Eva, yngste barn af farfar og farmor Lars Julius og Ellen Lysholm Christensen fortæller til Hemmesiden Lysholm.Christensen.dk. (opdateret af Eril Larsen)

Barndomsminder - fortalt til mine børnebørn og oldebørn.

Som nr 11 kom jeg til verden på Skt Maria sygehus i Roskilde d 31.3. 1928. Mor lå på stue med en anden kone, som også havde født en pige. Så hvad var vel mere naturligt end at drille mig med, at jeg var forbyttet, men nej, sagde mor - for den anden pige var en lille splejs. Jeg vejede 9 pund. Jeg blev født 1 måned før fars og mors sølvbryllup, så jeg nåede at komme med. Men det har nok været meget ubelejligt for de store søskende. En af dem udtalte da også, at han gerne ville besøge mor, men tøsen ville han ikke se.

En tante, der var med til sølvbryllup, sagde, da hun så vuggen: det er da vel ikke jeres. Hun syntes jo nok, at der var nok i forvejen.

Bedstefar ‏(morfar)‏ boede hjemme i Gøderup de sidste år, han levede, de andre bedster har jeg aldrig set. Jeg husker bedstefar med et langt skæg. 1 reb i loftet, så han kunne forandre stilling, og præstens besøg, hvor far og mor var til alters sammen med ham. Jeg var 6 år, da han døde. Begravelsen var i Haslev, men der måtte jeg ikke komme med, det var ikke for børn! Jeg skulle så være hos Agnes nede i husrækken imens.

Min ældste søster Kamilla ‏(Milla)‏ døde ret ung fra 5 børn, hvoraf Ruth på 8 var den ældste. De fem var altid hjemme i Guderup i ferierne, vi var som søskende, mine egne var jo så meget ældre. Når de så skulle tilbage efter ferien - stod jeg i porten og kiggede hen ad vejen - og tudede, nu var der så tomt!

Jeg/vi måtte tidligt være med i arbejdet, malke de 10 køer med hånden, luge roer, det foregik på den måde, at far gik foran med roejernet, satte dem af i blokke, så måtte vi kravle bagefter og tynde dem, og lade den største blive stående.

Og i høsten - far kørte selvbinderen med 3 heste for. Kornet - negene - skulle vi så lægge i rækker, karlen satte dem så op i hove, som vi kaldte dem. Når det så var godt tørt, blev det kørt hjem i laden eller i stakke udenfor og tærsket i løbet af vinteren.

Jeg har tit været med 1 time før skoletid, mit arbejde var at sætte halm sammen og tage avner fra, det fik jeg 20 øre for. Men - uha - hvor det kløede og støvede.

Hveden blev slået med slåmaskine, da stråene skulle være så lange som muligt, de skulle bruges til tækning. Far slog en række, så skulle vi børn samle det op og bagefter binde det i neg. I en pause kom mor eller en af de små med Ananias, en drik, mor lavede af ananas essens, dertil en sigtebrødsmad eller en kage, det var herligt kan I tro.

Om vinteren blev der også tærsket langhalm på en maskine, som far havde lavet.

Når brændestakken var sat ind om vinteren legede vi meget i den bløde jord. Vi lavede veje med håndfladerne og brugte pinde og sten som dyr eller måske kastanjer. Der stor 2 store kastanjetræer i haven, i det ene var en stor gynge, i det andet et langt reb, som man kunne svinge sig i. Og mange frugttræer og buske, blommer, æbler og Kajs pæretræ og 1 gravenstenstræ, det var fars, dem måtte vi ikke røre, når de så var plukket om efteråret blev de lagt i en kommodeskuffe. - Al nedfalden frugt måtte vi ta, så det var med at komme først ud om morgenen!

Vi havde et lille stueorgel, det blev købt, da Milla var 10 år, for en ko. Hvad hun så lærte gik videre til hele flokken.

Far og mor holdt søndagsskole hver anden søndag, så blev der sat en lang bænk ind i stuen, i forvejen var der en lang bænk, så nu kunne der være 14-15 børn.

Mor læste historie og lærte os bibelvers, far havde altid teksten. Jeg kan se for mig, hvor han står bag kurvestolen og fortæller bibelhistorie med lysende øjne. Det lå far meget på sinde at fortælle os børn om Jesus.

