Bedstemor Katrines optegnelser

I det herrens år 1967 var der nogen i familien Ørnsholt, der bad vores efterhånden gamle bedstemor Katrine Sørensen om at skrive noget ned om hendes erindringer fra gamle dage.

Bedstemor Katrine var enke efter Johannes Sørensen – ham med det stive ben, som havde drevet landbrug i Ørnsholt, men som pensionist var flyttet til Vonge.

Her er så hvad bedstemor har skrevet, både om sin egen familie og om landsbylivet som helhed.

Som det vil blive bemærket, var hun meget religiøs, hvad der jo ikke var så ualmindeligt dengang.

Her i starten har jeg indsat de billeder jeg er i besiddelse af, af de personer Bedstemor har nævnt.

Bedstemor

Nielsine Katrine Sørensen

1891-1983

Bedstefar Johannes Sørensen

1885-1955

Bedstemors far

Peter Hauge

1861-1962

Bedstemors mor

Sidsel Hauge

1864-1938

Bedstemors farfar

Niels Nielsen Hauge

1813-1905

Bedstemors formor

Katrine Nielsen, f. Madsdatter

1818-1912

Niels og Trine deraf navnet Nielsine Katrine (Fars forældre) Kristian og Stine deraf navnet

Fars far, Niels Nielsen - kaldet Niels Hauge er født i Nortvig i en lille gård, der hedder "Plovmandhave", -(i gamle dage Plovmandshauge)-deraf navnet Hauge. Fars mor. Katrine blev aldrig kaldet andet end Trine, født i Mølgård på en større gård (Th. Ballegaards). De købte en lille gård i Tinnet, kaldet "Sønderdal" (Vandskellet 2, 7173 Vonge) og drev samtidig en lille købmandshandel som dengang kaldtes høkerhandel. Der kom efterhånden en flok børn på 6. den ældste kom til at hedde Mads Mølgaard efter hans morfar han var først på seminarium og ville læse til 'Degn", men fik dårlig hals og holdt af den grund op med læsningen da det altid var knyttet til lærergerningen at være kirkesanger, han lærte dog så meget at han fik et meget lille embede langt vesterude. Blev gift og fik snart en større børneflok som ikke kunne leve af den meget knappe løn, derfor købte han en større. mager gård "Ullebjerg" i nærheden af Holstebro, den gav både arbejde og brød til dem alle - men farbror Mads, som i øvrigt var een af de gode gamle Grundtvigianere, som fulgte med i hvad der skete i landet - kom ind i politik, blev Opstillet og valgt til Rigsdagsmand, den plads beholdt han i ca. 30 år. Faster Maria og børnene passede gården, men fulgte med i hvad der skete på Rigsdagen - når farbror var hjemme, holdt han aftenandagt, læste et stykke, bekendte troen, bad fadervor og sang aftensang - der er ingen tvivl om, at han tog Gud med på råd i sine beslutninger - han tog syge og skrøbelige med til Rigshospitalet. og virkede for sin egn på mange måder, der blev sagt om ham, at fik han ikke de goder han bad om for sin egn, når han gik ad hovedtrappen, så gik han ad bagtrappen - det vil sige, han hængte i med sine krav om forbedringer - han kunne sove i toget, Og rejste mest om natten for at spare tid, han blev 99 år før han døde.

Farbror Niels Hauge var i mange år dagvognskusk fra Kollemorten til Vejle, han var så rar, døde ugift. Faster Ane Maria var lærerinde i Vejle i nogle år, var svagelig og døde i forholdsvis ung alder.— Faster Kirstine var i flere år pige i Øster Nykirke Præstegaard, men blev gift med Karl Pedersen, som mistede sin 1. kone, der var 2 små børn, - hun var så rar og sled sig op for mand og børn, hun fik selv 4 børn, kun een datter, der døde som ung Som den yngste i flokken kom så min far - Peter Hauge, Som den yngste kom han aldrig ud at tjene, men tog arbejde hos en stedlig tømrer Og hjalp samtidig hjemme i bedriften.

Han var i 7 år forlovet med en mejerske på Vonge mejeri. Men så kom der en ny mejerist og satte hende "fluer" i hovedet og far blev kasseret, hvad han tog sig meget nær. Far var også opvarter til gilder, og når der var marked i Kollemorten, jeg husker endnu hans hvide lærredsforklæde - det traf mens vi var børn, at mor og far var opvartere til gilder. - Når der var marked i Kollemorten, var der servering af kaffe og mad og kaffepuncher i næsten hver en gård i byen, med dans om aftenen i lader og stuer. Det var ved denne lejlighed far så mor for første gang. Mor tjente i Riis kro som kokkepige den gang, hun stammede fra Uhre ved Brande, hvor hendes far havde en gård, der var 3 sønner og 4 døtre. Den ældste Rikke blev gift med en enkemand i Skærlund, men fik tuberkulose og døde som yngre kone. Mor som lige var konfirmeret kom dertil som pige og gik og passede sin søster, spiste hendes madlevninger, når hun ikke spiste op, og det var god mad, som nabokonerne havde foræret hende - mærkeligt at mor ikke blev smittet - alle 3 brødre var gardere. Min bedstefar døde før jeg kan huske, men min bedstemor var en lille spinkel "væver" kone - den ældste søn - Jakob Peder havde en gård i Uhre Kær - hans kone døde som ung. Også der var min mor som husholder, mens hun var så ung, og dengang var det meget indviklet, at være husmor på en gård. De bryggede selv øl - bagte rugbrød og sigtebrød i en stor bageovn - slagtede selv, både får og gris. De lavede lys af talgen (fårefedt), kærnede smør og lavede ost. kartede, spandt - både uld og hør + strikkede.

Mændene tog også tit strikketøj i hånden. Ellers tog de en stor ”klapning” (en knippe rughalm "tag") og lavede ”Simer", som de brugte til at binde taget fast på husene med, de tog 4-5 strå, snoede dem og lod dem løbe sammen til en snor. Dengang var alle bygninger tækket med strå - eller rør hentet fra stranden - Mønningen - tagryggen var tættet med "Saaj" - "Møntørv " - tynde skiver af græstørv. Jeg husker endnu, når husene fik nyt tag, at brandstigen blev rejst og en mand fik en sæk lagt over hovedet ned ad ryggen og ovenpå så mange græstørv, han kunne bære, mens tækkemanden sad på tagryggen og lagde tørvene tilrette, så det ikke skulle regne ned.

Nå, mor var læselysten og ville ud at se sig om - først tog hun til Riis som kokkepige - mor elskede at lave mad. Da hun havde været oppe at se på pladsen, Og karlene kom ind at spise - der var nemlig landbrug til kroen, spurgte den ene, som hed Grundtvig: ”Lejede I så pigen, som var her for at søge plads"? Da der blev svaret ja, spurgte han videre, hvad hun hed - men da han fik at vide. at hun hed Sidsel, udbrød han: ”Hun skal sandelig

hedde Maria her, hun er alt for køn til at hedde Sidsel”. I de dage var det almindeligt at hedde Sidsel Maria - men mor hed nu kun Sidsel Nielsen - Så der var ikke nogen omforandring mulig. Der var ikke langt fra Riis til Kollemorten, og der var ikke så mange baller og fornøjelser dengang. Mors søster Lenes mand var derfra. Af den grund var mor med til omtalte marked.

Fra Riis kom mor til Give kro. Også som kokkepige, så det var ikke så mærkeligt, at mor lavede god mad, hun havde øvelsen. I en kro bliver der altid drukket meget og tit FOR MEGET, selv om mor fortalte, at begge hendes husbonder var gode til at "holde igen", og mor så så meget til 'drik", at hun lovede sig selv, at hun aldrig ville tage en mand, der kunne lide "de våde varer" - det ønske og forsæt fik hun opfyldt". Far var ikke alene i dette stykke afholdende. Men i alle forhold - med tøj - med mad - med behageligheder. Sparsommelighed lå til ham, men afse til guds riges arbejde kunne han nok, som tak for at gud lod hans arbejde krones med held i gård og stald. Mor var som sagt videbegærlig, og meget tid til at brodere og sy, havde hun aldrig haft - men prøvet at stå i en mergelgrav med en skovl i hånden, det havde hun - og - fundet for strengt.- Så hun tog på højskole i Aale - hvad dengang ikke var almindeligt - i to vintre endda - Første vinter betalte hun af sine spareskillinger, næste vinter tog hun pladsen som bryggerspige, og tjente på den måde for sin lærdom. Mor var aldrig bange for at tage fat - og håndelag havde hun som få, både til ”fint" og ”grovt”. Mor havde en bror Thomas, der

Der var en del overtro og varsler som mor kunne fortælle om. En aften hendes far og mor var gået en tur i byen, og børnene sad i en stue som ikke vendte ud til vejen, var de (bedstefars) kommet til at vende sig om , og så da et lys i vinduet i en helt anden stue. Ved hjemkomsten spurgte de, hvad de havde haft lys i den stue efter - - men der havde ingen været i stuen. - En tid efter døde Thomas. Og mens de lagde ham i kiste i omtalte stue, satte de et lys i netop dette vindue - der var så varslet.

Storebror Jakob Peder var en dag i marken for at flytte køer og pludselig kom han til at tænke på hans unge kone, der gik derhjemme, og der kom sådan en længsel efter hende over ham, så han græd og løb hjem - der var intet i vejen, men kort tid efter døde hun - kort tid før havde der en nat været en lyd som af plader, der blev skubbet hen ad gulvet i en stue ved siden af køkkenet. - Da der blev bagt til begravelsen, havde de skubbet de varme plader ind på dette gulv, for at de skulle køles af til de næste kager, - det gav netop den samme lyd - i vore dage kaldes det tilfældigheder, dengang gav det en anden mening. - Når mor fortalte lignende tilfælde, ængstede det os børn, men vi hørte eller så aldrig noget unaturligt, trods det vi hørte flere beretninger af fremmede folk, der kom som gæster i vort hjem fortælle om, hvor der gik en hovedløs hest - en so med røde grise - en ligskare, hvor den der mødte den faldt om for hver vogn der kørte forbi. Var der så begravelse kort

efter, påstod vedkommende, at ligskaren netop talte det antal vogne, som han eller hun havde mødt. Det kunne vel nok gøre et uhyggeligt indtryk på et barnesind.

