2016 Australien

Australien, oktober 2016.

Denne side indeholder tekst og billeder fra vores besøg i Midt Australien: Alice Springs og Ayers Rock.

Du kan se og læse om vores ophold i Sydney i ugen før: klik her

Eller om vores ophold i Nordøst Australien ved Cairns / Port Douglas i ugen efter: Klik her.

---

Hvis du vil læse fakta om Australien, så gå til Wikipedia på dette link.

Du kan også se en amatørvideo fra vores tur på Youtube. Klik her.

Hvis du gerne vil se billederne større og i bedre opløsning, så kik i skyen på dette link.

Fredag den 14. oktober 2016.

Nu rejser vi videre ind til midten af Australien, nærmere bestemt til den lille lufthavn i Ayers Rock tæt ved byen i midten: Alice Springs. (Tæt ved, tja - efter Australske forhold. Der er 457.4 km.)

Vi forlod hotellet i Shuttlebus og blev kørt til indenrigslufthavnen, hvorfra vi i jetfly fløj op til midten af Australien og landede i den meget lille lufthavn i området, der hedder Ayers Rock
At landet er stort siger flyvetiden på 3,5 time noget om, og det er endda kun til midten af landet.
Fra flyet så vi den velkendte store klippe, som de fleste tror hedder Ayers Rock.
Men den hedder altså ULURU, og er en hellig klippe for Aboriginals (de indfødte, som først beboede Australien).

Fra Wikipedia: "Uluru eller Ayers Rock er en kæmpemæssig sten, som ligger i Northern Territory i Australien, hvor den befinder sig i nationalparken Uluru-Kata Tjuta, 350 km sydvest for Alice Springs. Den er omkring 350 m høj og 3,6 km i længden. Uluru er hellig for den oprindelige befolkning, og den har mange forskellige kilder, vandhuller, huler og gamle bemalinger.
Ayers Rock er også meget kendt for dens måde at skifte farve på, når solen rammer den på en bestemt måde samt tidspunkt; den bliver halvt rødglødende. Dette er også en af de mange grunde til, at turister kommer fra hele verden, de vil se den skifte farve. Når det regner, bliver den sølvgrå og skinner næsten på lang afstand."

I lufthavnen blev vi samlet op af et lille rejseselskab, som vi nu skulle på en 5 dages tur med ud i "Way Outback".

Vi var 16 gæster, 1 stk. 4hjulstrukket
lastbil med buslad.

Desuden chaufføren, Matt, som både kørte bilen, var guide, kok og vejviser.

Ja, han var en rigtit "Crokodil Dundee"

Det skulle blive 5 spændende dage.

Vi fandt straks ud af, at herude er der altså millionsvis af fluer.

Og de er næsvise.

Så i Besøgscenteret ved den røde klippe, blev vi nødt til at købe fluenet.

Det fortrød vi aldrig.

Selv om det ikke er særligt kønt.

Men det er virksomt.

Vi blev sat af i det ene hjørne af klippen, og så gik vi halvvejs rundt om den.

Det er altså ikke bare en stor aflang rund klippe.

Faktisk ser vi kun toppen af den, for den går altså også 6 kilometer ned i jorden.

Og den har mange forskellige former, efterhånden som vi kom rundt.

Hele tiden så vi noget nyt.

Der er også mange klippehuler ind i klippen, og mange af dem har de indfødte brugt til forskellige formål.

Mændene og drengene havde deres huler, og kvinderne og pigerne havde deres.

På væggene har de i fordums tid malet og tegnet forskelligt. Det har været bedstefædrene, der på den måde lærte deres drenge børnebørn at jage, kende dyr og planter og hvad der ellers skal til for at blive rigtigt voksne.

Det samme er sket i kvindehulerne, blot var det her husholdning, det drejede sig om - og for pigerne.

Se evt. mere om Ayers Rock på dette link (Billeder og engelsk tekst.)

Her et kik ind i sådan en hule-

Her er vi kommet rundt om det meste af klippen til det sted, hvor det er lettest at bestige toppen.
Da klippen er et helligt sted, anmoder parken ved store skilte besøgende om at undlade at klatre derop.
Det er de indfødte, der ejer området, men det er lejet af staten, så de indfødte kan ikke forbyde det.

Men man henstiller til publikum om at respektere de regler aboriginals har.