Aftenen før siger far til mig: nu kan du godt begynde at øve dig, jeg skulle spille på det lille orgel til sangene om søndagen, det har sikkert lydt jammerligt, for Musse sad ved siden af og peb, men det var måske dens måde at synge på.

Da Musse så en sommer døde, ja, så skulle den jo begraves. Vi fik en papæske af mor til kiste. Og så stillede vi op i en lang række med Jørgen forrest som præst. Vi vidste, at man sang ved en sådan lejlighed, med hvad? Nå, vi blev så enige om: I skoven skulle være gilde. Jørgen bar kisten, og så vandrede vi syngende ned i den anden ende af haven, der havde vi i forvejen gravet graven.

Far og mor holdt også møder derhjemme i stuen - og selvfølgelig julefest - altid d. 30.12. Der kom rigtig mange. Af talere husker jeg især Magnild fra Roskilde, han var en god taler og fortæller. Der var også Sofie fra Viby og Jens Hansen snedkeren. Disse 2 var af og til hjælpere i søndagsskolen. Bagefter fik hele flokken lov at løbe i haven og spise blommer og frugt.

Og så var der det lille blad Et ord med på vejen, det skulle deles ud om lørdagen. Samtidig skulle vi invitere til søndagsskole om søndagen eller møde. Det var mest børn og folk fra husrækken, der kom. En dag jeg kom med bladet til Magna, vor nabo, sagde hun: Ja, det kan da være godt nok at hænge ud på das. Da jeg fortalte far det, sagde han; Så skal du ikke gå derind mere, det er det for godt til. Men var det nu ikke lige stedet, hvor man kunne læse det? Derhjemme brugte vi avis eller en telefonbog, de blev skåret i passende stykker, men det var dog irriterende at læse noget, og så ikke kunne finde fortsættelsen!

Far læste altid en prædiken af Vilhelm Beck om søndagen, hvis vi ikke havde været i kirke. Af og til kørte vi til domkirken i Roskilde, så blev hesten staldet ind i Lytsøfts gård med en dusk hø. Der var en gårdskarl, der tog sig af den, mens vi var i kirke.

Far og mor var meget sparsommelige, men vi børn har aldrig manglet noget. Sødmælk blev kun taget ind til fløde, ellers måtte vi drikke kærnemælk eller skummetmælk, det kom retur fra mejeriet. Den mælk, der så var, når mor havde skummet fløden fra, blev brugt til vælling eller flødesovs, en sådan sovs med hvide kartofler, var en herreret, og dertil fik vi ikke noget kød.

I det lille værelse ovenover soveværelset blev sat en ekstra seng op i ferierne, så kunne der ligge 2 eller 3 i hver seng. Der var højt humør, og vi kunne nok blive lidt højrøstede, men så bankede far i loftet med stokken, den havde han altid ved sengen, ja, så vidste vi besked. Til gengæld kunne vi høre, hvad far og mor talte om nedenunder.

Far havde et ris, der lå over dørkarmen, jeg tror nok, de store drenge har smagt det.

Vi måtte ikke bruge sulfo til opvasken, grisene skulle ha opvaskevandet, det var altid bedre end vand.

Kaj var meget fingernem til at lave ting af cigarkassetræ. Engang lavede han en lille vogn, og Helene lavede seletøj, og så blev Musse spændt for vognen. Det kunne den ikke li, så den for ind under kakkelovnen, det var dens yndlingsplads. Der blev den, og Helene måtte så spænde fra.

Mor lavede mad på det sorte komfur om formiddagen, bagefter blev gløderne lagt ind i kakkelovnen, så var der varmt om aftenen. Mor kunne også bage brød i kakkelovnen. Når brødet var taget ud lagde mor et par mursten ind, dem fik vi med i seng som varmedunke, pakket ind i avis.

Far kunne fortælle historier, han sad med lukkede øjne og bakkede på piben, vi sad musestille og ventede, og så begyndte far. Det var tir noget, han selv digtede, men også bibelhistorier.

Mor sad tit med strikke-strømpen, eller hun stoppede og syede på det gamle. Mor var ikke stærk. Hun sad ned til alt arbejde, gøre rent måtte vi klare. Mor havde vist nok været på sygehus nogle gange til operation, hun havde jo også født os 11 børn.