Mor havde en bror Kjeld, som fik fødegården i Branduhre, hvor bedstemor havde stue og køkken. Bedstemor var en lille tynd kone og ”vims" i sin færden.

Engang hun kørte ned til een af sine sønner til Vejle for at gøre indkøb Der blev hun antaget for at være sin søns kone, hvad hun var meget stolt af. De gode Brandeboere var ellers meget verdslige anlagt,

Jeg kan huske endnu, at bedstemor altid brugte det lille bandeord "SGU" , hvad vi 2 piger syntes lød grimt og udannet, da vi var vant til en ren tone og ingen eder eller "'sprogblomster" af den art. Engang vi kom kørende hjem for at besøge vores bedstemor, havde hun gæster i sin stue, morbror Kjeld og nogle andre, som hun serverede kaffepuncher for. Da de så blev "varme i hovederne, kom de op at skændes. Vi to piger græd og krøb i ly hos mor, mens bedstemor føjede sit sgu ind i en sætning, om at vi da vel havde set fulde folk før, men det havde vi netop ikke, og var bange og oprevet over det. Det endte med at vi gik ned i kæret til morbror Jakob Peter og sov om natten.

Det var en dejlig sommeraften, varm og lys. Det var først på aftenen, men morbror og hans kone (Sine) ( han havde giftet sig igen), var gået i seng kl. ca.9. De stod nemlig op kl. 4 om morgenen. Moster rejste sig og ordnede senge til os med hvide uldne lagner - det var varmt en sommernat — om morgenen tidlig vågnede søster og jeg ved at moster var i gang med at vise mor sit forråd af hjemmelavet ost. De smagte på det, og fandt det

Morbror Jens Peter var altid sådan en glad mand. Moster Thomasine, Som var den yngste i flokken, blev gift med en gårdmand og hestehandler, som sagde at en Russerhest var i sin bedste alder, når den var 90. De

havde 13 børn. Det var det sted, vi helst ville være, når vi var i Brande. Engang vi var til gilde- dåb, konfirmation, e!ler bryllup husker jeg ikke, men vi lånte een af morbror Larses heste til een af vores, da vi havde en ung hest for til en ældre. Den unge var gået træt, og den vi lånte var en gammel, svajrygget hest, som var vant til at gå for æltemaskinen på Teglværket — der hørte også teglværk til gården —. Det har nu været til bryllup, for der var spillemænd med i en vogn, og da de begyndte at trutte i hornet, blev den gamle

"teglværksarbejder" helt konfus og overstadig, den slog op med begge bagben, og slog forsmækken på vognen i splinter. Far havde mas med at holde styr på "Kalorius" .

Hjemkommet til gården stillede spillemændene sig op ved døren og spillede, mens vi gik ind - de spillede mens vi spiste - og til dansen om aftenen. Vi kunne ikke danse og syntes det var både larm og spektakel, mens de arbejdede med dansen, så de svedte og mændene smed jakken og tog det i skjorteærmer, i det hele taget var de "Brandeboere" nogle mærkeligt sindede væsener. I det ene minut kunne de græde af rørelse, og i næste

grine, bande og more sig. De fleste ville gerne have en tår over tørsten. Humøret hos dem kunne vi lide, men ikke når det gik over gevind — d e derimod kunne ikke forstå, at vi ikke kunne danse og følge dem i deres, og endda være glade og flinke. - Vi havde mange glade timer sammen under almindelige besøg. Moster Thomasine var en

madkunstner, hun var tit med morbror Lars når han besøgte andre hestehandlere - og lærte også andre skikke og måder at lave mad på — Moster Lene boede i Brande by - og var gift med en dygtig murer, men han var også en dygtig b æg e r s v i n g e r og besøgte kroen for tit. Når folk ville have ham på "håndværks vegne”, kom de kørende efter ham meget tidlig om morgenen, før han gik på kroen, og så fik de noget bestilt, Han var en meget dygtig murer. På hans hjemtur fra kroen engang, hvor han ville gå over åen ad ey smalt gangbrædt, faldt han i åen, hvor de fandt ham en tid efter. Der var flere fætre og kusiner, som vi har haft forbindelse med. Vi holdt ind og fik kaffe hos moster Lene, når vi var på vej til Uhre. Hun kogte kaffe i en kobberkedel, kaffekande havde hun ikke. Når sågrumset var sunket, hældte hun forsigtigt kaffen i kopperne direkte fra kedlen. Hun havde det småt.

Far og mor kom fra hver sit "miljø". Fars hjem var et gammeldags fromt hjem, - meget jordisk rigdom var der ikke. Bedstefar led af gigt i benene og gik med 2 stokke - jeg ser endnu aftægtsstuen for mig - en bred seng med halm i bunden, en "bredsel" over ( en gammel dyne uden fjer). Selvfølgelig var der en tyk ulden overdyne, en underdyne og et par hovedpuder. Sengen var altid redt meget højt til hovedet, så de næsten sad op.

Bedstefar havde en strikket hue og bedstemor en lærredskyse bundet under hagen. Bedstefar havde et lille ansigt med en skægkrans fra øre til øre - ingen overskæg. Vi piger var ivrige tilskuere, når han klippede skæg og ragede overlæben og kinderne med den skarpe ragekniv, han rystede nemlig på hænderne. Det traf også han skar sig, så blodet randt - men af den grund fortrak bedstefar ikke en mine, - vi sagde "avs", og mente dog

sæben måtte svide. Bedstemor kom først op om morgenen og gav uvægerlig bedstefar det samme spørgsmål hver morgen: "Vil du så have din morgendram, lille Niels?" .Det ville lille Niels gerne. De havde et chatol med skab ovenpå - indenfor lågen stod en potflaske, som blev fyldt, når den var tom, med brændevin til den "lille daglige dosis". aldrig Vi piger, som opholdt os meget hos dem, lagde mærke til, at bedstemor altid havde så god tid der bagved lågen, når hun skænkede snapsen op Vi opdagede også, at hun selv lagde hovedet i nakken og tog en dram af glasset, før hun gav bedstefar. Når han så havde styrket sig på "drammen", begyndte han sine morgenbønner, og mens han trak i tøjet fortsatte han med morgensalme, som han kunne udenad. Han var så glad for at synge. Når han var i tøjet, fik han stokkene i hænderne og gik tværs over gården ned på et lille "lokum", alt mens han fortsatte med sang. Han havde sit repertoire, som skulle gennemføres. Når han igen kom ind, satte han sig i en ”simstol" (lænestol med flettet halmsæde) for enden af sengen med fødderne hen mod kakkelovnen. Der sad han dagen lang - fik sommetider lidt halm ind, så han kunne sno limer, lavede pølsepinde, når plagning var "for hånden", stegte æbler, kartofler og ærter i kakkelovnen, også hans mellemmadder varmede han på ringene i kakkelovnen. Han sang gerne, når vi bad ham - lange - mange - gamle viser, men var der lidt i dem , som ikke passede for vore ører, nynnede han bare melodien, indtil ordene var rene igen. - Mens han var yngre, blev han tit bedt til gilder, bryllup, barselgilde, begravelse, og skulle så skrive nogle vers, som af degnen blev prentet med snirklede bogstaver ( og "hiv og sving' - med flere farver), som blev sat i glas og ramme til minde om festligheden. Når gigten rev i benene, greb han ned om buksebenene og sagde : av-av-av. - Bedstemor havde sin rok, - hun spandt både hør og uld.- Bedstefar kartede ulden - først i LUFFER. Store tykke pølser, - derefter i mindre pølser - færdig til rokken. Han havde en trækasse TYEKURV med 2 rum, ved siden af sig, det ene rum lå ulden i, det andet tyerne, færdig til brug for rokken

Jeg husker kun dunkelt bedstemors forbehandling af hørren, men der blev da både SKAAGET og HÆGLET. Hun slog de lange taver over en stoleryg, så det strålignende skal faldt af. Så havde hun en grov trækam, som hun redte den med. Til sidst vandt hun den langfibrede uldlignende masse om en lang træpind med en lille træskive på den ene ende. Der var under træskiven en lille tap til at sætte fast på rokken, - så tog bedstemor med fingrene fat i hørren og trak de lange HAAR i tynde tråde, som ved rokkehjulets snurren snoedes til

tråd som løb på tenen. Når tenen var fuld, blev garnet vundet i nøgler, færdig til at komme til væveren - Det var hjemmeindustri. - Mange havde selv en væv. Min søster prøvede en gang for sjov at holde en brændende tændstik hen til sådan en tot hør, som bedstemor lige havde sat på rokken - det blussede vældigt op, - men bedstemor greb med de bare næver hårdt om hørtotten og kvalte ilden. Hun må have haft tyk hård hud på hænderne.

Jeg tror ikke hun brændte sig, - men hun kaldte ikke min Søster sin lille engel, kylling, lam eller lignende, som hun ellers brugte som kælenavne, - der var nemlig ikke højt til loftet, der bestod af gamle brædder, og stråtag på huset var der også. Ild skulle man være forsigtig med.

Lærere og præster havde jordlod ti! KALDET, større + mindre. Skoledrengene hjalp til med fodring og mugning, Og når degnen havde brug for en hjælpende hånd.

Sognefogeden læste alle sognebekendtgørelser op udenfor kirkedøren, - måske også af den grund, måtte der der helst een og helst flere i kirke hver søndag. - Var der nogen meget syge, bad præsten for den Syge på prædikestolen- og gik flittigt rundt på besøg til syge og gamle. -

Læreren var altid for hans skoledistrikt selvskreven til alle fester - både de glade - og de sørgelige. Der blev SET OP til både præst og degn, og der vankede både grisemad, 1 gås, 1 and, æg og smør - især til jul, - men også nårsomhelst, det kunne passe med en lille opmærksomhed. Det kunne virke lidt uheldigt - bag gaven lå gerne et ønske om ekstra opmærksomhed mod elever og dem, der gik til præst. -

Til højtiderne fik skolebørn offersedler med hjem til en skærv til både præst og degn- Hylden foran

degnestolen havde påsat tre små firkantede æsker til at lægge de pænt indpakkede penge i_ Kollemorten, Vonge og Tinnet hver sin_ - Præstens Offer blev lagt på alteret.

