det lidt mere flade stykke.

Turen ned tog 2 timer, og vi mødte ingen banditter.
Vi så faktisk ikke et eneste menneske dernede, men nogen må der have været, for på hjemturen havde nogen samlet en stak brænde ved stien, som ikke var der på turen ud til kilderne. Men vi så ingen.
Vi gik langs søbredden til de varme kilder, hvor vandet, der fossede ud af klippesiden, var så varmt, at man ikke kunne stikke hånden i det.
Der var flere små-bassiner, som vandet løb igennem, så et par bassiner fra udløbet, var vandet blevet til at holde ud.
Og det var dejligt at få kroppen i det dejligt varme vand.

Og her er vi kommet næsten helt hen til den aktive vulkan, hvor det varme vand væltede op af jorden. Tættest på vulkanen var det næsten kogende, men her - lidt længere væk - var det passende varmt til et karbad.

Efter den forholdsvis strenge nedtur i krateret, var det guf for de ømme muskler at sætte sig i det dejligt varme vand.

Før middag begyndte skyerne at komme ind i området. Vi er jo trods alt næsten i himmelen, så skyerne har sit naturlige opholdssted heroppe.

Her ser man skyerne komme væltende ind over søen og bjergtoppene.

Så begyndte hjemturen.

Et blik over skulderen viste dette flotte landskab med den lille nye vulkan nede i det gamle vulkankrater.
Lige nu var den ikke i udbrud. Kun lidt vanddamp kom af og til op af den. - Heldigvis ikke andet.

Efter at have gået halvvejs rundt om søen igen, begyndte opturen til kraterkanten igen.

Her er vi godt på vej.

Og her holder vi en velfortjent pause.

Herunder 3 billeder fra opturen.

Her er vi ved at være kommet helt op.

og kommet helt op på kraterkanten igen vendte vi os om og så dette flotte vue. Uden wide-vinkel på kameraet, har vi måttet sætte 3 fotos sammen.

Da vi nåede op til kraterranden begyndte det at regne. Heldigvis var der dejligt varmt her om dagen, så vi frøs ikke, selv om vi blev gennemblødte.

Tilbage i lejren blev vi mødt af aberne igen.

Og flere turister. En enkelt normand m. guide og 7-8 japanere. Alle var ved at slå telte op og lave mad.
Trætte krøb vi i teltene ved 20-tiden, medens japanerne forsøgte at få bare lidt af deres tøj og udstyr tørret lidt.

11-10-99:
Tidligt næste morgen.

Poul på vej ud i den grusomme verden, hvor så meget hårdt må gennemgås, før der kan blive serveret en kold øl på terrassen nede i varmen. Henning og Bent lavede morgenmad til os: ris igen. Men det giver kræfter.

Snart efter var der pakket, og vi var på vej nedad igen. Det er ikke så strengt at gå nedad for kroppen, men for musklerne på bagsiden af benene, er det noget af en prøvelse. De plejer ikke at blive brugt i den grad. Så inden længe var de meget ømme.

Her er vi kommet ud af regnskoven - næsten helt nede - og mangler kun at gå de sidste kilometer gennem markerne til byen og ned til hotelmutter, der havde passet godt på vores bagage og likvide midler, medens vi var væk.

Vi blev enige om, at nu trængte vi til lidt hvile og sol, så med det samme vi kom ned til udgangspunktet igen, sendte vi Nyoman ud for at finde én, der ville køre os til båden til Gili for 50 kr. Det lykkedes ret hurtigt, så efter at have spist frokost hos fruen på Segara Anak Homestay, stuvede vi vores udstyr ind i bilen og sagde farvel.
Forinden havde Nyoman fået Ellas bruge kondisko og et billigt armbåndsur af Søren. Han var bare lykkelig. Henning og Bent overtog et par af vores T-shirts. De blev også glade. Vi blev kørt til Bangsal, hvorfra bådene går ud til Gili-øerne. Inden vi nåede til billetkontoret, måtte vi løbe spidsrod gennem alle de unge sælgere på stedet. Vand, T-shirts, myggebalsam og -net m.m. var til salg. Man kan bare nævnet en pris, så kan man næsten få alt.