Så vi klatrede ikke derop.
Matt havde kørt bilen herom, så vi kunne komme videre.

Her endnu en hellig hule.

Her er vi på parkeringspladsen, hvorfra turister betragter klippen medens solen (bag os) går ned, og klippen derved skifter farve.

Mit kamera kunne kunne dog ikke få farveskiftene til at ses, fordi det automatisk regulerer nuancerne, som giver det bedste billede.

Medens vi kikkede på dette smukke syn, serverede Matt champagne for os, inden han kørte os til vores Camp i nærheden, hvor vi skulle overnatte.

Lørdag den 15. oktober 2016.

Før en vis herre fik sko på, blev vi vækket og kørt et sted hen i nærheden, hvorfra vi så solen stå op over ørkenkanten.

Her på billedet ses vores køretøj.

Og her ses Campen.

Vi sov i teltene som ses i baggrunden, og vi havde fra starten fået udleveret både lagner og soveposer. Der var senge i teltene, så det var fint.

Her er koldt om natten, men når solen får magt, bliver det 30 grader eller mere.

Her kommer solen op over kanten og bebuder en meget varm dag.

I dag skal vi på en 7 km. vandretur i det nærliggende bjergområde kaldet "The Olgas". Det hedder rigtigt Kata Tuja.

Her er vi begyndt vandringen ned igennem "Vindenes Dal" og mange flotte scenarier viste sig efterhånden som vi kom frem.

Også her lever den australske "gråspurv": undulaten. Hernede er de dog alle grønne.

Og der er mange store flokke af dem.

Ja, det kunne godt ligne Uluru-klippen, men det er altså The Olgas.

Det gik op, og det gik ned, og temperaturen steg og steg i løbet af formiddagen.

Ved starten af vandreturen stod et skilt, hvorpå det blev oplyst, at stien blev lukket ved temperaturer på 36 grader eller derover.

Det nåede vi ikke op på. Men måske næsten.

Matt fortalte, at det er første gang i 7 år, at han har set så mange blomster her i området.

Nogle planter blomstrede for første gang i 10 år.

Når det en sjælden gang regner, kan frøer (tudser) pludselig dukke op af jorden, selvom der er gået en del år siden sidste regn.

Hvordan de overlever dernede, ved jeg ikke.

Nu tager vi afsked med "The Olgas"

Vi kørte derefter videre ud i ørkenen.

Frokostpausen blev holdt på Curtin Springs Cattle Station, hvor Matt grillstegte pølser og små steaks til os.

Maden indtog vi i det dejlige vejr udendørs.

Stedet her har også en lille biks, hvor diverse fornødenheder kan købes.

Det var nødvendigt for Matt at købe 6 kilo is og et par plasticbaljer.
For airconditionen i bilen var brudt sammen, og ingen mekaniker var i miles omkreds.

Isen brugte vi så til nedkøling af vores legemer på eftermiddagens lange køretur i noget over 30 graders varme.

Man har også store kaktus her i området.

Videre mod Kings Canyon

Vi kørte langt den eftermiddag.
Airconditionen var stadig i stykker.
35 gr. udenfor og endnu mere inde i bilen.
Vi fik sat god pris på isen i baljerne.

Efter nogle timers kørsel, ankom vi til Kings Creek Station, som er vores næste overnatnings camp.

Vi kørte vel 2-300 km. hver dag under de 5 dages ophold Wayoutback.

Nattens camp lå langt fra alting. 2 toiletter uden døre og 2 badeskure, ligeledes uden døre. Men åbningen vendte ud mod ørkenen, så der var ingen, der kunne kikke ind.
Det varme vand til badet skulle vi selv varme. Engang Dronning Elizabeth havde været på besøg i Australien, viste man hende den nyeste opfindelse, en træfyret varmtvandsbeholder.
Det blev ingen succes, så denne her er den eneste der findes.
Den stod udenfor baderummet, og man skulle selv lægge et par pinde under den, når man skulle i bad.

Men det virkede godt nok.
Nærmede man sig bad eller toilet, spurgte man blot højt, om der var optaget eller ledigt.

Det fungerede.

Her ved bålet koger Matt kartofler og kaffe/thevand.

Og efter aftensmaden, blev der fyldt mere brænde på, så vi kunne hygge os omkring bålet.