Der blev også lagt penge i DE FATTIGES BØSSE lige indenfor kirkedøren- Engang lagde en kone sin forlovelsesring i den bøsse- Når vor nabo med kone og børn gik til kirke, og kirkeklokken begyndte at ringe, stod de stille mens far tog hatten af et øjeblik, så fortsatte de vandringen til klokken et kvarter senere igen ringede- og stod igen stille et øjeblik - der ringedes 3 gange - der var ærbødighed for gud og kirke.

Samtidig med forsamlingshuset, blev også et missionshus opført, der blev brugt mange frivillige arbeldstimer - og endelig stod det der - og DET BLEV BRUGT hvor har der været holdt mange møder. Missionsugen - juletræ - søndagsskole- ungdomsmøder- konfirmationsfester o.s.v., nu står huset der som et fugleskræmsel - efter at have været fodermesterbolig Vonge og Kollernorten holder deres møder i andre lokaler - og i hjemmene. Omkring århundredeskiftet - kom metodisterne til sognet og holdt teltmøder. Det var noget nyt, og der kom mange til møderne. - Det var vist ejeren af Sandalgård

Jørgen og hans bror Laust, der var metodistpræst. der arrangerede de møder. Jørgen Christensen var en klog og dygtig mand, han ejede næsten al den jord Vonge by er bygget på - alle de foreninger, der blev oprettet, blev han valgt til formand for. Brugsf.- Foderstoff- Gødningsf., mejeri o.s. v.. Mange tjenestefolk havde han, der var noget at lære! .- Han var vel anskrevet alle vegne - også hans gudsforhold var han agtet for- men

han var også en prøvet mand.- Af 11 børn levede kun 2 ( en lille pige som blev 6-7 år), hun lignede en lille engel, blev der sagt. Hun stod ved siden af sin far. når der var møde - og sang med og kunne sangene udenad. Kun en søn (P .Sandalgaard) blev voksen, ham er der nok en del, der husker endnu.

Sparekassen havde en stue i huset, hvor den holdt sine møder.- Der var Jørgen Christensen også formand - men trods alle de gøremål glemte han ikke gud. Da broderen Laust Christensen , som var metodistpræst, tog sin afsked, kom han her til Vonge, byggede sig et hus og var præst for den lille menighed, som tog fat med murskeen og fik MARKUSKIRKEN bygget. Han var en mandig skikkelse at se på, med sit grå og lange

De dukker op i erindring - de forskellige fra den gang. Den gamle karetmager og hans milde kone - han kom med hans store bibel under armen og gik hen i kirken og førte ordet ( engang hørte Give Og Vonge sammen) - så var der mejeribestyrer Jakob Jensen, han var Så glad for at synge, hans kone sang ikke, men hørte gerne på - hun var Så rar - de gik Somme tider til Tinnet og besøgte far og mor, der blev både talt og sunget. Jeg husker

at Jakob engang fortalte om et stykke, han havde læst i et blad, om at verden en bestemt dato skulle forgå, men "den dag sker det nu ikke", Jesus har selv sagt-" at om den dag og time ved ingen uden gud, det sker jo engang, men i guds time". Far og mor fulgte på vej, da de gik, men jeg tænkte ved nu selv:- hvis nu gud kom i nat, var jeg så vis på at komme i himlen?" — Når far og mor kørte på besøg til mejeriet skulle vi lige synge en

sang, før vi kørte hjem. Min søster og mig var altid med - men Jakob kunne ikke få holdt op - og EN TIL sagde han. Far stod Sommetider i kørekappen indenfor døren færdig til at gå ud og spænde for, men Jakob kunne ikke få holdt OP.— Der var også den glade Marius Eriksen og kone, han sang også godt..

Tiden gik, jeg blev 15 år En vinter kom jeg på sykursus hos Birte Maria, som boede i vestenden af karetmagerens hus med soveværelse på loftet. Vi var tre - Line Lillehøj, Birte Maria og mg, — midt i gavlen var yderdøren med systuen mod syd - og oplagsrum til sytøj og andre ting imod nord.— En smal gang fra døren gik lige frem mellem stuerne og endte med en dør, der gik ind til en lille sal, hvor metodisterne holdt deres møder.- Der var jeg tit med og følte mig VELKOMMEN

Omkring vi begynder at skrive 1900 gik der en vækkelse hen Over sognet. Indre Mission byggede hus - som står endnu og ser YNKELIG ud. Det er nok 40 år siden, møderne blev flyttet til Vonge, og Kollemorten fik eget virksomhed. Sognet er stort, og huset var beregnet for hele Sognet. Vi brugte mest "apostlenes heste" Hestekøretøjerne "Spændte fra hos naboerne til Missionshuset.- Gårdejer Therkel Sørensen skænkede grunden. Senere blev stalden bygget, og så kom cykler og biler i brug. Før den tid var der langt for

gamle ben at gå. - Thomas Kjeldsen var den mangeårige formand, han var snedker og tømrer Og havde en lille ejendom ca. 2 kilometer nordvest for Vonge. men var efter en lang dag næsten altid tilstede ved møderne.- Først var han med sine svende gået en lang vej på arbejde, med værktøj på nakken, bagefer hjem til gården for at få spist, og i tøjet og til Vonge til møde, hvor han som regel sluttede mødet efter den fremmede taler.

På samme tid kom metodisterne til Vonge med teltmøder. De havde deres tilholdssted hos gårdejer Jørgen Christensen, Sandalgård, på hvis mark nu hele Vonge by er bygget. Han var en foregangsmand på ALLE måder - og havde gode evner, så han blev formand i de forskellige virksomheder- brugs- foderstof- ægforening o.s.v., men han havde tid til at tænke på evigheden - og følte et ansvar overfor gud og hans rige. Der blev holdt mange

møder på gården, men da hans broder, som var methodistpræst tog sin afsked , flyttede han til Vonge, byggede selv hus Og tog derefter fat på Markuskirken. Da den var færdig, blev der holdt basar med udsalg og møde i 3 aftener med FULD HUS og gæster fra nobosognene, J.Chr, var så vellidt for hans IIV og virke. Han havde anseelse blandt dem, der så ham nærved og tæt på.

Fra mit barndomshjem i Tinnet - SØNDERGAARD - husker jeg de små stuer med stenpikning på gulvet og komfuret under den åbne skorsten - grubekeddel, trappe op til loftet, lang smal bænk bag køkkenbordet.- Madskab med skuffer og låger. Tallerkenrække ovenover.- Et sovekammer med dobbeltseng til far og mor, en slagbænk som kunne trækkes ud, så vi to piger kunne sove i den, med halm under dynerne, en stor kasse med

låg over, som mor havde polstret og betrukket med små tøjrester syet sammen i små firkanter i alle mulige farver. Et bord Og et par stole- og en kogekakkelovn, en stue med bord og stole og en kommode var der også, men den brugte vi sjældent, kun nå der var gæster, ellers sad vi i sovekammeret.- Bedstefars - som boede hos os, havde en stue i den ene ende af huset. Der havde vi 2 piger mange gode timer.- Bedstefar var glad for at

synge - og bedstemor spandt på sin rok, både uld og hør. Bedstefar kartede ulden og vandt garnet. Han lavede også pølsepinde og snoede limer, som blev brugt til at binde taget på huset fast med. Han stegte kartofler, æbler og ærter i kakkelovnen - også majskærner. - Han fik engang besøg af Evald Tang Christensen, så han sang og fortalte forskelligt orn tid, der gik, Vores egen præst med kone kom også på besøg, Vi havde både øjne og ører åbne vi to piger, og nød det, mens far og mor havde travlt med at passe gård og mark.

I et gammelt sanghæfte fra 1941 står der en lille tænksom sang der minder os om tiden, der gik.

Der skildres videre i sangen, hvordan døden kan komme til mennesker i forskellige aldre, derfor gælder det om at benytte tiden rigtig og tænke på guds retvise dom.

Jeg Så dagens lys på en lille gård ude i Tinnet. Far var yngste søn og fik gården af min bedstefar og mor på aftægtsbetingelser. Bedstefar og mor fik en stue i den ene ende af huset, skulle have maden fra mors køkken og penge til deres små fornødenheder af fars pung.- Det kneb at få det til at løbe rundt - de fik ikke smør på begge sider af brødet, og mor var bedre vant, men hun havde et godt humør, og var ikke bange for at tage fat, De købte en lille naboejendom til - og byggede til - så der var plads til 12 køer - de begyndte med 5,— men trods slid og slæb vågnede der en åndelig trang i dem - de indså at, mennesker lever ikke af brød alene.

Omkring århundredeskiftet kom både et forsamlingshus og et missionshus til sognet.

Formanden for missionshuset var tømrer- og snedker Thomas Kjeldsen, og ham havde min far arbejdet en del for i hans unge dage, så der kom vi til at høre hjemme,- men den lille flok af metodister, der var i Vonge - havde lejet en ret stor stue af karetmager Assenholt, der hold de- deres møder. Sådan omtrent har far Og mor fortalt.

I forsamlingshuset blev der holdt gymnastik - og kurser af forskellig art - jeg var med til under første verdenskrig at sy tæpper af gamle aviser i tilfælde af indkvartering.

Der korn forskellige talere og holdt oplysende foredrag - to foredrag husker jeg endnu så

klart En pastor Lorentzen, der havde været på Grønland fortalte om livet deroppe og havde flere fine håndarbejder med, syet af Skind og andre af perler, syet under ringe belysning.

Generalforsamlinger - vælgermøder - o.s.v. og så blev der jo holdt baller, som ikke altid gik stille af, de brådne pander gik over vejen til gården overfor og vaskede sig under vandposten, gik over i laden og fandt lidt halm og tog sig et lille hvil, der blev ikke solgt eller serveret spiritus, men enten havde de fået noget forud, eller de havde flasker med.

Der var jo en formand for huset, som skulle holde styr på de urolige gemytter - der var Peter Lund fra Trasborg god til den plads - sålænge det kun var apostlenes heste og cykler, der var samfærdselsmidler var det godt med egen forsamlingshus, nu køres der rundt i landet i biler og vejlængden betyder ikke så meget ,- der er jo blot dette, at bil og drik passer dårligt sammen. — Nu står det gamle forsamlingshus fyldt med ANTIKKE SAGER - og minder om gamle dage, velholdt og nok et besøg værd.