Her ses den Public boat, som er den billigste transport til øerne. 2 kr. pr. person.
Vi valgte at tage over på Gili Trawangan, den største af de 3 småøer.
Hurtigt fandt vi et hotel, og efter at have smidt bagagen,
Så gik det på hovedet i bølgerne på den dejlige strand.

GILI-ØERNE:
Ud for nordvestsiden af Lombok ligger der 3 små koraløer, henholdsvis Gili Air, Gili Meno og Gili Trawangan, alle med superskønne hvide badestrande, klart varmt vand og smukke koralrev med dertil hørende fantastiske flotte fisk i alle farver. Et perfekt sted til snorkling og dykning. Gili betyder blot ø på indonesisk, men de 3 øer bliver i turistmunde kun kaldt for Gili-øerne. For kun ganske få år siden fik efterkommere af Bugis-folket forpagtningen af øerne til oprettelse af kokos-plantager. Det blev en succes, og fiskeri og dyrkning af grøntsager kom også til. Efterhånden som turismen kom til Indonesien, begyndte enkelte rejsende også at tage på eendages ture til øerne, og snart så befolkningen en mulighed for at tjene lidt ekstra. Småhytter blev udlejet, og senere småhoteller.
Folket fandt ud af, at der var flere penge i at "plukke hvide kokosnødder", end at plukke dem, der vokser på øerne.
Nu er øerne blevet meget populære.
Specielt de unge europæiske jordrundrejsere elsker stedet for dets strande, sol, afslapning og billighed. Og der er ingen biler på øerne. Kun små hestevogne.
Vi slog os ned på Gili Trawangan, som er den ø, der er nået længst. Her er der ligefrem en gade langs stranden, hvor småhotellerne og smårestauranterne ligger side om side. Og her er flest folk, så der sker noget - også om aftenen.

Her til venstre er der lige et par billeder af de indfødte.
- Nej - den ene er vist for bleg.

Vi indlogerede os på hotellet Dua Sekawan, hvor hvert værelse kostede 40 kr. pr. nat - incl. morgenmad til 2. Dejlige værelser i bungalows.
Efter havbadet var det dejligt at få et rigtigt bad i varmt vand med sæbe på badeværelset - noget vi ikke havde prøvet i 3 dage.

Her slapper vi af på terrassen udenfor eet af værelserne.

Her kan man se bungalow-rækken vi boede i, og den utroligt flotte 2-farvede bourgonvilla overfor.

På muren under bourgonvillaen, boede en katte-mor med sine 3 killinger.
I Indonesien er det sjældent at se en kat med lige hale. Det ser ud som om alle katte har fået brækket halen, men det skyldes en genetisk fejl hos dem alle.

Aftensmaden spiste vi på vores hotels restaurant, hvor vi både kunne sidde inde under et halvtag og ude i haven under en stråparasol.

Tirsdag den 12-10-99.
Vi slappede af hele dagen. Ella og Jane fik lært at snorkle. Man kunne leje dykkerbriller og -fødder overalt på stranden for 6-8 kr. pr. dag.

Det var Søren, der var læremesteren.

Poul startede på et Pady Dive kursus. Han ville helt til bunds i det der med at dykke og se koraller. En dansk instruktør havde egen forretning, Trawan-gan Dive, og Poul var eneste elev.
Der var videofilm der skulle ses, lærebøger der skulle læses, og eksamen der skulle bestås. Det praktiske foregik først i et swimmingpool, og senere med 5 dyk på åbent vand - ned til 18 m. Det tog da også 3-4 dage.

Her er Poul på vej til dykkerstedet i dykkerinstruktørens båd.

Her kommer en gul havfrue op af bølgerne, og nedenunder, er havmanden ved at gøre klar til at gå til bunds.
Vores hytter på hotellet var ikke ret godt isolerede, og en dag hørte vi fra de unges bungalow, at Søren spurgte Jane, om de skulle have sex overalt. Nåh ja, tænkte vi, de er jo på bryllupsrejse, men kort tid efter kom de ud og fortalte, at de var blevet enige om at nøjes med solfaktor 6 den dag. Det grinte vi meget af den dag - og gør det endnu.

