De sidste mange kilometer – oppe fra hovedlandevejen – var der kun grusveje. Bussen holdt ved busstationen, og her holdt C&C.s lokale rejsebureau og ventede på os.
Vi var de eneste turister. Vi blev kørt til ”Hosteria del Puerto”, som er byens ældste gæstehus. Men det er restaureret for nyligt, og der var pænt og meget rent overalt.
Selv om grusvejen udenfor støvede helt vildt. Vandvognen kørte ellers næsten uafbrudt og vandede vejen.
Her ser vi på byen fra vores lille altan.

Og til højre kikker vi ned i baggården.
En typisk spansklignende Hasienda.

Vi gik en tur langs floden, men kunne egentligt ikke komme ret langt, for der var så højvandet, at vandet flød langt over flodkanten.

Lige ovre på den anden side af floden ligger Uruguay.

Vi var også et smut oppe i ”Centrum”, og her var der dog beton på vejene.
Det er klart udenfor sæsonen, men alligevel er alle folk flinke og venlige. Der er mange butikker og en del smårestauranter og cafeer.
Her føles det meget mere sikkert og fredeligt end i Buenos Aires.
Medens vi sad på en fortovsrestaurant holdt der pludselig en gammel Dodge-jeep ud for os, og føreren spurgte, om vi ikke var Ella og Poul.
Det var så Charlie, som driver det lokale rejsebureau. De har samarbejde med C&C, og han skulle ”Varte” os op de næste par dage.
Vi aftalte, at han hentede os kl. 20, hvorefter vi gik på restaurant for at få aftensmad. Det var med i rejsens pris.
Charlie viste sig at være uhyre interessant at være sammen med. Hans mund stod ikke stille ret længe af gangen, men det var ikke kedeligt – det han fortalte. Og han talte et smukt gammelt aristokratisk engelsk og han kunne en mængde skønne floskler på dette sprog.
Der var så meget kød til vores middag, at vi kun kunne spise godt halvdelen. Men Charlie kunne godt. Også den halvdel vi levnede.
Efter at have været sammen med ham denne aften, kaldte vi ham kun for Crokodille Dundee, for han minder meget om denne personlighed.

Selv om vi havde drukket både vin og øl, kørte han os hjem til hotellet sent aften.

Lørdag den 29-10-05.
Efter morgenmad på Hasiendaen, hentede Charlie os i sin gamle Dodge. Han fortalte, at den havde været med i Vietnam, dengang den gjorde tjeneste i den amerikanske hær.
Nede ved floden gik vi ombord i en lidt større gummibåd, hvor også et argentinsk ægtepar og 2 børn var med.
Vi sejlede nu langs flodbredden og også ind ad de små sidekanaler.
Herinde er det som at komme regnskoven. Her er grønt den langt overvejende farve. Men den er også repræsenteret i alle sine nuancer.
Charlie er en dygtig naturvejleder. Han fortalte om planter og træer, om fugle og dyr og om klimaet.

Efter sidekanalerne sejlede vi ud midt i floden og gik i land på nogle sandbanker, hvor der nu voksede en del træer og buske.
Herude har dyr og fugle det normalt for sig selv, så der var nyt at se.Se lige disse dejlige billeder:

Efter at være kommet i land igen, spiste vi frokost på en fortovsrestaurant nede ved havnen.
Hyggeligt ser det jo ud – og hyggeligt var det.
Vejret var dejligt og ikke for varmt.

I byens park stod denne rytterstatue. Det er vist en nationalhelt, som grundlagde det nuværende Argentina.

Som det måske kan ses af på billedet, sidder der en fuglerede ved siden af hans hoved – helt lukket og tilklistret – oppe på skulderen.
Denne rede er bygget af nationalfuglen, Rufous Hornero: Brun Ovnfugl. Det ligner brun stær, men den bygger disse specielle reder.
Den er så meget nationalfugl, at overtroen siger, at landet vil forgå, hvis man ødelægger fuglens reder.
Så derfor sidder denne mange år gamle rede stadig på statuen.
Se rede og fugl på dette billede, som er taget et andet sted.

Sidst på eftermiddagen gik vi lidt nord for byen, hvor der var et udendørs svømmeanlæg.
Her er thermisk vand, så det skulle ikke opvarmes, og det var lige så varmt som i et badekar.
Det var dejligt, både at bade i det varme vand, og solbade på plænen.

Kl. 20 hentede Charlie os og vores kufferter.
Vi kørte hjem til ham og hans familie, hvor vi spiste denne sidste aften i Colon.
Han boede i et større hus i byen sammen med sin kone og 2 børn. Den lille på 1½ år, Jeronimus, blev hurtigt gode venner med Ella, og så skulle der leges.
Imens grillstegte Charlie en kæmpe oksemørbrad, som blev indtaget med brød og salat til.
Det blev en rigtig hyggelig aften sammen med denne lokale familie.
Kl. godt 22 kørte Charlie os op til hovedvejen, hvor vi skulle med bussen nordpå.
Bussen var mod sædvane kun ½ time forsinket, så ventetiden blev ikke lang.
En kæmpebus ankom. En bus med normalt plads til 50 passagerer var reduceret til kun 24 pladser i alt. Så sæderne var brede, og der var så langt mellem stolerækkerne, at sæderne næsten kunne lægges helt ned.
Og så var der steward ombord også. Straks vi var blevet placeret i de bløde lædersæder, kom han med whisky og / eller champagne, så vi kunne få lidt at sove på.
Vi faldt snart i søvn og blev vækket igen lidt over kl. 6.