Det blev nu aldrig sent, for alle var trætte efter de mange oplevelser hver dag. Og vi stod meget tidligt op om morgenen.

Det var mørkt fra kl. 18.30 til 06.30.

Søndag den 16. oktober 2016.

I dag skal vi se Kings Canyon. (Watarrka).
Vi startede nede i jordhøjde, men så måtte vi gå/kravle op ad denne skrænt og længere op i højderne.

Turfirmaet har nu fremskaffet et lignende køretøj, hvor airconditionen og alt andet virkede perfekt.

Herligt - herligt.

Heroppe fra kunne vi se ned til vores og de andre turisters biler - og ellers ud over ørkenen, som strækker sig milevidt i hver retning.

Heroppe så vi denne mærkværdige tingest.

Først troede vi det var en slags puppe eller spindelvæv, men Matt sagde, at det faktisk er et meget sjældent lille dyr. Den er små 10 cm. i højden.

Vi husker ikke hvad Matt sagde den hedder, og jeg kan ikke finde noget om den på nettet.

Så det er nok rigtigt, at den er sjælden.

Efterhånden kom vi længere og længere op.
Mall fortalte - som han altid gjorde - om geologien, dyre- og planteliv og hvad vi ellers ønskede at få at vide.

Han ved tilsyneladende det meste.

Vi synes alle, at han er meget dygtig og en god guide.

Kings Canyon har for mange millioner af år siden forandret sig. Australien er blevet skubbet fra begge sider, og på midten er undergrunden skudt op.

Flere steder til højder på linie med Himalaja-bjergene.

Senere blev landet klemt på den anden led, og store bjergmassiver sprækkede.

Det kan tydeligt ses her i Kings Canyon.

Og Matt skulle lige vise, hvordan en bestemt filmscene er optaget - og netop på dette sted.

Her ser man tydeligt, hvordan klipperne er sprukket. (hedder det nu sprukket eller sprækket??)

De 300 m. høje bjergsider er helt lodrette, både den man kan se her, og den vi selv står på toppen af.

Fantastisk naturfænomen.

Her kan man også se kanten af den klippevæg, vi stod på.

Ja, det er her Poul står.

Matt oplyste gravalvorligt inden vi kom derop, at ingen måtte gå nærmere kanten end 3 meter. Hvis nogen gjorde det, blev turen øjeblikkeligt aflyst.

God forsigtighedsregel. For der er altså langt ned.

Fantastisk flotte udsigter hele vejen rundt.

Selv heroppe er der vand. Endda en hel sø.

Stedet kaldes da også for Edens Have.

Dette træ - ja det er ikke en palme - er det ældste træ her i midten af Australien.

De nederste visne blade falder nedad og til sidst helt af. Så man kan se, hvor mange gange træet har sat grene, hvilket det gør en gang om året.

Derved man regnet sig frem til, at træet er 6-800 år gammelt.

Frokostpausen i dag blev holdt i Ayers Rock Resort, hvor der minsandten var et swimmingpool, som Ella ikke kunne lade være alene.

Eftermiddagen blev brugt til transport.

Et langt stræk på 250-300 km., hvoraf de 160 km. var grusvej.

Her holder vi på grusvejen.

Alligevel klarede bilen at køre etapen med omkring 100 km/t.

Godt med en god 4-hjuls trækker med gode fjedre og støddæmpere.

Man kan ikke se enden af vejen, hverken forud eller bagud.

Vejen, med navnet Mereenie Loop Road, er vist temmelig berømt, men vi mødte nu ingen andre turister eller i det hele taget kun meget få biler på den lange strækning.

De små 300 km. kørte vi uden at se noget som helst menneskeskabt - bortset fra vejanlægget.

Her går et vildæsel

og her 3 vildheste.

Men vi så ingen kænguruer.

Vi kom op til West MacDonnald National Park, hvor jordoverfladen er noget anderledes, end det vi hidtil havde set.

Enkelte steder sås dog bjergmassiver, som her. Jeg ved dog ikke hvad det hedder. Vi kom ikke nærmere på det.

Vi ankom i flot solskin til næste overnatningssted ved Glen Helen.

Det blæste en del, og det røde støv føg i luften, så teltdørene skulle helst være helt lukkede.

Aftenen og natten blev noget kølig.

Her indtages aftensmaden.