Mor fik te på sengen hver morgen af far, indtil en nat, hvor far blev syg, en blodprop i hjertet. De har været ved dødens port, sagde lægen. Efter den dag fik far kaffe på sengen af mor. Kaj måtte hjem fra landbrugsskolen for at passe bedriften.

Far have en damecykel, han trak den hen til trappestenen, når han skulle op, så var det lettere. Far cyklede til Roskilde, når der skulle handles. Han havde en pose Bismarksklumper med hjem til mor, de blev lagt ind i uret, det skete, vi fik lov til at smage. Ellers fik vi ikke slik.

Vi havde en telefon, den hang på væggen. Mor ville ikke tage den eller bruge den, så en dag, far var i Roskilde, ringede han hjem, og så var mor jo nødt til at tage den. Er der noget kreatur til salg spurgte kreaturhandleren, som var far. På den måde lærte mor at tage telefonen!

Jeg tror, man dengang var slemme til at give hinanden øjenavne, og far var ingen undtagelse. Der var Fjælden, han havde en trælade, der vendte hen mod os. Og Løjer, han var den første, far så sprøjte sin mark, Han slår det hele ihjel, sagde far. Og så var der Odderen, da de fik barn nr 25, fik de en barnevogn af Dronningen. Det har nok knebet med at føde så stor en flok, så det skete at en høne eller to forsvandt om natten. Deraf navnet!

Fars vintersyssel var at binde selvbinderbånd sammen. Han sad på bordet derhjemme i stuen, så kunne der blive en go bunke på gulvet! Det blev så senere lavet til reb.

Jo, jeg har da også gået i skole. Men først skulle man koppevaccineres. Frk Glud kom til skolen kørende i en lille sportsvogn. Hun havde en stram nederdel, hvid bluse og slips på, det var usædvanligt for en dame dengang. De store drenge blev sat til at passe på bilen, at de små ikke rørte den. Inde i skolen var vi så alle os, der skulle begynde i skolen det forår. Matha var med mig, og jeg var meget bange for lægen og det lille stik, nej to, så jeg stod og tudede. Hende, der står dernede og tuder, kommer herop først siger frk. Glud så. Det var nok klogt, så skulle de andre ikke høre på det mere. Martha var også med mig den første skoledag, der var 2 klasser: store og lille, 3 dage til hver om ugen, vi brugte også lørdagen dengang.

Gode gamle lærer Hermann var alles lærer. Vi gik mange ture i botaniktimerne, han kendte navnene på alle planter, de andre fag: dansk, regning, geografi, naturhistorie havde vi også, og så selvfølgelig bibelhistorie, jeg har lært mange salmevers og bibelvers der, det er guld værd, når man bliver gammel! - Der kunne godt falde en lussing, men så var den også fortjent, men lærer Hermann brugte mere at sætte os udenfor døren, eller vi skulle sidde efter.

Skolens julefest måtte jeg ikke være med til, for det foregik i forsamlingshuset! Og det var et syndigt sted i fars øjne. -

Når der var eksamen mødte hele skolekommissionen op med præsten i spidsen, og så blev vi ellers hørt i det forskellige. Den dag fik vi lidt penge med hjemmefra, så kunne vi snolde hos købmand Borg. Tit skulle jeg handle for mor på vej hjem fra skole. Jeg husker fru Borg sagde farvel og tak, hvis der var handlet for mere end 10 kr., ellers var det bare farvel!

Der blev også handlet i Øm brugs, de kørte med varer en gang om ugen. Det kunne ske, at brugsmanden havde lagt et kræmmerhus bolsjer til 2 øre oveni.

Der kom forskellige handelsfolk hjem til: Børstenbindere, kludehandlere, urtekræmmere, når han kom, måtte vi vælge 1 brev frø til vores lille have.

Ja, og så de har kreaturhandlere, der var en far kaldte Dit og Dat, han kom en morgen, mens far holdt andagt, han måtte pænt vente til far var færdig, så kunne de handle.

Vi havde forskellige karle bla. Johannes, han var apostoler. Far og han drøftede tit dåben, der var de ikke enige. De sidste 4-5 år var morbror Jens derhjemme, han havde kun 1 tand, derfor var det Jens med 1 tand. Han var ikke hurtig, men tro som guld.

