Det kom ikke bag på mange, at Asger Hansen forlod denne verden for få dage siden. Hans krop var slidt af et langt, indholdsrigt og til tider belastende liv. Men selv til slut, hvor kroppen ikke ville mere, fungerede hans skarpe intelligens og hans humoristiske sans til fulde.

Asger Hansen var psykolog og forstander på behandlingshjemmet Bøgholt ved Århus, da man i 1960'erne begyndte at mangle velkvalificeret personale til Socialstyrelsens døgninstitutioner rundt omkring i landet.

Asger var allerede da en markant figur i det socialpædagogiske felt, og han blev headhuntet til den store udfordring, det var at opbygge et uddannelsesmiljø i hjertet af Århus.

I den anledning flyttede man Christian d. IX's Børnehjem, og Asger Hansen var derefter med i opbygningen af Århus Børneforsorgsseminarium i Finsensgade 14.

Som seminariets første ansatte begyndte Asger helt fra bunden. Han udvalgte selv sine nye kollegaer og havde en sikker fornemmelse af at sammensætte et hold af ansatte med vidt forskellige kompetencer.

Kravene til det socialpædagogiske personale voksede og uddannelsen blev forlænget til 3 år. Samtidig skiftede den og seminariet navn. Nu hed det Århus Socialpædagogiske Seminarium for at markere, at socialpædagog-uddannelsen var født. Overgangen var ikke vanskelig for Asger Hansen, hvis hjerte bestandigt bankede for de svage og udstødte i samfundet - den gruppe som socialpædagogikken altid har haft som hjertebarn. Seminariet i Finsensgade voksede og Asger formåede at placere sig selv og sit uddannelsessted centralt i den pædagogiske debat. Arbejdet med public relations og lignende lå ham inderligt fjernt. Til gengæld var han bestandigt på forkant og i kraft af sine stærke input i de betydende pædagogiske kredse, ofte med til at sætte dagsordenen for det socialpædagogiske arbejde.

Som leder rummede han en markant - og meget sjælden - evne til at gøre to ting på en gang: På den éne side at styre målbevidst i den retning, han selv fandt rigtig. Og på den anden side (og det er just det vanskelige) at ansætte et personale med vidt forskellige holdninger og kompetencer, og give dem meget stor plads til at udfolde deres faglighed.

Asger nåede ikke at deltage i næste navnebytte, da Socialpædagogisk Seminarium blev omdøbt til Peter Sabroe Seminariet midt i 1990'erne. Men med sit stærke socialpædagogiske engagement lunede det hans hjerte, at man valgte en socialpædagogisk sværvægter som profil, da navneskiftet blev nødvendigt.

Asger Hansen var selv en af de socialpædagogiske profiler. Peter Sabroe Seminariet står på en platform, som han har været med til at bygge op. Der er en særlig ånd i luften her på seminariet, og en stor del af denne kan spores tilbage til Asger. Han var til fest og farver og til glødende diskussioner om socialpolitikken og socialpædagogikken. Han fik ikke kun venner, for man slog sig på ham. Og også vi, der kendte ham godt, bandede ham ind imellem langt væk. På nudansk ville man måske sige, at Asger var "for meget". Når han havde sat sig et mål, kunne man bestemt slå sig på ham. Og når diskussionerne bølgede kunne han, ind imellem, forlade slagpladsen i vrede. Men han kom altid tilbage og gjorde kampen færdig. Som regel vandt han..!

Der er få tilbage af Asgers kaliber. Asger Hansen var i positiv forstand en original i en tid, hvor der måske er for mange kopier.

Jeg tænker på ham som et stort, solidt, gammelt egetræ.

Et stærkt og livskraftigt træ i skoven er nu faldet. Men den jord, træet voksede i, er frugtbar.

Vi skylder ham meget.

Æret være hans minde.