Ved siden af campen lå et mindre handelssted, der også havde en bar.

Så vi kunne gå indenfor i et rigtigt hus og få en tår over tørsten. Det var hyggeligt.

Mandag den 17. oktober 2016.

Denne udsigt havde vi lige bag ved campen.

Søen mener de traditionelle ejere af dette land er hjemsted for en gammel og kraftfuld Regnbueslange.

Og jo, der er slanger overalt i Australien. Endda nogle meget giftige, men de er bange for mennesker, så hvis man holder sig til stierne, er der ikke mange chancer for at møde dem.

I dag kørte vi til Ormiston Gorge, hvor vi skulle vandre på Ghost Gum Walk - "spøgelses gummitræ stien."

Heroppe så vi så vores første kænguruer.

Endda 3 - men på så lang afstand, at der måtte zoomes kraftigt, for at få billeder af dem.

Det er bjergkænguruer, der siges at kunne hoppe helt op til 4-5 m op ad en lodret klippevæg.

Her efter hjemkomsten til Danmark er vi nu lidt skuffede over, at det var de eneste 3 kænguruer vi så dernede.

Vi havde troet, at hele landet vrimlede med dem.

I bunden af dalen løb mindre vandløb, som vi måtte vade over, for at komme en anden vej tilbage.

Den valgte vej var vist ikke så god endda.

Der måtte en slags bjergbestigning til, for at komme tilbage.

Heldigvis kun nogle få meter ned, og alle klarede det fint - undtagen mig. Jeg mistede håndfæstet og faldt et stykke. Matt bremsede mig, men alligevel kom jeg til skade.

Jeg flækkede en negl.

Vi kørte videre til Owen Springs Reserve, hvor vi beså et lidt specielt sted. Der findes kun 4 af sådanne steder i landet, og det er aboriginal ejendom og helligt for dem.

Her er jordlagene, som engang blev skudt af undergrunden, lodrette og af forskellig materiale og farver.

Nogle af lagene bruger aboriginerne til "maling". De "maler" materialet sten mod sten og får derved et pulver, som kan bruges til kropsbemaling.

Herude i ørkenen er der mange firben.

Den vi ser her er af de lidt større.

De er ikke ret sky, så det er nemt at få billeder af dem. De stikker ikke af, bare fordi vi kommer lidt tæt på.

Frokosten lavede Matt til os på en rasteplads, hvor der var en el-grill til rådighed.

Kort derfra kom vi et et dejligt sted, hvor en bjergsø så indbydende ud.

De fleste af selskabet fik en afsvalende svømmetur.

Selv Matt, der sprang i i alt sit tøj.

Men hva, det blev tørt i løbet af ikke så lang tid i den varme vind.

Herefter kørte vi til et aftalt sted, hvor 14 af deltagerne blev afhentet af en anden bil. De havde kun bestilt en 4 dages tur, så Ella og jeg var de eneste, der skulle have fornøjelsen af Matt og hans dygtighed i endnu et døgn.

Vi bestemte, at nu ville vi rigtigt "Wayoutback", som australierne siger, når de er langt væk fra alting.
Vi valgte dette sted langt ude "In The middle of nowhere" til at tilbringe natten i - direkte på jorden og lige under stjernerne.
Det er fuldmåne i aften og skyfrit, så det blev aldrig helt mørkt.
Matt tændte bål og lavede mad til os på bålet, medens vi så os lidt omkring.
Herude er der meget øde. Vi så overhovedet ingen tegn på liv, bortset fra, at vi kunne se spor i sandet fra forskellige dyr.

Natten tilbragte vi på jorden i hver sin "Swag". Det er de grønne "pølser" man kan se på billedet. Det er en slags vandtæt soveposeovertræk med en tynd madras.
Vi krøb i soveposen og ned i swag.en allerede ved 21.30 tiden, og vi sov vidunderligt hele natten.
Når vi vågnede i korte øjeblikke, kunne vi se os omkring i månelyset, men alt åndede fred og ro. Ingen mus, rotter eller slanger krøb ned i soveposerne til os, så det hele forløb fantastisk godt.

Tirsdag den 18. oktober 2016.

Efter morgenmaden pakkede vi sammen og efterlod stedet, som det var, da vi kom til det.