Agnes fra husrækken hjalp med hovedrengøring og storvask en gang om måneden. Nogle dage før blev tøjet lagt i blød, og så kogt dagen før. Det var koldt om vinteren at få det skyllet i det kolde vand og så få det vredet.

Da jeg var 10 år var jeg syg af nyrebetændelse. Jeg lå længe i sengen og jeg husker, at jeg ikke måtte få noget med salt - det er nok derfor, at jeg er så glad for det nu -. En dag kom lærer Hermann på besøg, han havde 2 bananer med til mig, sådanne havde jeg aldrig smagt. Endelig var jeg rask og skulle i skole igen, men så fik vi mund og klovsyge, og så måtte vi ikke forlade gården, og ingen måtte komme ind, kun dyrlægen, han skulle jo tilse dyrene. Engang fik jeg 2 tiører af ham, jeg havde en sparebøsse, der viste summen for hver 10-øre, der kom i. Dyrene blev raske igen, men de havde lidt meget under sygdommen.

På kældergulvet stod et stor sulekar til kød og et mindre til sild. Spegesild fik vi hver dag til frokost kl. 9. Den mindste i flokken sad på fars skød - og fik halestykket med en fedtemad til, det var herligt, kan I tro.

Der var flere vintre med hård frost og megen sne. Når der så var fyldt op på gårdspladsen spændte vi Blis for kanen, og så blev der ellers kørt sne ud på marken. Når det så begyndte at tø, skulle vi grave frugttræerne fri, at ikke grenene skulle blive for tunge. Når porten blev lukket om vinteren lukkede far hestene ud i gården, en af dem gik til bryggersdøren og fik en humpel rugbrød af mor. Det var sjovt at se, som de nød at røre benene. En dag spurgte jeg far, om jeg måtte få et par brædder at lave ski af, det fik jeg, og mor var så velvillig at koge en gryde vand, så holdt jeg brædderne deri - længe - men det blev aldrig de ski, jeg havde drømt om.

Ved juletid blev der slagtet gris, så var der fest med alt det ferske kød, resten kom i sulekarret. Far slagtede af og til en spædkalv. Jeg husker, mor kogte hovedet, så fik vi forloren skildpadde.

Det tærskede korn blev lagt på stuehusloftet, det kunne godt gi nogle mus, men det måtte så blive missernes arbejde at tage dem. De, altså misserne, sad på staldgangen, når vi malkede, de elskede den varme mælk, de fik til sidst.

Når køerne om sommeren kom på græs, stod de tøjrede, der var ikke hegn. De skulle så flyttes 3-4 gange om dagen. Til middag skulle de vandes i en af de 3 mergelgrave. De var ustyrlige, når de var rigtig tørstige, så det arbejde kunne jeg ikke li.

De samme ustyrlige køer fik for resten hø juleaften, det var ellers forbeholdt kalvene og en syg ko.

Min sidekammerat i skolen hed Rigmor, hendes far var mejeribestyrer i Gøderup. Det var noget særligt at komme til fødselsdag hos hende, vi fik chokolade med en stor klat flødeskum og boller med rigtig smør på. Hun havde også meget mere legetøj end jeg, men ikke nær så meget, som I børn har nu!

Der var et kommune-hus med 2 familier, den ene havde 2 piger på alder med mig. Den anden havde en stor flok. De var ikke døbt som små, så skete det, at et barn døde, det gjorde sådan indtryk på forældrene, at de lod alle de andre døbe, det må ha været en festdag!

I husrækken boede en kone, som havde en strikkemaskine, hun strikkede lange uldne strømper, men åh, hvor de kradsede. En anden lavede kludesko med cykeldæk til sål.

Min første skolebog havde en hane udenpå, det skete, mor lagde en 5-øre indeni, hvis jeg havde været flittig, så havde hanen lagt æg.

En dag før jul fik Helene og jeg lov til at tage til Roskilde til juleudstilling, det var meget spændende, jeg husker ikke, hvor mange penge, vi måtte bruge. Man kunne købe små chokoladefigurer til 10 øre og andre små ting, men alene at se alle herlighederne, var sjovt. Et år købte jeg nogle af de her lange blyanter, dem skar jeg over, så var der gave til 2. Til mor strikkede jeg hosebånd. Mor gik med en lang uldklokke og uldstrømper.