I det lille smedehus som står endnu, var selve smedien i den vestre gavl - og resten af huset var lejlighed, een lille stue var lejet ud til min mands faster og hendes datter Sofie.

Hun har fortalt mig, at både rotter og mus holdt væddeløb på gulvet om natten, hvad hun var meget bange for. Derfor flyttede de hen på karetmagerens loft i 2 små stuer med kogegrej ude på loftet, der var både rent og hyggeligt. senere fik Johanne krøllestue deroppe. —

Smedens havde ikke mindre end 14 børn. hvoraf nr. 14 hed Fjordevad, både smeden og karetmageren havde en brønd med vandpost i midt i det lille fortov - gaden var kun gruset vej. På siden løb en lille vejgrøft.

Sine Lillehøj kunne ikke synge, men prøvede på det. Nej Penge de forsvinder så let - men kærlighed bliver aldrig træt, når den oprigtig er. Hun blev tidlig enke - arbejdsløs var hun aldrig. Husholder forskellige steder, men den vinter jeg var 15, var vi to i Birte Marias systue. Jeg syede kantebånd og skønne gamle Hjuler hoppede på dækket over brønden,

Brugsen var en lav grå bygning med indgang gennem den private indgang. Til den ene side butik og til den anden bagved var der stald til et par køer. Bestyreren hed Birta Søby og datteren Laurine. Jeg husker tydeligt. da brugsen blev bygget , vi syntes det var et helt slot, og nu er det for lille!!!

Omsider blev der bygget Foderstofhus nord for brugsen. det var vist Conrad, der passede uddelingen der. Louises svigerfar. Omsider kom det elektriske lys til Vonge og fik lokale overfor Foderstofhuset, Jeg husker, hvordan vi i Ørnsholt måtte udenfor gården og så på lysskæret fra staden Vonge,— Mølleren leverede kraft i mange år.- Sognekirken oppe på bakken blev bygget i 1915, mens Engel Jensen var præst.

På indvielsesdagen var der rejst stor telt til kaffedrikning i skolegården. Det var vistnok biskop Gabriel Kock, præsten fra Brande - og flere fremmede præster, vore egne kirketjenere - og menighedsrådet, der i procession kom over vejen fra skolen og gik ind i kirken med tingene, der skulle stå på alteret,— så præluderede orglet, Thomas Sabro rejste sig op fra sin plads og stod der, mens den første salme blev sunget, den havde

Der er sagt meget godt i kirken deroppe på bakken, til adventmøderne, som vi havde i mange år, var der så FULD HUS, at bænkene fra vaabenhuset måtte ind i kirken.

Skodderne i stolene trækkes ud. Knæfaldet sad også fuld— Nu er der aldrig trængsel, men jeg tror nu, at gud bruger radio og TV, trods alt hvad der findes af mindre lødighed, og vi gamle er i hvert fald glade derfor.

Det var kun småpluk fra tiden, der gik - og som efterhånden dukker op i erindringen..

1: Mads Mølgaard – 2: Kirstine Nielsen - 3: Ane Marie Nielsen - 4: Niels Hauge Nielsen – 5: Karen Nielsen – 6: Niels Peter Hauge Nielsen (Katrines far)

Katrines Mors far - Kristian Nielsen og mors mor Stinne Nielsen boede i Branduhre i en gård havde 6 børn: 1: Jakob Peder ”Kjæret” 2: Kjeld, Uhre 3: Thomas ( døde som ung)

Sidsel (Katrines mor) gift med Peter Hauge i Tinnet- fik hans fødegård og hans forældre på aftægt.

Thomasine- gift med gårdejer - teglværksejer- og hestehandler Lars Bjerre , Sandfeld på Teglgård, Bjerre ( Lars Pedersen)

Herefter er noteret hvad Bedstemor har skrevet om hendes levetid, først og fremmest den ældste del og om hendes liv i Tinnet, Ørnsholt og Vonge.

Begyndte at tænke på jul med forberedelser tidlig. Det var midt i november at slagtningen begyndte. Jo nærmere jul jo travlere fik slagteren. Da jeg var barn boede han på Alsted Mark. Senere flyttede han til en gård i Tinnet og havde hjælp af sin svigersøn Jørgen Poulsen Han var sønderjyde og en stor børneven. Da vi var små, gemte vi os i slagbænken, når far og slagteren gik i stalden for at hente grisen ud til skoldekarret .

Karret vendtes med bunden i vejret, færdig til at hive grisen op på, mens den blev stukket.

Den øredøvende hylen og skrigen kunne vi ikke lide, og at mor turde røre i blodet, kunne vi ikke forstå, men "sorte pølsen" kunne vi godt spise. Slagteren fik karret vendt om, når grisen var død, måtte den ligge på gulvet, mens karret blev halvfyldt med kogende vand fra gruekedlen. Så blev grisen løftet op i det varme bad, så børsterne og et tyndt lag skind, som kaldtes skaj, kunne skrabes væk. Når den så var "barberet" blev en kort træstang stukket gennem et par huller, som slagteren havde skåret i grisens haser. I den stang blev et reb gjort fast, så grisen kunne vindes op til en kjælke eller et par stærke kroge i bjælken. I gamle dage gjaldt det om at der var tykt flæsk på grisen, nu skal der være mere kød. Når grisen var hængt op, vankede der altid kaffe og bagefter begyndte de skarpe knive at arbejde med øvede hænder. Slagteren rensede tarme til pølser - hakkede kødet, blandede krydderier og salt i.

Jul - har vist en egen klang i alles ører. En dejlig fest i den mørkeste tid af året - alle er glade og vil være med til at glæde andre - men hvorfor kun den ene tid om året, man bliver selv glad ved at glæde andre og hvorfor gå og se sur ud - blive rynket og gammel - et glad ansigt er altid værd at se på, der er da altid noget at glæde sig over - ingen har bare ene fortrædeligheder. Når november melder sig med kortere dage - begynder vi vel at tænke på jul ! - Julegrisens slagtning var en af de første forberedelser, den mindede os om, at i julen var gamle bedstefars pølsepinde i nærheden. Jo nærmere vi kom julen, jo travlere fik slagteren. Det var en stor dag for vi børn (slagtedagen): men den skrigende gris kunne vi ikke lide, min søster gemte sig i slagbænken, til det var forbi med "skrigeriet", men så var vi ivrige tilskuere , mens slagteren arbejdede. Han var sønderjyde og en stor børneven - og var en mester til arbejdet. Vi havde hverken køleskab eller fryser, men det af grisen, der skulle steges blev stegt og lagt i store krukker med skyen og et tykt lag fedt på, så det var lufttæt, så var det lige til at bruge i julen - i mit hjem slagtede vi altid et får om efteråret, det var mor mester for - fedtstoffet i fåret hedder "tælle" eller talg - det lavede mor lys af, det var vi meget interesseret i. Smeltet tælle blev holdt flydende oveni et dybt kar med varmt vand - to gryder stod på komfuret, den ene med tællen, den anden med vand - så det stadig kunne spædes op - vægen i lyset var bomuldsgarn, som lå parat på bordet i afmålte stykker, fire tråde til hvert lys - trådene blev hængt over en lang pind og dyppet op og ned i karret. Vandet løb ned ad tråden, men fedtstoffet trak ind i garnet. De blev hængt til side til de var kolde og stive - og dyppet i karret igen, så hængte der endnu mere fedtstof ved - det gentoges til lysene havde en passende tykkelse - det gav jo ikke el-belysning, men lidt lys er bedre end mørke. Mus kan lide lys, så lysene blev hævet op til loftet.

Øl bryggede mor også, det var også et stort arbejde - øltønde og 2 store kar blev skrubbet og skoldet og vand kogt i gruekedlen til at komme på "Malt", som blev lagt i et tykt lag i bunden af tapkarret, der var strøet med et tyk lag rent rughalm til øllet at løbe igennem - til tapstangen - , som passede til et hul i bunden af tapkarret, - blev stoppet fast i - mens det koghede vand trak kraften ud af "maltet".- Tapkarret stod på et "treben" - ølkarret blev skubbet ind under tapstangen, når vandet så havde trukket længe nok, blev stangen løsnet , så vandet, som nu var øl, kunne sive ned i ølkarret - når det øverste kar var løbet tør og øllet var passende lunken, blev der sat gær på, karret blev dækket med et låg, tykke tæpper lagt over, dagen efter blev gæren skummet af og gemt i en skål til næste "bryg". Øllet kom på øltønden og lagredes en lille tid, før det rigtig smagte godt.

Juleklip - glimmer, lys, flag købte vi, resten lavede, klippede, klistrede vi selv. Bagning foregik i en stor muret bagerovn, som far fyrede op - vi brugte lyng, andre tørv,- det var lige med at få den passende varm. 6-7 store rugbrød , ligeså mange sigtebrød + flormelskager - vi sagde ikke franskbrød - søsterkage, kringle. Ja selv småkager bagte vi i den store ovn - det var varmt at kigge ind i den gloende ovn for at se om kagerne var

bagt nok . Jeg husker mor aftenen før, stillede det store dejtrug ca. 1.5 m lang 3/4 bred, ½ m høj. Den blev hentet ind i køkkenet, en stor pose rugmel blev hældt op i den ene ende af truget, surdejen blev smuldret i små stumper og blandet i, og lunkent vand hældt på, så æltedes det sammen til en fast dej og dækket til med et rent viskestykke, og et tykt tæppe eller hovedpude over - varmen fik dejen til at hæve. Om morgenen var mor tidlig oppe, rugbrødsdejen blev æltet igennem, - mere mel i - til dejen blev passende stiv. I den anden ende af dejtruget blev dejen til sigte- og flormelskage lagt - når det hele var hævet godt, blev brødene formet - far havde ovnen varm, - med en våd kost blev ovnen fejet ren og brødet sat ind - det var noget af en kunst at få ovnen passende varm. - mor bredte et rent lagen på sengen, og der blev både brød og kage lagt ovenpå til at svale af, når de var bagt. - uha - sikken dejlig varm seng at komme i.