Onsdag den 13-10-99. Dagen fortsatte som i går. Det blev overskyet til middag, og der kom lidt regn.
Herfra kunne man se til Rinjani. Dér var der helt sort, så det var godt, at vi var kommet ned deroppefra.

Torsdag den 14-10-99.
Poul blev færdig med teorien i dag, medens de 3 andre solbadede og hyggede sig på stranden og i vandet.

Frokosten blev indtaget under en solskærm i én af de små strandrestauranter. Som regel fik vi sandwichs. Frisk frugt kunne købes i
de utallige småboder langs stranden.

Her har Jane købt en ananas for 4 kr., som sælgeren skræller på en meget fin måde.
Om eftermiddagen sejlede vi alle ud med dykkerbåden.
Poul skulle ud på sit første dyk, og de andre snorklede imens rundt derude på lidt dybere vand. En hel anden verden åbner sig under havoverfladen. Det er som at være i et kæmpeakvarium. Fisk i alle faconer, størrelser og farver, lige fra små akvariefisk til havskildpadder på knap 1 m. og hvid- og sortfinnede hajer på godt 1 m. Vi spiste aftensmad på det fine, dyre hotel, Villa Ombak, hvor værelserne koster 75-80 $. Vi fik alle 4 hvad vi kunne spise - og det var godt - og vi fik endda dobbelt portion drikkevarer den aften, for i alt 180 kr. Vi blev nemlig ved bordet hele aftenen, for der var livemusik den aften.

Fredag den 15-10-99.
I dag var Ella, Jane og Søren på rundfart på hele øen.

De lejede én af de små hestevogne og fik en tur rundt på hele øen for en 20-er. Der var 35° i skyggen allerede kl. 10.30, så det meste af dagen blev tilbragt enten i vandet, eller under stråmåtter. Ella og Poul så en kæmpe havskildpadde gå på strandbunden og "græsse" kun 100 m. fra land.

Aftensmaden spiste vi på "strandrestauranten" ved vores eget hotel. Vi havde bestilt Mie Goreng, som er en nudelret med kød og grøntsager. Det koster 8 kr. pr. portion. Maden var halvkold, og den smagte af fisk. Der er ikke fisk i Mie Goreng, så maden gik retur til køkkenet, og vi fik noget andet. Men vi havde alligevel spist for meget af den første portion. Den var skyld i efterfølgende mavepine hos Jane og Søren.

Lørdag den 16-10-99.
Poul havde sine 2 sidste dyk i dag, henholdsvis om formiddagen og eftermiddagen.

De andre slappede af igen på stranden. Det blæser meget i dag, og en masse urenheder fra floderne ovre på Lombok, er flydt herover. Stranden var ikke helt så ren, som den plejer at være.
Aftensmaden fik vi på rest. Barubodas. Ellas kartofler smagte mugne, Sørens steak var tabt i peberkrukken og Jane fik for meget kød til sin Spaghetti Bolonaise. Men Poul klagede ikke, så han nød det - også for de andre.
Her ovenover er Søren og Jane på vej op af vandet med al snorkleudstyret på.

Poul fordybet i en computer.
Kontakten hjem til Danmark blev holdt via E-mail. En masse restauranter og hoteller har nu internetcomputere for at gøre turisterne tilfredse.

Midt på Trawangan ligger en større høj. Vi ville se solnedgangen deroppefra, men vi kom for sent derop. Vi fik dog set hvor primitivt folk kan bo. Fra bakken var der denne udsigt ned over "byen".
Og man kan også se de 2 andre øer, Gili Meno og Gili Air

Søndag den 17-10-99.
Vi skal videre. Nu har vi slappet af længe nok. Poul fik lige et ekstra dyk om formiddagen, hvor han svømmede sammen med 2 hajer, havskildpadder og en lille rokke.

Ellers fik vi pakket vores rygsække og var klar til afrejse foran hotellet.
Vi havde bestilt billet til Bounty Cruise, så vi kunne sejle direkte fra GiIi til Bali på kun ca. 2 timer. Det var samme gule hurtigfærge, som vi sejlede til Sengigi med.
Vi hyrede en båd på stranden til at sejle os over til GiIi Meno, for det er derfra, færgen sejler. Det blæste så meget, at båden ikke kunne lægge til på vestsiden, så vi blev sat af på østsiden og måtte så gå tværs over øen, for at nå til færgens afgangssted.
Der er bygget en flot færgeterminal med tilhørende flot hotel og swimmingpool.