Mor lavede sulevælling, det kunne far godt li. Det var et stykke flæsk kogt på mælk med kartofler og gulerødder i, jeg yndede det ikke, men der blev ikke serveret noget andet. Mor bagte hvedekage i kakkelovnen, så blev der en dejlig varme. Melet til dette brød havde far malet et par gange. Det smagte herligt, vi fik et stykke til aftenskaffen. Om sommeren fik vi frugtgrød om aftenen. - Ruskomsnusk var også en af fars livretter.

Julen derhjemme: Juleaften var og er stadig noget særligt. Martha og Emil med familie var tit hjemme i julen, dem fik vi gaver af.. Når vi så kom ind fra malkningen og dyrene havde fået foder, ja så var det jul! Vi fik ribbensteg med svesker og æblekage, en herlig julemiddag, dertil sodavand. Til middag eller frokost fik vi risengrød. Når vi så havde gået rundt om juletræet, sunget en masse, og far havde læst juleevangeliet, så fik vi gaver. Ikke store og dyre, men meget værdifulde i vore øjne. Engang fik jeg en 5-kroneseddel ag far - det var lønnen for det år, og den rakte langt. Jeg fik jo mad og tøj og alt andet oveni. Lommepenge kan jeg ikke mindes, at vi fik. Vi fik også godter juleaften og pebernødder, dem spillede vi œ nød i hænde med.

Så kom 2.verdenskrig 9. april 1940.

Mælkemanden kom om morgenen og sagde Nu er vi besat af tyskerne. Vi kunne også høre de mange flyvemaskiner, de fløj lavt ind over landet. Vi mærkede ikke så meget derhjemme, men vi kunne høre luftalarmen i Roskilde, så skulle folk løbe i kælderen eller i beskyttelsesrum. - Alt skulle mørklægges, alle vinduer fik sorte gardiner også i stalden, og byerne måtte ikke ha gadebelysning. En overgang var Martha og Emil med familier derhjemme pga bombning af København. Kaj var politi, de blev taget i 1943. Mange blev sendt i koncentrationslejre, men Kaj undslap, han gik under jorden: Han kom til en dyrlæge på Nordfyn som hans privatchauffør. Skæg og briller fik han hurtigt anlagt og et andet navn. Alt blev rationeret, nej ikke salt, det var dog det værste, der kunne ske, sagde far. En sæk salt blev sat op ved skorstenen, så var det tørt, det blev jo brugt til saltning af kød m.m. Det var før fryse- og køleskabstiden.

Mor lavede rosiner af rabarber. Far tørrede bladene til tobak. Tøj og garn kunne man ikke få, så opfindsomheden var stor. Gamle trøjer blev hyllet op og strikket nyt. Noget garn, vi kaldte russergarn , kunne vi få, det var nærmest som selvbinderbånd, og uha, hvor det kradsede! Ris og kaffe kunne man heller ikke få. Mor ristede byg på panden, det smagte da lidt af kaffe, det blev blandet med Ricks eller Danmarks. Æbleblade blev tørret til the. - Alt spiseligt, kød og brødkorn skulle afleveres til tyskerne. Men med kartofler, frugt og grønt i haven led vi ingen nød på landet.

I 1940 blev der bygget en centralskole i Glim, der gik jeg så de sidste 2 år. Skolen blev besat af tyskerne, og de stod vagt ved banen i Gøderup, og ved viadukten i Glim, så skulle vi vise legitimationskort, hvis vi ville forbi, det var gamle soldater eller store drenge, der stod vagt.

Så kom befrielsen 4.maj 1945. Folk jublede og festede i mange dage. En lærke letted og tusind fulgte, og atter var Danmark frit.

Jeg har aldrig hørt far og mor være uvenner. De viste os børn vejen til Himlen, hver dag bad far for os børn og altid med tilføjelse - Millas børn -

En rig arv har vi fået, i dag er det os - jer mine efterkommere, der skal bringe det glade budskab videre, lige der hvor vi er sat.

Med sang og bøn gå Herrens stier.

Eva Johanne Pedersen, f. Christensen

Så vidt jeg (Poul Lysholm) ved, lever Eva endnu. Her i 2023 bliver hun 95 år.