Der var især 2 ældre koner - Inger Skeeg - og Hanne Provst - som vi fik besøg af op mod jul - der var ikke noget, der hed folkepension dengang - I.S. var enke efter graveren i Nykirke - H.P. efter en daglejer fra Alsted, - men huset de boede i lå i Ørnsholt. Hver morgen gik manden den lange vej til Alstedgård, både sommer og vinter. Vist nok 35 øre var daglønnen, nu var hun enke og levede af folks godhed - det var bedst at være god

mod dem, ellers snakkede de, hvor de kom frem, om "gniere" og "gerrighed", og det har aldrig været rart at komme i folkemunde.

Mens jeg var helt lille for godt 70 år siden (omkring 1895), havde vi stenbro i køkkenet - til daglig sad vi i sovekammeret. Der var lille plads - far + mors dobbeltseng - slagbænken, vi to søstre sov i et lille bord, 2 stole og en "put', en stor kuffert polstret ovenpå låget. Ved siden af en lille stue, som vi brugte, når der var gæster - og ved højtiderne - når juletræet var pyntet. Det var mors arbejde. Så slog hun forsigtigt et stort spraglet sengetæppe udenom. Ingen måtte se træet før lysene blev tændt juleaften.

Det var ikke så stort et stuehus, men pladsen var godt udnyttet. Bedstefars (aftægtsfolk) havde en stue. Karlekammer var der også, så der var ingen plads at rutte med.

Bedstefars spiste sammen med os - og vi to piger var tit i deres lille stue. Bedstefar kunne mange, lange sange udenad - og skrev selv lejlighedssang.

Bedstemor gav vi to piger mange kælenavne, mine små engle, kyllinger, lam o.s.v. Gav os sukker, kandis,— men når julemaden var spist - risengrød + grisesteg - gik mor ind i sovekammeret - tændte juletræet - og vi samledes om det og sang alle vore dejlige julesalmer. Den eneste, der ikke kunne synge var bedstemor. "juleaften du er skøn", sang vi altid - den bruges vel ikke mere - - gaverne var små og få. Mor var

opfindsom - jeg glemmer aldrig en juleaften. Mor gav os hver en pakke, som en stor bold, vi pakkede op og op, så der blev en stor dynge papir - og inderst inde lå der et lille stykke hvidt sukker ! - jeg husker endnu min søsters skuffede ansigt, men mor havde andet i baghånden, en pæn li!le æske til hver med en lille brystnål, hestesko med et firkløver på - så strålede øjnene - ovenpå skuffelsen med sukkeret. Dengang holdt vi fri til hellig tre konger - og nød det - Pebernød med "gris i skov" - Ueffen eller ueffen" - o.s.v.

Læreren samlede vi ind til og gav ham en gave sidste skoledag før jul - til gengæld holdt han juletræ for børn og forældre med godter, juletale + historie og leg - og selvfølgelig kaffe. Konerne kom selv med kage og hjalp i køkkenet - der var fuldt hus og sikkert alt andet end rent dagen efter, af de mange tit snavsede ben.-

Da jeg var barn boede jeg vest for skolen,(på gården med nuværende adresse Vandskellet 2. Da jeg blev gift, kom jeg til at bo øst for (På den sydligste gård i Ørnsholt, Ørnsholtvej 1 ). De ældste af mine børn kom til at gå til samme lærer som jeg.

Det var altid en stor glæde - med juletræsfesten i Tinnet skole. Vi var kun 2 søstre i mit barndomshjem - min egen flok blev større. Alle de julekager, jeg har Bagt, kan ikke ligge på et lille sted - 1 stor dåse pebernødder - 1 stor dåse brune kager - og mange mindre med forskellige slags. Træt blev man - med alle de forberedelser - men dejligt var det alligevel.

Mens jeg var ung, gik vi både til Thyregod og til Tørring til juletræ, vi tænkte ikke så meget på den lange vej. 7 km til Tørring - dobbelt så langt til Thyregod. Vi fulgtes gerne i flok og følge, og som vi sang dengang - nu synges der ikke så meget mere.

Hver skoletime begyndte med en sang, svarende til faget der lå for - altid en sang før vi gik hjem - morgensang om morgenen. Der var nok mere ro over "feltet" dengang. Vi var kun 2 klasser, kom om morgenen og blev til kl. 3. Ca 1 1/2 times middag og 2 små frikvarterer på 10 min.- Vi lærte meget udenad - meget huskes endnu.

Skolegangen begyndte igen efter jul - altid 7. januar. Vi havde også tid til at fejre hellig tre konger.

Præsten blev regnet for hele sognets far - I skole og kirke blev der regnet med - noget, der hed offer. Ved kirkens degnestol var der placeret tre små trææsker - Kollemorten, Vonge og Tinnet havde hver sit - Oksenbjerre skole var ikke bygget da jeg var barn - Tinnet læreren havde i mange år både sang og musik - og var, hvad vi kaldte kirkebylærer og havde kirkebogen. Mens der kun var en kirke i sognet skiftedes lærerne

til at synge ved de kirkelige handlinger i hver sit distrikt - ved barnedåb og bryllup blev der lagt offerpenge i de små trææsker - også ved højtiderne ofredes der. Præstens offer blev gerne lagt på alteret - små hvide offersedler blev forud givet børnene med hjem fra skole, så ingen kunne se, hvad den anden gav - ved udgangen af skolen fik læreren også en lille skilling, og holdt den sidste skoledag en lille tale til konfirmanderne - også præsten den sidste dag vi var til præst. Vi fik julekaffe hos præsten før jul - og juletræ i skolen mellem jul og nytår. Konerne kom med julebag - alle fik kaffe - forældre var med - børn der ikke gik i skole var også med. Læreren holdt juletale og børnene legede mens forældrene snakkede, konerne hjalp med kaffe. Der var "fuldt hus". Juletræet betaltes af dem, der var med - men sikken gulve, der kunne være dagen efter.

Mine bedsteforældre boede i en stue i den ene ende af stuehuset, - der holdt vi 2 piger til, mens far og mor havde travlt - bedstefar kunne lange gamle viser og salmer udenad - og sang tit for bedstemor, mens hun sad ved rokken og spandt - både hør, blår og uldgarn.

Bedstefar sang også om natten, hvis de ikke kunne sove - Morgendram fik de begge.

Bedstefar havde sin plads foran kakkelovnen, han sad i en halmstol (en armstol) med flettet halmsæde - bedstefar fik om vinteren et rughalmknippe ind i stuen i små portioner, som han sad og bandt "simer" snore af, som brugtes , når taget skulle repareres, men "simen" kunne også bruges til sædet i stolen han sad på. - Bedstefar stegte både kartofler og ærter på ringene i kakkelovnen - det er jo moderne i dag med ovnstegte kartofler!

E.Tang Kristensen besøgte os engang og fik oplysninger om gamle dag af bedstefar.

Præsten - pastor Krarup Hansen var flink til at besøge - gamle og syge - han tog sin kone under armen , og så gik de på visit - fruen havde et langt mørkeblåt slag med en ternet hætte, der hang ned ad ryggen. Vi børn sad på gulvet bag bedstemors stol og så og hørte, mens præsten sang og talte med bedstefar og bedstemor. Bedstefar lavede også pølsepinde, før grisen skulle slagtes - af et reelt stykke træ snittede han splinter af -

Bedstemor påstod, at hun ikke gjorde forskel på vi to piger, som hun kaldte sine små "kyllinger og "engle", men når fødselsdagen kom, fik jeg altid en større gave end min søster. Jeg hed nemlig Nielsine Katrine. Min søster var opkaldt efter den anden bedstemor. Der var ingen aldersrente dengang - eller folkepension. For manges vedkommende var det at blive gammel - også at blive fattig. Tit blev de gamle næsten solgt med hjemmet. Den af børnene, der fik hjemmet, skulle sørge for forældrene - så fik de gården lidt billigere - det kunne i det lange løb godt skabe skærmydsler - og ikke gå af uden gnidninger. De gamle, der ingen pårørende havde, måtte være hos fremmede.

2 gamle koner blev "solgt" med gården i Ørnsholt, da min mands bedstefar købte gården.

Så var der jo fattighusene med kun et lille hummer til hver. Min mands far var fattigforstander og havde sit mas med dem - de drak de få penge op de fik, kunne ikke enes - så fik de i stedet "naturolie", som svigerfar måtte dele imellem dem.

Der var 2 gamle koner - Inger Skeeg og Hanne Provst, som gik "tiggergang" til gården - Inger Skeeg var enke efter graveren i Nykirke. Hun gik ud til graven og snakkede med ham og fortalte ham hvad der foregik, - og gik på omgang til folk, og hentede sig både sul og brød. Det samme gjorde Hanne Provst - hun havde et trekantet strikket tørklæde bundet om brystet og bundet bagpå - en garnnøgle fæstet fast til sjalet, hun gik og strikkede. Hun havde stive sorte manchetter fra håndleddet og opad armen for at skåne ærmerne. Det brugte mænd også, de blev ikke så hurtig "nussede" , som de hvide - de var af lasting med stikninger i striber og tern.

Bedstemor havde et sort forklæde rynket til en linning med striber i rød/gul/grøn.

Den havde hun på til kirke og i byen , og en lille sort kapokhat, der sad som en hue bag på hovedet - bundet med et silkebånd under hagen. Skulle de til alters, spiste de ingen morgenmad, så tog bedstemor et stykke sukker i lommen, hvis hun skulle blive "brødflov", før hun kom hjem.

Min første cykel fik jeg efter konfirmationen. Det var en lettelse. Men om vinteren blev den i pudset stand hængt op i en snor, og vi brugte igen apostlenes heste. Vi gik til Thyregod og Tørring til juletræ og møder. Vi havde dengang lange tunge skørter. Det hændte de kom ind i tandhjulet (de første cykler, var der ingen kædekasse på). Det tog tid at få kjolen fri igen. Så kom der skørteholdere frem - en elastik om livet med fire-fem korte elastikker, der var syet fast til bæltet og med en lille klemme i den løse ende til at klemme fast et lille stykke nede på nederdelen. Det så farligt ud. Kjolen fyldte så meget, at den knap kunne være inden i frakken - men så kunne kjolen da ikke nå cykelkæden.

Det var en stor begivenhed for 70 år siden at få en cykel (omkring år 1900)- de første var der ingen frihjul på - nedad en bakke kunne de løbe løbsk - og benene måtte følge med - ellers slog pedalerne os i hælene.