Her er et billede, hvor vi er på vej ud på anløbsbroen. Det blæser rigtigt meget. Ella var nervøs for overfarten, for hun plejer at blive søsyg. Så hun tog en søsygetablet, og den virkede.

Her ser man en primitiv olietanker, der kom med olie til færgen.

Her har vi lige forladt Gili og ser øerne fra søsiden med Rinjani mørk og skyfuld i baggrunden.

Det blev en barsk overfart. For det første var færgen næsten 2 timer forsinket og for det andet, gyngede det meget. Inden længe måtte Jane og Søren udenfor. Nu virkede den dårlige Mie Goreng, vi spiste i forgårs. De dårlige bakterier i maden gjorde nu sit til, at Jane og Søren blev godt og grundigt tømt.
Selvfølgelig spillede søgangen også ind, men de plejer ikke at blive søsyge - og det gør Ella. Hun blev ikke søsyg.
Endelig nåede vi Benoa Port på Bali. Det var blevet mørkt. Jane var blevet bedre, men Søren kastede blod op, så vi måtte hellere køre til læge. Via Jysk Rejsebureaus kontor i Sanur, fandt vi et hospital inde i Denpassar, som straks tog Søren i behandling. Han måtte afgive diverse prøver og en halv times tid efter, vidste vi, at han havde fået parasitter i sit tarmsystem. Maveforgiftning. Han fik en kur og nogle tabletter udleveret, og så kunne vi endelig begynde at finde et sted at bo. Egentligt ville vi have været direkte til Ubud oppe midt på øen, men Søren trængte vist til at få hvilet sig.
Så vi valgte at blive på sydøen om natten. Nu havde vi jo prøvet Kuta Beach, så vi valgte kysten på østsiden af øen.

Vi tog til Sanur Beach, hvor vi indlogerede os på Hotel Wirasana. 90 kr. pr. nat incl. Morgenmad.

Her indtager vi morgenmaden på terrassen næste morgen.
Søren er blevet friskere, så vi rejser nok snart videre.

Han blev endda endnu mere frisk, da han fik lidt vand i hovedet.

Eller var der nogen, der tog pis på ham??

Her på det nederste billede klippes græsplænen ved hotellet.
Ikke med plæneklipper, men med en hæksaks. Og den blev klippet kort og det tog en hel dag.

Her en lige lidt om Bali:
Bali er omkring 5,500 km2, og det højeste punkt er Mount Agung, på 3,142 m. Små 3 mill. balinesere bebor øen. Øen er bjergrig, dels græsland, dels monsunskov i et sundt tropisk havklima med en gennemsnitstemperatur på 28°.
Europæere begyndte at handle med øen, kort efter at Hollænderne havde indtaget øen i 1597. Der dyrkes ris, majs, sukkerrør og kokospalmer.
Indbyggerne er hinduer i modsætning til næsten alle andre indonesere, som er muslimer. En dansker, Mads Lange, regerede i en provins på øen i årene 1839 - 1856.

Mandag den 18-10-99.
Vi hyrede en bil, som kørte os de ca. 50 km. op til Ubud. Undervejs holdt vi ind i landsbyen Celuk, som er berømt som "Sølv-byen". I en stor forretning fandt Jane og Ella et sølvhals-smykke, som de godt kunne lide. De forlangte 410 kr. for sådan eet, men prisen blev pruttet ned til 250 kr. -og det var endda for 2 ens halssmykker.

Der var lige tid til et morgenbad i poolen - inden vi kørte nordpå.

Ankommet til Ubud blev vi overrendt af folk, der ville "sælge" hotelværelser til os. Vi ignorerede dog dem alle sammen og gik til en cafe, som Ella og Poul kendte.
Derfra fandt vi frem til Homestay Pelangi, hvor vi fik hver sin bungalow i en dejlig frodig have. 30 kr. pr. nat incl. morgenmad.
Der var rimeligt pænt og dejligt stille, selv om det lå lige midt i byen.
Vi slentrede lidt rundt i byen og var bl.a. i Monkey Forrest, hvor aberne var noget aggressive.