Vi kørte nu til en aboriginal landsby ved navn Oak Valley Aboriginal Community, en lille by med 70-80 indbyggere. Men de har det meste selv, for det ligger rigtig langt fra alting. Egen skole med 8-9 elever, eget elværk og vandværk, kunstcenter, butik og campingplads.
På campingpladsen - som forøvrigt var helt tom, kunne vi så lige få et bad.

En ung aboriginal tog os med ud i buschen og bjergene og fortalte en masse om hvordan aboriginal lever og har levet.
Her på billedet ses, hvordan forfædrene har ridset et landkort over området ned i klippeoverfladen. Ingen ved hvornår, men det er gammelt.

Han viste os også nogle af deres traditionelle våben, spyd, stokke og selvfølgelig boomerangs i forskellige størrelser.
Og en boomerang kommer altså aldrig tilbage igen, med mindre det er meget stærk modvind. Men den er dødsens farlig når kasteren er dygtig.
Der findes flere hundrede aboriginal-stammer og mange af dem taler forskellige sprog.
De har for øvrigt også deres egne love, men de er ikke nedskrevet. Kun de gamle kender dem - og dømmer efter dem.
Her lige et billede af deres "national"-flag.

Sådan ser en typisk aboriginal ud.

I byerne ser man dem ofte optræde med musik og rytmer, og så har de malet sig med striber på krop og arme/ben.
Og så lugter de ikke ret godt.
Måske dårlig hygiejne eller måske en slags race-lugt.
Dem vi så her i byen havde dog almindeligt tøj på, omend det så gammelt og slidt ud - og det samme gjorde deres biler.

I deres kunstcenter så vi så deres specielle kunstværker.
De maler typisk med punktmaling, og vi skulle også prøve.

Her forsøger Poul sig som Aboriginal-maler.

Kunstcenteret kalder de Wallace Rockhole Tourist Park.

Ella og mig forsøgte os med at lave hver sit bogmærke.

Tegnene er dyrespor og andre tegn, som aboriginalerne bruger som en slags skriftsprog.

Vi købte nu også et pænere malet billede, som nu står herhjemme.

Tilbage i civilisationen kørte vi til et sted, der hedder Angkete Atwatye Standley Chasm.
Det er et aboriginal-ejet turiststed med restaurant og handywork-butik.

Grunden til vores besøg er dog en dejlig lille spadseretur ind i bjergene bagved, og du kan se billederne her.

Hvis ikke billederne er tilfredsstillende nok, kan det varmt anbefales at bruge 2 minutter til at se en lille video på Youtube. Se meget flotte optagelser. Klik her.

Nu er turen ud i Outbacken ved at være færdig, og Matt kørte os til Alice Springe, hvor vi lige skal slappe af et par dage.

Her fra en bakketop kan man se hele byen. Den er ikke ret stor, men er et midtpunkt i Australien, først som relæstation for en landsdækkende telegrafledning, og nu som stedet, hvor turister overnatter, når de skal se det, som vi lige har set.

Onsdag den 19. oktober og torsdag den 20.oktober 2016.

Vi slår lige disse 2 afslapningsdage sammen, for vi kan ikke skelne dem fra hinanden.

Vores rejsebureau, Benn.s havde sørme reserveret værelse på Double Tree by Hilton. Det var et lækkert sted at slappe af i.

Hotellets påfugl viste gerne alle sine flotte fjer frem.

De 2 dage vi havde i byen, brugte vi til at se os lidt om i byen.

Vi fik også købt en god flaske rødvin. Det synes vi vi trængte til efter de 5 dage ude i ingenting.

Vi var også inde i museet for "Australia Flying Doctors".

Her sidder Ella i en af de udstillede ambulancefly, som nu er afløst af mere moderne.

Det er en god organisation, som blev oprettet allerede for små 100 år siden

Vil du vide mere om organisationen, så kik 10 min. på Youtube. Klik her.

Eller se deres hjemmeside: Klik her.

Så skal vi videre.

Her sidder Ella og venter på lufthavnsbussen ved 15.30 tiden.

Vi skal flyve videre til nord-øst hjørnet af Australien.

Der skal vi have en uge i badebyen Port Douglas.

Læs videre om vores ophold i Nordøst Australien ved Cairns / Port Douglas: Klik her.

Eller gå tilbage til første side om Sydney: Klik her.