Rasmines og min cykeltur – Thorlund. Vi fulgtes ad. Jeg havde frihjul - hun ikke. Jeg havde fart på nedad , det turde hun ikke, hun var bange cyklen skulle løbe løbsk. Men jeg havde ondt ved at træde cyklen opad. Hun havde jordbær med og tog et par op af kurven og vinkede af mig , når hun syntes, det varede forlænge før jeg kom op ad bakken. Nu - kører vi i bil, så snart vi skal uden for døren og flyver fra det ene land til det andet, og menneskene har været på månen og i undervandsbåde – da jeg blev gift for ca 60 år siden, fik jeg fat i et blad, hvori der stod fortalt om en radio, som vist nok var opfundet i Amerika. Jeg sagde til min mand "det kan man da forstå er løgn, at lyden kan fare i luften uden en tråd at løbe ad". Det varede ikke længe før vi selv fik en lille kasse med et lille stykke krystal fæstet på - som vi kunne sidde og prikke i med en lille nål og med telefoner for ørerne - høre både tale, sang og musik - men der skulle helst være lidt stille i stuen. Nu larmer højttaleren, så det kan høres over hele huset - fra hele verden - og fjernsynet understreger det vi knap kan tro på er sandhed , hvad der fortælles fra fjerne lande med den vidunderlige natur der findes - hvad mon det næste bliver ? - fra Island kan vi se om ødelæggelse og udslettelse.

Og hvor mange voldsomme kræfter findes i jordens indre, når de bryder igennem skorpen og vælter ud over jorden?

Mennesker er så forskellige, nogle ser gråt i gråt - andre ser alt i rosenrødt skær, de fleste har til forskellige tider begge synt dels oppe og nede. Gud fik tidlig fat i mig.

I 12-års alderen begyndte jeg at følge med, når mejeristens kom på besøg og fik gode samtaler med far og mor. I mine bedsteforældres stuer kom præstens tit på besøg -Bedstefar sang meget - skrev selv sange - far holdt også husandagt - men jeg forstod tidligt at fars og mors tro slog ikke til for mig - jeg måtte selv tage standpunkt - fik en gammeldags - lidt streng opdragelse. Måske det var med til at skabe skyldfølelse, så jeg forstod, at jeg ikke var, som jeg skulle være og trængte til hjælp og tilgivelse. Mejeristens Jakob fortalte om en spådom fra et blad om verdens undergang, da gik det rigtig op for mig, at der måtte en levende tro til og forbindelse med gud - den fik jeg som femten-årig, - jeg var ikke bedre end andre.

Som 15-årig syede jeg hos en sypige i Vonge. Mejeristerne ville gerne rette hægter ud - jeg var lovet hen.

Der var mere sang dengang. Jeg ville gerne synge, kom gerne ind i salen, når der var møde - vi synger ikke de samme sange i dag -" Jeg siger ja til Jesus" -"Har du mod at følge o.s.v." - "Kristi Stridsmand" " Til kamp for Jesus". Der var flere, især når vi kom på mors hjemegn - Brande, der ikke kunne forstå en ung pige, der ikke kunne danse. Jeg spurgte om de da syntes, jeg så ked ud - hvad de benægtede. Jeg vil slå fast, at den rigtige glæde fås og findes kun på baggrund af den rette alvor.

Da børnene voksede til, kom konsulenten - formand for missionen, og bad mig hjælpe i ungdomsarbejdet, det varede til jeg var godt 60 år. Jeg blev ung igen, og har set ungdommen gradvis forandre sig. De er mere fri nu end før, men det er farligere at være ung i dag, alt er så flydende, der er så meget af det, der er tvivlsom, der ikke skal eller må være synd i dag. Der var mere rene linier - mere skel mellem godt og ondt i vore dage. Dog er de unge i dag ikke så glade.

Der blev avlet meget få roer - jeg har været med til at så dem af en kaffekop, nogle få frø mellem tre fingre prikkede vi ned i jorden med passende mellemrum.

Jorden var først "kommet" op i små "diger" to furer der blev pløjet sammen "kommet op",

Når planterne var store nok kravlede vi på knæene, lugede og udtyndede dem, mens vi nøje passede på, at lade de største planter blive stående. Når de blev taget op om efteråret, rykkedes roerne op med hånden ved toppen og med en stor skarp kniv huggede vi rod og top fra hinanden og lagde roerne i rækker, som blev kørt hjem og nedkulet - toppen blev kørt hjem og fodret op straks - et godt tilskud til efterårsgræsningen .

Mens vi samlede kartofler op, var det dejligt med en tår varm kaffe, der var ingen termokander, men madmor pakkede en kurv med "madder" - og kaffen kom hun enten i flasker eller pakkede selve kanden godt ind i papir; - og hun var meget velkommen, når hun dukkede op - den varme kaffe varmede dejlig - og opsamlerne fik et lille hvil. Kartoflerne blev gravet op med en spade eller en storgrenet hakke, det kunne give varme og en øm ryg

Alt tog længere tid og var mere besværligt i gamle dage. Ingen arbejdsgren er så afhængig af vejret som landmandens.

I gamle dage , da sæden blev strøet ud på mulden med hånden -fra en sæk, der ved en bred sele var slynget om nakken. Når han tog det første skridt ud i mulden, sagde han I guds navn". Det var ingen ringe skik - for selv om landmanden har behandlet jorden godt, er det gud, der giver væksten ved at lade regn og sol og vind give grøde til kornet.

Skrevet skrift på væggen, så man tit i gamle dage - et skriftsprog " På guds velsignelse beror alt" det gælder både i det timelige og det åndelige. En lille pige blev engang spurgt, om hun vidste, hvad guds velsignelse betød? Ja, sagde hun: Det betyder, at gud gør det så godt, så godt for os", vi kan godt gå længere endnu og sige at guds velsignelse kan følge os - også i modgang og tunge tider, nå - men en landmand kan lide at se sæden spire og gro, gå en tur i sin mark - det har min mand og mig gjort tit en søndag eftermiddag .

Når kærnen så var tilpas hård inde i akset -fik landmanden travlt med at slibe leen, sætte kroge på og se "kratten" efter - og manglende tænder blev tællet til og banket fast i - selv om høsttiden gav trætte lemmer, så var der altid humør over feltet. Det var strengt for de helt unge at svinge leen en hel dag, det gav ømhed i kroppen, især i armene af de uvante bevægelser. Når kornet så var høstet, blev det slæbt sammen i hobe og rejst op to og to neg med toppene klemt fast mod hinanden - 12 neg i hver "sæt" eller "hob", 5 "sæt" kaldte vi en trave (60 neg) . Var vejret regnfuld gav det en masse arbejde med at vende og dreje negene og rejse dem op, der blæste omkuld.

Når kornet var tørt, blev høstvognen set efter, og som vi synger - så bredte mor et klæde "nedenfor lugen". Kornet skulle forkes - stikkes ind ad.

Var det strengt at bruge le og katte, var det også strengt at bruge fork, både i marken , når negene skulle stikkes op på vognen (især i blæsevejr) og når de skulle puttes ind gennem lugen til loftet - men alligevel var der noget dejligt ved høsten, det gav mad til mennesker og dyr. Når hobene var kørt hjem - enten i hæs eller lade, blev stubmarken revet ren med en stor, lang rive " slæben" med mange lange jerntænder - drengene eller karlene fik en sele , der var fastgjort til riveskaftet over den ene skulder og trak så den store "slæbe" efter sig. Ager op ager ned for at samle det tilbage blevne strå sammen — når tænderne var fulde, blev slæben lettet og rivningen kom til at ligge i lange striber, som blev samlet sammen i dynger og læsset på vognen Alt blev taget med og regnet med, intet måtte gå til spilde, det var jo guds gaver - altid blev der lidt tilbage til krager, duer. Og dem ,der havde gæs, drev dem hen på stubmarken. Der var flere gamle skikke at følge - f. eks. når sidste ager var høstet: måtte der serveres lidt ekstra, ellers kom høstfolkene med leen og gik i kålhaven for at høste kålen - og dem kunne en ordentlig husmor ikke undvære . Traktementet var forskellig, saftevand, hjemmebrygget øl, og småkager,- eller isvafler - senere stod den på suppe, steg, æbleskiver eller andet godt.

Nu var vinterforråd samlet i hus, og der kom mere ro i den daglige rytme, selv om roer og kartofler var tilbage at samle sammen.

Senere kom så slåmaskinen til med høstapparat - det gik hurtigere, men var ikke så hyggelig eller romantisk - maskinerne blev forbedret lidt efter lidt - blev større og mere komplicerede, indtil de nu kan både høste og tærske kornet på marken og køre halmen hjem bagefter. Det var dejligt at få en køretur på toppen af et hø- eller kornlæs - og at nyde duften, - især hø har en dejlig krydret duft det traf, der blev et enkelt neg tilbage,

når vi satte sammen, så drillede vi hinanden med, hvem der skulle blive stående hos den Den der stak negene op på vognen havde sommetider en strikkestrømpe med til underholdning, mens vognen kørte hjem med læsset - og kom tilbage med en tom vogn.

Der var også noget, der hed høstærmer eller et stort forklæde eller kittel med lange ærmer, men der var knapper bagpå - det stive strå kunne slide både hænder og tøj.

Gudsfrygt med nøjsomhed. Far ejede et nøjsomt sind og var sparsommelig- tingene skulle vare længe og slides til bunds. Men med hans gudsfrygt sparede han ikke - gud og hans vilje var vævet ind i hans livsførelse, han regnede med gud og med at guds øje så hans veje - vel var far en synder med fejl og fald, men hans gode sind gjorde, at vi ikke standsede så meget op ved dette - før han dannede sig en mening om en sag, tænkte han sagen igennem, men så var hans mening heller ikke nem at rette ved, men han kunne godt lade andre have en anden mening.

I den eneste tale, jeg har hørt far har holdt,- til den fødselsdag vi var samlet til på cafeen - far læste over avlen - sagde folk: Kan I huske han sagde jer børnebørn tak fordi I var gode borgere i Danmark, men at det dog var vigtigere at være gode himmelborgere. Hvad det også er, for hvad gavner det , om vi vinder den ganske verden, men tager skade på, eller glemmer sjælen. "Du slægt, der som en storm i høst" o.s.v., giv jer tid - det sinker ikke at bede, det har de erfaret, dem der har prøvet det, gud kan give forslag i tiden, om vi vil give ham vor tid og blive stille for ham. Når døden råber kold og hård "vær stille", så er det for sent, om vi ikke har givet gud plads i vort liv før. tak for alle små og større kærlighedsbevisninger mod far til hver især, slægt, naboer og venner, særlig tak til Rasmus og Ane.