Her er en abe efter Ella. (Det er Ella med sort tøj på).

Vi kikkede også lidt rundt i de mange butikker. Mange butikker solgte træskærerarbejde af forskellig slags

.
Her sidder Poul sammen med en abe, skåret i træ. (det er Poul til højre.)

Om aftenen gik lyset ud i hele byen. Men det sker af og til og det varer sjældent mere end et par timer.

Ved sengetid lød der skrig fra Jane og Sørens hytte.

De havde fundet en kæmpeedderkop og en skovsnejl på badeværelse.

Selv om edderkoppen og sneglen blev slået ihjel og smidt udenfor, sov Jane ikke ret meget den nat.
Og om aftenen på restaurant, var der en kæmpegekko, der "sked" på Poul. Den sad oppe under loftet og tabte noget lige på skulderen. Betjeningen hentede servietter, men de grinte også.

Tirsdag den 19-10-99
P.g.a. edderkoppen besluttede vi at flytte hotel.
Ella og Søren gik ud for at se på noget bedre. Det gav flere sjove episoder, når hotelfolkene så de 2, der søgte efter værelser. Aldersforskellen - og hvert sit køn.
Hvordan skulle der redes op, o.s.v. Alle var dog tilfredse, når de sagde, at de skulle have 2 værelser. Det endte med, at vi indlogerede os på Puri Garden Bungalows. Dejlige store værelser og rene badeværelser. Prisen blev pruttet ned fra et par hundrede kr. til 120 kr. pr. nat pr. værelse, incl. morgenmad.

Der var en skøn smal frodig have foran værelserne, som ses her på billederne.

Nede i Monkey Forrest var der flere kilder og småfloder. Alle sådanne steder har balineserne i sin tid gjort til hellige steder, og der er som regel bygget et tempel eller lignende.

Her ses en bro over floden, med kæmpe-træer voksende på hver side. Bemærk de mange og lange lianer. (Tarzan kom ikke lige forbi).Jane var endnu ikke helt oppe på dupperne efter sin maveforgiftning, så hun ville gerne hvile sig hele eftermiddagen. Søren derimod ville gerne med ud at gå i omegnen af Ubud.
Så vi 3 gik en tur rundt om byen.
Det blev til en 3-timers tur i alt, og det var kun lige, at Søren kunne klare det. Han var meget træt og sløj, da vi kom hjem. Hans mave var svær at få i orden igen.

Udenfor byen gror risen alle steder. Markerne er kunstigt afvandet med små kanaler, så der kan komme vand til risen.
Her står risen flot og grøn.

Da vi kom hjem, havde Jane feber, og Søren faldt om på sengen. De sov resten af dagen og natten. Ella og Poul gik på indkøb i byen. Ella fik købt en sød sommerkjole og en broderet bluse for bare 30 kr. På markedet blev der også købt forskellige ting, som skulle med hjem som gaver.
Ella og Poul måtte alene på restaurant den aften.

Onsdag den 20-10-99.
Jane og Søren fik morgenmad på sengen og hvilede sig ellers hele formiddagen. Over middag var de nogenlunde friske igen, så vi lejede en bil for 30 kr. til et par timers køretur rundt i området, incl. chauffør/guide.
Først var vi i et stort atelier, hvor de solgte træskærerarbejder.

Her ses Jane og Ella ved indgangsportalen til landsbyen.

Vi endte på et lille værksted, hvor Jane og Søren købte et par flotte delfiner, skåret i træ.

Som det ses herunder begynder grundarbejdet med en ny figur med en grov kædesav.

Senere bearbejdes emnerne med mindre save, og til sidst med træskærer-håndværktøj.

Bilen var lejet af en ung mand ved navn Kadek. Vi kaldte ham Kadet.
Han var også chauffør og guide, og var sød og rar.
Så vi lejede ham til at køre for os hele næste dag. 100 kr. for en hel dag.

Torsdag den 21-10-99.
Kadet var klar foran hotellet kl. 9, og så kørte vi ud for at se på risterrasser.

Her er et par enkelt billeder af risterrasserne. Flot - flot - flot.

Vi fortsatte til templet Tirta Empul, hvor der var hellige kilder. Billedet her er derfra.
Det store træ, som vi står under, er såmænd en almindelig stuebirk, som vi kender hjemmefra.

Vi skulle selvfølgelig også ind og se templer.

Her er vi i eet af dem. Kvinder pynter op til fuldmånefest i templet.

For at få lov til at komme ind i templet, må man være tækkeligt påklædt. Ikke noget med bare ben.
Så her har vi alle sammen fået nederdel på.

Dette er vist højalteret i templet.
Der var mange fine guld-ting udstillet.

Vi fortsatte nordpå. Vi ville op på Bali.s vulkan, Gunung Batur. Vi kom frem til landsbyen Penelokan, og herfra var der en fantastisk udsigt ud over vulkanen og den højtliggende sø ved siden af. Der var desværre lidt diset. Gunung Batur er 1717 m. høj og stadig en aktiv vulkan.
Ud af et hul i siden pruster den ca. hvert andet minut en stor røgsky ud -ofte sammen med et ordentligt knald. Her et foldeud-billede af Gunung Batur og Lake Batur.
Gunung Abang på 2152 m ses i højre side.

Vi spiste frokost på en restaurant med panoramaudsigt ud over området. Kadet blev helt paf, da vi inviterede ham til at spise med.

Vi fortsatte frem til landsbyerne Batur og Kintamani, som lå heroppe på kraterranden. Indtil år 1917 lå landsbyerne nede i krateret, men et stort udbrud destruerede byerne og slog tusinder af mennesker ihjel. Vi var inde at byens tempel.
Det er et typisk Bali-tempel med flere etager tage. Nærmest med "mongol-frisure".
Et par drenge sidder og leget med sten, medens deres mødre forsøger at få solgt tingeltangel til os turister.

Vi kørte en anden vej hjem til Ubud. Ad en lille vej, så vi kom igennem mange små landsbyer.
Vi holdt af og til pauser og var ude at strække ben.
Her er vi stoppet ved et specielt frodigt sted med udsigt ud over landskabet med kokospalmer.

Hjemme på hotellet igen, fik Ella sin the i The-pavillionen.

Fredag den 22-10-99.
Formiddagen blev brugt til de sidste indkøb og pakning af rygsækken. Opel Kadet kom efter os kl. 12, for vi skulle videre. Vi havde bestilt ham til at køre for os resten af dagen og så sætte os af i Sanur.
I dag hørte vi, at der i går havde været store uroligheder på sydbali, p.g.a. valget, men det mærkede vi ikke noget til. Men vi så det i dag. Nede sydpå var der overalt væltet træer ud over vejbanen og der var brændt bål og bildæk mange steder. Godt vi var på bjerget i går. Vi startede køreturen med at køre til Celuk, hvor pigerne så på sølv igen. Der blev dog ikke købt noget i dag.
Vi fortsatte til Taman Ayun Temple, som ses på billederne herunder.

Det var et stort tempel, men ikke noget særligt. Dog var der en dejlig frodig have i og omkring templet, så den beså vi med glæde.
Øverst ses indgangsdøren til templet. Den er lavet af guld.

Vi fortsatte ned sydpå og kom til byen Kediri, hvor vi lige udenfor byen holdt ind i skov. Her var der en slags udflugtsmål, og selvfølgelig også en masse boder og "guider".
I et træ hang en mængde flyvende hunde og sov.

Og så var der aber overalt. Aberne er vant til besøg her, og de forventer, at vi har noget spiseligt med til dem.
De var meget fredelige, disse aber. De spiste pænt af hånden og bed aldrig ud efter os. Og når vi viste dem vores tomme hånd, gik de blot igen.
Hvor utroligt det end lyder, så elskede de unge aber at bade.
I en vandkanal langs hegnet, sprang de direkte ned i vandet. De svømmede og pjattede og dykkede endda flere meter under vandet.