Far som lille: kom med lille hund, græd , var bange for, at vi skulle tumle for meget med den. Kom selv med et fint kort til min 15 års fødselsdag. Var til fødselsdag hos sognefogedens Mine, da fulgte far mig hjem første gang.

Far begyndte at gå til møde i missionshuset, for at følge mig hjem bagefter - en 4. juledag var vi til kaffe i planteskolen, det var det eneste hjem, der lukkede sig op for de unge, og derfor havde vi givet dem et kaffestel i julegave , og skulle så have kaffe og underhold for det - Da far den aften fulgte mig hjem, gav vi hinanden vor tro , og det holdt livet ud. Far har sagt flere gange, jeg turde snart ikke tro, du kunne holde det, - men - -Jeg syntes nu, der var ingen som far - køn var han - pæn i tøjet - og mild og livlig . Kristine har været tredie hjul til den gig mange gange, og sagde altid, at hun aldrig følte sig i vejen.

Mor som var meget skrap og så lidt skeptisk til far, har aldrig sagt et ondt ord til ham. Vi var ellers et par eftertragtede piger, kan jeg godt sige uden for megen ros; fine i tøjet, og meget velopdragne. Jeg lovede til mig selv, at hvis jeg blev mor, ville jeg ikke være så skrap som hun. Når min far kom ind for at stoppe sin pibe, og han så mærkede der var uvejr oppe, sagde han :"Hvad er der nu faldet ned? "Mor forklarede så om vores forseelse - det der var i vejen - og min far sagde så - det er da kun småting - og ikke det "vejrlag” værd ! - men mor holdt på sit. Det kan godt være, sagde hun, men det jeg sætter dem til, kan de gøre - og det er det små, der bliver til stort. Ja, hun var for skrap. Jeg græd mange tårer, fordi jeg ikke kunne gøre hende tilpas - men når vreden så var ovre, kunne hun lave kaffe med noget godt til og - mors mad den var altid første klasses - så bad hun os glemme: "Jeg ved godt jeg er for skrap, men jeg vil jo så gerne have, I skal være gode piger ".

Det var nu ikke altid let at glemme - og engang længe efter - mor og jeg talte om det, og hun beklagede sig over, at hun nok tit havde været for streng, sagde jeg til hende: "Ja, det syntes jeg også - men det lærte mig at gå til gud om hjælp til at blive en god pige, og det var og er den vej, som altid er god og rigtig at gå", - så mors strenghed var ikke forgæves.

Tiden gik, jeg kom en dag til Ørnsholt og fars mor - Maria - kom hen og tog om mig og sagde,- : Hvor er jeg glad for, at du og Johannes er gode venner, han er den bedste af mine børn, god til at hjælpe mig - hun var nemlig meget skrøbelig, men en stout kone, rank og høj og køn trods sit røde hår.

Tiden gik, vi var begge på højskole, og far havde derefter kun halve pladser. Ved siden af hjalp han sin far. Fik ikke engang lommepenge - dem måtte han hente ved at hjælpe andre. Hans far var ingen driftig landmand Det var kun hestene , der havde hans interesse. De var fede, blanke og pudsede, mens køerne var noget benede og uplejede.- Marken sultede og var ikke i god drift. -

Sådan så der ud, da fars mor døde, (Det var hende, der ejede gården) og de kom til at trænge til en husmor deroppe, - så blev der snakket bryllup. Jeg var 21 og far 27, men min far holdt på, at Johs. skulle have "papir" på gården, og det var ikke bedstefars mening, vi skulle bare være karl og pige. Han ville ikke af med gården - men far og mor vidste, at det ville være for hårdt for vi to unge, at gå under bedstefars – vinge. Han var nærig anlagt - også hvad maden angik.

Hvor var det klogt og godt for mig, at de sagde nej til det - men jeg var ung og uerfaren,

og tog akavet på mange ting, og hvis ikke far (Johs.) havde været god og overbærende,

havde det været dobbelt svært - men fars (Johs.) tiltro til mig, gav mod og lyst til at tage fat - og der var nok at rive i. - 12 skjorter, 12 par sokker fabrikerede jeg første vinter, alt var forsømt, alt trængte til eftersyn. Johs.'s mor var så svagelig, og havde altid måttet spare.. spare.

Og så kom I børn jo arriverende, og jeg fik nok at gøre — da Ejnar var 8-9 - kom Herluf nr. 7 - og jeg lavede, syede, strikkede alt tøjet til jer til I var meget store— og far lavede stalden større, - han var også selvhjulpen, kunne både mure og tømre - og fik "kød" også på køerne - og dobbelt så mange, som da han kom til. Han var "høj i hatten", da han en dag kom ind og fortalte, at nu har vi 16 køer — det gik lidt op og ned med antallet, men 12-14 havde vi da altid - der skulle også meget til - vi var en stor bordfuld hver dag.

Mens I var små, havde vi dreng og pige til hjælp - men da Emma var 1O år, sagde vi pigen farvel og Ejnar + Ejvind hjalp far ude . Bedstefar gik meget ud og tækkede for folk - 14 dage så var der hverken knæ i bukserne eller underærmer i jakken — det gav mig også arbejde. Vi havde altid travlt, men aldrig mere, end at vi læste vort stykke i andagtsbogen og sang morgensang. Og så fik vi tid til at gå til møde i missionshuset og til kirke om søndagen.

Jeg husker nok, da Ejnar og Ejvind kom ud i det lille kammer. Når I var kommet af tøjet, kom Ejvind altid ind til mig: "Mor, kom så ud og bed aftenbøn med os", - bagefter ind i sovekammeret til de andre, - og så tog jeg fat på sytøjet,- jeg har siddet i den gamle store køkken mange gange til 1-2 og ordnet tøj, stoppet, strikket og lappet - til sidst med benene i komfurovnen, når det blev for koldt. Når far gik i seng ved 10-tiden, tog han

vuggen med, de små sov bedst, når det var mørkt, -Når den lille så vågnede og begyndte at klynke, rørte far nok vuggen, men så kaldte han: "Kom nu i seng, du kan jo begynde i morgen igen". Ja, det var jeg nødt til, de små, som havde sovet en lang nat, skulle nok vågne.- Der skulle malkes, dem der gik i skole, skulle have mad og madpakke med, og mad til dem, der skulle være derhjemme, skulle der også være- og tid til vores lille andagtstykke og morgensang. Det kunne knibe med stilheden . Jeg havde min fasters gamle bibel, som jeg arvede efter hende, da jeg var 7 år; Den tog jeg i brug, da jeg var konfimeret, den lå oppe i det lille kammer på dragkisten, overfor sovekammeret. Det var det eneste sted i huset, jeg kunne få stilhed — og I ikke kunne finde mig, når jeg lukkede døren i. Der kunne jeg få kraft og mod til livet,- men ellers er der ikke et rum i det gamle

stuehus, hvor der ikke er bedt en bøn for jer og for mig selv, bedt om forladelse for det, jeg gjorde forkert, sagt tak til gud for hans hjælp til at bære det, der var svært og tungt- og tit gik over mine kræfter, - da vi måtte sige farvel til lille Klara - da far blev syg og fik de anfald, var jeg tit ude at kigge i marken efter ham, og da han lå på sygehus med benet- fra januar til sidst i august,- og jeg gik ene derhjemme med jer. Emma og Ejvind var da konfirmeret – også Ester vel - men der var meget at tænke på - og de lange cykelture jeg tog for at besøge far på sygehuset i Vejle,- det var tit strengt- men jeg holdt da til det.

Da vi flyttede fra Ørnsholt til Vonge - det var også strengt, jeg længtes meget, og syntes, det var for tidligt for Gerda, som den yngste at komme ud at tjene, - men vi lærte at tage dag for dag, og far var glad for den flytning,- men han var træt og glad for at være fri for at tænke på gården og arbejdet der.

Jeg vågnede en nat ved, at far tændte lyset over sengen, og spurgte: "Hvorfor dog"?,- Jo, jeg kan ikke sove, lad os snakke lidt - ja, vi havde egentlig ikke haft tid til mange samtaler - trods sølvbryllup og mange år sammen, vi var jo aldrig ene. Vi havde jo først den ene bedstefar, og så den anden - og ellers jer, som vi da selvfølgelig var glade for, men et uroligt hus var det, og gæster kom der også - farbror Kristian tiest,- så når vi kom i seng, trængte vi til søvn. Det traf nu flere gange, far tændte lyset.

En nat talte han hele tiden, om den tid, der var gået, og sagde så: du skal nu have tak, lille mor, du har altid trukket til den rigtige side - jeg gik i mange år med til møde og kirke for din skyld, sådan er det ikke mere. At den onde er til, har jeg ikke tvivlet på, det har jeg mærket så tit og kan se og opleve i mig selv - og omkring i verden, - men at Gud , som har al magt i himlen og på jorden, lader så meget uretfærdighed ske, det har jeg tit ikke forstået og tvivlet på, om han nu er til - - nu tror jeg og lægger alt i "hans hænder" og siger tak til. Det var ikke så længe før den morgen, da han vågnede med den blodprop og var i pine, mens han kaldte på gud , - og han blev jo heller ikke rigtig rask mere - første gang jeg besøgte ham på sygehuset og ville sige farvel til ham, bøjede jeg mig ned til ham, og han hviskede jeg har lagt mig selv og mit liv i guds hånd - han må råde for mig.

Han fik jo lov at komme hjem en kort tid, men måtte af sted igen - det var han ked af - men kom så hjem igen en lille kort tid, men kræfterne var små, - vi fik så lov at dele vor aftenbøn igen nogle dage, så lukkede far sine øjne for sidste gang - der var da gået tiden fra jul til juni - og den tid siger jeg gud tak for - vi fik begge tid til omtanke - det er sværere, når døden kommer brat.

Ved juletid går tanken altid tilbage til den tid, der gik - fars sidste jul blev så vemodig- også for Arne og Ruth især. Vi var jo inviteret til fest hos Klara, da de fik ring på 1. juledag, hvor vi besøgte far på sygehuset, og derefter var hos Ruths mor.

Imellem de to jul med ungdomsmødet på planteskolen og julen med far på sygehuset ligger hele vort liv i småstykker. Fra dag til dag - med mangler og fejl - også i vores børneopdragelse. Der blev i årenes løb meget at bede om forladelse for. Jeg har tit bedt, som der står i en gammel kirkebøn : "Herre, jeg er dig ikke værd, men jeg kan ikke være dig foruden". Fortjene nåden kan og skal vi ikke, - men prøve på, ved hans hjælp at leve livet i tro og tillid med tak for vore synders nådige forladelse, det er det eneste gud forlanger af os.

Vi ældre ser tilbage på - men vi ser også frem - . De unge ser mere frem end tilbage, de iler fremad og tænker på alt det, de skal nå — vi ældre har minderne, om det vi fik lov at opleve, og det der blev fortalt: Mor var fra Brandure - far fra Tinnet, - det var lang afstand i gamle dage, men folk var bedre til at bruge deres ben end i dag.

Mor var fra en gård,- stod i mergelgraven sammen med sine brødre,- det var over hendes kræfter, så hos en søster og en bror. Madlavning havde hendes interesse - kom til Rise og Give kro som kokkepige - så hvordan mænd drak de penge op, kone og børn skulle leve af, og lovede sig selv, at hun aldrig tog en mand, der ville drikke (for køn til at hedde Sissel).

Mange offentlige fornøjelser fandtes ikke - Kollemorten marked var en af dem — der fortaltes, at præsten spurgte sine konfirmander, hvor mange højtider, der var om året - og en pige svarede: Jul - påske, pinse og Kollemorten "Mimp."

Der lærte far og mor hinanden at kende - far var hjemme for at hjælpe sin far og mor - og gik ud for at tjene lidt ved siden af, bl.a. var han med Thom. Kjeldsen som tømrer og snedker - og så gjorde han opvartning til gilder - også til Kollemorten marked, der var beværtning på i de forskellige gårde og om aftenen "Liegstau". Far spillede harmonika til dansen - jeg husker hans hvide forklæde endnu - det hændte, han og mor vartede op til begravelse og bryllup, så måtte det hvide forklæde i brug. Mor var kommet med bekendte til Kollemorten marked, der så hun far første gang. - Mor var lærelysten og var 2 vintre på Aale højskole - første gang betalende elev, næste år tog hun plads som bryggerspige malkede og tog det grovere køkkenarbejde - det kunne hun få til side og følge undervisningen bagefter - mor elskede at fortælle fra sin ungdom, både stort og småt -

hun fik stor lyst til håndarbejde, det fik vi 2 piger godt af, og hun sang gerne, - når hun spandt på sin rok lå højskolesangbogen på bordet ved siden af - eller vores skolebøger, så hun var sikker på, vi læste vores lektier.

Vi fik 2 plejedrenge. Sognerådet kom og spurgte, om mor ville tage sig af dem. Første den ene, som var forsømt. - han delte seng med tjenestekarlen " Pejefl' - han oplyste mor om, at drengen vist havde husdyr med sig. Drengen var rar, vi holdt ham som en bror - 4 år gik, han blev konfirmeret og fik så plads et andet sted (ville gerne ligge under bordet), - og vi fik nr. 2, det gik godt nok, mens vi havde ham (4 år), da han flyttede gik det mindre godt, han blev udnyttet af både husbond og medtjener og så gjorde han oprør og endte på Brejning.

Fars far og mor boede i en stue i den ene ende af huset, der havde vi mange gode timer, når far og mor var i arbejde. Der spandt bedstemor- bedstefar kartede ulden - han kunne mange salmer og sange udenad, skrev selv lejlighedssange - sang for bedstemor om natten, hvis de ikke kunne sove. Om dagen sad han ved kakkelovenen , på hvis ringe han stegte æbler - ærter og kartofler Vi avlede selv ærter i marken. Lågen skulle være lukket- ellers sprang ærterne ud i stuen, når de revnede. Æbler og kartofler skulle vendes engang imellem, så de ikke blev svedne - vi 2 piger holdt mange gode gilder med bedstefars "steg". Før bedstefar stod op om morgenen - bedstemor kom først op - spurgte hun gerne bedstefar:" Skal du have din morgendram"? så lukkede hun lågen op ind til skænken - vi syntes, det tog så lang tid at skænke den dram - og kiggede bag lågen, hvor vi så bedstemor med hovedet bøjet bagover tage den første dram - så fik bedstefar hans - og begyndte sin påklædning. Han rystede både på hænder og ben, gik ved 2 stokke og var plaget af gigt, - mens han trak i tøjet bad han morgenbøn og sang morgensalmer, derefter tog han plads for enden af fællessengen foran kakkelovnen,- når gigten sled i lemmerne, sa' han - av, av, av - og greb fat i stolearmen.

Mens bedstemor spandt sang bedstefar for hende, vi legede på gulvet - ikke med dyre ting, vi fabrikerede dem selv, klippede papirkoner og mænd, pustede til dem, så de dansede henad bordet, fik et par sokker af bedstefars, bandt et tørklæde over, det var hovedet, en uldklokke af bedstemors om halsen på sokken og havde en dejlig lang dukke, som kunne tåle og falde på gulvet.

Bedstefar og bedstemor fik engang imellem besøg af pastor Krarup Hansen og frue, - så kravlede vi to om bag bedstemors stol og sad musestille og lyttede. Præsten holdt andagt og han og bedstefar sang sammen ( bedstemor kunne ikke synge) - jeg ser endnu for mig, når de kom vandrende. Præsten stor og bred, hun lille, fin - med et langt slag over skulderen, mørkeblå med en ternet hætte ned ad ryggen, den ene arm havde fruen

Evald Tang Kristensen var der også et par gange for at samle sagn og viser - vi to skulle nok være der , for at se hvad der foregik, men vi var afrettede til at være stille.

Vi var bedstemors "kyllinger, lam, små engle", hun vidste ikke, hvem hun holdt mest af, men når fødselsdagen kom og julegaverne, fik jeg altid det meste. Jeg var navnet efter Niels og Trine - mærkværdig nok - det syntes min søster var i orden "Du er jo kaldt op" sa' hun.

Kristendom og kultur hører sammen og må helst følges ad - i gamle dage brugtes mange grove og uslebne udtryk , som dannelse, takt og tone prøvede at få bugt med. Nu synes jeg, at de platte, ufine udtryk igen kommer til "ære " og "værdighed", - hvad skal vi med al den banden og sværgen, som gør det danske sprog beskidt?

Kultur og Kristendom må følges ad, men kultur og videnskab giver kulde uden kristendommens varme. Tiderne, moderne skifter, men i nogen grad gentager formerne sig. Kristendom og selv gud, bliver der gjort nar af, det man ikke kan se og forstå, vil mange ikke tro på,- men der er meget uvirkelig og usynlig og uforklarlig, man tvinges til at tro på, derfor hjælper det ikke med den påstand "Gud kan man ikke se, -ergo så tror vi

ikke på ham", - i gamle dage var der mere autoritær tro og ærbødighed for gud -jeg husker, når vor nabo derhjemme i Tinnet gik til kirke med kone og bøm og klokken begyndte at ringe, så stod de stille og manden tog hatten af - det var også almindelig med bordbøn " Gud var alle gode gavers giver",- det regnede man med.

I min barndom , og lidt før , kom vækkelserne også her til sognet, den grundtvigske byggede missionshus og lidt senere byggede metodisterne deres kirke, efter at have holdt deres møder i en lille sal i byen. Jeg har altid følt mig hjemme i indre mission- og haft mange dejlige timer, både som barn og som ældre i den gamle, nu ubrugte missionshus- forsamlingshuset har fået en god udnyttelse nu - i alle de gamle ting der findes, går

Alt gik jo ved håndkraft i gamle dage. Arbejdet på landet kostede slid og sved og en lang arbejdsdag - men på gårde, hvor der var flere folk, kunne den knap tilmålte frihed rumme skæmt og hygge — mennesker kom hinanden ved, både i glæde og sorg. Vi er jo vant til, at det gamle år altid ender med "rabalder" og uro og sjove påfund. Flytte husgeråd, trillebør, havelåger, flagsnore, min kaffekande og havelåge har været i byen et

par gange. Nu er det jo forbudt med knalderiet, men de "sole" og "raketter", der sendes op nu, er virkelig et smukt syn mod den mørke nattehimmel - de 12 dage fra julens begyndelse til hellig tre konger, sattes der mærker på de gamle loftbjælker - vejret i årets måneder, skulle blive tilsvarende de 12 dages vejr i julen. - Nytårs Ny - første nymåne i det nye år, gik folk ud med salmebog i hånd, og mens de kiggede op mod månen, lod de bogens blade åbne sig på lykke og fromme - salmerne der var på de opslåede blade, skulle være et fingerpeg på, hvad vedkommende skulle opleve i det nye år . Skytset, der blev brugt, var ikke kostbart, det var tit kun potteskår, kastet hårdt ned på stenbroen - nogle brugte små knaldperler, skudt af i en lille knaldbøsse - der var noget, der hed en "rumlepotte", lavet af en oppustet svineblære, der i en snor blev fastgjort til

vinduessprossen og gnedet på med hænderne - der var voksne karle med rigtige geværer, der skød med løs krudt i - når der blev stille efter et skud, for beboerne ud for at fange skytterne, som blev inviteret ind på de sidste godter, pebernødder og kaffe. Det traf, at skorstenspiben blev stoppet, så røgen ikke kunne komme igennem om morgenen. En spand med vand kunne også anbringes, så den der kom indefra fik våde sokker, det gjaldt med hittepåsomhed. Både i mit hjem og i mit barndomshjem blev juletræet tændt både nytårsaften og hellig tre kongersaften, ligesom juleaften ,var lysene brændt ned, satte vi ny på og sang igen julesalmerne. Løjerne begyndte først senere på aftenen.

Her skal blot bemærkes, at det er en dejlig skik med midnatsgudtjeneste - for at sige gud tak for året der svandt, og bede ham gå med ind i det nye ukendte år med sin nåde og velsignelse.