Efter skoven kørte vi ned til vores endelige mål den dag, nemlig det mest fotograferede sted på hele Bali.
Det er derfor også meget "turistet" her på stedet med mindst 100 boder og en masse, der gik rundt og solgte alt muligt. Priserne på restauranterne var også skruet op til mere end det dobbelte (men alligevel var det billigt).

Tanah Lot Temple:
Templet ligger beskyttet ude på en halvø, hvor man ikke kan komme ud, når det er højvande. Selve templet er ikke noget særligt og det ser lidt faldefærdigt ud. Men det er også beliggenheden på en halvø ud mod vest, der gør stedet så attraktivt. Fra "land" kan man nemlig få nogle fantastiske solnedgangsbilleder, som vi kan se på billederne herunder..
Her på de 2 øvrige billeder ser man templet fra en anden klippe-halvø ud i vandet, og nedenunder i den stik modsatte retning. Også på denne klippehalvø ligger et lille tempel ved navn Batu Bolong Tanah Lot.

Her sidder vi og nyder aftensmaden, medens solen synker.

Ikke noget at sige til, at det er det mest fotograferede tempel på Bali. Her i solnedgangen kan man ikke finde noget smukkere

Nu var det mørkt, og vi kørte til Denpassar og videre til Sanur, hvor vi igen indlogerede os på Hotel Wirasana.
Søren opdagede igen blod i urin og spyt, så vi hyrede en vogn og kørte igen ind på hospitalet.
Intet farligt blev konstateret, og han skulle blot fortsætte med sin kur.
Dagen efter ringede han dog hjem og fik sin far til at ringe til en dansk læge, og lige nøjagtigt den læge, han fik fat i, kender forholdene på Bali, så han kunne kun oplyse, at Sørens kur var den eneste rigtige. Det beroligede os alle meget, så nu kunne vi slappe helt af de sidste dage.

Her holder vi foran Hotel Wirasana sammen med Opel Kadet og hans Toyota.

Lørdag den 23-10-99.
Nu havde vi 2 hele dage, hvor vi ikke ville lave andet, end at slappe af.
Hotellets swimmingpool blev benyttet flittigt.
Lørdagen tilbragte vi på terrassen eller ved poolen. Og med en spadseretur langs stranden nordpå. På vej hjem skulle Poul veksle 100 $, og her forsøgte de at snyde. Det vidste vi nu på forhånd, så vi så alle så godt efter, at det blev opdaget. Så i stedet for at få en 100 $ seddel, fik han en finger.

Om aftenen fik vi en dejlig middag på en flot restaurant, der dog var alt for fin efter vores smag. For mange tjenere og for meget betjening. Selv ens vandglas blev fyldt op, hver gang man havde taget en slurk.

Søndag den 24-10-99. Morgenmad som sædvanligt på terrassen og frokost på nabohotellet. Lidt shopping sidst på eftermiddagen i byen og aftensmad på en mere venlig restaurant i nærheden.

Mandag den 25-10-99. Store hjemrejsedag.
Pakkede rygsækkene og fik dem sat i receptionen og forlod værelset kl. 12. Lå ved poolen resten af eftermiddagen og kørte til lufthavnen til kl. 17. Fik blot at vide, at flyet var 6 timer forsinket, så det var en lang ventetid, og vi kunne regne ud, at vi ikke kunne nå vores tilslutningsfly fra Wien. Lauda Air gav gratis aftensmad i lufthavnens restaurant, og så var der blot at vente. Endelig afsted lidt efter midnat - og en lang flyvetur med lidt læsning - tv-kikkere

og soven, endte midt på formiddagen i Wien. Jane er jo vant til det med lufthavne, så inden længe havde hun fået os booket ind på et SAS-fly til Kastrup med afgang kun 1 time senere. Så derfor var vi kun ca. 4 timer forsinket, da vi endelig nåede til Kastrup. Og derfra er der jo direkte togafgang mod Jylland, og med kun 15 min. ventetid, gik det jo let.

Tirsdag den 26-10-99

Så var ferien jo slut for denne gang, men alt var jo gået så godt, at det har været en uforglemmelig oplevelse. Også at rejse sammen. Det gav mange gode minder.
Her er lige til slut et billede af Poul, hvor man tydeligt kan se, hvor anstrengende det er at være på ferie.